En dag ringede min fjernkusine og inviterede mig til sin datters bryllup – min fjernniese, som jeg sidst så, da hun var seks år gammel. Altså i hendes seksårige alder. Jeg har aldrig haft så stærke familiefølelser, men jeg slap ikke udenom: “Én gang hvert 20. år kan vi da samles – du skal bare prøve på ikke at dukke op,” truede tanten. Invitationen fra Maja og Anders blev sendt med duer og roser, og et par dage før blev der mindet om det igen – jeg måtte jo afsted. Nå, så var lørdagen spildt, men hvad skal man gøre? Så jeg tropper op i restauranten med en halvt vissen buket, dårligt humør og en plan om at snige mig ud efter en time, bliver placeret ved bordet med brudgommens unge, feststemte venner, som efter nogle snaps begynder at velte sig i komplimenter om, hvor ung og flot en tante bruden har, og at jeg slet ikke ser ud som en tante. De foreslår, at vi skal lære hinanden bedre at kende og have en brag af en fest – og det gør vi så. Bruden kunne jeg selvfølgelig ikke genkende – hun er gået fra at være en mørkhåret mus til en lyshåret skønhed med fyldigt bryst. Jeg kunne bedre lide hende som mus. I det hele taget var stemningen tung: sure tanter og onkler, en brudgom med flugt i øjnene, en brud, der er helt opslugt af egen skønhed og barm, og var det ikke for vores lille festglade flok, ville det hele føles som en mindehøjtidelighed. Tanterne så meget misbilligende ud. Jeg kom for sent til den første skål, men så begyndte anden runde, og nu var det min tur. Toastmasteren fandt hurtigt ud af, hvem jeg var, og annoncerede med glæde: “Nu skal den unge og smukke tante til bruden holde en tale!” Jeg holdt en inderlig tale: “Kære Maja og Anders!” Brylluppet var allerede afdæmpet, men nu blev der helt stille, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg ikke kunne se min tante nogen steder – og næppe ville have overset hende alligevel. “Bruden hedder Louise,” hvislede tanten overfor i lyserødt. “Og brudgommen hedder Peter.” “Hvad? Louise? Peter?” “Gæster sniger sig ind til andre folks fester for at æde og drikke gratis,” tilføjede tanten. “Vi havde også sådan én til en afskedsfest før militæret, knap nok fik vi ham smidt ud. Folk har slet ingen moral mere.” Nu gik det for alvor op for mig, at denne bryllupsfest var noget ud over det sædvanlige. Pludselig blev alle gæsterne årvågne og begyndte at kigge sultent og ligefrem true med at rejse sig. Jakkeærmerne var ikke smøget op, men det var vist tæt på. “Jamen, jeg har jo invitationen!” udbrød jeg og viftede med kortet. “Her står alt: Maja og Anders, sådan-og-sådan restaurant, festsal!” Redningen kom fra tjeneren. “Undskyld, frøken,” sagde han, “vi har endnu en festsal – måske skal De op på anden sal?” “Ja, selvfølgelig, hun skal bare også op og plyndre buffet’en deroppe, hun har allerede været her,” kommenterede tanten i lyserødt. “Utroligt, hvad folk dog tør gøre – eventyrerinde!” “Men frækhed, Irma, er jo anden lykke,” tilføjede en anden tante i limegrønt, helt uimodståeligt irriterende. Jeg ligner på ingen måde en ulykksalig eventyrerinde eller en småkriminel hustruedeler, men udefra ser det måske sådan ud. Brudgommens venner tog mit parti, hvilket straks udløste et: “Se bare, hun har allerede lagt an på mændene!” fra tanten i lilla. Og så opdagede jeg, at jeg bare manglede at vælge mellem mændene – nu var der jo ikke langt fra det ene til det andet, når nu jeg alligevel blev anklaget for så meget… Heldigvis skred den gode tjener op i den anden sal og hentede min tante, som straks så situationen an, svor på at hun kendte mig, mens hun blinkede til både mig og de andre – som om hun ville signalere, at jeg hele livet havde haft en skrue løs. Kort fortalt blev jeg evakueret til den rigtige sal, hvor den mørke skønhed Maja og Anders ventede og overdængede mig med stærke drikke. Heldigvis nåede jeg ikke at aflevere gaven. Men det var brudgommens venner fra den første bryllupsfest, der fulgte mig hjem.

En dag ringede min granfaster pludseligt og inviterede mig til bryllup hos hendes datter altså min grandniece, som jeg sidst havde set, da hun var seks år gammel. Eller rettere sagt, hun var seks jeg var en anelse ældre, trods alt.

