– Far, du skal ikke komme mere! Når du går, begynder mor altid at græde – og hun græder helt til morgenstunden. – Jeg falder i søvn, vågner, falder i søvn igen, og hun græder stadig. Jeg spørger hende: “Mor, hvorfor græder du? Er det på grund af far?..” – Hun siger, at hun ikke græder, hun snøfter bare, fordi hun er forkølet. Men jeg er jo stor nu, og jeg ved, at der ikke findes en forkølelse, der sætter gråd i stemmen. Olles far sad med sin datter ved et cafébord og rørte i sin kaffe med den lille ske. Hans kaffe var for længst blevet kold i den mikroskopiske, hvide kop. Og datteren havde endnu ikke rørt sin is, selvom kunstværket foran hende – farvestrålende kugler, med et grønt blad og et kirsebær på toppen, alt sammen overhældt med chokolade – kunne friste enhver seksårig pige. Men ikke Olle, for hun havde allerede besluttet, vist nok sidste fredag, at hun ville have en alvorlig snak med sin far. Far sagde ingenting, sad længe tavs, men til sidst sagde han: – Hvad skal vi gøre, min pige? Slet ikke ses? Hvordan skal jeg så leve?… Olle rynkede næsen, som var så fin, ligesom sin mors – lidt kartoffelformet, tænkte hun, og sagde så: – Nej, far. Jeg kan heller ikke undvære dig. Lad os gøre sådan her: Du ringer til mor og siger, at du henter mig i børnehaven hver fredag. – Så går vi en tur, og hvis du vil have kaffe eller is, kan vi sidde på café. Jeg kan fortælle dig alt om, hvordan jeg og mor bor. Eftertænksomt blev hun tavs igen, og fortsatte så: – Og hvis du får lyst til at se mor, tager jeg billeder af hende hver uge på min telefon og viser dig dem. Vil du det? Far så på sin kloge datter, smilede lidt og nikkede: – Godt, det gør vi – sådan lever vi nu, min skat… Olle sukkede lettet og kastede sig over sin is. Men det vigtigste skulle endnu siges, så da hun efter et par farverige is-skæg under næsen slikkede sig og blev alvorlig igen, næsten voksen. Næsten kvinde. En, der skulle tage sig af sin mand – selvom manden allerede var gammel: far havde fødselsdag sidste uge, og Olle havde tegnet et kort med kæmpestore tallet “34” i børnehaven og farvelagt det omhyggeligt. Hendes ansigt blev alvorligt, hun trak øjenbrynene sammen og sagde: – Jeg tror, du skal gifte dig igen… Og hun løj storsindet, tilføjede: – Du er jo… ikke så gammel endnu… Far værdsatte datterens velvilje og snøftede: – Siger du også “ikke så”?… Olle fortsatte iverigt: – Ikke så, ikke så! Se bare onkel Svend, der har været på besøg hos os to gange – han er jo lidt skaldet ovenpå… Her… Hun viste på toppen af sit hoved og strøg sine krøller med hånden. Så opdagede hun, da far blev anspændt og så hende skarpt i øjnene, at hun havde afsløret mors hemmelighed. Så pressede hun begge hænder mod læberne og spærrede øjnene op i forskrækkelse. – Onkel Svend? Hvem er det, der sådan besøger jer? Er det mors chef?… sagde far næsten højlydt i hele caféen. – Jeg ved det ikke, far… Måske chef. Han kommer, giver mig altid slik. Og kage til os alle. – Og…, Olle tøvede, om hun skulle afsløre mere for sin far, især nu hvor han virkede lidt urolig, – blomster til mor. Far flettede fingrene og sad tavs længe ved bordet. Olle forstod, at han lige nu tog en vigtig beslutning. Den unge kvinde ventede, og pressede ikke på. Hun vidste, eller anede, at mænd ofte skulle hjælpes lidt på vej mod de rette beslutninger. Og hvem skulle gøre det, hvis ikke kvinden, og særligt en af de vigtigste i hans liv. Far var længe tavs, men til sidst tog han mod til sig. Han sukkede højlydt, løftede hovedet og sagde… Hvis Olle havde været lidt ældre, ville hun have forstået, han sagde det med samme tone som Othello til Desdemona. Men hun vidste endnu intet om Othello eller Desdemona, eller om store elsker. Hun samlede bare livserfaring og så, hvordan folk blev glade og sørgede over små ting. Far sagde: – Kom, min pige. Det er sent. Jeg følger dig hjem. Og taler med mor på vejen. Hvad far ville tale med mor om, spurgte Olle ikke, men hun forstod, at det var vigtigt – så hun spiste hurtigt sin is. Hun forstod, at det far havde besluttet var vigtigere end selv det lækreste is, så hun smed skeen på bordet, gled ned af stolen, tørrede sine mund med håndryggen, snøftede og så direkte på far: – Jeg er klar. Lad os gå… De gik ikke bare hjem, de nærmest løb. Eller, far løb, men han holdt Olle i hånden, så hun næsten fløj som et flag. Da de ramte opgangen, nåede elevatoren lige at lukke med en nabo på vej op. Far så fortumlet på Olle. Hun kiggede op og spurgte: – Nå, hvorfor venter vi? Hvem venter vi på? Vi bor jo kun på syvende… Far løftede Olle op og sprang op ad trapperne. Da mor til sidst lukkede op efter lang tid med nervøse ring, gik far straks til sagen: – Du kan ikke gøre det! Hvem er Svend? Jeg elsker dig. Og vi har Olle… Så uden at slippe datteren, omfavnede han også mor. Olle lagde armene om dem begge og lukkede øjnene, mens de voksne kyssede… Sådan kan det gå: En lille pige trøstede to fortabte voksne, der begge elskede hende og hinanden, men holdt fast i stolthed og gamle sår… Skriv i kommentarfeltet, hvad du tænker om det her? Giv gerne et like.

