EN FORNEMMELSE AF ULYKKE
Mille vågnede midt om natten og kunne ikke sove mere. Om det var en rædselsfuld drøm eller bare en underlig uro, var umuligt at sige. Hendes hjerte var så tungt, at tårerne begyndte at trille ned ad kinderne, uden at hun selv forstod hvorfor. Det føltes, som om noget frygteligt snart ville ske hun kunne næsten ikke få vejret.
Hun gik stille hen til vuggen, hvor hendes lille søn, Asger, sov. Han smilte i søvne og lavede små sjove smaskelyde med munden. Mille rettede på dynen og gik ud i køkkenet. Udenfor var der helt bælgravende mørkt.
Mille, kan du ikke sove igen? lød det bag hende. Det var Anders, hendes mand.
Det er det samme igen… Jeg forstår virkelig ikke, hvad der sker med mig, sukkede Mille.
Det er nok den berømte efterfødselsreaktion, prøvede Anders at joke, som han nu gjorde.
Det tvivler jeg altså på. Asger er jo snart et halvt år, og jeg har ellers ikke mærket noget til det før nu!
Jamen, der kan jo ske alt muligt! Hormoner og nerver! Tag det roligt det skal nok blive godt igen!
Jeg er bare så bange, Anders, hviskede Mille og lænede sig ind til ham.
Alt skal nok gå. Stol på mig, sagde han og gav hende et knus.
Tre uger senere fik Mille besked på, at hun og Asger skulle til kontrol hos deres lokale læge. Asger fyldte netop et halvt år og var til det store tjek: prøver, undersøgelser, hele molevitten. Så ringede sygeplejersken uventet.
Er der noget galt? spurgte Mille.
Bare rolig, Mille, lægen vil gerne snakke med dig, svarede sygeplejersken kryptisk.
På sygehuset var der lang ventetid, og Mille blev mere og mere urolig. Hun havde nærmest hjertet oppe i halsen, da det endelig blev deres tur.
Sæt dig ned, sagde lægen stille. Mille Jensen, jeg skal fortælle dig noget: Vi skal have nogle flere prøver, bare rolig.
Hvad sker der?! gispede Mille. Nu blev de bange anelser pludselig krystalklare.
Asgers blodprøver ser ikke for gode ud. Han har alt for mange hvide blodlegemer og andre bekymrende tal. Vi skal have nogle flere prøver, helst på Rigshospitalet.
På Riget? spurgte Mille næsten uhørligt.
Ja, på Børneonkologisk Afdeling, svarede lægen.
Hvordan hun kom hjem, kunne Mille ikke huske. Anders var allerede hjemme, han havde set hendes besked og forlod straks kontoret.
Mille, hvad er der sket?
Tårerne trillede ned ad hendes kinder, men Mille virkede nærmest ligeglad.
Vi skal undersøges i onkologien, Anders, hviskede hun med en stemme så hudløs, at det gav gåsehud.
Men det er jo bare en undersøgelse! rolig nu, prøvede han at trøste.
Det er mere end en undersøgelse, sukkede hun. Jeg har kunnet mærke det hele tiden jeg har bare ikke villet tro på det.
Hun klemte Asger ind til sig og græd. Den lille vred sig i søvne, lykkeligt uvidende om alt, der skete omkring ham.
Akut leukæmi, sagde den ældre overlæge, efter han nærstuderede prøverne. Vi skal starte behandling straks.
Mille græd. Hun kunne ikke tage det ind. Kemobehandlingen måtte hendes lille søn gennemgå uden hende i stuen han lå på intensiv, mens Mille ventede ude på gangen.
Tag du bare hjem, forsøgte en sygeplejerske at sige. Du kan ikke komme ind til ham før i morgen!
Jeg kan ikke forlade ham! Hvad skal jeg lave derhjemme uden min søn?!
Anders og Mille havde været gift i 8 år. De havde drømt om børn i lang tid, men intet skete, prøverne fejlede ingenting, men det lykkedes bare ikke. Før efter otte års venten. Det var både den lykkeligste og mest nervepirrende tid: Anders bar nærmest Mille på hænder, hun måtte ikke røre noget, der vejede mere end hans kaffekop. Hun tilbragte den sidste måned af graviditeten på Hvidovre Hospital, fordi der var risiko for for tidlig fødsel. Endelig for seks måneder siden kom Asger. Opkaldt efter Anders far, der var omkommet i et trafikuheld for nogle år siden.
