Ekskonens krav: “Kan du ikke lige passe vores fælles børnebørn i weekenden?” – og mit værdige, danske svar – Altså, kan det virkelig være så svært? Det er jo kun i tre dage. Lene har en nødsituation – billig afbudsrejse til Mallorca, hun har ikke holdt ferie i årevis, og jeg… du ved jo, jeg har fået forhøjet blodtryk og der røg ryggen i sommerhuset forleden. Og Poul – du er jo den rigtige morfar. Det er altså din pligt at hjælpe. Stemmeføringen i telefonen var så høj, at Poul ikke engang behøvede sætte på højtaler. Helle, som stod ved komfuret og rørte i sin grøntsagsgryde, hørte hvert eneste ord. Den stemme, skinger og småfornærmet, kunne hun genkende blandt tusind. Birgitte Kirstine. Den første – og desværre uforglemmelige – kone til Helles mand. Poul sendte Helle et skyldbetynget blik, med mobilen mast mellem skulder og øre, mens han skar brød med lettere vaklende hånd. – Birgitte, vent nu lidt, prøvede han. – Hvorfor er det Lenes charterferie, der bestemmer? Vi havde faktisk planer for weekenden… – Åh, hvilke planer kan I dog have? – afbrød ekskonen overlegent. – Luge ukrudt? Gå på museum? Poul, vi taler om dine børnebørn. Om Holger og Oskar. Drenge behøver et mandligt forbillede, ikke en eller anden kvindes pylren. Du har ikke set dem i månedsvis. Har du overhovedet samvittighed? Eller har hende din nyeste hjemmehjælper koblet dig helt af fra virkeligheden? Helle satte langsomt grydeskeen fra sig og slukkede for blusset. “Nyeste hjemmehjælper.” Hun og Poul havde trods alt været gift i otte år. Otte gode, rolige år – hvis ikke man talte Birgittes jævnlige orkanagtige indtog i deres fredelige liv. Først var det krav om ekstra børnebidrag til den voksne datter Lene, så utallige forespørgsler om penge til reparationer, tandlæge, ny bil. Poul, en god og blød mand, havde betalt længe, plaget af skyld over bruddet, selvom det var Bruddet havde fundet sted, da Lene var fyldt tyve, og Birgitte og Poul mest havde levet som to fremmede. – Birgitte, lad nu være med at tale om Helle på den måde, nu hævede Poul stemmen, dog stadig med usikkerhed. – Det handler altså ikke om hende. Men du må altså sige til i god tid. Drenge på seks kræver opmærksomhed, og vi er jo ikke unge længere… – Netop! triumferede Birgitte. Alder er ingen undskyldning, og motion er sundt for gamle ben. Løber du efter børnebørnene, føler du dig yngre. Kort sagt: Lene kommer med dem i morgen klokken ti. Jeg kan simpelthen ikke – ryggen! Og diskutér ikke, Poul. Det er din familie. Sådan lød meldingen. Poul lagde tungt telefonen fra sig, uden at turde møde sin kones blik. Der blev stille i køkkenet, kun afbrudt af vægurets tikken. Udenfor begyndte den danske sommerregn at tromme på vindueskarmen. Helle ryddede af, børstede imaginære krummer væk. – Så, i morgen klokken ti? sagde hun roligt. Poul så endelig op, bønfaldende om tilgivelse. – Helle, undskyld. Du hørte selv – hun kører frem med fuld damp. Lene skal flyve, Birgitte kan ikke påstås, og hvem ellers skal de spørge? Det er jo børnebørnene… – Poul, sagde Helle og satte sig overfor ham. – Det er DINE børnebørn. Ikke mine. Jeg har intet imod de børn, men lad os være ærlige: de siger ikke engang mit navn – for dem er jeg bare ‘damen’, som deres bedstemor har lært dem det. Og sidst blev vores hjem forvandlet til slagmark, fordi Lene mener, at børn ikke skal lære at der er grænser. – Jeg skal nok tage mig af dem! insisterede Poul. – Du behøver ikke røre en finger. Jeg går med dem i parken, i biografen, på legepladsen. Du skal bare lave lidt mad – de elsker din suppe, også selvom de aldrig indrømmer det. Helle smilede trist. Hun vidste, hvordan det ville ende. Efter to timer med drengene ville Pouls blodtryk stige, og han lægge sig med hovedpine, mens to vildbasser efterlod hende alene med oprydningen. Hele tiden med undskyldningen: “Bedstemor Birgitte siger, at her må vi alt, for morfar bestemmer.” – Vi har billetter til Det Kongelige på lørdag, mindede hun ham. – Og vi sku’ til sommerhuset og dække roserne ind før efteråret. – Teatret render ingen steder, vi kan afbestille… Roserne… Helle, red mig nu. For sidste gang. Jeg skal nok snakke med Lene – fremover skal hun spørge i god tid. “Sidste gang.” Hun havde hørt det tyve gange før, og bukket under hver gang for husfredens skyld. Men der var noget i Birgittes selvfølgelige tone, i den måde hun forvaltede Helles tid og kræfter, som om hun havde ret til det, der fik noget til at knække i Helle. – Nej, Poul, sagde Helle stille. Poul spærrede øjnene op. – Hvad mener du – nej? – Nej. Vi tager dem