Rør ikke ved fortiden Taísia tænker ofte over sit liv efter at have rundet de halvtreds år. Hun kalder ikke sit familieliv lykkeligt – mest skyldes det hendes mand, Jørgen. De blev gift som unge af kærlighed, elskede hinanden, men da hendes mand ændrede sig, opdagede hun det knap nok. De boede på landet, i svigermor Annas hus. Taísia gjorde alt for at holde husfreden og respekterede Anna, som svarede med varme. Taísias mor boede i nabobyen med sin yngste søn og var ofte syg. – Anna, hvordan går du sammen med din svigerdatter Taisja? – spurgte de nysgerrige landsbysladrekællinger, når de mødtes ved brønden eller købmanden, eller blot på stien. – Jeg kan kun sige godt om Taisja – hun er hjælpsom, dygtig til alt og god til at holde hus, sagde Anna. – Ej, vi tror ikke på, at der er fred hos jer. Hvornår har svigermødre rost deres svigerdøtre? – svarede de, og Anna skubbede det væk. Taísia fødte pigen Vera, og alle glædede sig. – Taisja, Vera ligner da mig! – Sagde Anna, mens svigerdatteren grinte, for hende var det ligegyldigt, hvem datteren lignede. Da Vera fyldte tre, fødte Taísia en søn. Igen var der glæde: Jørgen arbejdede, Taísia passede børnene, og svigermor hjalp meget. Livet var roligt sammenlignet med andres – Jørgen drak ikke, og mange kvinder hentede deres mænd stive fra forsamlingshuset. Når de ikke kunne gå hjem, slæbte konerne dem med eder og forbandelser. Taísia var gravid med tredje barn, da hun hørte rygter om Jørgens affære. Alt sladres i landsbyen, og hurtigt blev hun oplyst om hans forhold til den enlige Tanja. Naboen Valentina kom forbi: – Taisja, du render rundt med dit tredje barn fra Jørgen, og han er… – grimme ord – utaknemmelig og går til andre kvinder! Taísia blev overrasket, men mærkede intet mistænkeligt: – Med to børn og et tredje på vej, hus, svigermor, og alt derhjemme, hvornår skulle jeg lægge mærke til noget? sagde hun. Valentina berettede, at hele byen vidste om forholdet, og at Tanja ikke skjulte det. Taísia blev ked af det, svigermor var også trist, men tav, skammede sig over at datteren kunne høre. Jørgen benægtede alt, skældte ud, sagde det blot var kvindesladder. Men Valentina forsatte med at informere Taísia, da hun så Jørgen hos Tanja. Valentina opfordrede hende til at konfrontere Tanja, men Taísia indrømmede, hun ikke var i stand til at slås – Tanja var rutineret i konflikter, hendes mand var druknet, og hun kunne værge sig. Til sidst gik Taísia hen til Tanja og forsøgte at konfrontere hende, men fik en latterlig afvisning gennem døren – “gå hjem og lad være at gøre dig til grin”. Jørgen kom sent hjem, lidt beruset. Han benægtede sin affære, sagde han havde drukket med sin halte ven Jens, men Taísia troede ham ikke. Hun tænkte: “Hvor skulle jeg tage hen med to børn og et tredje på vej? Mor er syg, og bror bor der med sin familie. Der er ikke plads.” Hendes mor rådede hende til at leve med det: – Du må tåle det, min pige – sådan har kvindens lod altid været. Selvom Taísia ikke var enig, forstod hun, hun ikke kunne gå. Svigermor prøvede også at støtte hende. Tredje barn, datteren Anna, blev født skrøbelig og syg, måske på grund af mors bekymringer. Men med tiden blev hun stærkere, og svigermor passede hende meget. Gossipen fortsatte. Tanja tog en mand ind, men han flyttede hurtigt – Valentina opfordrede til at vogte Jørgen, i fald han fandt tilbage til Tanja. Livets rolige rutine genoptoges, men hvis manden har fanden i blodet, sidder han ikke stille: Nu gik Jørgen hos Vera fra kantinen. Svigermor Anna skammede ham, men han afviste alt som “kvindesladder”. Over årene voksede børnene op. Vera giftede sig i byen, sønnen blev ingeniør og giftede sig med en lokal. Anna gør skolen færdig, vil også til byen. Jørgen blev ældre, svagere, forlod aldrig huset, klagede på helbredet, drak ikke længere. Men Taísia havde for længst mistet al medlidenhed – hun havde grædt og lidt nok i hans urolige år. Nu mente hun, han kunne klage til sine tidligere affærer, ikke hende. Svigermor Anna var død, og huset var roligt. Nogle gange kom børn og børnebørn – så var der glæde. Jørgen klagede og bebrejdede sin kone for ikke at pleje ham nok. Vera bragte medicin og roste ham til sin mor. – Mor, vær nu god med far, han er syg – sagde hun, og det smerter Taísia at høre, datteren stod på fars side. Sønnen trøstede faderen, og tog hans parti – sådan er mænd… Når moren fortalte om fars utroskab, svarede børnene: – Mor, lad nu fortiden ligge, lad vær med at plage far – sagde Vera, og broren var enig. Selv om det stikker lidt, forstår Taísia dem – sådan er livet. Tak for at du læste med, for din støtte og abonnement. Held og lykke!