Jeg kan ikke prale af at lide voldsomt meget familiehygge, men mit forsøg på at glide af blev hurtigt knust.
Vi kan vel i det mindste ses hvert tyvende år, prøv bare på ikke at dukke op! sagde fasteren med den autoritet, der kun følger med tjenestetid som familiens overhoved.
Invitationen med duer og roser selvfølgelig fra Cecilie og Kristian dumpede ind. Påmindelsen fulgte få dage før. Så der var ikke andet for end at troppe op.

Nå, sådan forsvandt lørdagen, men hvor skulle jeg ellers skjule mig?

Så der gik jeg, med en påtvunget buket, udsigt til en grum dag og det sikre håb om at smutte elegant efter en times tid. Velankommet til Vesterbro Kroens selskabslokale blev jeg anbragt ved bordet med brudgommens unge venner. De havde allerede fået et par øl og der gik ikke mange minutter, før den første glad kommenterede:
Sikke en dejlig, ung tante Cecilie har! Du ligner slet ikke en tante. Skal vi ikke more os sammen?
Det gjorde vi grundigt.

Bruden kendte jeg naturligvis ikke. På tyve år var hun gået fra brun mus til prangende blondine med en barm, der fortjente sit eget postnummer. Jeg kedede mig mindre, da hun egentlig var mere interessant som mus.

Stedet osede af let trykket stemning: mopsede tanter med modne mænd, Kristian lignede én, der gerne ville bortføres af pirater, og Cecilie havde fundet ud af, hvor flot hun selv var. Havde vi ikke haft det sjovt ved vores border var det hele mindet om en mindehøjtidelighed. Tanternes blikke var så kolde, at kun snapsen kunne tø dem op.

Jeg kom for sent til første skål, men anden runde begyndte med mig. Toastmasteren fik hurtigt styr på, hvem jeg var, og annoncerede begejstret:
Nu vil den unge og smukke tante komme med sin lykønskning til brudeparret!
Så jeg tog mod til mig:
Kære Cecilie og Kristian!

Allerede før jeg var færdig med navnet, gik der frost over selskabet, og pludselig gik det op for mig, at min egen faster manglede og hun har altså ikke for vane at gemme sig.
Bruden hedder Josefine, hvæsede en dame i lyserødt på tværs af bordet. Og brudgommen hedder Anders!

Hvad Josefine? Anders?
Ja, ja, folk kommer brasende til andres fester for gratis mad og drikke, lød det. Sådan én havde vi også til Lars afskedsfest til militæret. Tog evigheder at smide ham ud. Ingen skam i livet.

På det tidspunkt var det tydeligt, at festen var i gang. De ellers godslige gæster begyndte at rejse sig med blikket rettet direkte på mig. De var sekunder fra at smøge ærmerne op.

Men undskyld, jeg har jo invitationen! udbrød jeg og viftede febrilsk med kortet. Der står Cecilie og Kristian, og selskabslokalet her!
Redningen kom i skikkelse af en vågen tjener:
Frøken, der er jo faktisk et selskab mere oppe på første sal måske skal De derop i stedet?

Ja, ja, selvfølgelig, fnyste damen i lyserødt. Hun vil bare have gratis middag to gange. Tropper op her og drikker, så op ad trappen til ekstra omgang. Sådan nogle skammer sig aldrig eventyrerske!

Og frækhed, Bettina, er næsten som lykke, skød damen i limegrønt ind. Hun havde bestemt ikke lært at smile.

For god ordens skyld: jeg ligner hverken en eventyrer eller en professionel bryllupskræs. Men hvad ved man, udefra? Brudgommens venner tog min parti, hvilket fik damen i lilla til at hvæse:
Nå, hun har allerede snørret dem alle!

Damen i lyserødt fortsatte:
Sådan én rendte med vores regnskabschefs mand. Bare man kigger væk et sekund, så har hun skåret hjørnet af skoene, slynglen.

Jeg har aldrig stjålet nogens ægtefælle, men i det øjeblik begyndte jeg faktisk at lure lidt efter egnede mænd kunne jo lige så godt påtage sig hele CVet her.

Heldigvis fik tjeneren ganske snarrådigt hentet den rigtige faster, som straks forsvarede min ære og påstod højlydt, at hun kendte mig særdeles godt. Hun blinkede dog på en måde, så ingen rigtig vidste, om det passede eller hun bare mente, jeg havde været lidt småtosset hele livet.

Jeg blev ført tilbage op ad trappen til det rigtige lokale, hvor ægte danske Cecilie stod stadig lettere solbrun, og Kristian, som jeg lige nu faktisk har glemt, hvordan så ud. Snapsen begyndte hurtigt at skylle alle minder væk.

Heldigvis nåede jeg aldrig at aflevere gaven. Til gengæld fik jeg selskab af brudgommens venner fra den første fest helt ud til taxaen.