ikke denne gang. Jeg afbestiller ikke mine planer, indleverer ikke billetter og står ikke tre dage i køkkenet for børn, som sidst sagde, at min suppe ‘lugter, mor laver bedre mad’. – Helle, kom nu – det er jo børn. Hvor skal Lene ellers gøre af dem? Hun har ferie til gode! – Det må Lene selv løse. Hun har både mand, svigermor og en dagplejer i nabolaget. Hvorfor skal ALLE problemer altid lande hos mig? – Hos os, korrigerede Poul. – Nej, Poul. Hos mig. For det er mig, der rydder op efter deres hærgen, mig, der laver mad, mig, der vasker. Du når kun at være ‘morfar’ i to timer – så skal du have hovedpinetabletter. Jeg respekterer dit forhold til dine børnebørn – men jeg har ikke meldt mig frivilligt som gratis barnepige for kvinder, der foragter mig. Poul så forvirret ud. Helle var ellers tålmodigheden selv. – Så du vil have, jeg ringer og NÆGTER? Birgitte flår hovedet af mig – hun starter en kæmpe scene. – Du skal ikke ringe. Lad dem komme. – Så du vil gerne? – spurgte Poul med håb. – Nej. Bare lad dem komme. Vi får se. Lørdag morgen. Sol over København og dårlig stemning i lejligheden. Poul rykkede nervøst rundt, mens Helle drak morgenkaffen, tog sit yndlingslinnedkjole på, lagde let make-up og pakkede en lille taske. – Skal du af sted? – spurgte Poul. – Vi skal i teatret senere, du husker det? Jeg vil også forbi frisøren og slentre lidt langs kanalen. Trænger til luft. – Helle! De er her om et kvarter! Hvordan skal jeg…? – Du er morfar. Mandligt forbillede – ifølge Birgitte. Døren ringede insisterende. Ind kom Lene, afleverede drengene, rakte tasken frem med et “hvis der er noget, så ring”, og drønede ud i taxaen til lufthavnen. I det samme, som om hun havde planlagt det, tonede også Birgitte frem i døren – overraskende frisk for én med dårlig ryg og oversmykket op til weekenden. – Nå, dér var du, Helle, snerrede Birgitte. – Mon du har forberedt dig? De må ikke få stegt mad, Oskar tåler ikke citrus og Holger spiser ikke løg. Suppen skal laves frisk i dag. Også MAX én time på iPad, ikke mere. Helles svar var venligt, men bestemt. – Tak for rådene, Birgitte. Fortæl dem endelig videre til Poul. Han er dagens barnepige. Nu røg Birgittes øjenbryn til vejrs. – Hvad?! Hvad skal du så? – Jeg har fri. Personlige ærinder. Teater. Jeg er hjemme sent – måske først i morgen. Birgitte blev ildrød. – Du kan da ikke – der er to børn! Du har ansvaret… – Jeg har kun ansvar for dem, jeg har afgivet løfter til, sagde Helle roligt. – Jeg har aldrig lovet dig at være børnepige. Deres mor og far må tage ansvaret. Og du er jo selv børnepasser, ikke? – Min RYG! – hvæsede Birgitte. – Jeg har mit liv, og jeg bruger det ikke på at være gratis tjenestepige for nogen, især ikke på den måde, du beder om det. – Poul, beordre hende! Poul tøvede. Så trådte Helle op: – Birgitte, for at være klar: Poul og jeg er familie. Du, Lene og drengene er Pouls slægtninge, ikke mine. Jeg har udstået natlige opringninger, krav om penge, bagtalelser – men nu er STOP. Poul, enten er du barnepige sammen med Birgitte, eller også tager du kampen med din eks-kone alene. Jeg går nu. Birgitte greb Helle, men hun viklede sig fri: – Ring til taxa, lav selv suppen, eller få Lene hjem. Rør ikke ved mig igen. Ellers ringer jeg til politiet. Nu blev der fuldstændig stille. Selv tvillingerne krøb i hjørnet. Poul stirrede på sin kone med blanding af frygt og beundring. Helles stemme var nu stålfast: – Poul, du har nøglerne. Hvis du løser det, så ring. Ellers ses vi, når børnene er væk. Helle gik. Dagen blev fantastisk: Udstilling, café, en tur i parken. Telefonen slukkede hun. Om aftenen var der én besked fra Poul: *“Birgitte tog drengene med sig. Jeg er hjemme. Undskyld.”* Hjemme sad Poul over kold te – udmattet, men rolig. – Hvor er drengene? – Birgitte tog dem. Hun rasede. Ringede og forlangte penge af Lene til at tage drengene i sidste øjeblik. Jeg – jeg bad hende holde kæft. Hvis hun bagtaler dig mere, ser hun ikke en krone fremover. Helle lagde armene om ham. – Du sagde den slags til hende? – Ja, og hvis hun kommer igen, så er det for at hilse, intet andet. Jeg vælger dig. Altid. Resten af historien gav et nyt liv. Besøgene måtte nu aftales på forhånd, Birgitte satte ikke længere sine ben i deres hjem, og Poul lærte endelig at stå på egne ben – for deres fælles skyld. Det blev et vendepunkt – for Helle, for Poul – og for deres danske sammenbragte familie. (Hvis denne fortælling om at sætte grænser og stå op for sig selv inspirerede dig, følg med på kanalen og del, hvad du ville have gjort i Helles situation!)

