Forræderi fra ens egne børn
Ditte sidder endnu engang i beundring og betragter sin bror og søster. Hvor er de dog smukke! Høje, mørkhårede, med krystalklare blå øjne. De bliver igen præmieret.
Endnu en gang har de vundet en konkurrence. Hun rejser sig for at nå frem til dem før alle andre. Hendes højre ben halter lidt, men hun maser sig afsted. Hun har strikket to små kaniner til sin bror og søster. I fine kjoler og ternede bukser. Dem vil hun give i gave. Klodset, lidt for tyk, lyse og tynde hår hæftet op med en spænde, og et ærligt smil på læberne. Kristine og Mads lader som om, de ikke ser hende. Ditte kæmper sig igennem mængden.
Luk mig forbi, vær sød. Det er min bror og søster! Lad mig komme frem! siger Ditte glad.
Kris, der står en tyk pige her, der råber, hun er jeres søster. Er det rigtigt? spørger Kristines veninde, den lyshårede Line.
Kristine kaster hurtigt et blik over skulderen og får øje på Ditte.
Tsk, fede kælling! Skulle hun nu også komme. Det er sikkert mor, der har sendt hende. Sikke en skam! tænker hun, men siger højt:
Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har kun én bror. Mads.
Det tænkte jeg nok. Ville åbenbart snige sig ind og sole sig i jeres succes. Så ynkeligt! Hun prøver endda at stikke jer nogen legetøj, griner Line.
Nok bare vores personlige fan. Tag legetøjet, Line. Mads og jeg skal videre! siger Kristine og sender et luftkys, mens hun hiver sin bror med ud af folkemylderet.
Line tager kaninerne fra Ditte og lover at give dem videre.
Godt! Så venter jeg på jer hjemme. Jeg bager fastelavnsboller! siger Ditte og hinker væk.
Her, jeg gav dem til dig. Hun sagde, hun ville vente hjemme. Og bage fastelavnsboller. Hun ligner selv en bolle. Kris, hun er da ikke rigtig familie, vel? Hvorfor følger hun jer rundt? spørger Line.
Nej! Aner ikke, hvem hun er! Der er så mange, der prøver at komme tættere på os for lidt opmærksomhed. Kom nu! slår Kristine ud med hånden. Hun smider kaninerne i skraldespanden, og sammen med Line og Mads går hun til præmieoverrækkelsen.
Hun løj for sin veninde. Ditte er faktisk hendes søster. Halvsøster. Kristines og Mads mor, Inger, tog hende ind, da en fjern slægtning døde. Hele familien var med på bilferie sammen, og … kun Ditte overlevede. Lille og allerede mærket af livet.
Hvis man tæller efter, var Inger egentlig kun en meget fjern slægtning syvende led. Og de havde ikke engang samme efternavn. Nærmeste slægtninge afslog, men Inger tog alligevel Ditte til sig på trods af sin mands og egne børns protester. De skreg nærmest, da de hørte, at de skulle have en søster mere. Kristine og Mads var vant til ikke at mangle noget.
Mor, tag hende ikke ind! Hun er tyk, hun halter, hun er dum. Jeg skammer mig ved bare at gå ved siden af hende!
Mine kære børn. Tænk sig, hvis det var jer. Alle tager hunde og katte til sig og passer på dem; Ditte er et lille ensomt menneske. Hun fylder ikke i vores store hus! prøvede Inger at overbevise dem.
Til sidst gav de modstræbende efter. Inger arbejdede som butikschef hendes løn betød alt for hjemmet. Faren var underdirektør under hende og nød livet; han flirtede andetsteds. Hvis Inger vidste det, sagde hun intet for hendes Leif var smuk som et maleri, og børnene havde arvet hans udseende.
Ditte voksede op. Lille, sjov, med lyst hår. Øjnene havde samme blå farve som hendes bror og søster, men næsten gennemsigtige.
Hendes øjne ligner skummet mælk! Og så tyk hun er! grinede Kristine.
Ditte var rund og blød, sød med smilehuller, og meget godhjertet.
