Et helt år gik med at give penge til børnene for at betale af på deres lån! Jeg nægter at give en øre mere!
Min kone og jeg har kun ét barn, en voksen søn. Han har allerede fået sin egen familie, og vi er blevet bedsteforældre.
Jeg voksede op i Danmark i 70erne, hvor samfundsnormerne stadig var ret traditionelle, og jeg blev først gift som 30-årig. Dengang blev man nærmest betragtet som en gammel ungkarl, hvis man ventede så længe. Naturligvis forventede familien og hele omgangskredsen, at vi straks fik børn. Ikke at få børn betød næsten skam i den slags miljøer.
Nå, min kone og jeg valgte at nøjes med én søn. Vi var begge veluddannede og vidste, at det at opdrage børn krævede mange penge. Jo flere børn, jo flere udgifter så simpelt er det.
Vi holdt fast ved vores beslutning. Det gjorde, at vi kunne opfostre vores søn, sikre ham en god uddannelse og samtidig få vores eget liv til at hænge ordentligt sammen.
Min søn derimod var helt anderledes indstillet. Kort tid efter, at han blev gift med Signe, ventede de allerede barn, og vi blev bedsteforældre til lille Lauge. Men de unge havde ikke egen lejlighed de tog et lån for at få deres eget. På en eller anden måde fik de betalt af hver måned. Snart efter fik jeg at vide, at Signe var gravid igen. Jeg spurgte derfor, hvordan de havde tænkt sig at forsørge to børn og samtidig betale af på lejligheden. De blev nærmest fornærmede og sagde, at de nok skulle klare det. Jeg sagde, at hvis de mente det, så skulle de heller ikke regne med ekstra penge fra os.
Længe gik det faktisk fint for dem. Men så kunne Signe ikke længere passe sit arbejde, og min søn blev fyret. Hvad skulle de gøre? De spurgte om de måtte flytte ind i vores lejlighed, som vi normalt udlejede. Min kone mente, at vi skulle hjælpe dem med at betale lånet af, så i et helt år betalte vi deres boliglån hver måned. Jeg troede virkelig, at vi gjorde en forskel og hjalp vores børn på vej i livet. Men sådan gik det ikke.
For nylig fandt jeg ud af, at lånet slet ikke var blevet betalt af der var seks måneders restance. Hvor blev pengene af? Min kone var rasende og sagde, at hun ikke magtede mere. Jeg var fuldstændig chokkeret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Vi havde forsøgt at hjælpe, men børnene havde bare lænet sig tilbage og slappet af på vores bekostning. Hvad skal vi gøre nu?
Jeg har lært, at godhed og økonomisk hjælp ikke altid bliver værdsat grænsen må trækkes, ellers lærer de unge aldrig at stå på egne ben.