Man skal ikke pille ved fortiden

Ofte sidder Tove og tænker over sit liv, sådan som årene er gået, især efter hun havde passeret de halvtreds. Hun kunne ikke kalde sit ægteskab lykkeligt, og det skyldtes mest hendes mand, Jens. I unge dage blev de gift af kærlighed, de var glade for hinanden, men så indtraf der langsomt en forandring i Jens, og hun opdagede ikke helt, hvornår det skete.

De boede i en landsby, i huset hvor svigermor, Kirsten, havde boet hele sit liv. Tove gjorde sig umage for at skabe ro og orden i hjemmet, hun respekterede Kirsten, og svigermor gengældte med varme. Toves egen mor boede i nabobyen med sin yngste søn og var ofte syg.

– Hvordan kan du dog leve med din svigerdatter Tove, spurgte de nysgerrige nabokoner Kirsten, når de mødtes ved brønden, i Brugsen eller på stien.

– Jeg vil ikke sige noget skidt om Tove, hun er hjælpsom, dygtig i huset og en god støtte, sagde Kirsten altid.

– Ja, ja, sådan siger du bare, ingen svigermødre roser deres svigerdatter, man tror det næppe, svarede nabokonerne.

– Det må I jo selv om, sagde Kirsten og gik videre.

Tove fik en datter, Ingrid, og alle glædede sig.

– Tove, Ingrid ligner nu mig, sagde svigermor, som ledte efter sine egne træk hos barnebarnet, mens Tove bare lo, det var hende ligegyldigt hvem datteren lignede.

Da Ingrid blev tre, kom der en søn til. Glæden og travlheden var stor igen. Jens arbejdede, Tove passede børnene, og Kirsten hjalp. Hvordan de end boede, så gik det alt i alt bedre end for de fleste; der var ro og ingen druk, som hos andre mænd i byen. Der var koner, der jævnligt måtte hente deres mænd udenfor forsamlingshuset, hvor de havde drukket og været selskabelige, og hjemme gik de nærmest kun på armlæn og forbandede alt omkring sig.

Da Tove ventede sit tredje barn, hørte hun rygter om, at Jens var hende utro. Ingen hemmelighed kunne skjules i landsbyen, og snart talte alle om Jens og den unge enke, Berit. Naboen, Karen, kom forbi med nyt.

– Tove, du går og bærer på Jens tredje barn, og han – hun sagde groft render rundt med andre damer.

– Nej Karen, det kan jeg ikke tro, jeg har aldrig mærket noget, svarede Tove forundret.

– Hvornår skulle du dog have tid at mærke noget? Du har børnene, et hjem, en svigermor, og han lever sit eget liv. Alle ved, Jens og Berit er kærester, og Berit skjuler det ikke engang.

