“Vil du have min mand? Han er din!” sagde hustruen med et drømmende smil til den fremmede kvinde, der stod foran hendes dør i det blinkende blå opgangslys.
“Vent et øjeblik, Solveig! Der bliver ringet på døren. Jeg ringer tilbage, når jeg har fundet ud af, hvem det er, og hvad de vil,” sagde Sigrid modvilligt og afsluttede grinende telefonsamtalen med sin barndomsveninde, der lige havde fortalt morsomme detaljer om svigermors fødselsdag. Lydene fra festen havde ringet som krusninger gennem Sigrids hoved, som var det radio fra en verden på hovedet.
Sigrid gik mod døren, kiggede ud gennem det matte kighul, og alt blev mærkeligt. Hun havde forventet at se sin nabo fremmede slap næppe ind i denne sikre københavneropgang. Men udenfor åndede en forunderlig skikkelse, hvis hår glitrede som tang under månen; en kvinde, hun aldrig havde set før.
Hun tænkte, det var bedst ikke at åbne døren. Ingen snakke med fremmede – det havde hendes farmor altid sagt. Svindlere yndede den slags lejligheder, men Sigrid var ikke let at narre.
Hun fik fat i mobilen for at ringe videre til Solveig, men døren kimede endnu en gang. Den fremmede blev ved, som om hun var draget af chokoladeknapper bag døren.
Sigrid var alene hjemme; hendes mand Mads var straks gået over til Allan for at lægge havefliser. Sigrid kiggede atter gennem kighullet, nu mere nysgerrig end bange noget ved kvindens blik fik hende til at tænke på glemte legepladser.
“Hvad er det værste, der kan ske? Hvis jeg åbner bare en sprække og beder hende om at gå igen, så kan jeg vende tilbage til min drømmeagtige søndag,” tænkte Sigrid. “Hun prøver nok bare at sælge julelotteri eller leder efter nogen.”
Beslutsomt åbnede hun døren på klem. Kvinden i entreen rettede sig op som et ur begyndte at gå og lod hånden stryge gennem håret, som om hun cirklede om dagens mønter.
“Goddag! Er De Sigrid?” spurgte hun med let fingerspil omkring sit uldne tørklæde. “Selvfølgelig er De det! Hvorfor spørger jeg overhovedet?”
“Hun har gjort forarbejdet,” tænkte Sigrid. “Svindlere er blevet flinke, nu hvor det er post-corona.”
“Hvem er du, og hvad vil du? Du har været her længe. Ud med sproget, ellers gå din vej!” svarede Sigrid skarpt.
“Er Mads hjemme?” spurgte den fremmede, hvilket fik Sigrids tanker til at flyde over som et kaffekrus i storm.
“Hun kender endda min mands navn. Okay, så skal jeg være tre gange så vågen,” tænkte Sigrid og holdt blikket fast.
“Er det Mads, du vil tale med?” spurgte hun, og hendes stemme rungede underligt, næsten som et ekko fra fortiden.
“Nej, faktisk ikke. Jeg kom for at tale med Dem. Hvis Mads er hjemme, bliver det bare … sværere,” svarede gæsten, nærmest drillende i tonen.
“Sværere? Hvad er det for noget?” tænkte Sigrid, nu næsten fascineret.
“Han er ikke hjemme. Hvad vil du?”
“Måske skulle vi tale indenfor det er lidt pinligt at tage det her ude i opgangen,” sagde kvinden nu mere frimodigt.
“Absolut nej! Jeg lukker ikke fremmede ind. Sig det eller gå,” sagde Sigrid med en drømmetyngde, mens tiden syntes at krølle sig sammen.
“Vil du virkelig diskutere detaljerne i mit forhold til Mads her midt i opgangen mellem dunjakker og efterladte sko?” spurgte kvinden med et underligt, ironisk smil.
“Hvilket forhold?” udbrød Sigrid højere, end hun havde tænkt.
“Sigrid, alt vel derude? Hvorfor råber du?” lød det fra fru Mortensen, naboen, netop udklækket fra elevatoren, som om hun var landet af en fejl i drømmens script.
