For længe siden, da jeg tænker tilbage på den tid, boede jeg alene i en smuk etværelses lejlighed midt i Københavns centrum. Min mand døde for fem år siden. Fra min moster arvede jeg en anden lejlighed, en dejlig toværelses, der lå i et mere beskedent, men hyggeligt kvarter, godt indrettet og med masser af lys. Den lejlighed lejede jeg ud til et ungt, ordentligt par. De var rare, og hver måned kom de forbi for at betale huslejen og tjekke lejligheden. I to år havde jeg ikke så meget som en eneste klage over dem.
Da min søn Jonas blev gift med Freja, besluttede de sig for at bygge deres eget liv op fra bunden. De lejede også selv en lejlighed og begyndte at spare op til udbetalingen til deres egen bolig. Jeg blandede mig ikke; i mit stille sind havde jeg nu planlagt, at de på længere sigt skulle overtage min mosters lejlighed. Jeg forestillede mig, de ville få glæde af den, enten bo der, sælge den, eller indrette den, som det passede dem. Det skulle være deres valg.
Et år efter brylluppet kom mit første barnebarn til verden. Da jeg nu blev bedstemor, fik jeg for alvor bekræftet min plan om at overdrage lejligheden til Jonas officielt. Men for bare en uge siden ændrede jeg opfattelse.
Jeg var netop fyldt tres. Jeg besluttede mig for at fejre det ordentligt, først og fremmest for min egen skyld: Jeg reserverede et bord på en god restaurant, inviterede gamle venner, naboer, og naturligvis Jonas og Freja.
Forholdet til min svigerdatter Freja var egentlig uproblematisk. Hun er et følsomt gemyt, emotionel og ærlig, og af og til lidt skarp, også overfor mig. Jeg har altid tilskrevet det hendes unge alder hun er stadig ved at finde sine egne ben, og jeg har ikke taget mig nær af det. Men den aften, da hun trådte frem for alle mine gæster, ændrede hun mit syn på hende fuldstændig.
Jonas og Freja mødte op med deres lille søn. Støjniveauet på restauranten var måske ikke det bedste for et spædbarn, så Freja lod mig vide, at de nok ville gå efter en times tid. Jeg forstod det fuldt ud. Men da de ville til at gå, opdagede Freja, at hun ikke kunne finde sin mobil. Jeg fulgte efter hende rundt i lokalet, forsøgte at hjælpe, og ringede op til hendes telefon for at få den til at ringe.
Mange gæster kiggede nysgerrigt på os, og stemningen blev lidt anspændt, da der pludselig, et sted fra vindueskarmen, lød en voldsom brummen, gøen og hylen som fra en arrig hund! Alle kiggede overrasket derhen, og Freja, ildrød i ansigtet, skyndte sig derover, greb mobilen og standsede opkaldet.
Mine venner og familie stirrede vekslende på hende og på mig, indtil min bror tog styringen, fik nogle musikere til at spille op og holdt endnu en skål for mig. Men sandt at sige, var der nu noget, der havde ændret sig.
Resten af aftenen bemærkede jeg, hvordan mine gæster hviskede sammen om den ret usædvanlige ringetone, Freja havde valgt til mit nummer en hund, der gøede arrigt. Næste dag spurgte jeg Jonas til det. Han havde jo nok hørt den tone før, men mente, jeg nok overreagerede.
Siden da har jeg ikke set meget til hverken Jonas eller Freja. Overdragelsen af lejligheden har jeg sat på pause indtil vores forhold bliver bedre. Jeg kunne dog ønske mig bare én simpel undskyldning fra Freja og Jonas. Hvis de ser på mig som en hund, så må det jo være deres sag, men jeg havde håbet på mere.
