EN ÆGTE ÉN-KVINDES MAND På dagen for sin kones begravelse fældede Fedor ikke én eneste tåre. – Se du bare, sagde jeg det ikke, han elskede aldrig Zina, hviskede Tove til sin nabo. – Ti nu stille, hvad gør det til nu, børnene er blevet forældreløse med sådan en far, svarede Anna. – Du skal bare se, han gifter sig sikkert med Katja nu, forsikrede hun søsteren. – Hvorfor Katja? Hun betyder jo ingenting for ham! Glafira er hans sande kærlighed, eller har du glemt, hvordan de listede sammen i høstakken? Katja vil aldrig have noget med ham at gøre, hun har jo sin egen familie og har for længst glemt ham. – Ved du også det med sikkerhed? – Ja, selvfølgelig. Katjas mand er jo en af de førende i byen. Hvorfor skulle hun ville have Fedor med alle hans unger? Hun er en fornuftig kvinde. Men Glasha med sin Mikkel – der er problemer, og så bliver det de to, der finder sammen igen, forsikrede Anna. De begravede Zinaida. Børnene holdt hinanden hårdt i hånden. Mikkel og Pauline var lige fyldt otte. Zinaida giftede sig med Fedor af stor kærlighed, men om Fedor nogensinde elskede hende, vidste Zina aldrig, og det gjorde byens folk heller ikke. Det siges, at hun blev gravid, og derfor blev Fedor nødt til at gifte sig med hende. Klara blev født for tidligt og levede ikke længe, og siden gik der mange år, før Zina og Fedor fik flere børn. Fedor gik altid og så trist ud og sagde ikke mange ord. Folk kaldte ham Bly, for så nærig var han med ord, og kærlighed var han nærmest fremmed for. Hvis nogen vidste det, så var det Zina. Men alligevel forbarmede Gud sig. Hvor meget den fattige kvinde havde bedt, var kun kendt af ham. Og så fik Zinaida tvillinger, en dreng og en pige. Pauline blev stærk og indelukket som sin far, mens Mikkel var blid og omsorgsfuld som sin mor. Pauline kom ham nærmest og fulgte efter Fedor rundt i værkstedet og lærte af ham. Mikkel hjalp mor i huset. Zina elskede sine børn, men hun forstod aldrig Pauline helt, hvorimod Mikkel stod hende hjertet nært. Da Zina lå for døden, sagde hun til Mikkel: – Søn, jeg dør snart. Du bliver den ansvarlige nu. Du skal passe på din søster, ikke såre hende. Du er drengen, du skal beskytte hende. – Og far? – spurgte Mikkel. – Det vil tiden vise, min dreng… – Så må du ikke dø, hvad skal vi gøre uden dig? – græd Mikkel. – Hvis det stod til mig, søn, så… sagde Zina. Og næste morgen var hun borte. Fedor sad ved hendes side og holdt hende i hånden. Ikke ét ord, ikke én tåre. Han var bare blevet mindre, mørkere, mere foroverbøjet. Livet gik videre. Pauline forsøgte at tage ansvar i huset, men var endnu for lille. Fedors søster, Natalia, kom og hjalp dem igennem de første svære dage. – Tante Natalia, gifter far sig nu igen? – Det ved jeg ikke, min pige. Vil han fortælle mig det? Natalia havde sin mand, Vagn, og egne børn. En god familie. – Og hvis han gør, tager du os så til dig? – Nu må du ikke forestille dig ting. Han elsker jer og vil ikke lade nogen gøre jer noget, sagde Natalia. Snart gik rygterne i landsbyen om, at Fedor og Glafira havde genoptaget deres gamle kærlighed… – Har Glasha helt mistet forstanden? – sludrede Tove – gør det igen med Fedor og glemmer helt sin egen familie. – Ja, hende Glasha, hun er skør, gabte damerne foran Brugsen. – Så kan det da være nok med det sladder, sagde formanden