Ej, hvad nu, kan du virkelig ikke bare hjælpe? Det er jo kun tre dage. Sofie har en umulig situation, hun har endelig fundet en billig afbudsrejse til Mallorca, hun har ikke haft ferie i årevis, og jeg du ved jo, mit blodtryk og så har jeg forvredet ryggen med alt det havearbejde i sommerhuset. Og Børge altså, han er jo deres morfar. Det må han altså hjælpe med.

Lyden inde fra telefonen var så høj, at Børge ikke engang behøvede at sætte på højtaler. Freja, som stod ved komfuret og rørte i grøntsagsgryden, kunne høre hvert et ord. Den skingre, anmassende stemme ville hun genkende hvor som helst: Astrid Madsen. Børges første, uforglemmelige ekskone.

Børge så undskyldende over på Freja, samtidig med at han prøvede at balancere telefonen mellem øre og skulder og skar brød. Skiverne blev dog noget ujævne.

Astrid, vent lige lidt prøvede Børge forsigtigt. Hvad har Sofie og hendes ferie egentlig med os at gøre? Freja og jeg havde altså planer i weekenden

Planer!? Hvilke planer kan I to dog have? afbrød Astrid ham uden blusel. Skal I lugte havebed eller på museum igen? Børge, vi snakker altså om dine børnebørn! Malthe og Viktor. Drenge har brug for en mandlig rollemodel, ikke bare klynkende kvinder. Du har ikke set dem i en måned. Har du ingen samvittighed? Eller har din nye flamme slukket al gnist i dig?