Men hun måtte lege alene. Bror og søster ville slet ikke have hende med. Hun blev ofte offer, når noget gik galt. Mads smadrede en dyr vase under leg Kristine sagde det var Dittes skyld. En gang hang morens fine bluse fast i en søm, og igen skyldte man på Ditte.
Hun protesterede aldrig. Nikkede bare undskyldende. Hun vidste jo, hvem der havde skylden. Men hun ville ikke have, at bror og søster blev skældt ud de var så smukke!
Inger, hendes nye mor, skældte hende heller aldrig ud. Men faren rasede tit.
Hvorfor skulle du overhovedet slæbe det skræmsel ind i huset? Hun skammer os ud foran gæsterne. Hun går dårligt, vejer som en hval. Vores børn er så smukke du tog denne stakkel ind bare for kontrastens skyld? Andre var klogere og sagde nej. Hvem skal dog bruge hende, når hun bliver voksen? råbte Leif.
Ditte lyttede bag den lukkede dør. Hun gik hen til spejlet bagefter. Hun brød sig ikke om sit eget spejlbillede. Hun ville gerne være lige så smuk som Mads og Kristine. Men …
Hun blev skrevet op i en anden skole. Tvillingerne pressede på. Ellers ville de pjække eller droppe karaktererne, sagde de til moren. Inger bøjede sig; hun så, at den skrøbelige bro, hun forsøgte at bygge mellem sine egne børn og Ditte, var ved at bryde sammen … og kunne ikke gøre noget.
Tiden går. Mads og Kristine rejser væk for at studere. Ditte beder om at blive hjemme.
Min pige, du kan komme ind overalt! Jeg betaler, alt hvad det koster! Vil du? Designer, tolk, hvad som helst, Ditte? omfavner Inger hende.
Som en lille kat presser Ditte kinden mod morens og krammer. Inger bliver beroliget. Hendes egne børn kyssede kun modvilligt, og hun følte ikke samme varme som hos Ditte.
Ditte møder altid moren, når hun kommer hjem. Selv sent står hun i gården eller sidder på pufen i entreen. Manden og børnene har travlt med deres. De kommer sjældent ud for at hilse eller sige hej. Da Inger engang nævner det, råber Kristine:
Mor, vi har travlt! Den dumme Ditte venter ligesom en hund, fordi hun alligevel ikke har andet at lave! Og hun drømmer om ingenting.
Ditte ser på sin mor med sine gennemsigtige øjne og hvisker:
Mor, må jeg ikke tage mig af dyr? Jeg vil være dyrlæge. Det kan man uddanne sig til herhjemme.
Det giver god mening. Ditte samler altid kattekillinger eller hundehvalpe op og passer dem. Den eneste hund, de har, en stor sjusket én, har hun reddet. Kristine ville ellers hellere have haft en racehund, men Inger har holdt med Ditte.
Sådan går livet. Efterhånden må Inger på grund af helbredet blive hjemme. Manden skifter hurtigt side til en gammel veninde, der ejer et frisørsalon. Børnene kommer hjem for at få penge. Der er heldigvis lidt opsparing. Kun Ditte bliver hos moren, laver god mad hver dag, masserer hende, brygger urtete. Om aftenen sidder de under æbletræet og drikker te. Ingen er lykkeligere end Ditte.
Kristine og Mads får deres egne familier. Mor hjælper dem begge med at købe lejligheder. Men så brager torden frem. Sønnen kommer klokken fire om natten, næsten grædende, og siger, han skylder alt for mange penge.
Jamen hvordan? Hvor kan vi da finde så meget? Har du spurgt din far? Nej? Nok, han har jo heller ikke. Søn, selv hvis jeg gav alt, ville det kun være en brøkdel.
Mads foreslår sælg huset. Så kan de betale alt.
Men søn … Og hvad med Ditte og mig? Hvor skal vi bo? moren er chokeret.
Hvor Ditte, den fede idiot, bor, rager mig ikke. Hun må klare sig selv nu. Det er nok, vi har forsørget hende hele livet. Du skal bare flytte hjem til os! Lærke bliver glad! smiler Mads.
