Uden uheld ingen lykke
Hvordan kunne du være så dum, at du lod dig narre sådan! Hvem vil have dig nu med et barn på armen? Og hvordan tror du, at du skal opdrage det? Du skal ikke regne med hjælp herfra, det kan jeg love dig! Jeg har opfostret dig, men nu må jeg ikke også bære din byrde. Ud af mit hus med dig! Tag dine ting og forsvind, så jeg aldrig ser dig mere!
Ingerlise lyttede til skældsordene med blikket rettet mod gulvet. Det sidste håb om, at mosteren ville lade hende blive, til hun fandt arbejde, forsvandt for øjnene af hende.
Hvis bare mor havde levet
Faren havde hun aldrig kendt, og moderen var blevet dræbt for femten år siden af en spritbilist på et fodgængerfelt. Myndighederne ville sende hende på børnehjem, da en fjern slægtning en grandkusine til moderen pludselig dukkede op og tog hende til sig, da hun både havde hus og løn nok til papirerne.
De boede i udkanten af en lille by på Sydsjælland, hvor somrene var hede og vintrene blæsende og våde. Ingerlise havde aldrig manglet mad og gik altid pænt klædt. Hun lærte at tage fat fra barnsben der er altid nok at lave i et hus med have og dyr. Måske manglede hun mors kærlighed, men hvem tænkte på det?
Hun klarede sig godt i skolen og kom senere ind på læreruddannelsen i København. Studietiden fløj afsted, og med eksamensbeviset i hånden vendte hun hjem. Men denne gang var det med tungt hjerte.
Gå nu, jeg vil ikke se dig!
Moster Vibeke, bare
Jeg sagde: UD!
Pigen greb sin kuffert og trådte ud i det blændende sollys. Hvordan var det gået så galt? Nu stod hun udstødt, ydmyget, med den lille mave svagt rundende hun kunne ikke lyve, havde erkendt graviditeten.
Hun måtte finde et sted at være. Med hovedet bøjet gik hun gennem gågaden, optaget af mørke tanker, da en stemme standsede hende:
Må du have lidt vand, lille du?
En kraftig kvinde i 50erne betragtede hende nærgående.
Kom ind, hvis du ikke vil noget ondt.
Hun gav hende et glas iskoldt vand. Ingerlise satte sig på bænken og drak grådigt.
Må jeg sidde lidt? Det er tordende varmt
Bliv du bare, skat. Hvor kommer du fra? Jeg kan se, du har kuffert med.
Jeg er færdiguddannet lærer og søger arbejde på en folkeskole. Men jeg har ikke noget sted at bo Kender du måske nogen, der lejer ud?
Kvinden, der hed Ragnhild, så grundigt på hende. Pæn, men træt om øjnene.
Du kan bo her hos mig. Jeg forlanger ikke meget for værelset, men du skal betale til tiden. Hvis det er ok, kan jeg vise dig rundt.
Glad for både selskab og en lille ekstra indtægt i den søvnige provinsby, viste hun hende ind i et lille kammer med haveudsigt. Seng, klædeskab, et lille bord det var nok.
Gavekurve
Bedste tøjbutikker
De næste dage faldt Ingerlise til og begyndte at hjælpe Ragnhild med det praktiske. Om aftenen sad de under den gamle vinranke i haven og drak te, mens de talte om livet.
Graviditeten gik fint. Ingerlise betroede hende hele historien: om Søren, kæresten fra seminariet, søn af velhavende lærere, der forsvandt, da han hørte nyheden. Han havde efterladt en kuvert med penge de ville få ben at gå på.
Du gjorde det rigtige, sagde Ragnhild stille. Et barn er uskyldigt og kan bringe meget glæde.
I februar begyndte veerne, og Ragnhild kørte hende på hospitalet. Ingerlise fødte en sund dreng Frederik. På stuen hørte hun om et spædbarn, en lille pige hvis mor var stukket af lige efter fødslen.
Vil nogen amme hende? Hun er så lille, sagde en sygeplejerske.
Ingerlise tog den lille op. Et hvidt, spinkelt væsen.
Du skal hedde Mille, hviskede hun.
Da kaptajn Henrik Madsen, pigens far, dukkede op, ændrede alt sig. På udskrivningsdagen holdt en bil pyntet med blå og lyserøde balloner parat. Officeren hjalp hende ind og overrakte to pakker en blå, en lyserød.
Hele byen snakkede længe om brylluppet. Kaptajnen, som var blevet rørt over hendes godhed, havde friet til hende. Med Frederik på armen og Mille adopteret startede Ingerlise nu sit nye liv.
Hvem kunne have troet, at en hedebølge og et glas vand en sommerdag ville ændre skæbnen for så mange? Sådan er livet det vender sider, du aldrig har læst før.