Tove blev ked af det, og Kirsten vidste også besked, men sagde intet, hun var bange for at Tove skulle opdage det. Mange gange skældte hun Jens ud, men han slog det hen.

– Mor, du så det jo ikke med dine egne øjne, kvinder snakker meget

En dag kom Karen løbende.

– Tove, din Jens sneg sig lige ind til Berit, jeg så det på vej hjem fra købmanden. Vil du stå alene med tre børn? Gå nu over til Berit og træk hende ud! Du er gravid, Jens tør ikke røre dig.

Men Tove vidste, at hun ikke havde mod til at slås. Hun kendte Berit rap og hård, havde mistet manden til druk og druknedød, altid ballade hjemme. Berit havde skabt sig et hårdt bryst, men Tove gik alligevel.

– Jeg vil se min Jens i øjnene, bringe ham til ansvar. Han siger jo bare det er kvindesnak, sagde Tove til Kirsten, som forsøgte at stoppe hende.

– Tove, du skal ikke gå derhen med maven, pas nu på dig selv

Det var sent på efteråret, mørket var faldet på. Tove bankede på Berits vindue og ventede.

– Hva vil du? Hvorfor banker du?, lød det fra Berit inde bag døren.

– Luk mig ind, jeg ved Jens er hos dig, folk har fortalt det!, råbte Tove.

– Du kan godt tro om igen, jeg lukker ikke op for dig. Gå hjem, så folk ikke tror du er skør, lo Berit.

Så Tove gik hjemad efter lidt tøven, hun havde forstået Berit ikke ville lukke op. Jens kom hjem efter midnat, beruset. Han drak sjældent, men det skete. Tove havde ventet oppe.

– Hvor har du været? Hos Berit, jeg så det, jeg kom forbi, hun lukkede ikke op, og du kender jo sandheden.

– Du finder på noget, sagde Jens irriteret, – jeg sad hos Henrik, vi fik en øl, tiden fløj.

Men Tove troede ikke på ham, hun tav dog og undgik skænderi. Hun havde alligevel intet bevis, “ingen fjer, ingen falk”, som man siger. Hele natten lå hun og tænkte:

– Hvor kan jeg gå hen med snart tre børn? Min mor er syg, bror bor der med egen familie og børn, der er trængsel, hvordan skulle vi være der?

Hendes mor sagde før, når Tove klagede over Jens’ utroskab:

– Du må holde ud, min pige, når du har børn, må du bide det i dig. Det var heller ikke let med din far; han drak og jog os væk, husker du hvordan vi skjulte os hos naboerne. Gud bestemte dog, og kaldte ham til sig. Du må holde ud, Jens drikker ikke, og han slår dig aldrig. Det har altid været kvindernes lod.

Tove var ikke enig med moren, men hun så ingen udvej. Kirsten opmuntrede også.

– Kære, hvor vil du gå med børnene, snart har du tre. Vi to skal nok klare Jens.

Så kom den tredje, endnu en pige, Marie, hun var svagelig som spæd, ofte syg. Toves bekymringer i graviditeten havde nok gjort sin del. Med tiden blev Marie dog robust, meget takket være Kirstens opmærksomhed.

– Tove, har du hørt nyt, Karen kom atter forbi som landsbyens sladderhank Berit har nu taget Mads ind, hans kone smed ham ud.

– Ja ja, lad hende bare, så render min Jens nok ikke derover mere, svarede Tove, lettet.

Men blot en måned senere kom Karen igen.

– Mads er flyttet hjem til sin kone, nu skal Berit atter finde sig en mand. Hold fast på din Jens, han kan hurtigt blive fristet.

Så levede Tove og Jens roligt igen, og Kirsten var glad. Men hvis der sidder en lille djævel i karlen, så finder han klubben alligevel.

Når Kirsten var på vej hjem fra Brugsen, mødte hun sin gamle veninde, Anna.

– Kirsten, hvordan er Jens dog blevet sådan? Tove er en god kone og mor, du siger det jo selv, hvad mangler han?

– Nej, Anna, render Jens nu om igen?

