Anja stole aldrig på sin mand. Derfor måtte hun altid regne med sig selv sådan var skæbnen i deres ægteskab. Mikkel var smuk som en vild blomst på en forårseng, altid den livlige sjæl ved hvert socialt samlepunkt. Han drak kun en lille skvæt, ryge aldrig, og han jagtede ikke sport, fiskeri eller fodbold med iver. Man sagde om ham: En rigtig mand, der kan klare sig i eget hus.
Af alle sine gode egenskaber vidste Anja, at Mikkel fandt trøst uden for hjemmets fire vægge. Sådanne mænd er som en sjælden hyæne i Danmarks skove. Og jægerne, de finder hun også på deres eget vis.
Det eneste, der gav Anja ro i tvivlen, var hans hengivenhed over for deres lille søn. Mikkel elskede Søren som en bedstefar elsker sine børnebørn. Al sin fritid gik han med at lege, læse og passe ham. Anja troede, at denne vilde fædrekærlighed ville holde familien samlet.
På skolen blev Anja drillet for sit flammerøde hår og de fregner, der lå som små stjerner over hendes næse. Mor, en skønhed som en nordisk sommermorgen, havde fra barndommen sagt til hende: Anja, du er som svanen, der fandt sit spejl. Det er en hård sandhed, men kun din mor kan se den i dine øjne. Ingen vil gifte sig med dig, så du må stå på egne ben. Lær flittigt, find din karriere, og hvis en god mand kommer, så vær lydig. Disse ord lå som et ekko i Anjas hjerte.
Da Anja gik ud med guldmedaljen fra folkeskolen, søgte hun videre på universitetet. Der mødte hun Mikkel, som senere indrømmede, at hun var den eneste pige, han turde nærme sig. Anja brugte ingen makeup, ingen farverige klæder, ingen flirt. Da hun opdagede, at denne bemærkede unge var interesseret i hende, greb hun initiativet. Hun spurgte ham: Vil du gifte dig med mig? Mikkel blev først forbløffet over hendes dristighed, men Anja lovede at være mild, tålmodig og trofast. Kærligheden vil komme med tiden, sagde hun. Efter lidt tøven sagde Mikkel ja, påvirket af sin mor Else, som i første møde så Anja med et kritisk blik, men senere fandt hende charmerende.
Else, en enke, havde fået sin mand væk for årtier siden. Han vendte tilbage en dag, træt og forslået, men familien tog ham ikke imod. Hun spekulerede altid på, om hun skulle tilgive. Til sidst valgte hun at støtte sin søns valg, for at give ham en chance til lykke.
Et år senere kom sønnen Søren til verden en lille kopi af sin smukke far. Mikkel fløj omkring ham som en farverig sommerfugl, men kærligheden til Anja blomstrede aldrig. Anja holdt husholdningen, vasket tøj, lavede mad, kyssede ham på kinden om aftenen. Mikkel gav hende sin løn, blomster på fødselsdagen og kys ved morgenstunden. Alt dette var mere et ritual end ægte kærlighed. Efter fem år fandt Mikkel en anden en himmelsk skønhed ved navn Bolette, hvis øjne glimtede som nordlys. De mødtes i caféer, på bænke og i vennernes lejligheder, mens Mikkel løj mere og mere for Anja. Bolette truede: Du kan enten gifte dig med mig, eller så forbliver vi venner. Mikkel var i tvivl, men hans kærlighed til Søren holdt ham fast.
Søren var fem, da Mikkel pakkede sine tasker og forlod familien. Anja mindedes sin mors ord, og selvom de havde været smertefulde, gav de hende styrke. Hun indså, at hun ikke ville kaste sig i en flod eller græde i tre floder, for hendes mors immunisering mod livets storme stod klar.
Den skarpe smerte i hendes hjerte faldt som en lille brik i et stort puslespil, og lykken fløj som en fri fugl, hvor den ville lande. På afsked sagde Anja til Mikkel: Dørene er altid åbne for dig, men kom ikke for sent tilbage. Søren elsker dig, så lad ham ikke lide. Mikkel gik frem og tilbage mellem søn og Bolette i seks måneder.
Anja gemte sin eksmands tandbørste i et lille glas på badeværelset. Hver gang Mikkel vaskede hænder, så børsten ham med tomme øjne, som om den sårede ham. En dag lagde han den i lommen, men ved næste besøg fandt han en ny børste i glasset. På køkkenet ventede altid hans yndlingskop med varm kaffe, og i gangen stod hans hjemmesko som stille vogtere. Disse små genstande rev i Mikkels sjæl, som om han var splittet mellem to verdener.
Mikkel spurgte sig selv, hvordan han kunne forlade sin familie uden at såre dem. Hvem kunne vise ham vejen ud af dette mærkelige mareridt? Han tænkte på Anja, som kunne have lukket døren for ham, men hun forblev tavs. Hver gang han gik, sagde hun roligt: Kom tilbage, Mikkel, glem os ikke. Bolette sagde, at hvis hun forlod ham, skyldtes det kun hans søn, men hun var også træt af al uro omkring Søren.
Årene gik, og Anjas veninder hviskede: Hvorfor venter du på ham? Find en ny mand! Han er ikke din fremtid! Anja lyttede, sukkede, men sagde ingenting. Til sidst stoppede de med at tale til hende, og tiden gled uundværligt videre.
Mikkel holdt op med at besøge Søren. Nu mødtes far og søn på et neutralt sted, mens Søren gik på gymnasiet. Tolv år var gået siden Mikkels afgang. Anja satte en tydelig prik på dette kapitel og besluttede at rejse. Hun købte en billet til varmere egne, hvor hun fandt en kortvarig strandromance ingen forpligtelser, kun bløde hjertekammer.
Ni måneder senere blev der født en lille pige, Maja, som Søren så med stolthed. Anjas venner stod ved hospitalets dør, overvældede af hendes beslutning. Hun kom ud træt men lykkelig, med en lille pakke pyntet med lyserøde bånd. Hej, piger! Mød min lille Maja! grinede hun.
En ven spurgte: Hvad skal vi kalde hende med mellemnavn? Anja svarede skarpt: Det får hun, når hun vokser! Ingen kommentarer kunne slukke hendes glæde. Alt hendes liv gik nu på at opdrage Maja.
Maja elskede sin storebror Søren, som altid var hendes beskytter. Da hun gik i børnehave som treårig, lærte hun, at både mødre og fædre findes i børnenes verden.
En aften lød der på døren et usikkert banken. Maja løb og råbte: Det er min far! Anja kiggede gennem kikkerten og så Mikkel. Hun åbnede døren vidt.
Må jeg komme ind, Anja? sagde han, trætte ben i en uventet gæst.
Kom ind, svarede hun, overrasket men rolig.
Mikkel lagde to overfyldte tasker til side og tog sin rygsæk af. Maja løb i hans favn: Mor, han er min far! Anja, med tårer i øjnene, nikkede: Ja, lille Maja, han er din far.
Mikkel krammede hende, kyssede hendes fregnede næse, strøg hendes gyldne krøller: Hej, min røde stjerne! Så lagde han sin hånd på Anjas arm og sank på knæ. Tusind tak, Anja. Vil du tilgive mig?
Anja greb blidt hans albue, så han ikke faldt: Hej, min bitre honning. Du var væk i 17 år, men der er ingen nag. Vi har brug for en far. Søren stod med store øjne og så på dem.
Et par uger senere ringede Anja til en nysgerrig veninde og sagde: Du ville vide, hvad min datters mellemnavn er? Hun er Viktordatter, så husk: Maria Viktordatter!
