Katten sov altid sammen med min kone. Han pressede ryggen ind mod hende og skubbede til mig med alle fire poter, så jeg nærmest måtte ligge på kanten af sengen. Om morgenen sendte han mig de mest frække og hånlige blikke. Jeg brokkede mig altid, men hvad nytter det det var jo hendes yndlingsdyr. Hendes elskede lille guldklump. Min kone grinede bare, men for mig var det ikke så morsomt.
Til denne lille skat stod hun om aftenen og lavede stegt fisk, fjernede omhyggeligt alle benene og lagde den sprøde, gyldne skind forsigtigt op i en lille bakke ved siden af de saftige fiskestykker på Hans tallerken. For katten hed selvfølgelig Hans.
Hans skævede til mig med sin skæve kattemine, der vist skulle sige: Du er taberen her, den rigtige herre i huset er mig. Mig, Hans. Jeg fik altid de stykker, han ikke gad have. Man må jo tage til takke. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at gøre gengæld skubbede ham diskret væk fra bordet eller vippede ham ned fra sofaen. Det var nærmest en lille kold krig.
Af og til snublede jeg ind i kattegaver i mine hjemmesko eller lærkeskindssko. Min kone lo og sagde altid: Jamen, du skal jo ikke drille ham, Søren. Og så nussede hun Hans og kaldte ham min solstråle. Gråstribede Hans betragtede mig overlegent. Jeg sukkede. Hvad kunne jeg gøre? Min kone Helga var én og enestående, så der var ikke andet for end at bide det i mig. Men den morgen…
Den morgen, da jeg skulle på arbejde, lød et fortvivlet skrig fra Helga ude i entreen. Jeg styrtede derud og så seks kilo strittende pels og hissigt temperament fare løs på min kone, som en tyr overfor en rød klud. Da Hans fik øje på mig, sprang han lige i brystet på mig, så jeg røg bagover og landede på gulvet. Jeg fór op, greb en stol som skjold, fik fat i Helga og hev hende ind i soveværelset. Katten kastede sig mod stolebenet og skreg vildt af smerte, men det stoppede ham ikke. Han blev ved med at angribe, indtil vi nåede at lukke døren bag os. På begge sider af døren var der kun hvæsende og hostende.
Vi stod der og bankede i medicinskabet for at finde sprit og jod til de utallige rifter. Helga ringede til sit arbejde og forklarede, at katten var blevet gal og havde ridset os op, så de måtte tage på hospitalet i stedet. Jeg ringede bagefter til min chef og gentog den samme mærkelige historie.
Men så… skælvede jorden pludselig, og huset gyngede. Ruderne i køkkenet splintrede, og i badeværelset gik yderruden itu. Jeg tabte telefonen på gulvet. Stilheden var øredøvende. Uden at tænke på Hans fór vi ud i køkkenet og kiggede ned på gaden.
Foran opgangen gapede et kæmpe hul, og bildele lå spredt over det hele. Det var naboens lille varebil han kørte på gas og havde tydeligvis haft flere dunke bagi. Nu var den simpelthen sprængt væk. På parkeringspladsen lå biler væltet og spredt. De snurrede hjælpeløst deres hjul som væltede skildpadder, mens udrykningssignalerne fra politi og ambulance hylede i det fjerne.
Forbløffede kiggede Helga og jeg samtidig over på Hans. Han sad klemt ind i et hjørne, trykkede sin højre forpote ind til brystet og peb ganske stille. Helga udstødte et lille hvin, styrtede over og tog ham op i favnen. Jeg greb bilnøglerne, og sammen løb vi ned, sprang over trinene og undlod elevatoren. Syv etager ned, uden at sige et ord.
Man må undskylde, men udover alle de tilskadekomne ude, var vores eneste tanke vores egen lille patient. Heldigvis stod vores bil uskadet bag blokken, så vi susede straks til vores sædvanlige dyrlæge.
På vej derhen løb tankerne rundt i hovedet. Mikael Tariverdievs To på en café kom på radioen selvfølgelig, når stemningen i forvejen var trykket.
En time senere kom Helga ud fra dyrlægen med vores lille Hans i armene. Han viste stolt sin forpote frem, nu pakket ind i forbinding, og alle, der ventede med egne dyr, kom over og klappede og nussede ham, da de hørte, hvad der var sket.
Hjemme begyndte Helga straks at lave fisk til Hans, ligesom hun plejede benene omhyggeligt ud, det lækre sprøde skind lagt i en fin lille bunke, og til mig ja, resterne. Hans humpede hen til madskålen, og for en gangs skyld så han på mig uden hoverende blik, men med et forpint ansigtsudtryk.
Jeg var travl. Men da jeg blev færdig, gik jeg hen, tog min portion fisk, rensede for ben, og lagde det hele på hans tallerken.
Hans stirrede uforstående på mig, trak den skadede pote op til sig, og udstødte et stille, spørgende miav.
Jeg løftede ham op, kiggede ham i øjnene og sagde: Måske er jeg en taber. Men sålænge jeg har sådan en kone og sådan en kat, er jeg den lykkeligste taber på jorden. Og så kyssede jeg hans pelsede kind.
Hans spandt sagte og dunkede sit store hoved mod min kind. Jeg satte ham ned, han humpede over til sin fisk, og Helga og jeg stod tæt sammen og så til med smil på læben.
Siden den dag sov Hans kun sammen med mig. Han kigger mig i øjnene, og jeg beder kun om én ting til Gud: at jeg får mange flere år, hvor jeg kan se min kone og min kat ved min side.
Mere behøver jeg ikke.
Ærligt talt.
For det er ægte lykke.
