Hun kan ikke engang sy en knap i – Hvad gør man, når sønnens kæreste mangler de mest basale færdigheder? Min svigermor døde for nogle år siden, og efter vi begravede hende, lovede jeg mig selv at følge reglen: Man taler altid pænt om de døde eller lader være. Og en ting til svor jeg – uanset hvilken svigerdatter, der engang kom ind i mit hjem, ville jeg aldrig blive som hende. Men intentioner er én ting, livet en anden. Min eneste søn, Alexander, er nu fyldt 25 år og tog til sommer sin kæreste med hjem til os for første gang. Tro mod mit løfte om ikke at blande mig unødigt, tog jeg imod hende med åbent sind – og lukkede øjne for fejl. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke ville se ned på hende, ikke finde fejl, ikke give hende løftede pegefingre – alt det gjorde min (afdøde) svigermor, og vi endte med at blive uvenner. Jeg vil hverken gøre Alexander eller hans kæreste uvelkomne. Hvis jeg skal være ærlig, nyder jeg faktisk at lave kaffe til dem begge, jeg ved hvem der vil have hvad til morgenmad og hygger ekstra om dem i weekenden. Hverdage har jeg ikke tid til de der ’ekstra’. Så jeg finder på at forsvinde – til søen med min mand, på besøg hos en veninde eller hjem til min mor for at sylte og lave chutney. Så kan de have huset for sig selv. Men så skete der noget, som egentlig var sjovt – og alligevel satte det tankerne i gang hos mig, så jeg blev nødt til at dele det. En aften viste min svigerdatters veninde en ny bluse, som hun havde købt på vej hjem fra arbejde. Den var ikke dyr – faktisk var prisen sat yderligere ned, fordi der manglede en knap. Hun prøvede den og den sad utroligt fint på hende. Næste dag, fredag, skulle vi sammen ud at besøge nogle venner, og jeg spurgte, om hun ville tage sin nye bluse på… Hun svarede, at det ikke kunne lade sig gøre – for hun kunne ikke sy knappen i. „Ej altså!”, udbrød jeg – for det undrede mig virkeligt, at en 22-årig pige hverken havde en nål, tråd eller kunne sy en knap i. Og hvad så i morgen – hvordan skal du klare hjemmet, familien, vigtige beslutninger? Små familie-kriser Og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre – om jeg bare skal sy knappen i for hende uden at sige noget, vise hende det, eller bare lade det ligge. Hvis hun vil gå med blusen, må hun lære det – hvis ikke, kan den jo blive hængende i skabet uden knap. Men én ting ved jeg – jeg vil ikke være en klassisk slem svigermor, for jeg har set, hvor dårligt det ender.

Min svigermor gik bort for nogle år siden, og efter vi havde begravet hende, lovede jeg mig selv at holde fast i reglen: enten taler man pænt om de døde, eller også lader man være.

Derudover svor jeg én ting til uanset hvem der på et tidspunkt ville blive min svigerdatter, ville jeg aldrig blive som min egen svigermor var.

Men noget er intentioner, og noget helt andet er, hvordan livet udfolder sig.

Min eneste søn, Mads, fyldte 25 for nylig, og han tog sin kæreste med hjem til sommer.

Tro mod mit løfte om ikke at blande mig i hans forhold, tog jeg imod hende med åbent sind og et halvt lukket øje.

Jeg gav mig selv løftet, at jeg hverken ville se ned på hende, finde fejl eller begynde at lære hende, hvordan hun skulle gøre tingene alt det, som min egen svigermor havde gjort, og som endte med, at vores forhold aldrig blev godt.

Jeg har ikke lyst til at skubbe hverken Mads eller hans kæreste bort. Ærligt talt nyder jeg faktisk at lave kaffe til dem begge, jeg ved allerede nu, hvem der foretrækker hvad til morgenmad, og jeg hygger mig med at forkæle dem i weekenden, for i hverdagen har jeg sjældent tid til den slags.

Når jeg ikke har lyst til at være hjemme, så tager jeg afsted sammen med min mand ud til søen, eller til en veninde, eller hjem til min mor og laver syltetøj og asier så kan de unge have huset for sig selv.

Men forleden oplevede jeg noget, der egentlig var ret komisk, men som satte nogle tanker i gang. En aften viste hendes kæreste en bluse frem, hun lige havde købt på vej hjem fra arbejde.

Den var ikke dyr, faktisk havde hun fået den billigere, fordi der manglede én knap.

Hun tog den på og drejede sig hun så virkelig pæn ud i den. Dagen efter, altså fredag, skulle vi følges ud, og jeg spurgte, om hun ville have sin nye bluse på Men nej, for hun havde ikke fået sat knappen i.

Åh! udbrød jeg ærligt. Jeg blev helt paf over, at en pige på 22 hverken havde nål, tråd eller kunne sætte en knap i.

Og så begyndte tankerne at myldre: Hvad nu? Hvordan vil hun klare sig i sit eget hjem, hvordan vil hun tage vare på familien og tage vigtige beslutninger, hvis hun ikke kan dette lille elementære?

Og jeg står nu i et dilemma: Skal jeg bare tage blusen og sy knappen i uden at tænke mere over det, skal jeg vise hende, hvordan man gør, eller skal jeg lade være hvis hun vil gå med blusen, må hun jo selv tage initiativ til at fikse den, ellers må den blive liggende i skabet.

Men én ting ved jeg jeg vil ikke være en dårlig svigermor, for jeg har set og mærket, hvor meget det kan ødelægge, og det ønsker jeg ikke for nogen.

Nogle gange er forskellen på generationerne stor, men måske handler det om at møde hinanden med tålmodighed og forståelse, i stedet for kun at holde fast i hvordan tingene “altid har været”. Man lærer hele livet, og det vigtigste er, ikke at blive til det, man engang selv tog afstand fra.