Mille, man må ikke opkalde børn efter folk, der er døde for tidligt, formanede hendes farmor, da hun hørte navnet.
Hold nu op, Farmor. Det er bare gammeldags overtro, svarede Mille. Hun var lykkelig og ville ikke have sin lyksalighed ødelagt…
… Mille sad ved Asgers hospitalsseng. Han var blevet tyndere og blegere de sidste uger. Hans kinder manglede den gamle røde glød, mørke rande havde sat sig under øjnene. Mille græd uden overhovedet at registrere sine egne tårer. Efter et offentligt skænderi med overlægen, der først ikke ville lade hende komme ind på grund af infektionsfaren, fik hun alligevel lov: hun kunne ikke bære ikke at være hos ham mere. Drengen sov. Mille forsøgte at indprente sig hvert eneste lille træk.
Sådan nogle operationer laver vi altså ikke herhjemme, sagde overlægen næste dag.
Hvor gør man så det? spurgte Mille beslutsomt.
I Israel. Det er det eneste sted, de kan redde ham. Men det er pebret virkelig dyrt.
Vi finder pengene. Giv mig bare papirerne, lød det fra Mille.
Papirerne røg afsted til et israelsk hospital, specialiseret i leukæmi. Svaret kom hurtigt: de kunne tage Asger, men regningen lød på knap 2 millioner kroner.
Mille, selv hvis vi sælger andelslejligheden og bilen samler vi ikke engang en fjerdedel! sagde Anders. Jeg har allerede lagt opslag op på nettet, men det tager jo tid.
Vi har ikke mere end to måneder! græd Mille, vi må finde på noget.
Alle samlede ind på arbejdet, igennem den lokale hjælpeforening, i supermarkedet, venner og familie. Kommunen gik også ind med lidt, frivillige bidrog med mere. Halvdelen var der, men tiden løb hurtigt senere, end pengene.
I må tage af sted, Mille alt, hvad jeg får samlet ind fremover, sender jeg til jer! Jeg prøver at sælge lejligheden, måske der snart er bid, mente Anders.
Hele nabolaget støttede op, men samlet så mange penge? Det var umuligt.
De fik pas, papirarbejde og Mille fløj med Asger til Israel. Pengene var ikke nok. I mellemtiden tog lægerne hul på undersøgelser og forberedelser. Mille parkerede alle tanker om pengene kunne alligevel ikke gøre noget. Nu drømte hun kun om et mirakel. Om en måned ville Asger fylde ét år.
I naboværelset lå en anden mor, Stine, med sin treårige søn, Mads også fra Danmark, pudsigt nok fra Ringsted, nabobyen til deres egen. Stine og hendes mand havde på mirakuløs vis fået skrabet penge nok sammen, men deres situation var værre: Mads leukæmi var opdaget for sent, sygdommen bed sig bare fast, og operationen måtte hele tiden udsættes.
Græd nu ikke, Mille, det skal nok gå alt sammen! sagde Stine. Du skal nok tage Asger med i cirkus og zoo endnu. Vi så de store bjørne sidste år Mads ELSKEDE dem! Kunne sidde og se på bjørnen i en halv time. Vi anede jo ikke, at han var syg… Første gang, han begyndte at bløde næse i zoo, så gik det ikke væk, og jeg blev bange… Flere gange, faktisk… Men vi ventede alt for længe. Da vi endelig gik til læge, var det allerede i tredje stadie. Hvorfor opdagede vi det ikke før?!
Åh, Stine, lad nu være, det bliver godt det her! Næste gang tager vi alle ungerne med, ikke? prøvede Mille at trøste.
Men jeg så det jo! Han blev så tynd, ville ikke spise, blev mat og hang bare… Hvorfor gjorde jeg ikke noget med det samme?! Min mor sagde det også men jeg ville ikke tro på det! snøftede Stine. Mille var mere tom end trøstende hvad kunne hun sige?
Nogle dage efter blev Mads dårlig. Han blev flyttet til intensiv. Stine fik ingen adgang. Hun sad udenfor og stortudede.
Stine, kom nu og hvil lidt. Du løber dig selv træt, forsøgte Mille.
Jeg bliver her! Han kan MÆRKE det det hjælper ham at vide, jeg er tæt på! insisterede Stine.
Det blev ved sygeplejersken gav Stine noget beroligende, og til sidst sad hun bare tomøjet og ventede. Håbet hang tilbage, men Mille vidste ikke til hvad.