Freja lagde stumt skeen fra sig, slukkede for blusset og stillede sig til siden. “Nye flamme.” Hun og Børge havde været gift i otte år. Otte rolige, kærlige år hvis man lige ser bort fra jævnlige poter af “Astrid-orkanen” ind i deres liv. Først krævede hun flere børnepenge til Sofie, selvom datteren var voksen, så kom tiggeriet om hjælp til alt fra tandlægeregninger til den lille Toyota Aygo. Børge, blød og ordentlig til fingerspidserne, havde i årevis betalt lidt for meget, fordi han følte dårlig samvittighed over at være gået om end det var, da Sofie var fyldt tyve og Astrid og ham havde levet som bofæller længe.

Hans stemme blev lidt fastere, men usikkerheden lyste i den: Astrid, tal nu pænt om Freja. Det handler altså ikke om hende. Du kunne da have spurgt i god tid. Drengene er seks, de kræver jo konstant overvågning. Og vi er altså ikke helt unge længere

Netop! sagde Astrid, nu triumferende. Man holder sig ung ved at holde sig i gang! Du får det bare bedre af lidt liv i huset. Det er afklaret: Sofie kommer med dem i morgen kl. 10. Jeg kan altså ikke. Min ryg, som sagt. Ingen diskussion. Det er din familie.

Piiip. Opkaldet var afbrudt. Børge lagde langsomt mobilen fra sig, sukkede og kiggede ikke op.

Stilheden på køkkenet blev kun brudt af uret på væggen. Udenfor begyndte regnen at tromme på tagvinduerne en dansk sommerbyge. Freja gik roligt hen, børstede lidt snavs væk fra bordet.

Så, klokken ti i morgen? spurgte hun roligt.

For første gang kiggede Børge på hende. Bønnen om tilgivelse i blikket var ikke til at overse.

Frejse, jeg beklager, altså du hørte jo selv, hun tromler bare hen over mig. Sofie rejser, og Astrid påstår hun er skadet Hvad skulle de ellers gøre? Det er jo børnebørnene

Børge, sagde Freja og satte sig overfor ham. Dine børnebørn. Ikke mine. Jeg synes nu de er søde nok, men lad os være ærlige: De aner ikke engang hvad jeg hedder, jeg er bare den dame, ligesom Astrid har lært dem. Og hver gang de kommer, vælter de hele vores lejlighed, fordi Sofie mener, børn aldrig må få et nej.

Jeg skal nok tage mig af dem! forsikrede Børge hurtigt. Du behøver ikke engang stå op. Jeg tager dem med ud i Kongens Have, måske i biografen, på legepladsen. Bare lav noget suppe og et par frikadeller. De elsker din mad, de siger det bare ikke højt.

Freja smilede trist. Hun vidste godt hvordan det ville gå. Efter to timer havde Børge ondt over det hele, måtte tage sin blodtryksmedicin og falde om på sofaen i fem minutter. To ustyrlige seksårige ville derefter være hendes ansvar hoppe i sofaen, svine gulvet til, ignorere alle henstillinger, fordi mormor Astrid har sagt, at her må vi alt, for det er morfars hjem.

Vi havde billetter til Det Kongelige Teater på lørdag, mindede hun ham om. Og vi skulle i sommerhuset og gøre roserne klar til vinter.

Altså, teater kan vi altid nå, vi sælger bare billetterne Og roserne Frejse, vær nu sød. Det er sidste gang. Jeg taler med Sofie og siger, hun skal finde en anden løsning fremover.

“Sidste gang.” Den havde hun hørt før omkring et parogtyve gange. Og hver eneste gang havde hun bøjet sig, ondt af Børge, og for at undgå drama. Men i dag knækkede noget indeni. Måske var det Astrids dominerende tone at hun ikke engang spurgte pænt, men bare regnede Frejas tid for hendes.

Nej, Børge, sagde Freja stille.

Han blinkede overrasket, som om hun lige havde talt kinesisk.

Hvad “nej”?