for andelsforeningen, Max. – Lad nu folk være folk. I aner jo ikke, hvad der foregår bag lukkede døre. Glafira og Fedor havde engang haft en stormende kærlighed, lige til at skrive romaner om. Men Fedor blev flyttet langt væk midt i det hele, og Glasha fandt sammen med Mikkel. Fedor bankede ham, da han fandt ud af det, og efter det talte han ikke med Glasha mere. Hun giftede sig med Mikkel, som var håbløs – drak og gik med andre kvinder. Glasha fortrød, at hun ikke holdt Fedor; han var trods alt ædruelig og arbejdsom, bare tavs. Folk så, at han søgte mod Zinaida, som til gengæld blev endnu smukkere af forelskelsen. Men sådan går det jo nogle gange i livet… De giftede sig, det var et lille bryllup. Fedor havde kun sin søster tilbage, Zina sin gamle mor. Folkene i byen havde en anelse om, hvem Zinas far var, men talte ikke højt om det. I dette sogn var det Vagn Prohmann, der var formand – ham dansede Zinas mor engang med, men gift blev hun aldrig. Folk kunne ikke rigtig lide hende, men Zina var ikke som sin mor. Og kan en datter holdes ansvarlig for sin mor? Man havde ondt af Zina. Især da hun blev gift med Fedor. – Hun elsker ham, men han elsker aldrig hende; hun vil gå og lide hele livet, sagde Nielsine. – Men Fedor var faktisk tro mod sin kone, det var alle overbevist om. I en landsby kan intet holdes hemmeligt. Femten år levede de sammen uden skænderier, indtil Zina sidste vinter blev alvorligt syg – en sygdom, man ikke helbredes fra. Den dag gik Fedor hjem fra arbejde, da Glasha stod klar med hjemmebag til børnene. – Nej tak, Glasha. Natalia lavede kager til os i går. – Men jeg gør det af hjertet, Fedor! – Og min søster bager også med hjertet. – Fedor, lad os mødes ved møllen i aften… – Hvorfor det? – Har du da glemt det, vi havde sammen? – Det er mange år siden. Jeg elsker mine børn og Zinaida… – Så kan hun jo ikke komme tilbage, sagde Glasha. – Men kærlighed dør aldrig, svarede Fedor. – Du elskede ikke Zina. Du giftede dig kun med hende for at ramme mig. – Gå hjem, Glasha, sagde Fedor stille. Han gik hurtigt hjem til børnene, uden at se sig tilbage. Glasha blev stående alene midt på landsbyens vej. Årene gik. Børnene voksede. Tante Natalia hjalp stadig, men nu vidste alle, Fedor var en én-kvindes mand. – Pauline, jeg har hørt, du går med Christian Vogn, sagde Natalia. – Ja, hvorfor ikke? – Han er ikke som de andre, sagde Natalia strengt. – Tante, jeg elsker ham, helt ind i hjertet og altid. – Ja, sådan føles det nu. – Ikke bare nu, jeg ved det! – Hvis han svigter mig, vil jeg aldrig kunne elske nogen anden. – Det tror jeg på, sagde Natalia. Om aftenen ventede Mikkel og Pauline på deres far. – Skal vi lede efter ham? Det er jo fredag… – Han besøger altid mors grav onsdag, fredag og i weekenden… De sneg sig op på kirkegården. – Der, se, sagde Pauline og pegede på farens skikkelse. Mikkel lyttede. Han kunne høre faren tale med nogen. – Ja, Zina, sådan er det. Vores Pauline skal snart giftes, og jeg har samlet hendes udstyr, Natalia har hjulpet. Men vi lever da, på godt og ondt. Undskyld, Zina, at jeg ikke sagde mange kærlige ord i din tid. Mit hjerte sagde dem alle sammen. Jeg kan ikke sige det højt, kun med hjertet, sagde Fedor hæst, og gik langsomt mod kirkegårdsporten. Pauline så på Mikkel. Tårerne stod stille i hans øjne.

