Et rodet skab, bunker af krøllede tøj, sur suppe i køleskabet det er hverdagen herhjemme. Jeg prøver forsigtigt at tage snakken med min kone om det, men ender alligevel med selv at få skylden.
Jeg forelsker mig hovedkulds i Line første gang, jeg ser hende. Det er umuligt ikke at lade sig betage af Lines udstråling og skønhed. Jeg føler mig heldig over at være sammen med en så klog, attraktiv og ordentlig pige, så jeg tøver ikke med at fri til hende.
Da vi beslutter os for at flytte sammen, fortæller Line mig allerede fra starten, at hun ikke er vild med husarbejde. Hun vil hellere fokusere på sin karriere og dele pligterne derhjemme ligeligt. Det giver god mening for mig, og jeg går indfor det. Dengang syntes jeg, det virkede helt fair og rimeligt, uden at ane hvad fremtiden ville bringe.
Vi laver en klar fordeling af pligterne, og Line forsikrer mig, at hun nemt kan balancere både job og hjemmeliv. Jeg stoler på hendes vurdering og presser ikke på for min egen mening.
Efter et halvt år begynder jeg at mærke skæverter. Lines arbejdsliv går ikke som hun har håbet. Hun har et deltidsjob i en mindre kendt virksomhed, lønnen kommer ustabilt, og arbejdstiderne svinger. Samtidig bruger hun mest sine penge på egne ønsker. Imens arbejder jeg uafbrudt fra morgen til aften. Alligevel husker Line fordelingen af opgaver meget bekvemt, og ser gerne igennem fingrene med, om hun selv får gjort tingene.
I begyndelsen er Line flittig, men langsomt falder hendes energi. Hjemmet bliver mere rodet, og tøjbunker vokser. Til min overraskelse giver hun mig skylden og siger, jeg burde hjælpe mere. Det gør ondt. Jeg synes det er utrolig hårdt at skulle balancere et travlt arbejde med alt det praktiske hjemme. Vi havde jo aftalt at fordele det hele lige.
Jeg håber at det vil ændre sig efter vores barn bliver født, tænkte at Line så ville tage sig af hjemmet i barselsperioden. Men desværre bliver situationen værre. Nogle dage overvejer jeg, om det havde været lettere at undvære Line. Udover vores praktiske udfordringer, fylder skænderier nu i vores liv.
Jeg prøver at sætte mig ind i Lines situation og hendes synspunkt, men jeg kan ikke ryste følelsen af, at mine behov bliver overset. Jeg arbejder både på kontoret og derhjemme, prøver at få det hele til at hænge sammen, og må også stå for meget af det huslige. Det eneste, jeg egentlig ønsker, er en pause.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad Line egentlig laver det meste af dagen på barsel, og hvorfor det er så svært at lave aftensmad eller rydde op. Vores lille datter Astrid sover stadig det meste af tiden hun er kun 2 måneder gammel. Jeg tænker, at hvis jeg var hjemme, kunne jeg godt overskue nogle praktiske ting.
Nogle gange spekulerer jeg på, hvordan vi skulle klare det, hvis vi fik et barn mere. Jeg tror virkelig på ligestilling og fælles ansvar, men det virker som om, Line har svært ved at forstå det.
Jeg ønsker ikke at smadre vores familie jeg elsker jo vores barn over alt. Men jeg føler, at min tålmodighed er brugt op. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte i det her. På hvis side ville du være, hvis det var dig?