– Han render rundt, det gør han Hos os har han det jo trygt og godt, får mad og har det ordnet. Han går nu til Vera, den fraskilte inde på cafeteriaet

Kirsten sagde intet til Tove, men kun til sønnen. Han skældte ud, lyttede ikke.

– Mor, jeg gør mit for familien, arbejder og tjener penge, og I skælder ud over rygter; tro nu ikke på det sladder, sagde Jens.

Årene gik. Børnene voksede op. Ingrid blev gift i nabobyen, hvor hun læste på handelsskolen og siden bosatte sig med sin mand. Sønnen blev færdig på universitetet i Aalborg og giftede sig med en lokal pige.

Marie skulle netop til at afslutte gymnasiet, og ville læse videre i Herning. Jens var nu roligere, hjemme og arbejdede, og helbredet begyndte at halte. Han drak ikke længere, tidligere gjorde han det sjældent, nu slet ikke.

– Tove, hjertet føles mærkeligt, og det stråler ud i ryggen, klagede han, og knæene værker, hvad kan det dog være? Måske skal jeg til læge i Herning?

Tove følte ikke længere medlidenhed for Jens. Hun var blevet hård indvendig af skuffelser og tårer gennem årene.

– Helbredet svigter, derfor holder han sig hjemme og klager, tænkte hun, lad ham kræve omsorg fra sine gamle flammer De kan tage sig af ham nu.

Kirsten var for længst død, hun blev begravet ved siden af sin mand. Nu var der ro i huset hos Jens og Tove, men børn og børnebørn kom på besøg. De glædede sig begge, men Jens beklagede sig over helbredet, og anklagede Tove for ikke at pleje ham. Ingrid kom med medicin, bekymrede sig om sin far, og sagde til sin mor:

– Mor, vær nu god ved far, han er jo syg, men Tove blev vred, datteren holdt med faderen.

– Han har selv valgt sin vej; han levede vildt, nu vil han have medlidenhed. Jeg er heller ikke stærk længere, jeg mistede helbredet dengang, sagde Tove.

Sønnen prøvede også at opmuntre sin far ved besøgene, talte mest med Jens sådan er mænd.

Børnene lod til ikke at forstå deres mor, når hun forklarede, hun havde holdt ud for deres skyld. Hvordan kunne hun bare forlade dem? Det havde været hårdt og uretfærdigt. Men hvad fik hun igen?

– Mor, lad nu fortiden ligge, lad være at plage far, sagde Ingrid, og broren var enig.

– Mor, det der har været, er forbi, sagde sønnen og lagde armen om hende.

Tove blev lidt såret, børnene holdt med faderen, men hun forstod dem. Livet blev som det blev.

Tak for at du har læst med, for din støtte og din interesse. Alt det bedste til dig i livet.

