De kloge unge skulle såmænd vise, at de kunne klare sig selv og endte med at stå både i gæld til halsen og uden lejlighed.
Da vores børn blev gift, besluttede vi, at vi som forældre fra begge sider skulle hjælpe dem med bolig. Min mand, Jens, og jeg havde lagt lidt til side, og det samme havde svigerforældrene, Bente og Poul. Vi lagde det hele sammen og det var faktisk nok til en lille lejlighed i Valby. Vi syntes, de skulle købe den straks, men nej de unge, Astrid og Emil, bekendtgjorde stolt, at de var uafhængige unge mennesker og ville gøre det hele selv.
Lidt senere hører vi, at de har købt sig en treværelses i Brønshøj. Og hvordan havde de fået råd til dét? De havde naturligvis optaget et banklån på en god, saftig portion kroner. Og hvem skulle så betale de månedlige afdrag? Det kunne de sagtens klare selv, sagde de de var jo så selvstændige.
Men ak, det stoppede ikke der. Nu ville de også have bil, for “offentlig transport er så besværligt,” og “arbejdet ligger for langt væk”, mente de. Ind i bilen med endnu et lån en spritny Skoda hentet direkte fra forhandleren. Vi prøvede at foreslå en brugt Toyota, men vi blev pure afvist. Selvfølgelig, de vidste bedst.
Næste projekt: baby, helst født i udlandet, så barnet kunne få dobbelt statsborgerskab (man ved jo aldrig, med klimaet og alt det der). Endnu et lån: for Astrid skulle da have verdens bedste faciliteter og privatjordemoder.
Barnet kom og så mente de, børneværelset trængte til en kærlig, dyr hånd. Der røg endnu et lån, og da vi forsigtigt spurgte, hvordan de dog regnede med at betale, svarede de selvsikkert: “Det gør vi da bare selv, vi er jo voksne mennesker!”
Det kunne dog ikke holde evigt. Emil mistede sit job, og Astrid var stadig på barsel. Nu begyndte det at stramme til. Pludselig havde de ikke penge til husleje, afdrag eller sparkroner. De bad os om at sælge vores lille sommerhus ved Rørvig for at redde deres økonomi. Vi nægtede først, men endte med at give efter alligevel var det ikke nok.
Så kom det hårde: lejligheden måtte sælges. Bilen blev også kørt på salgspladsen. Til sidst måtte de flytte hjem til Bente og Poul i Glostrup. Nu klager de over, at de ingenting ejer men tænk, måske var det en idé at have lyttet lidt? Lånene hænger stadig fast i slipstrømmen på dem, og det tager nok flere gode år, før de er fri. Og her står vi, med kun erfaringen og en lille smule selvironi tilbage.