Lærke er hans kone. Inger tvivler dog på, at hun bliver glad. Men hun diskuterer ikke. Sønnen skal reddes! Men hun stiller ét krav Ditte skal med. Mads må kompromittere. Men Ditte kommer senere til moren og siger:
Mor du rejser bare. Jeg flytter ind hos én, jeg har mødt. Han har længe spurgt, om jeg vil bo hos ham. Du skal ikke bekymre dig om mig!
Hvem er det? Du har aldrig nævnt det, Ditte! smiler Inger.
Du møder ham på et tidspunkt. Men du skal ikke bekymre dig, mor! krammer Ditte hende.
Mads ånder lettet op. Nu slap han for at bede Kristine om hjælp til at slippe af med Ditte, som alligevel aldrig skulle flytte ind hos ham.
Men Ditte lyver. Hun har ingen. Med sin følsomme sjæl forstår hun, de ikke ønsker hende. Hun vil beskytte moren, som ikke er stærk nok til flere sorger. Hun lejer et værelse via en annonce i et gammelt hus. En gammel enlig herre, Hans, bor der. Det er svært for ham alene, og der er høns, geder og grise. Ditte passer perfekt der, især da hun er dyrlæge. Hans bliver så glad, at han næsten ikke vil tage husleje, men Ditte insisterer; han forsøger dog ofte at give pengene tilbage.
Ditte får det godt. Husly, arbejde, respekt fra folk, og dyrene elsker hende! Ingen frygter hendes hænder hun har en venlig bemærkning til alle, giver små godbidder. Efter behandling siger hun altid:
Kom bare forbi, Sønnik, du er bare en solstråle. Her er lidt ekstra, jeg har lagt dråber i. Ring, hvis der er noget!
Åh, kære Ditte. Selv på hospitalet er de ikke så søde, som du er ved min Felix! Du er en guldpige! ryster Anna, ejer af den dejligste kat, på hovedet.
Ditte blomstrer, men hendes hjerte er uroligt hvordan går det mon med mor? Hun ringer tit, men moren lyder kølig og afviser hurtigt, og til sidst er det kun Mads, der tager telefonen. Han svarer kort, moren hviler.
Jeg ved det ikke. Jeg savner hende så meget. Har ikke set hende i et halvt år, sukker Ditte, mens hun drikker te med Hans om aftenen.
Hvorfor tager du ikke derhen? Jeg kører dig! Jeg har stadig den gamle Volvo gammel som mig, men den kører! tilbyder Hans.
Ditte bliver glad. Hun har Mads adresse. De kører. Banker længe. Til sidst åbner en høj blond kvinde i badekåbe og gaber.
Ja? Sælger I noget? Vi mangler intet! prøver hun at smække døren.
Du må være Lærke? Mads kone? gætter Ditte.
Ja, og hvem er du?
Jeg er Ditte, hans søster! prøver Ditte at træde ind, men Lærke spærrer for.
Hmm. Og hvad vil du her? Jeg skal til kosmetolog nu, har ikke tid.
Jeg skal bare hurtigt ind. Det her er Hans, han er med. Hvor er mor? Jeg vil bare hilse. Jeg skal nok gå med det samme, jeg forstyrrer ikke, bønfalder Ditte.
Nej, hun bor her ikke. Mads har afleveret hende. Hvor? På plejehjem. Hun blev dårlig, ingen kunne passe på hende. Han arbejder, jeg har mit. Hvor? Aner det ikke. Aldrig selv været der. Jeg ringer lige. Halløj, Mads? Ditte er kommet med en gammel granvoksen. De vil have adressen. Okay. Vent. Her, på denne seddel. Og I kommer ikke igen! siger Lærke og svinger dyr parfume.
Ditte lytter ikke, griber sedlen og løber ned ad trappen sammen med Hans.
Hvordan kunne de gøre det Hvorfor sagde de ikke noget til mig? Så havde jeg Hvad nu? Jeg ejer jo intet, men jeg kunne sagtens finde ud af noget, hvisker Ditte.
