“GENFØDT LYKKE”
Hr. Nielsen, vil De ikke nok lade være med at følge efter mig hele tiden? Jeg har sagt, jeg stadig sørger over min afdøde mand. Lad nu være! Jeg begynder at blive bange for Dem! min stemme nærmer sig et skrig.
Jeg ved det, jeg ved det Men jeg kan ikke lade være med at få indtrykket af, at De sørger mest over Dem selv. Undskyld mig, min beundrer giver sig ikke.
…Jeg opholder mig på et kursted i Nordsjælland. Jeg higer efter stilhed og fuglesang, ikke vedholdende opmærksomhed fra fremmede mænd. Min mand døde pludseligt for nylig. Jeg forsøger at forlige mig med tabet.
Min mand, Morten, og jeg havde lige påbegyndt en større renovering af vores lejlighed på Østerbro. Vi sparede på alt, afslog fornøjelser, og pludselig blev Morten dårlig. Ambulancen kunne ikke redde ham. Hans andet hjerteanfald blev det sidste. Efter at have begravet min mand stod jeg tilbage uden ham, uden en færdig lejlighed og med to teenagesønner. Modet forlod mig. Hvordan kommer man videre?
På arbejdet fik jeg tilbudt et kurophold. Jeg ville slet ikke væk hjemmefra, men mine kolleger insisterede:
Du er ikke den første enke og bliver ikke den sidste. Du har børn. Du må fortsætte livet, Helle. Tag af sted og få tankerne på plads.
Modvilligt rejser jeg. Det er præcis fyrre dage siden Mortens død. Sorgen sidder stadig fast i brystet.
På kurstedet får jeg værelse sammen med sprudlende Tove. Hendes glæde fylder rummet, og jeg mærker irritationen. Jeg har ikke lyst til at dele min sorg med hende. Hun er jo knap fyldt 25; har hun behov for brustenhed? En aktivitetsleder forsøger at charmere sig ind på hende det er som i alle danske kursteder, single mænd og dem, der forsøger at genskabe tabt ungdom. Jeg advarer Tove imod ham:
Du skal holde øje med ham, Tove. De der aktivitetsledere er sjældent så single, som de giver udtryk for.
Hun griner og siger:
Bare rolig, Helle! Jeg har prøvet det før.
Og den lette Tove er væk hver aften på date. Selv sidder jeg en uge i værelset, læser romaner, hvis indhold jeg ikke kan genkalde, stirrer på TVet uden at se noget.
Så en morgen vågner jeg forbløffende oplagt. Blikket ud i haven alt er grønt, fuglene kvidrer. Jeg beslutter at tage en tur gennem skoven, trække vejret dybt. Her støder jeg på ham: en fremmed.
Selvfølgelig har jeg set ham i spisesalen. Han er en lav, tæt mand med et nærgående blik jeg bryder mig ikke om ham. Han er iført strøget skjorte og jakkesæt til middag hver dag. For hver middag nikker han ærefrygtigt til mig, og jeg gengælder modvilligt, kun af høflighed.
En aften sætter han sig ved mit bord.
Er De ensom, frue? spørger han blidt.
Nej, svarer jeg sammenbidt.
Nu skal De ikke lyve, Helle. Jeg kan se tristheden i Deres øjne. Måske kan jeg hjælpe? fortsætter han stædigt.
Ja, De har ret. Jeg sørger over min mand. Skal De vide mere? Jeg rejses fra stolen, klar til at afslutte samtalen.
Undskyld, det vidste jeg ikke. Mine kondolencer. Men nu vi er her, må jeg præsentere mig. Jeg hedder Erik, han skynder sig.
Det er tydeligt, Erik frygter, at han bliver afvist for evigt.
Helle, svarer jeg koldt og skynder mig væk.
Nu sætter Erik sig dagligt ved mit bord og overrækker mig små buketter af forglemmigejer, der vokser overalt her. Det rører mig faktisk. Men jeg har ingen intention om at indlede noget nyt forhold. Livet føles for rodet.
Men Erik trækker sig ikke. Han tilslutter sig mine gåture om aftenen. Jeg tager sko uden hæl på, så forskellen mellem os ikke er alt for påfaldende. Det lader til, at han ikke skænker sin lave højde eller begyndende måne nogen tanke. Jeg gætter på, at han fanger kvinder med sin varme stemme. Jeg er fanget i hans net.
Nu danser vi på aftenene, cykler ind til Helsinge og køber frugt. Min kavaler foreslår flere gange at afslutte aftenen hos ham. Jeg afslår stædigt.
Til sidst minder han mig kærligt om:
Helle, i morgen tager vi hjem. Måske skulle du kigge forbi til et glas hvidvin og en snak i aften?
Det må jeg lige tænke over, svarer jeg afvisende.
Sidste aften. Jeg vælger ikke at såre Erik, så jeg går. Jeg ved jo, hvad der skal ske…
Hans bord er dækket med rejer, ost, og små håndmadder. “Han har da sikkert nappet bestikket i spisestuen,” tænker jeg. Pludselig tryller han et par glas Cava frem.