Nej, vi tager ikke børnene. Ikke denne gang. Jeg dropper ikke mine planer, afleverer ikke billetter, og jeg bruger ikke tre dage på at lave mad til børn, der sidste gang råbte, “ad, din suppe lugter”, og “mor laver bedre mad”.

Freja, hvad laver du? Han blev helt paf. Det er jo børnene. Hvad skal Sofie gøre? Hun skal jo rejse nu.

Det må Sofie selv finde ud af. Hun er voksen, hun har både mand, svigermor og adgang til barnepiger. Hvorfor skal vi altid betale prisen for hendes planer?

Vi, mente jeg Børge prøvede.

Nej, jeg. Fordi det er mig, der gør rent efter dem. Mig, der laver maden. Mig, der vasker undertøj med mystiske pletter. Du er den gode morfar i to timer, og så sover du. Jeg respekterer, at du elsker dine børnebørn. Men jeg har ikke skrevet under på at være gratis barnepige for børn af en kvinde, der aldrig har hilst på mig ordentligt.

Børge rynkede panden. Han havde aldrig set hende stå fast før; hun plejede at være diplomat og tålmodighedens dronning.

Jamen hvad foreslår du? Skal jeg ringe nu og sige nej? Astrid eksploderer. Hun ringer alle op og fortæller, jeg er verdens værste mand og farfar.

Ring bare ikke, sagde Freja og gik hen til vinduet. Lad dem dukke op.

Så du mener du accepterer?

Nej. Lad dem bare komme. Så ser vi.

Lørdag morgen skinnede solen, men stemningen i lejligheden var kølig. Børge gik rastløs rundt, rettede på puder og så hele tiden på uret. Freja var det modsatte stille, rolig, spiste sin morgenmad, tog sit yndlingslinnedkjole på, lagde let makeup og pakkede en lille taske.

Skal du ud? spurgte Børge, lidt nervøst, da hun puttede en bog og en paraply i tasken.

Vi har jo teater kl. syv, kan du huske? Og jeg har bestilt tid til frisør og vil nyde lidt tid ved havnen. Trænger lige til noget luft.

Freja! De kommer om et kvarter! Hvordan skal jeg klare det selv? Jeg ved ikke hvad de kan lide at spise, hvor deres ting er

Du skal nok finde ud af det. Du er jo farfar. “Mandlig rollemodel”, som Astrid sagde.

Dørklokken ringede med et insisterende, irriteret bip. Børge styrtede ud for at åbne; Freja blev inde på soveværelset og tog sandaler på.

Råbene i entréen var umulige at overse.

Pyha, ingen kø! sagde Sofie og placerede to sprællende drenge foran Børge. Her, tasken med tingene, iPad er opladet, du ringer bare hvis der er noget. Åh, jeg skal afsted, taxaen venter!

Men, Sofie, mad og hvornår skal de sove peb Børge.

Det er weekend, slap af! Kog nogle boller i karry. Kys, hej! Malthe, Viktor, hør nu efter hvad morfar siger!

Så smækkede døren. Nu klaskede to små knægte rundt i entréen og råbte: “Angreb!”.

Freja gik ud. Synet var fantastisk: Drengene væltede rundt for at få fat i Børges gamle flet-hat, Børge stod og så fuldstændig rådvild ud med den store taske. Men vigtigst: Der stod også Astrid selv i døren fuldstændig upåvirket af rygproblemer, med håret sat og iført store guldsmykker.

Nå, så er du klar? sagde Astrid og sendte Freja et hånligt blik. Drengene må ikke få fed mad, Viktor kan ikke tåle citrus, og Malthe nægter at spise løg. Suppen skal være frisk. Sørg for, de ikke glor i iPaden hele tiden.

Hun talte som en slotsfrue til en tjenestepige. Børge krympede sig.

Freja gik roligt til spejlet, rettede på håret og tog tasken.

Godmorgen Astrid. Godmorgen, drenge.

Malthe og Viktor stoppede ét sekund, men gik så i gang med tumlelegen igen.

Tak for de gode råd, sagde Freja med et lille smil. Du kan give dem videre til Børge. Han er “den ansvarlige” i dag.

