Jeg tog min svigerinde og hendes barn med på ferie. Jeg har fortrudt det tusind gange.
Min mand og jeg drog ud til Vesterhavet på ferie. I flere år har vi taget til vestkysten med venner, i vores egne biler, ud til kysten. Vi er blevet eksperter. Hver gang vælger vi et stykke strand, og så slår vi vores telte op der. Om dagen plasker vi rundt i bølgerne, soler os i sandet. Når mørket falder på, synger vi sjove sange til guitar ved bålet og skænker os et glas tør hvidvin. I år slutte min svigerinde, Vilhelmine, sig til os sammen med hendes dreng på to og et halvt år. Vi diskuterede længe, om vi skulle tage dem med.
Desværre lod vi os overtale. Set i bakspejlet var det ikke drengen, men Vilhelmine selv, der gav os problemer. Balladen startede allerede under køreturen. Vilhelmine krævede pause hver time. Hun var træt og ville ligge ned. Derfor ankom vi først sent vores venner havde allerede slået lejr og var blevet kolde efter en tur i vandet. Nå, vi var fremme. Så begyndte anden akt. Min svigerinde eksploderede:
Jeg nægter at bo her!
Hvorfor? Vi sagde jo hele tiden, det var camping med telt!
Jeg troede, det betød, vi ville finde overnatning undervejs, måske et pensionat ikke at vi aldrig skulle i seng i en rigtig seng.
Tror du, vi havde soveposer og telte med for sjov? snerrede min mand.
Men I skulle bare med teltet…
Vi måtte leje et værelse til hende. Derefter måtte min mand hente hende, bringe hende ud til os og køre hende tilbage om aftenen. Og det stoppede ikke der: Han måtte følge hende på café og rundt i Brugsens marked; passe barnet imens hun “tog lidt tid for sig selv”.
I øvrigt havde vi alle ansvar for lille Frederik. Og sandt at sige, var han let som en brise han hørte efter, løb grinende rundt, grinede i Vesterhavets kolde bølger, spiste hvad vi gav ham og sov roligt i teltet om dagen. I modsætning til sin mor. Næste år tager vi bestemt ikke Vilhelmine med. Men vi vil gerne invitere Frederik, hvis forældrene giver lov. Han er nemlig perfekt til campinglivets eventyr.
