DET, DU FORKORTER, FÅR DU IKKE TILBAGE
Når Astrid viste sine bryllupsbilleder frem for venner og bekendte, plejede hun altid at sige:
Åh, hvor jeg led i den kjole! Den var selvfølgelig smuk, men tung og klodset! Næste gang jeg bliver gift, vælger jeg en let og luftig brudekjole.
Alle var sikre på, at Astrid lavede sjov. De lo sammen med hende. Og det var også ment som en spøg. Vennerne vidste, at Astrid havde giftet sig af ægte kærlighed. Det hele var startet som en typisk ferieromance: Astrid var 21 år, Christian 28.
August, skvulpende bølger ved Skagen, perlende hvidvin, stjerneklar himmel, romantik… Alt det smeltede sammen og endte med en ansøgning til rådhuset. Forud for det måtte Christian dog skille sig fra sin anden kone, mens Astrid flyttede til Christians hjemby.
Aarhus København Aarhus. Den rute blev Astrids faste følgesvend de næste ti år, en snoet og velkendt sti i hendes liv.
Men det var først senere. Først måtte det unge par leje sig ind, for Christian havde overladt sin lejlighed til ekskonen, som truede med at gøre skade på sig selv og anderen, hvis han ikke vendte tilbage til hende.
Efterhånden faldt der ro på. Måske havde Christian lovet at vende tilbage en dag? Om hans første ægteskab talte Christian ikke. Det varede kun halvandet år de passede bare ikke sammen. Senere hjalp han sin eks med at finde lykken hos en af sine venner. Alle blev glade.
Undtagelsen var anden konen, som havde holdt ud i tre år: Længe nok til, at Christian fik øje på hendes mørkere sider. Børn? Det er bare små mennesker, sagde hun foragteligt, når nogen bragte emnet op.
Alt det vedrørte ikke Astrid. Hun var selvstændig, ambitiøs, selvsikker og stolt af sin skønhed og særlige personlighed. Christian tilbad hende. Han mente, at han havde trådt ind ad paradisets døre, allerede her på jord. Gaverne flød frit: blomster i store buketter, pelse i tre forskellige varianter, og sko, ja, Astrid havde sko til hver eneste dag i måneden. De rejste til London, Paris og Montenegro for at udvide horisonterne og samle kræfter, før deres første barn kom.
Snart så lille Mathilde dagens lys. Mens Astrid puslede med hende, købte Christian et hus og indrettede det med alt, hvad familien behøvede. Han gjorde det hele med omsorg. For sine dejlige piger!
De fejrede indflytning, og Mathilde startede i børnehave.
Astrid gik målrettet i gang med at videreuddanne sig men kun i barndomsbyen København, hvor veninder, mor og endda fremmede føltes varme og familiære. Under de gamle lindetræer fandt hun fred.
Mathilde lod hun blive hos farmoren, der elskede barnebarnet over alt på jorden. I hele eksamensperioden boede Astrid i sit elskede København. Christian var jaloux, kørte ofte efter hende og arrangerede tilfældige møder, selv i en anden by! Tilfældigt eller ej Astrid gav aldrig alvorlige grunde til mistanke. Sådan så det i hvert fald ud
I virkeligheden ville Astrid bare væk fra hverdagens rutiner. Hun ville hellere studere hele livet end at vaske op, gøre rent og drage omsorg for en familie. Hun følte, at livet så kort som det er sneg sig forbi. Hvorfor skulle hun, både klog og smuk, leve et så trivielt liv?
Efterhånden lå der tre røde eksamensbeviser i Astrids taske hovedfaget var psykologi. Hun tog altid sine diplomer med sig i jagten på et job. Christian satte sig imod:
Mangler vi penge? Jeg bliver vanvittig, hvis jeg bare skal sidde og vente på dig! Astrid, hvad med en søn? Eller en datter? Det betyder ikke noget, bare du er her.
Men Astrid havde ikke planer om flere børn. Hun mente, at hun havde opfyldt sin rolle: givet sin mand en datter. Hvad mere kunne nogen forlange? Svigermor tilbød at tage sig af lille Mathilde, til Astrid voksede op
Du vil bare flyve og lære hele livet, mens et barn har brug for nærvær og kærlighed, sagde svigermor.
Astrid tøvede ikke. Hun sagde ja og tog straks til København uden at informere Christian først. Jeg ringer, når jeg er fremme, sagde hun til sig selv.
Men Christian ventede på hende i København. Han kendte efterhånden hendes tricks.