Hvad mener du? Astrid skød øjenbrynene op. Hvor skal du hen?

Jeg har fri. Jeg har planer, frisørtid, aftale om teater. Jeg kommer hjem i aften, eller måske i morgen.

Astrid blev mørkerød, spærrede vejen.

Har du tabt sutten? Hvilke planer? Der er to børn her! Det er dit ansvar!

Jeg har kun ansvar for dem, jeg har givet løfte til, afbrød Freja venligt men bestemt. Jeg har aldrig lovet at passe jeres børnebørn. Jeg har ikke selv født, opdraget dem eller tilbudt barnepige-rollen. De har både mor og far og hele to bedstemødre. Som jeg forstår, er du pensionist, Astrid.

Det er min ryg!

Og jeg har også et liv. Jeg vil ikke bruge det på at klare andres rod, især ikke når jeg bliver snakket til som et møbel.

Børge! råbte Astrid. Kan du høre hvad den kvinde siger? Er du mand eller er du vat? Sig noget!

Børge kiggede på den ene og den anden krigen i øjnene var til at mærke. Vanen med altid at føje Astrid stred mod loyaliteten over for Freja.

Astrid Freja sagde hun var optaget. Jeg troede, jeg selv kunne

Kan hvad? hvæsede Astrid. Du ligger jo syg efter en time! Hvem skal give dem mad, vaske dem? Se på hende hun skal sgu i teater! Hun er ligeglad med familien!

Familie? Frejas smil blev frossent. Astrid, lad os lige få på plads: Børge og jeg er en familie. Du, Sofie og drengene er Børges familie. Ikke min. Jeg har stået model til mange natlige opkald, pengekrav, og bagtalelser. Men at gøre min lejlighed til venteværelse og mig til gratis barnepige accepterer jeg ikke.

Det tør du ikke! Det er MIN mands lejlighed! Eller altså, det var den Men han har ret til det her!

Han må invitere hvem han vil. Men han kan ikke tvinge mig til at lave mad og gøre rent. Børge, vendte hun sig mod ham. Vælg selv. Bliv her med Astrid og børnebørnene, hun har det jo glimrende fysisk, eller jeg går nu.

Freja gik mod døren.

Stands! Astrid greb hende om armen. Du går ingen steder før du har lavet suppe! Sofie er på vej til lufthavnen! Hvad med børnene?

Freja løsnede sig bestemt.

Det er altså ikke mit ansvar, Astrid. Tag en taxa hjem og kog suppe selv. Eller ring til Sofie, hun kan komme tilbage. Og hvis du rører mig igen, så ringer jeg til politiet og anmelder overfald. Jeg mener det.

Stilheden var nu så tung, at selv drengene blev stille. Børge kiggede både bange og beundrende på sin kone. Han havde aldrig set hende sådan før det var ikke bare blide Freja, det var en stålkvinde, der holdt fast ved sig selv.

Astrid fiskede efter luft. Hun var vant til, at Freja bare holdt mund. Nu fik hun et chok.

Du er du er djævelsk. Egoist. Jeg skal nok sørge for at hele byen hører om dig.

Gør det endelig, sagde Freja ligegyldigt.

Hun gik ud på trappen.

Børge, du har en ekstra nøgle. Hvis du får løst det her, så ring. Ellers ses vi, når børnebørnene er kørt hjem igen.

Elevatordøren lukkede sig bag hende. Da hun kom ud i regnen, trak hun vejret frit. Hænderne rystede, men hun følte sig uendelig lettet. Hun havde faktisk sagt nej.

Resten af dagen nød hun fuldt: Gik på udstilling, drak kaffe i sin yndlingscafé, slentrede gennem Botanisk Have. Hun havde mobilen på lydløs.

Senere på aftenen, på vej hjem fra teater, tændte hun mobilen. Ti ubesvarede opkald fra Børge. En sms: *”Astrid tog drengene. Jeg er hjemme. Undskyld mig.”*

Freja dukkede op derhjemme omkring kl. elleve. Alt var tyst. Børge sad mut i køkkenet med halvfesen te. Han så mere rolig, men slidt ud.

