Hey, du, jeg har lige tænkt på den her gamle historie fra den lille landsby ved Varde, og jeg vil lige dele den med dig som om jeg fortæller den over en kop kaffe. Så lad mig starte.
Det var på begravelsesdagen for Inge, at Frederik ikke sagde et eneste ord, hverken tårer eller det er så trist. Tove, hans nabo, hviskede i øret på mig: Se, jeg sagde jo, han aldrig rigtig elskede Inge! Jeg nikkede og svarede: Rolig nu, hvad gør det nu? Børnene er blevet forældreløse med sådan en far. Tove rystede på hovedet og sagde: Du skal nok se, han vil gifte sig med Katrine en dag. Jeg spurgte: Hvorfor netop Katrine? Er der noget mellem dem? Tove lo: Glæde er ham, der elsker ham. Husk du, hvordan de plejede at løbe rundt i høsthølet? Katrine vil aldrig have noget med ham at gøre hun har sin egen familie, og hun har allerede glemt ham. Jeg nikkede ivrigt: Det ved jeg faktisk. Katrine er gift med en ung mand i forreste linje. Hun har brug for en praktisk mand, ikke en som Frederik med sine mange børn. Men Gry hun har det hele med sin Mikkel de vil nok snart begynde at snurre rundt i en slags kærlighedsleg.
Inges begravelse gik i gang, og børnene holdt hinandens hænder så fast, som om de ville holde sammen hele livet. Misha og Polina var kun otte år gamle. Inge havde giftet sig med Frederik ud af stor kærlighed, men ingen i landsbyen vidste, om Frederik også elskede hende.
Man sagde, at Inge var blevet gravid, og det var grunden til, at Frederik måtte gifte sig med hende. Deres første barn, lille Lise, kom kun seks måneder ud, og så døde hun hurtigt. Efter det gik der lang tid uden børn i hjemmet. Frederik gik altid rundt med et mørkt blik, knap med et ord. Folk kaldte ham Bjørn som et kælenavn, fordi han var så sparsom med både taler og kram. Selv Inge vidste, hvor lidt han sagde.
Men så viste Gud nåde. Inge bad så meget, at himlen belønnede hende med to børn på én gang. Polina og Misha blev tvillinger. Misha var som sin mor blød, omsorgsfuld, altid klar til at hjælpe. Polina derimod var mere som sin far: hun var lukkekær, talte knaptens, gemte sig bag hundrede låse og sagde så lidt, at ingen vidste, hvad der foregik i hendes hoved. Alligevel var hun tættere på faren, fordi de to delte den samme stædighed.
Når Frederik pudsede eller savede i laden, fløj Polina omkring ham som en lille bi. Han fortalte hende om livet, og hun lyttede. Misha stod ved siden af moren, fejede gulvet og bar en lille spand med vand selv en lille hånd kan gøre en stor forskel. Inge elskede sine børn uanset hvad, men hun forstod ikke altid Polina. Til Misha derimod knyttede hun sig som en klippe.
Da Inge lå på dødslejet, sagde hun til Misha: Min dreng, jeg dør snart. Du skal blive den ældste. Pas på din søster, beskyt hende. Hun er en pige, så hun er svagere og har brug for dig. Misha spurgte: Hvad med far? Inge svarede forvirret: Hvad mener du? Skal far beskytte os? Misha: Vil far stadig passe på os? Inge: Det ved jeg ikke, min dreng. Livet viser os alt. Misha begyndte at græde: Så gå ikke bort, for hvordan skal vi klare os uden dig? Inge sagde eftertænksomt: Hvis det stod i min magt, ville jeg ikke forlade jer. Og så var hun væk ved daggry.
Frederik sad ved siden af sin afdøde kone, holdt hendes hånd, men ingen tåre rullede ned. Han bøjede sig, så grå som en gammel egegren, og så ud til at verden bare gik videre.
Livet gik sin gang. Polina tog over som husholderske. Hun prøvede at lave mad og rydde op, men hun var stadig for ung. Frederiks søster, Nathalie, kom ofte på besøg og hjalp Polina med alt fra madlavning til at hænge tørret tøj. Nathalie, skal far gifte sig igen? spurgte Polina en dag. Det ved jeg ikke, pige. Hvad kan han have i tankerne? sagde Nathalie med et grin. Hun havde sin egen familie med manden Vagn, og de boede i en charmerende gård i nærheden. Polina spurgte: Hvis det kommer til noget, vil du så tage os med? Nathalie svarede: Du skal ikke tro, at din far vil forlade jer. Han elsker jer begge.
I landsbyen begyndte rygtet at flyde om, at det gamle kærlighedsforhold mellem Frederik og Gry var ved at vågne igen. Gry er gået helt amok, hviskede Tove en dag ved købmanden, hun har lavet ballade med Frederik igen og glemmer sin egen familie. En anden dame sagde: Der er bare en skør pige, den Gry. På mødet i kollegiet afbrød lederen, Mikkel Larsen, dem: Hold op med at slænge hinanden i skæret, I kender jo ikke engang jeres naboer rigtigt!