Du, far, du må altså ikke komme forbi mere! Hver gang du går, begynder mor at tude. Og hun tuder helt til næste morgen.

Jeg falder i søvn, vågner, falder i søvn igen, og hver gang er hun stadig ved at græde. Jeg spørger hende: “Mor, hvorfor græder du? Er det på grund af far?”

Men hun siger bare, at hun slet ikke græder, hun har bare lidt snue. Men altså, jeg er jo stor nok til at vide, at sådan en snue får man ikke med tårer i stemmen.

Oles far sad overfor hende på en café, rørte rundt i sin mikroskopiske sorte kaffe i et hvidt krus, der allerede var kold.

Oles is var et ægte kunstværk foran hende. Farverige kugler, pyntet med et mynteblad og et kirsebær, poleret med chokolade. Enhver seksårig pige ville have kastet sig frådende over sådan en lækkerbisken, men ikke Ole. For hun havde nemlig besluttet sig allerede sidste fredag tror hun at have en snak med far om de alvorlige sager.

Far sad faktisk længe og sagde ingenting, før han endelig spurgte:

Hvad skal vi så gøre, min pige? Skal vi slet ikke ses? Hvordan skulle jeg dog kunne leve sådan?

Ole skubbede næsen sammen den så lidt ud som mors, en smule som en lille kartoffel, tænkte hun. Så sagde hun:

Nej, far. Jeg kan heller ikke undvære dig. Vi kan gøre noget andet: Ring til mor og sig, at hver fredag henter du mig fra børnehaven.

Så kan vi gå en tur, og hvis du vil have kaffe eller is, kan vi sætte os på caféen. Jeg kan fortælle dig alt om, hvordan jeg og mor har det.

Hun tænkte et øjeblik og fortsatte:

Og hvis du gerne vil se mor, så kan jeg tage billeder af hende med min mobil hver uge og vise dig dem. Er det noget?

Far kiggede på sin lille datters kloge ansigt, smilede og nikkede:

Det lyder som en aftale, min pige

Ole sukkede så lettet, at hun endelig tog hul på sin is. Men samtalen var slet ikke slut. Der var nemlig noget meget vigtigt tilbage. Så med farverigt is-mælkeskæg under næsen, slikkede hun sig om munden og blev alvorlig igen. Næsten voksen. Næsten en dame, der skulle passe på sin mand også selvom han nu faktisk er en gammel en, for far havde fødselsdag sidste uge. Ole havde tegnet et stort kort i børnehaven, hvor hun malede et kæmpemæssigt “28”.