Astrid, hvor er Mathilde? Og hvorfor er du her og ikke i Aarhus? Har du fået en anden? spurgte han vredt.
Christian, rolig nu! Der er hverken elskere eller bejlere. Jeg keder mig bare med dig, forstår du? Jeg vil være fri! svarede Astrid køligt.
Fri? Fra mig og fra Mathilde? Hvad blev der af kærligheden? Den er bare borte, eller hvad? Måske er det midtvejskrise? Vi skal nok klare det sammen. Det her er småting, Astrid!
Nej. Det klarer vi ikke svarede hun iskoldt.
Christian søgte råd hos Astrids mor.
Hvad med mig? I må klare det selv. Men hør her, Christian: Du kommer ikke til at ændre Astrids mening. Hun er som granit! sagde hun.
Christian tog alene retur til Aarhus. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Hvordan få sin kone fornuftig igen? Hvordan samle familien nu? En galskab uden lige, tænkte han.
Ugerne gik, Astrid vendte aldrig tilbage. Når de ringedes ved, var hendes svar korte: Jeg har det fint.
Tiden gik…
Til sidst besluttede Christian at sælge huset, hente Mathilde og flytte til København for at redde familien.
Astrid var dog tilbageholdende. Hun argumenterede med, at det ville skabe uro for datteren at flytte skole og sige farvel til vennerne. Og at farmor næppe ville støtte flytningen.
I virkeligheden var det kun undskyldninger. Astrid nød sit frie liv. Leve som en fugl under himlen, var hendes motto. Hun havde startet sin egen systue, lejede en lille lejlighed og havde flere beundrere. Tiden fløj afsted. Og så pludselig dukker mand og datter op. Hvad skulle hun med det? Astrid ville glemme sit gamle liv og følte sig overbevist om, at intet vedrørte hende længere.
Christian lyttede ikke til hende, men flyttede til København med Mathilde, opslugt af håbet om, at familien kunne samles igen. Og kærligheden til Astrid var ikke slukket.
Han mødte Astrid efter arbejde, hentede datteren (der var et spejlbillede af Astrid). Det nyttede intet. Astrid var uanfægtet, iskold. Til sidst satte hun en stopper for det hele:
Christian, giv slip på mig! Det er tid til skilsmisse. Mathilde kan blive hos mig, hvis hun vil.
Mathilde var blevet 11; hun behøvede ikke et hjem, men hun havde sin far og farmor, der bad for hende nat og dag. Hun elskede sin mor og forstod ikke, hvorfor hun var blevet valgt fra.
…Tiden sneg sig afsted. Ingen kan standse den.
Livet gik videre og gav hver sit.
Christian holdt op med at kæmpe for det umulige, og han forstod endelig, at han aldrig ville nå Astrids hjerte.
Skæbnen førte ham sammen med en jordbunden kvinde, Anna, for hvem to gode gummistøvler, en varm frakke og at få børnene godt videre i livet var de største ønsker. Paris, pels eller hundrede par sko spillede ingen rolle.
Hos Anna fandt Christian ro og varme. (Hvor der er enkelhed, er der engle i hobetal, hvor det er kompliceret, er der ikke én.) Snart fik de en datter sammen, og med hende fandt Christian lykken måske først på fjerde forsøg, men det føltes ægte. De tidligere tre ægteskaber foretrak han ikke at tale om.
Astrid bor nu hos sin mor i hendes lejlighed. En forretningspartner lovede hende det halve kongerige, men efterlod hende tomhændet. Systuen gik nedenom og hjem, og de mange beundrere forsvandt som dug for solen.
Kort sagt: frierne forsvandt én efter én. Astrid arbejder nu som skolepsykolog så kom uddannelsen dog til nytte. Hun fortryder ingenting. Eller måske alligevel… Sjælens dyb er uendelig, hvem ved, om der tænder et glimt af anger i Astrids hjerte en dag?
…Mathilde bor nu som voksen i Aarhus med sin mand hos sin elskede farmor, der opdragede hende.
På bryllupsdagen bar Mathilde netop en let, luftig brudekjole, som mor Astrid gav hende. Og midt i glædens stjernestunder blev det tydeligt: Man kan ikke forkorte og skære bort i tilværelsen uden at miste noget, der aldrig kan gives tilbage. Livets dybeste glæde findes, når vi tager ansvar, viser kærlighed og tør stille op for hinanden, uanset hvor mange gange vi snubler på vejen.