Du skulle da bare tage din mor med hjem! Jeg har plads, der er et ekstra værelse! De burde have sagt til! Det er dårlig stil! Hans er indigneret.
De finder plejehjemmet. Kan det virkelig være hendes mor, den lille, afkræftede kvinde med de indsunkne øjne? Mor var engang høj, rund, mild, altid i gang. Nu ligger hun kraftesløs på hovedpuden og stirrer op.
Mor! Det er Ditte. Mor, undskyld jeg ikke kom før jeg troede … Mor, du må tilgive mig! Jeg tager dig hjem! Vi skal bo hos Hans, han har høns jeg laver røræg til os! Og frisk gedemælk hver dag, du skal nok komme dig. Mor, svar mig! Jeg elsker dig!
Vi tager hjem, mor! græder Ditte og holder om Ingers lette hånd.
Det lykkes dem at tage hende med hjem. Ditte er hendes datter, ifølge papirerne. Hans gør sit han er gammel modstandsmand og truer med at ringe til sin ven med stjerner på skuldrene, hvis ikke Inger får lov at tage hjem. Mads havde ellers sørget for, hun skulle blive der for evigt
Efter ti dage rejser Inger sig. Hun går hen til vinduet. I gården skridter grisen Frida stolt rundt. Hanen galer. Der dufter af græs, af mælk. Og af fastelavnsboller Ditte bager. Hun løber ind med sin haltende gang, ser sin mor. Moren græder, og Ditte kaster sig klodset om hende. Undskylder og siger, at nu skal hun jo aldrig bo hos Mads og Kristine, men med hende.
Inger omfavner hende uden et ord. Som om hun ser den sjove lille pige, hun engang tog til sig. Ikke hendes egen, men så god, så omsorgsfuld. Den eneste, der blev, da livet gik ned ad bakke, og hendes egne smukke og succesrige børn ikke ville have hende.
Ingenting, Ditte. Nu bliver alting godt. Ingenting, min pige, hvisker Inger og stryger hende over håret.
Nå, piger! Skal vi ikke have te? griner Hans, idet han kigger ind.
Og leende, hånd i hånd, går de alle tre ind i stuen. Ind i et nyt livInger sidder i sin blomstrede lænestol og ser ud over bordet, hvor Hans allerede har dækket op med blomstret dug, hjemmelavet marmelade og kæmpestore krus. Ditte fylder kopperne med te, griner op til Hans, der laver sjove grimasser med Frida tæt i hælene. Ude i haven vimser hønsene, og en drilsk killing har sneget sig op på vindueskarmen og mjaver efter Ditte.
Et øjeblik lægger stilheden sig som et blødt tæppe over dem. Vindens summen gennem æbletræet, duften af nybagt brød, varmen fra hinanden. Inger hviler blikket på Ditte pigen, hun valgte at lukke ind, selv da hendes egne vendte hende ryggen. Inger ser pludselig klart, hvad lykke er: en tyk, haltende pige i forklæde, der klodset og kærligt rækker hende en fastelavnsbolle, en ven ved bordet, tre bløde dyr, og roen, der falder, når man føler sig hjemme.
Inger trykker Dittes hånd. Uden ord, men med alt det, hun dengang ikke forstod, nu stærkere end nogensinde: Den slags kærlighed, der varer. Ingen præmier, ingen præstationer bare varme hænder om en kop te, en latter fra køkkenet, og alt det en familie virkelig skal være.
Udenfor basker hane og gris påny, og et solstrejf løber tværs over bordet, rammer Ingers ansigt, som lyser op i et sjældent, taknemmeligt smil. Og Ditte ser på hende og ved, at hun endelig er, hvor hun altid hørte hjemme.
Forræderi kan så hurtigt rive alt fra hinanden. Men kærlighed ægte kærlighed, valgt og nænsomt holdt fast samler langsomt alt igen. Her, i det lille køkken under æbletræet, er der mere familie end noget sted før.
Og mens solen synker bag marken, bøjer Inger sig frem, kysser Ditte på panden og hvisker: Velkommen hjem, min pige. Nu slipper jeg aldrig.