ENKELTKÆRLIGHED

På dagen for min hustrus begravelse fældede jeg ikke en eneste tåre.
Kan du se det, jeg sagde jo, han har aldrig elsket Astrid, hviskede Gertrud til sin nabo.
Vær nu stille. Hvad gør det til forskel nu? Børnene står jo tilbage uden en ordentlig far, sukkede Bodil.
Du skal bare se, han gifter sig sikkert med Birthe, forsikrede Gertrud.
Hvorfor lige Birthe? Det har han da ikke noget med. Alle ved da, det var Ingrid, han elskede har du glemt, hvordan de rendte omkring i laden? Birthe vil ikke have noget med ham at gøre. Hun har sit eget, og hun har glemt ham, sagde Bodil.
Tror du så?
Ja, hendes mand er jo mester i mejeriet, hvorfor skulle hun overhovedet tage sig af Niels og hans unger?
Men Ingrid har det skidt med sin Hans. Du skal bare se, det er der, det sker, fastslog Gertrud.

Vi begravede Astrid, børnene holdt hinanden hårdt i hånden. Mathias og Pernille var begge otte år, fyldt for nylig. Astrid havde giftet sig med mig ud af kærlighed omvendt var det vist aldrig til at vide, heller ikke for Astrid.

Rygtet gik, at hun blev gravid, og jeg derfor måtte tage hende. Lidt sandt: Vi fik vores første barn for tidligt, og lille Anna levede ikke længe. Siden gik mange år uden børn. Jeg har altid været tung til løb og endnu tungere til ord folk kaldte mig Ulven, fordi jeg hellere tav end sagde noget. Astrid kendte det vel, bedre end nogen.

Men til sidst var skæbnen barmhjertig. Den stakkels kvinde bad, så kun Vorherre nok ved hvor meget. En dag fik vi endelig tvillinger.

Mathias tog temperamentet fra sin mor varm og mild. Pernille var min datter; hun holdt tingene for sig selv. Ingen kunne drive et ord ud af hende. Derfor var hun nok også tættest på mig ligheden sad i sindet.

Når jeg savede eller hammerede i skuret, gik Pernille altid omkring og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg fortalte hende lidt om livet. Mathias holdt sig til moren han fejede gulvet, slæbte lidt vand i sin lille spand, prøvede at hjælpe til. Astrid elskede dem begge, men Mathias stod hendes hjerte særligt nær. Pernille, forstod hun sig ikke rigtig på.

Da Astrid lå for døden, bad hun Mathias:
Dreng, jeg dør snart. Så er det dig, der er den ældste. Pas nu på din søster, gør aldrig hende fortræd. Du er dreng, du må beskytte hende. Hun er pige, det er anderledes, hun har brug for dig.

Men far? spurgte Mathias.

Ja?
Tror du far vil passe på os?
Det ved jeg ikke, sagde Astrid stille. Livet vil vise det.
Så dø ikke, hvordan skal vi klare os uden dig? græd han.
Hvis det stod til mig, min dreng sagde hun, og kort efter var hun væk.

Jeg sad ved hendes side og holdt hendes hånd. Sagde ikke noget, græd ikke. Hele min krop blev ligesom mindre. Mere var der egentlig ikke at sige.

Livet fandt langsomt sin gang igen. Pernille tog på sig at være den, der styrede huset. Hun prøvede at lave mad og rydde op, men hun var stadig for lille. Min søster, Sofie, kom ofte og hjalp og viste Pernille, hvordan man ordnede det hjemme.

Tante Sofie, spurgte Pernille engang, tror du far skal giftes igen?
Det ved jeg ikke, lille pige. Hvem ved, hvad der foregår oppe i hovedet på ham? Det siger han ikke til mig.

Sofie havde egen familie, mand og børn, hun var heldig.
Hvis nu noget sker vil du så tage os med hjem til dig?
Nej, hvad bilder du dig ind, svarede Sofie, jeres far elsker jer og vil aldrig svigte jer.

I mellemtiden voksede snakken i landsbyen, om jeg atter havde fundet sammen med Ingrid min gamle kærlighed.
Ingrid er åndssvag, sagde Gertrud, hun har rodet sig ud i noget med Niels, og helt glemt sit eget hjem.
Hun er da ikke for klog, sagde andre koner nede ved Brugsen.
Formanden, Martin Kristiansen, kom forbi og fejede dem væk.
Hold op med det der, I aner ingenting om, hvordan folk har det.

Ja, Ingrid og jeg havde en fortid jeg aldrig glemte. Men dengang blev jeg sendt til Langeland for at hjælpe til under høsten, og blev der næsten hele sæsonen. Mens jeg var væk, fandt hun sammen med Hans Pedersen. Da jeg vendte hjem, slog jeg Hans en på hovedet, og så brød jeg forbindelsen med Ingrid.

Hun giftede sig med Hans; han blev en drikfældig en, svær at styre. Ingrid græd, hun kunne ikke holde på ham. Jeg drak ikke, og arbejdede altid. Men tavs det kunne jeg ikke lave om på.