Rating
Mirabile dictu
Rør ikke ved fortiden Taísia tænker ofte over sit liv efter at have rundet de halvtreds år. Hun kalder ikke sit familieliv lykkeligt – mest skyldes det hendes mand, Jørgen. De blev gift som unge af kærlighed, elskede hinanden, men da hendes mand ændrede sig, opdagede hun det knap nok. De boede på landet, i svigermor Annas hus. Taísia gjorde alt for at holde husfreden og respekterede Anna, som svarede med varme. Taísias mor boede i nabobyen med sin yngste søn og var ofte syg. – Anna, hvordan går du sammen med din svigerdatter Taisja? – spurgte de nysgerrige landsbysladrekællinger, når de mødtes ved brønden eller købmanden, eller blot på stien. – Jeg kan kun sige godt om Taisja – hun er hjælpsom, dygtig til alt og god til at holde hus, sagde Anna. – Ej, vi tror ikke på, at der er fred hos jer. Hvornår har svigermødre rost deres svigerdøtre? – svarede de, og Anna skubbede det væk. Taísia fødte pigen Vera, og alle glædede sig. – Taisja, Vera ligner da mig! – Sagde Anna, mens svigerdatteren grinte, for hende var det ligegyldigt, hvem datteren lignede. Da Vera fyldte tre, fødte Taísia en søn. Igen var der glæde: Jørgen arbejdede, Taísia passede børnene, og svigermor hjalp meget. Livet var roligt sammenlignet med andres – Jørgen drak ikke, og mange kvinder hentede deres mænd stive fra forsamlingshuset. Når de ikke kunne gå hjem, slæbte konerne dem med eder og forbandelser. Taísia var gravid med tredje barn, da hun hørte rygter om Jørgens affære. Alt sladres i landsbyen, og hurtigt blev hun oplyst om hans forhold til den enlige Tanja. Naboen Valentina kom forbi: – Taisja, du render rundt med dit tredje barn fra Jørgen, og han er… – grimme ord – utaknemmelig og går til andre kvinder! Taísia blev overrasket, men mærkede intet mistænkeligt: – Med to børn og et tredje på vej, hus, svigermor, og alt derhjemme, hvornår skulle jeg lægge mærke til noget? sagde hun. Valentina berettede, at hele byen vidste om forholdet, og at Tanja ikke skjulte det. Taísia blev ked af det, svigermor var også trist, men tav, skammede sig over at datteren kunne høre. Jørgen benægtede alt, skældte ud, sagde det blot var kvindesladder. Men Valentina forsatte med at informere Taísia, da hun så Jørgen hos Tanja. Valentina opfordrede hende til at konfrontere Tanja, men Taísia indrømmede, hun ikke var i stand til at slås – Tanja var rutineret i konflikter, hendes mand var druknet, og hun kunne værge sig. Til sidst gik Taísia hen til Tanja og forsøgte at konfrontere hende, men fik en latterlig afvisning gennem døren – “gå hjem og lad være at gøre dig til grin”. Jørgen kom sent hjem, lidt beruset. Han benægtede sin affære, sagde han havde drukket med sin halte ven Jens, men Taísia troede ham ikke. Hun tænkte: “Hvor skulle jeg tage hen med to børn og et tredje på vej? Mor er syg, og bror bor der med sin familie. Der er ikke plads.” Hendes mor rådede hende til at leve med det: – Du må tåle det, min pige – sådan har kvindens lod altid været. Selvom Taísia ikke var enig, forstod hun, hun ikke kunne gå. Svigermor prøvede også at støtte hende. Tredje barn, datteren Anna, blev født skrøbelig og syg, måske på grund af mors bekymringer. Men med tiden blev hun stærkere, og svigermor passede hende meget. Gossipen fortsatte. Tanja tog en mand ind, men han flyttede hurtigt – Valentina opfordrede til at vogte Jørgen, i fald han fandt tilbage til Tanja. Livets rolige rutine genoptoges, men hvis manden har fanden i blodet, sidder han ikke stille: Nu gik Jørgen hos Vera fra kantinen. Svigermor Anna skammede ham, men han afviste alt som “kvindesladder”. Over årene voksede børnene op. Vera giftede sig i byen, sønnen blev ingeniør og giftede sig med en lokal. Anna gør skolen færdig, vil også til byen. Jørgen blev ældre, svagere, forlod aldrig huset, klagede på helbredet, drak ikke længere. Men Taísia havde for længst mistet al medlidenhed – hun havde grædt og lidt nok i hans urolige år. Nu mente hun, han kunne klage til sine tidligere affærer, ikke hende. Svigermor Anna var død, og huset var roligt. Nogle gange kom børn og børnebørn – så var der glæde. Jørgen klagede og bebrejdede sin kone for ikke at pleje ham nok. Vera bragte medicin og roste ham til sin mor. – Mor, vær nu god med far, han er syg – sagde hun, og det smerter Taísia at høre, datteren stod på fars side. Sønnen trøstede faderen, og tog hans parti – sådan er mænd… Når moren fortalte om fars utroskab, svarede børnene: – Mor, lad nu fortiden ligge, lad vær med at plage far – sagde Vera, og broren var enig. Selv om det stikker lidt, forstår Taísia dem – sådan er livet. Tak for at du læste med, for din støtte og abonnement. Held og lykke!