Hej, sagde han lavmælt.

Hej. Hvor er drengene?

Astrid har dem nu. Hun skældte voldsomt ud trueede med alskens ulykker. Råbte til Sofie, at hun måtte aflyse Mallorca og komme hjem selv. Det blev noget værre dramatik.

Og hvad gjorde du?

Børge kiggede op.

Første gang i mit liv sagde jeg, hun skulle holde sin mund.

Freja hævede øjenbrynene.

Sådan! Rigtigt?

Ja. Da hun begyndte at snakke grimt om dig, kaldte dig barnløs, alt det pjat Jeg sagde, hvis hun én eneste gang mere taler dårligt om dig, så får hun ikke mere støtte udover de børnepenge, jeg allerede har betalt. Og at jeg ikke vil se hende i mit hjem mere.

Hun satte sig tæt på ham, lagde armen om ham. Han hvilede hovedet mod hendes mave, som et barn, der søger trøst.

Astrid tog drengene og smækkede døren, så nøglerne raslede. Hun sagde, vi ikke er hendes familie mere.

Det overlever vi nok, grinede Freja og rørte ham på håret. Hva med Sofie?

Hun græd på telefonen i lufthavnen. Jeg overførte lige lidt penge, så hun kunne få børnepige dernede. Hun endte med at tage drengene med sig. Astrid nægtede at passe dem, sagde hun havde fået en rygskade af alt balladen

Jamen, så fandt de jo en løsning. Det er da fair at Sofie som mor tager børnene med sig på ferie.

Freja, han så hende i øjnene tak.

For hvad? Fordi jeg smed dig ud foran ulvene?

Fordi du endelig fik mig til at være mand, og ikke bare ærinde-dreng for min ekskone. Jeg har været bange hele tiden for at gøre Astrid ked af det Men nu forstår jeg, jeg skylder kun dig noget. Du er min familie nu. Min tryghed. Jeg har dummet mig i årevis.

Det vigtigste er, at du ser det nu, smilede Freja. Kom, jeg har købt kirsebærkage til teen.

Næste dag sagde telefonen ikke et pip. Astrid ringede ikke. Sofie sendte bare et kort “Vi er landet.” Hverdagen begyndte at føles lettere som om luften var blevet renset.

En uge senere var Freja i haven i sommerhuset og beskærede roser, mens Børge hakkede ukrudt.

Ved du hvad, sagde han, mens han tørrede panden Astrid ringede i går.

Freja stivnede.

Hvad ville hun?

Lån til medicin. Det hele er blevet dyrere, sagde hun.

Gav du hende noget?

Nej. Jeg sagde, at husholdningsbudgettet er lagt, og vi planlægger nyt køkken og måske en varm frakke til dig. Så jeg sagde nej.

Freja grinede.

Ny frakke? Det var noget, du fandt på. Men jeg kan lide din stil.

Hun smækkede røret på, men jorden gik ikke under.

Tværtimod, sagde Freja det føles som om himlen er blevet mere blå.

Episoden med “overdragelsen” blev et vendepunkt. Freja opdagede, at værdighed ikke handler om at råbe højt, men om med ro at sige nej når ens grænser overskrides, og Børge lærte, at respekt for konen er mere værd end pseudofred med en eks, man er færdig med for længst.

Der var stadig børnebørnsbesøg men kun efter aftale, på fast tid, og uden Astrid i lejligheden. Børge tog selv Malthe og Viktor i Zoo, på legeplads og bagefter hjem til Sofie. Det gave alle mere ro; drengene fik en glad morfar, ikke en udbrændt én, og Freja fik endelig den fred, hun så længe havde fortjent.

Nogle gange, når de om aftenen sad på verandaen i sommerhuset, tænkte Freja på dengang hun bare tog sin taske og gik i teatret. Det var faktisk den bedste forestilling hun havde oplevet selvom hun ikke kunne huske stykkets navn. For dramaet, der foregik hjemme i entreen, endte for en gangs skyld lykkeligt.