Siden begyndte man at mærke, at jeg nærmede mig Astrid. Hun foldede sig ud, folk talte om det i byen.
Se, hvad kærlighed gør, sagde de.

Astrid havde været forelsket i mig længe, men hun sagde ikke noget højt. Nå, men sådan gik det livet er sjældent som forventet.

Vi begyndte at ses, og giftede os siden hen på rådhuset. Brylluppet var lille min eneste familie var Sofie, Astrids mor var gammel og træt. Ingen talte åbent, men folk vidste godt hvem Astrids far var: gamle Jesper, der var sognerådsformand og hendes mors hemmelige kærlighed. Hendes mor, Karen, var altid farverig; havde aldrig giftet sig, og kvinderne i byen brød sig ikke om hende. Men Astrid blev det modsatte af sin mor.

Byens kvinder havde ondt af Astrid, især efter at hun blev gift med mig.
Han elsker hende ikke, det vil kun være elendighed for hende, sagde de.

Men sandheden var, jeg forblev hende tro. Hvad kan man skjule i en landsby, hvor alle kender alle? Vi levede femten år sammen. Skænderier kendte hun ikke til, og beboerne i landsbyen begyndte langsomt at falde til ro omkring os, indtil Astrid blev syg sidste vinter. Sygdommen var ond, og hun blev aldrig rask igen.

En dag, mens jeg gik hjem fra savværket, kom Ingrid løbende.
Niels, må jeg komme forbi en time? Jeg har bagt boller til ungerne.
Nej tak, Ingrid. Sofie har allerede bagt til os i går.
Men jeg mente det kun godt.
Det gør min søster også.
Niels, kan vi ikke mødes henne ved den gamle mølle, når det bliver mørkt? sagde hun.

Hvorfor?
Tænker du slet ikke på, hvad vi engang havde?
Det er længe siden, det er forbi. Jeg elsker mine børn, og jeg elskede Astrid.

Men hun kommer jo ikke igen, sagde Ingrid stille.
Nej, men kærlighed dør ikke, svarede jeg.
Du elskede aldrig hende du giftede dig med hende i trods!
Gå hjem, Ingrid, sagde jeg, og gik uden at se mig tilbage.

Hun blev stående midt på grusvejen.

Årene gik. Børnene blev store. Sofie kom stadig og kiggede til dem, men hun var nu sikker: jeg var en enmandskæreste.

Pernille, jeg har hørt, du træffer dig med Henrik fra nabogården, sagde Sofie, da hun trådte ind en dag.
Ja, hvad så? spurgte Pernille, nu næsten voksen. Sofie tænkte for sig selv, hvor smuk hun var blevet.

Bare pas på med ham, sagde Sofie.
Hvorfor?
Du ved jo hvorfor du er ikke lille mere.
Jeg elsker ham, som jeg aldrig har elsket nogen.
Det tror du nu.
Nej, jeg ved det.
Du er måske sikker, men hvad med Henrik?
Hvis han svigter mig, vil jeg aldrig kunne elske nogen igen, svarede Pernille.
Den tror jeg på, sagde Sofie.

Om aftenen ventede Mathias og Pernille på mig.
Far er lang tid om det i dag, sagde Mathias.
Det er fredag i dag.

Nå, og?
Han går altid på kirkegården om onsdagen, fredag og i weekenden, sagde Pernille.
Hvor ved du det fra? spurgte Mathias, og løftede brynene.
Du forstår ingenting, hvis du ikke mærker din fars hjerte.

De gik sammen den hemmelige vej bag haverne. Pernille viste vejen.

Se, der er han, hviskede hun og pegede.

Mathias lyttede og hørte min stemme. Jeg stod med bøjet ryg ved Astrids gravsten:

Ja, Astrid, sådan står det til. Vores Pernille skal giftes snart, og jeg har samlet lidt til brylluppet, Sofie har hjulpet til. Vi klarer os, stille og roligt. Du må undskylde, jeg sagde ikke nok venlige ord mens du levede. Mit hjerte sagde det dobbelt så mange gange jeg taler ikke med ord, jeg taler med hjertet

Så vendte jeg mig, langsomt og tungt, mod porten.

Pernille kiggede på Mathias. Hans øjne var fulde af tårer.