Skal vi ikke? Jeg ved dårligt, hvordan jeg kan undvære dig efter i morgen, Helle. Giv mig din adresse jeg lover at skrive, hans stemme er næsten trist.
Du har glemt mig på to dage. Jeg kender jer mænd. Hvad vil du skåle for, Erik? Jeg er klar til hvad som helst.
Er det ikke åbenlyst, Helle? For kærligheden, skål! siger han.
…Morgenen efter vågner vi tæt omslynget. Hvorfor gik jeg rundt og gemte mig? Hvorfor ikke give slip før? Jeg føler mig som en pige igen. Nu skal jeg dog pakke min kuffert og tage hjem.
Jeg siger farvel til Tove, som sidder med tårer i øjnene.
Hvad er der, Tove?
Jeg er gravid, Helle. Jeg ved slet ikke hvem faren er, hun græder.
Den aktivitetsleder? spørger jeg forsigtigt.
Jeg ved ikke, hvem det er. Jeg mødte også en anden han boede på nabokurstedet. Gift, siger hun mellem tårerne.
Tove dog. Ring til dine forældre. Lad dem komme, så I kan tale ordentligt om det her. Og indtil da, lad os gå til forstanderen, måske kan han hjælpe, trøster jeg.
Tove stormer ud af værelset i gråd. Ja, de unge skal nok få deres portion liv.
Jeg er snart klar til hjemturen. Det har gjort ondt at pakke sammen; alt er blevet mit her især Erik…
Bussen holder klar. Erik møder op med endnu en buket forglemmigejer. Jeg giver ham et langt klem. Åh, Erik, du kunne bare sige et lille ord, så blev jeg hos dig!
Vi bor i hver vores by jeg på Amager, han i Svendborg. Vi kan kun skrive. Men brevet jeg modtager, er fra … Eriks kone. Hun skriver, at hun godt ved besked, ingen grund til at tro, det kan føre til noget hun er 30, jeg er 40. Jeg svarer ikke hvorfor?
Et halvt år senere dukker Erik pludseligt op hos mig. Drengene glor overrasket på fremmede manden, men lader det passere.
Erik? Skal du bare forbi …eller hvad? Jeg håber, han vil sige: “Jeg vil blive.”
Eller hvad Må jeg blive, Helle? spørger han forsigtigt.
Mine sønner trækker sig ind på værelset.
Kom nu ind. Hvad bringer dig hertil? Har du din kones brev med? Jeg prøver at være spydig.
Undskyld, Helle. Jeg skrev til dig, men min kone læste det. Vi blev skilt, siger Erik.
Jeg vidste ikke, du …var gift. Og hvad gør vi så nu? jeg ved ikke, hvad han forestiller sig.
Skal vi giftes, Helle? foreslår han uventet.
Jeg må tænke mig om. Jeg har jo drenge. Hvordan vil du blive taget imod? Sådan noget haster jeg ikke med, jeg er alligevel glad for hans spørgsmål.
Børn er godt. Jeg har en datter på ti, overrasker Erik.
Har du? Har du så forladt hende? spørger jeg.
Nej, selvfølgelig ikke, Helle. Henter hende hjem til mig. Hun har det skidt med sin mor, forklarer han.
Vent nu lidt, Erik. Jeg har aldrig mødt din datter, og nu skal jeg pludselig være mor for hende. Giv mig tid. Jeg taler med drengene først. Og så ser vi… Sid ned, så laver jeg smørrebrød til dig, “brudgom med hale,” jeg smiler.
Drømmefamilien blev det ikke. Vi havde vores skænderier, problemer, hvem har ikke det? Alle har hver sin personlighed. Ingen kan trække sig hver gang.
… Tiden flyver.
Min ældste, Andreas, og Eriks datter, Sofie, blev voksne de blev gift, og snart slog de hånden af både Erik og mig. De fremdrog barndommens små sårede følelser, bebrejdelser. De mente, vi aldrig burde have splittet nogen familie, at Erik burde være blevet hos sin ex, og at jeg skulle være forblevet alene som enke. De fandt en lejlighed for sig selv og forlod os.
Erik og jeg trak på skuldrene og elskede stadig hinanden.
… Et år gik.
Vores “løsgående” børn vendte ikke tilbage. Sofie ringede til Erik én gang om året, på fødselsdagen.
Tre år gik. Så inviterede børnene os på besøg. Vi gik spændte hvad ville der ske?
Det viste sig, at Sofie og Andreas havde fået en søn. Det var nu Eriks og mit fælles barnebarn. Glæden var enorm! Rundt om bordet bad Sofie og Andreas om tilgivelse; livet lærer en meget også at tilgive. De ville ære deres forældre, der havde givet dem liv. Derfor kaldte de deres søn for Mikkel for håb om fred i familien.
Sådan fandt Erik og jeg vores genfødte lykke.
