Jeg blev opdraget af min mormor, men nu har mine forældre besluttet, at jeg skal betale dem børnebidrag Min familie og jeg bor i forskellige byer i Danmark. Vi har ikke set hinanden i over 20 år. Mine forældre arbejder som kunstnere og synger i et kor – hele deres liv har været en rejse. Da jeg fyldte fem, kom jeg til at bo hos min mormor. For at gøre hverdagen lettere for sig selv, valgte hun at flytte ind hos sine egne slægtninge. Til at begynde med kom min mor og far på besøg to, nogle gange tre gange om året, men med tiden blev besøgene sjældnere. Til sidst holdt jeg op med at tænke på dem, og al kontakt ophørte. Da jeg studerede til tandlæge på Københavns Universitet, blev jeg gift på tredje år. I dag driver min mand og jeg vores egen tandklinik i København og tjener rigtig godt. For et år siden dukkede mine forældre op igen. De begyndte at ringe til klinikken, fordi de ikke engang havde mit private nummer. Samtalerne gik mest ud på, at de klagede over deres liv. Jeg lyttede til dem og svarede, at de selv havde valgt deres vej, da de lod min mormor tage sig af mig. Nogle gange sendte de lidt penge til min mormor, men det meste af tiden klarede vi os for hendes pension. Hun fortalte mig det mange gange, og jeg forstod det også – vi måtte spare for at have råd til det meste. I folkeskolen og gymnasiet klarede jeg mig godt, men for at have noget at leve for og til tøj, arbejdede jeg nattevagt på hospital. Jeg mener, jeg har mit liv nu, og mine forældre har deres, og vi må lade hinanden gå hver vores vej. Da mine forældre opdagede, at jeg ikke havde tænkt mig at hjælpe dem, begyndte de at true med at kræve børnebidrag fra mig. Det var det, der fik mig til endeligt at tage afstand fra dem. Tidligere overvejede jeg stadig, om jeg burde hjælpe dem økonomisk, men nu har jeg slet ikke lyst til at kende dem. Synes du, jeg handler rigtigt, eller burde jeg hjælpe mine forældre alligevel?

Jeg blev opdraget af min mormor, men nu har mine forældre besluttet, at jeg skal betale dem underholdsbidrag.

Min familie og jeg bor i vidt forskellige byer. Vi har faktisk ikke set hinanden i over tyve år. De arbejder begge som kunstnere og synger i kor hele deres liv har været én lang rejse. Da jeg fyldte fem år, flyttede jeg hjem til min mormor. Hun ville gøre det lettere for sig selv med et barn, så vi flyttede ind hos noget familie. Familiens spil blev hurtigt mærkelige og drømmende; mostre der dalede ned fra loftet med kager i hænderne, onkler der talte i rim.

I begyndelsen kom mor og far på besøg et par gange om året, nogle gange to, andre gange tre, men snart blev det sjældnere, som om deres stemmer forsvandt mellem gul og grøn tåge. Til sidst holdt jeg op med at tænke på dem, og vores kontakt opløstes ligesom sne på en fjern mark. Da jeg var tandlægestuderende, giftede jeg mig i tredje studieår det skete en nat hvor skolen pludselig lignede et slot, og kirkeklokkerne lød som tandbor.

Nu driver min mand og jeg vores egen tandlægeklinik, og vi tjener godt. For et år siden begyndte en sagte sang at flyde ind i klinikkens venteværelse mine forældre, der dukkede op igen ude af den blå, ringede til klinikken, fordi de ikke engang havde mit telefonnummer. Vores samtaler var som et bagvendt ekko, hvor de klagede sig over deres liv: regnen i Paris, fortabte noder, papirer, der gik tabt i vinden.

Jeg lyttede til deres klager og svarede, at de selv havde valgt en vej, da de gav deres datter væk til hendes mormor. Engang imellem sendte de et par kroner, mest som skygger i postsækken, men for det meste levede vi af min mormors folkepension. Hun gentog det tit for mig, og jeg forstod, fordi vi måtte spænde livremmen ind for hver lille ting, vi havde.

I skolen klarede jeg mig glimrende, men for at have råd til både mad og tøj arbejdede jeg nattevagt på hospitalet en mærkelig tid med skygger, der dansede på væggene og kolleger med uvirkelige ansigter. Nu føler jeg, at jeg har mit eget liv, og forældrene deres. Måske skal vi bare lade hinanden vandre videre ad hver vores rute.

Da det gik op for min far og mor, at jeg ikke ville hjælpe dem, begyndte de at tale om at kræve underholdsbidrag. Deres ord gled som kolde vindstød mellem os og skabte afstand. Før overvejede jeg indimellem, om jeg burde hjælpe dem økonomisk, men nu ønsker jeg ikke engang at kende dem. Er jeg forkert på den, eller bør jeg hjælpe mine forældre alligevel?