Senere samme dag ringede Anders til Mille. Hun vuggede Asger, drengene var begge trætte. Mille, jeg har netop overført 100.000. Mere har vi ikke lige nu men i dag har et ungt par også set på lejligheden, jeg har sat prisen ned, de siger, de giver besked om et par dage.
Okay, mumlede Mille.
Pludselig blev hun afbrudt af et hyl ude fra gangen. Telefonen røg på gulvet. Asger vågnede og begyndte at græde; Mille beroligede ham og lagde ham tilbage i sengen. Så løb hun panisk ud i gangen hun vidste allerede, hvad der var sket, men nægtede at acceptere det. Stine lå på knæ, hulkende, udenfor intensiv. Sygeplejerskerne stimlede sammen, prøvede at give hende vand, måske noget beroligende. Stine skreg, som ingen mennesker burde kunne. Så meget smerte havde Mille aldrig set i nogen før. Hun forstod.
Stine, du skal holde fast, græd Mille, mens hun krammede hende, du må blive stærk for Mads skyld!
Hvorfor? Hvorfor skal jeg leve?! Min dreng er død! Det er min skyld, det hele! Hvordan skal jeg leve med det?! skreg Stine og gik i panik.
Mille hjalp hende, mens hun fik sin sprøjte. Det sidste lille overskud blev brugt på at følge Stine tilbage til værelset.
Lad hende hvile, hun skal nok få grædt igennem senere, brummede vagthavende læge.
Den nat sov Mille ikke et sekund. Hun sad bare klistret til Asgers seng, og håbede, at hun kunne kigge lykken ind i ham.
Dagen efter dukkede Stine op. Hun havde ikke flere tårer at give hun så ti år ældre ud. Hun og Mille stod længe og holdt om hinanden.
Må det gå jer godt! hviskede Stine, inden hun gik. I har chancen brug den! Jeg skal nu tage mig af min søn først begravelse, så mindesten, så Her, læs det senere, jeg kan ikke sige mere! sagde hun og gav Mille en lukket kuvert.
Efter Stines afsked blev alt endnu tungere. Mille kiggede på kuverten.
Kære Mille! Jeg ønsker kun, at Asger skal leve. Han må leve for min Mads vokse, lære, more sig, glæde sig over hver dag! Tag ham med i zoo og giv bjørnen i buret et pænt hej fra Mads!
Tårerne stod i øjnene, Mille måtte tørre dem før hun kunne læse videre I har chancen. Pengene i kuverten er til operationen. Mads fik ikke brug for dem, lad dem give Asger livet tilbage!
Mille græd lykkeligt operationen kunne nu blive til noget. Men sorgen var lige så intens de penge hang tungt af meningsløs tab…
Anders, du må ikke sælge lejligheden! sagde Mille til Anders på telefonen dagen efter. Asger og jeg skal jo have et sted at bo, når vi kommer hjem!
Hvordan det? Hvor har du fået pengene fra?
Det ordner sig alt sammen! sagde Mille, med en stemme, der for første gang lød fuld af håb. Og den smittede. For første gang smilede Anders, da han lagde på. Det skulle nok gå.
Operationen gik i gang dagen efter Asgers fødselsdag. Han fyldte ét år. Mille, som Stine før hende, sad mange timer foran intensiv. Men denne gang var der en positiv prognose. Efter noget tid fik hun endda lov at besøge ham, senere blev de samlet på stuen. En måned med isolation og flere måneders genoptræning ventede dem men det var småting! Operationen var en succes, og alt pegede opad.
Asger livede op, begyndte at lege, småspise og smile og så, en dag, sagde han næsten mor. Mille græd, nu af glæde et lille mirakel!
Beeeør! pegede Asger på den store sorte bjørn i zoo.
Ikke beeeør, Asger, men bjørn! lo Mille.
De var taget i Københavns Zoo, samme sted hvor Mads havde set bjørnen sidste år.
Hej med dig, bjørn, fra Mads! sagde Mille stille.
Asger løb og legede, spiste is og sad oppe på Anders skuldre, mens han betragtede dyrene. Nu var hans liv fyldt med børneglæder og nye oplevelser. Hospitalet var langt væk, og kun nogle nætter bankede frygten på så tjekkede Mille sønnens rolige åndedræt og mærkede, at alt var godt.
Livet ventede. For Asger og lidt for Mads.