Ansigtet blev alvorligt; øjenbrynene tæt sammen. Hun sagde:

Jeg tror altså, du skal gifte dig igen…

Og så tilføjede hun storsindet, men temmelig meget løgn:

Du er jo ikke særlig gammel endnu

Far kunne ikke lade være med at grine, han indså datterens venlighed:

Siger du ikke særlig gammel det må du nok sige.

Ole insisterede:

Ikke særlig, slet ikke! Se bare, Onkel Søren, som har været på besøg hos mor to gange, han er da skaldet bare lidt! Lige her

Ole klappede sine bløde krøller flade ovenpå hovedet, men så opdagede hun, da far spændte op og stirrede, at hun havde afsløret mors hemmelighed.

Hun trykkede straks begge hænder mod munden og spærrede øjnene op som om hun var skræmt fra vid og sans.

Onkel Søren? Hvem er den der “Onkel Søren”, der render hos jer? Er det mors chef?… sagde far, næsten så hele caféen hørte det.

Jeg ved det ikke, far Ole blev nærmest forvirret over fars reaktion. Måske er det. Han kommer, giver mig altid slik. Og kage til os alle sammen.

Og Ole overvejede at dele denne dybt hemmelige information, især med en far der var helt tosset han giver også mor blomster.

Far sad et langt øjeblik med fingrene flette på bordet og stirrede på dem. Ole forstod, at der lige NU blev truffet en af livets store beslutninger.

Man må jo give mænd tid, vidste den unge kvinde allerede. De er lidt langsomme, og man skal skubbe dem i den rigtige retning. Hvem skulle ellers gøre det, hvis ikke en kvinde? Især én, der betyder allermest for ham.

Far tænkte og tænkte og valgte til sidst. Han sukkende, løftede hovedet og sagde Havde Ole været lidt ældre, havde hun måske forstået, at far brugte den helt store tragiske tone sådan som Othello til Desdemona.

Men hun kendte hverken til Othello eller Desdemona eller nogen andre med kæresteproblemer. Hun kiggede bare rundt og så, hvordan voksne af og til forvandlede småting til dramaer.

Så sagde far:

Kom, min pige. Det er sent. Jeg følger dig hjem og så må jeg tage en snak med mor.

Ole spurgte ikke, hvad far nu havde tænkt sig at tale med mor om, men hun forstod, at det var vigtigt. Hun skyndte sig derfor at skovle den sidste is ind.

Så fandt hun ud af, at det far var ved at gøre, nok var vigtigere end den bedste is i verden. Derfor hamrede hun næsten skeen ned, gled ned fra stolen, tørrede munden med håndryggen, snøftede og så far lige i øjnene:

Jeg er klar. Lad os gå

De gik eller rettere: Far løb hjem. Ole hang nærmest bagud og blafrede som et flag, for far holdt hende i hånden.

Da de nåede opgangen, lukkede elevatoren sig og fragtede nogen af naboerne opad. Far kiggede lidt forvirret på Ole, som spurgte:

Nå? Hvad venter vi på? Syvende sal er jo ingen sag

Far tog Ole op på armen og drønede op ad trapperne.

Da mors nervøse åbning af døren endelig kom efter alle de ringninger, startede far ud med det allervigtigste:

Du kan ikke gøre det her! Hvem er ham Søren? Det er jo dig, jeg elsker. Og vi har jo Ole…

Så krammede han mor, stadig med datteren i favnen. Ole krammede dem begge om halsen og lukkede øjnene, for nu kyssede de voksne!

Sådan er livet to voksne, der ikke engang kan trøste hinanden, bliver opklaret af en lille pige, som elsker dem begge, og de elsker hinanden og hende. Men stolthed og gamle sår… ja ja.

Skriv endelig en kommentar med dine tanker og smid et like, hvis du blev rørt!