Hvorfor skal du tage din egen mad med? Min mands søster og bror og deres familier har hvert år fejret jul hos os i fem år. Jeg har selv stået for al madlavning, dækket bord, sørget for alt – og ryddet op bagefter. De har bare hygget sig. Men sidste år slap min tålmodighed op, og jeg gik helt ned. Det blev for hårdt – både fysisk, mentalt og økonomisk. Så sidste år forsøgte jeg at fordele opgaverne mellem alle. Men for nylig sagde min svigermor, at de jo efterhånden er blevet ældre, at tiden ikke er nem, og at hun derfor gerne ville holde jul endnu en gang hos os. Så jeg ringede til min mands søster og bror og fortalte, at mor gerne ville samle familien til jul hos os igen. Først blev de glade, sagde at selvfølgelig skulle vi lytte til mor, og alle var med på ideen. Så sagde jeg, at vi skulle fordele retterne – hvem laver hvad og hvad medbringer hver især. Jeg er klar til at lave hovedretter og bage en kage. De skal så stå for to salater, fisk, kød, ost, frugt og drikkevarer. Alle skal have noget at drikke med. Men da jeg nævnte alt dette, forsvandt straks begejstringen fra deres stemmer. De sagde, at de ikke havde tid til at lave mad, at de arbejder, skal først nå at købe ind – og hvorfor overhovedet tage mad med. Nu ville de hellere holde julen hjemme hos sig selv. Så spurgte jeg: Hvad med mor? Gæt hvad de svarede… Vi ringer bare og ønsker hende glædelig jul over telefonen. De har altså ikke lyst til at dele arbejde og indkøb. Jeg har endnu ikke fortalt min svigermor om deres svar – og jeg aner ikke, hvordan jeg skal gøre det. Hun bliver meget ked af det. Hvad pokker gør jeg nu? Skal jeg igen stå alene med juleaften, eller…?

19. december

Jeg sidder her ved spisebordet med en kop kaffe og tænker tilbage på de sidste fem år, hvor Henriks søster, bror og deres familier er kommet til os hver jul. Jeg har stået for alt: maden, borddækningen, hyggen og den store oprydning bagefter. De har hygget sig, men jeg har knoklet. Sidste år ramte det mig for alvor. Jeg var træt, både i hovedet, kroppen men også økonomisk. Alt føltes bare uoverskueligt.

Derfor foreslog jeg sidste år, at vi fremover skulle dele opgaverne. Alle kunne tage noget med, så det ikke kun var mig, der stod med ansvaret.

Men forleden ringede Henriks mor, Birthe, og sagde, at nu hvor de ikke er unge mere, ville det betyde meget for hende at samles igen juleaften hjemme hos os. Jeg forstår godt, hvor vigtigt det er for hende, og derfor ringede jeg fluks til både Signe og Erik, Henriks søster og bror.

De var i starten begejstrede selvfølgelig skulle vi mødes hos os, sådan som mor ønskede. Familien først, sagde Signe endda. Men da jeg foreslog, at vi i år skulle fordele retterne mellem os, skiftede stemningen lynhurtigt. Jeg sagde, at jeg kunne lave to lune retter og bage en kage, og de andre kunne tage salater, fisk, kød, ost, frugt og drikkevarer med.

Da jeg nævnte detaljerne, blev de helt stille. Signe sagde, hun arbejdede meget for tiden, og Erik mente ikke, de havde tid til at stå i køkkenet, slet ikke op til jul. De syntes ikke, det gav mening at tage mad med de ville hellere fejre derhjemme.

Så spurgte jeg forsigtigt, hvad vi så skulle gøre med Birthe? Hendes største ønske var jo at samle familien. Så kan vi bare ringe til hende og ønske glædelig jul, sagde Signe. Jeg blev helt stille. Det kunne jeg næsten ikke bære.

Nu sidder jeg her og ved ikke, hvad jeg skal sige til Birthe. Jeg vil ikke såre hende, men jeg orker heller ikke at være den eneste, der knokler og betaler det hele igen. Måske ender det alligevel med, at jeg tager hele læsset én gang til? Jeg ved det simpelthen ikke.

Er det virkelig kun hos os, julehygge betyder, at én trækker det tunge læs, mens resten bare dukker op?