“Alt er godt, fru Mortensen! Hvordan er vejret?” svarede Sigrid og nikkede mod det grå vindue.
“Det trækker op til regn,” bemærkede naboen, men var tydeligvis ikke helt overbevist om at gå videre ligesom en scene i en gammel dansk film, hvor man venter på at noget komisk skal udfolde sig.
“Kom indenfor,” sagde Sigrid, næsten modvilligt.
Inde i lejligheden kiggede kvinden sig omkring som om hun ledte efter forsvundne nøgler eller spor af barndommens legesyge.
“Fem minutter får du. Sig, hvad du vil sige,” sagde Sigrid, og nægtede hende adgang til stuen, som vogtede hun en glemt skat.
“Mit navn er Malou,” begyndte kvinden, mens hun pillede sin tykke vinterfrakke og halstørklæde af. “Mads og jeg … vi er forelskede.”
“Tak for dén! Kan du ikke finde på noget bedre?” afbrød Sigrid, øjnene glimtede som gamle lyskæder.
“Folk forelsker sig, Sigrid. Det sker. Du er ikke den første hustru, der bliver forladt,” sagde Malou roligt og søgte at glide forbi Sigrid som en skygge i morgensolen.
“Er du sikker på, han ikke elsker mig men dig? Altså virkelig sikker?” spurgte Sigrid med et underfundigt smil.
“Selvfølgelig er jeg det! Ellers var jeg aldrig gået herop,” sagde Malou med drømmerisk sikkerhed.
“Men du tager fejl, søde. Min mand elsker slet ingen. Han ved ikke hvordan. Så … mine varme hveder, du lever en fortælling fra en gammel Morten Korch-film,” svarede Sigrid.
Malou forsøgte at argumentere, men døren blev blæst op som af usynlige vinde, og Mads trådte ind overrasket over at finde en fremmed kvinde, duftende af regn og eventyr.
“Malou? Hvad laver du her på en lørdag? Er der problemer på arbejde?” spurgte Mads, næsten som i søvne.
“Nej, hun er her for dig,” sagde Sigrid og nød situationens absurde teater.
“For mig? Hvad mener du? Noget galt på kontoret?” spurgte Mads, nu klar over at han måske sov.
“Nej, skat. Hun kom for at hente dig. Værsgo, Malou, han er frit lejde,” sagde Sigrid med et eksotisk, dansk glimt.
Malou trak sin frakke på som om hun forsøgte at blive usynlig; hun gik næsten baglæns ud mod virkelighedens dørtrin.
“Skynder du dig? Var det ikke dig, der ville have Mads? Jeg siger det med hånden på hjertet, du må gerne få ham,” lo Sigrid drømmende.
Men Malou forsvandt ud, uden et ord, som dug for natten.
“Hvad i alverden handlede det her om?” spurgte Mads med øjne så tomme som et stykke kridt på en våd tavle.
“Mon ikke det er din tur til at forklare? Hvorfor står en eventyrlysten kvinde her og kræver skilsmisse og dit hjerte?” spurgte Sigrid og lagde armene over kors.
“Er du nu seriøs? Jeg aner ikke, hvad der går af hende. Alt blev mærkeligt på kontoret forleden, men jeg har ikke ledt hende videre. Jeg har sagt det kan du huske, jeg lovede dig det?” sagde Mads, mere vågen nu.
“Det ved jeg da, Mads. Men ærligt kvinder i dag vil gøre hvad som helst for lidt drama i deres egne filmliv,” sagde Sigrid, og hendes latter lød gennem drømmen.
Mads sparkede skoene af og gik mod køkkenet, og Sigrid blev stående, mens hun mærkede en bølge af ro skylle ind. Hun besluttede sig for at lade mærkelige hændelser blive på dørtrinnet. Hun grinede for sig selv over, at selv i surreale tider var deres forhold mere solidt end nogen kunne forestille sig som gamle ege ved Esrum Sø, upåvirkede af storme og glemte forhåbninger.