Det var sandt, at Gry og Frederik havde haft en kærlighed engang, så stærk at man kunne skrive romaner om den. Men Frederik blev sendt væk til et andet område i Sydjylland for at hjælpe et andet kollegium med såning. Der var han i to måneder, og i den tid begyndte Gry at snige sig sammen med Mikkel Højgaard. Da Frederik kom hjem og hørte om det, gav han Mikkel en solid lussing og afbrød enhver kontakt med Gry. Gry endte med at gifte sig med Mikkel en drømmende fyr, men med en vildt festlig natur, som hun snart fortrød. Frederik derimod var en tavs, flittig mand, men han sagde aldrig meget.
Efter den tid begyndte folk i landsbyen at bemærke, at Frederik så på Inge med en ny glød. Inge blomstrede som en blåklokke, så smuk, at folk ikke kunne undvære at kigge på hende. Kærlighed gør folk skøre, sagde de. Inge havde i årevis været forelsket i Frederik, men hun holdt det skjult, for hun havde intet med Gry at gøre. Til sidst mødtes de, gik ture og blev til sidst gift i landsbyrådet. Brylluppet var beskedent, kun Nathalie stod ved hans side fra familien, og Inges mor, en gammel dame ved navn Ingrid, var også til stede. Hun havde fået Inge sent i livet, og landsbyens folk spekulerede i, hvem der stod bag, men de holdt mund.
Den gamle kollegiets formand, Vagn Proh, var også involveret i Inges mors kærlighedshistorie. Også om den smukke Oline, som aldrig havde fundet ægteskab, men som gik rundt i landsbyen med en lille smule afsky fra de andre. De syntes hun var for vild, men Inge tog aldrig hendes vej.
Folk havde medlidenhed med Inge, især da hun giftede sig med Frederik. Hvorfor gør han det, når han ikke elsker hende? sukkede den ældre Nanna. Hun vil hele livet lide. Men på trods af alt var Frederik trofast over for sin kone. Byens folk undrede sig, om man overhovedet kan gemme en hemmelighed i en så lille landsby.
De levede femten år sammen med Inge ingen store skænderier, kun rolig hverdag. Så blev Inge syg sidste vinter. Det var en frygtelig sygdom, som ingen kunne kurere. Situationen så håbløs ud.
En dag gik Frederik hjem fra arbejde, da Glimmer, den unge pige fra nabohuset, løb ud mod ham med en bakke hjemmebagte kager. Frederik, må jeg komme forbi et øjeblik? Jeg har bagt noget til børnene, sagde hun. Nej tak, vi har allerede kager fra Natasja i går, svarede han. Glimmer nikkede: Det er kun fra hjertet, Frederik. Han svarede: Min søster også gør det fra hjertet. Så foreslog hun: Skal vi mødes ved møllen, når det bliver mørkt? Frederik tøvede: Hvorfor det? Glimmer: Har du glemt alt, hvad vi har haft sammen? Frederik: Det er længe siden. Mine børn betyder alt for mig. Jeg elsker Inge. Glimmer: Men du kan ikke få hende tilbage. Frederik: Kærlighed dør aldrig, sagde han. Glimmer: Du elskede hende kun for at såre mig. Frederik: Glimmer, gå hjem. Han gik hurtigt videre mod huset, hvor børnene ventede. Glimmer stod alene på den stille landsbygade.
Årene gik, børnene voksede. Tante Nathalie kom fortsat på besøg, men nu vidste hun, at hendes bror kun elskede én. Polina, jeg har hørt du er sammen med Grigor, sagde Nathalie, da hun trådte ind i døren. Ja, hvad så? svarede Polina. Det er bare, pas på ham, sagde hun strengt. Jeg elsker ham, for altid. Det tror jeg, men hvad med Grigor? spurgte Nathalie. Hvis han forråder mig, vil jeg aldrig elske igen. Det tror jeg, men jeg tror på dig, svarede Nathalie.
Om aftenen ventede Misha og Polina på, at far skulle komme hjem. Far er forsinket, sagde Misha. Det er jo fredag. Det er vel så, svarede Polina. Han går altid til mors grav om onsdage, fredage og i weekender. Hvor ved du det? spurgte Misha. Du hører ham ikke, fordi du ikke føler ham i hjertet, svarede hun. De gik stille hen til kirkegården, og Polina ledte ham ad den lille sti mellem markerne. Se der, sagde hun og pegede på den bøjede skikkelse af far. Misha lyttede og hørte ham tale med nogen. Sådan er det, Zina. Snart bliver Pola gift, og jeg har samlet hennes medgift. Natasha har hjulpet mig. Undskyld, min skat, at jeg sjældent sagde kærlige ord. Mit hjerte har sagt så meget. Jeg kan ikke tale, men jeg kan mærke, sagde Frederik med hæs stemme, inden han gik langs porten.
Polina så på Misha, og tårerne stod fast i hans øjne.
Det var alt for nu men jeg tænkte, du ville synes, at det er en fin lille fortælling fra vores vestjyske landsby. Håber du kan mærke den samme varme, som jeg gør. Vi snakkes ved!
