Den sorte enke
Smukke og kvikke Emilie mødte lige før hun blev færdig med journaliststudiet Søren, en mand der var en del år ældre end hende. Selvfølgelig var det ham Søren Kristensen der først lagde mærke til den slanke og milde Emilie. Han var en kendt skikkelse i Aarhus og skrev sange, som faktisk blev populære og ofte spillet på den lokale radio.
Søren var en mand, alle kendte. På lokal-tv vidste næsten alle, hvem han var, så det var ikke svært for ham at hjælpe Emilie med at få job som vært på sin egen program. Hurtigt kom hendes første udsendelse Snakken om livet. Hun inviterede en lokal psykolog og et par andre kendte folk. Programmet kørte som en slags dialog med spørgsmål og livseksempler.
Dygtigt, Emilie! roste Søren, da han havde set programmet. Det skal da fejres.
Søren Kristensen var 45 år og havde været gift tre gange. Hans ustyrlige energi og utallige bekendte passede bare ikke ind i kernefamilielivet. Han var kreativ, skrev sange og så sig selv næsten som en fortjent komponist. Han hang ofte ud på restauranter, cafeer og i saunaer, og han var altid festens midtpunkt og han drak en hel del.
Tiden gik. Emilie blev godt kendt i byen, giftede sig med Søren, og hendes program blev virkelig populært. Hun så altid godt ud, klædte sig elegant, og var venlig og høflig. Der var intet dæmonisk over hende hun var tv-darlingen, som folk sagde. Men hendes valg af ægtemand, det havde hun fortrudt efter noget tid, specielt da hun fandt ud af at han altid var småfuld.
Søren, nu skal du ikke tage dig så meget til, sagde hans ven Simon engang, den pige er måske klogere end du tror, da Søren prøvede at nedgøre Emilie i beruset tilstand.
Nej, Simon, jeg har aldrig valgt mig kloge koner, sagde Søren selvfedt og gav Emilie et klem på kinden, mens de sad på en café.
Mens Søren sørgede for at vinde hendes hjerte, opførte han sig gentlemenagtigt: blomster, gaver, endda to sange dedikeret til Emilie, og han lyttede tålmodigt. Men så snart hun blev hans hustru, forsvandt opmærksomheden. Nu fik hun ikke mere opmærksomhed end hans gamle kat, han råbte efter hende.
Hvor var jeg naiv, jeg håbede at blive stjerne med hans hjælp, tænkte Emilie.
Men det blev anderledes. På studiet havde hun lært fransk, ikke ligefrem det mest brugbare på rejser. Søren borede i hende:
Du skal tage dig sammen og lære engelsk. Du trisser bare rundt i udlandet som en bondepige. Fitnesscenter er spild af tid, men engelsk har du heller ikke tid til.
Emilie var så træt af hans stikpiller, at hun nægtede at lære engelsk bare for at gøre ham trods. Men næste dag, efter at Simon over middagsbordet sagde:
Engelsk er lige så naturligt for en smart kvinde som at gå i stiletter, fandt hun et kursus med det samme.
Simon, du har virkelig ændret min kones vaner. Nu har hun købt lærebøger, øver sig, og bilen er blevet et sprogstudie, lo Søren.
Søren Kristensen og Emilie boede i en stor lejlighed, han havde arvet efter sin morfar, en professor. De havde en husholderske, Vera, 43 år, alene, misundelig og lidt bidsk, dog snu nok til at skjule det. Det var umuligt at skjule noget for hende; hun var i lejligheden hele tiden, kendte alle deres rutiner.
En morgen vågnede Emilie, og Søren var der ikke faldet i søvn på sofaen i sit arbejdsværelse, kommet hjem sent og fuld. Hun gik ud i køkkenet, hvor Vera stod med en tom flaske cognac:
Den var ellers fuld i går aftes. Hvad giver du ham til morgenmad, når han vågner?
Saltlage, mumlede Emilie, og gik i bad.
Efter syv års ægteskab med Søren havde Emilie aldrig fået børn. Han havde i forvejen en søn fra sit første ægteskab og i det hele taget havde hun mistet troen på familielivet mmed ham. Hun ønskede det heller ikke særlig meget,hun havde fuldt fokus på karrieren. Efter morgenmaden sendte hun Vera ind til Søren. Han lå på maven med et rødt mærke på puden.
Emilie! råbte Vera, du skal ringe efter en ambulance!
Hvad sker der?
Aner det ikke!
Femten minutter senere sad Emilie i ambulancen, på vej til hospitalet sammen med Søren. Han kom direkte på intensiv. Lægernes besked var kort:
Det ser alvorligt ud. Vi kan ikke love noget.
Om aftenen ringede de fra hospitalet:
Din mand er død.
Det kan… det kan jeg ikke forstå, hviskede hun fortvivlet. Han var jo ikke gammel. Begravelsen blev flot. Ven Simon sørgede for det hele, der var mange folk Søren var jo kendt. Simon sagde endda under mindehøjtideligheden:
Lad os ikke sørge. Søren levede et spændende liv, og han har fortjent fred og frihed nu.
Han havde alt, hun hørte nogen hviske.
Det tog tid for Emilie at vænne sig til, at Søren ikke længere var der. Hjemmet var øde og stille nu, Vera kiggede afventende på hende, nervøs for, om hun ville blive opsagt. Kollegaer mente bare:
Emilie, der er ingen grund til at sørge. Du er ung, single og med penge fra din mand. To gode konti delt mellem hans søn og hende, men hun tjente nu også selv ganske godt. Hun søgte samvær, ville ikke sidde alene hjemme, besøgte tit caféer.
Et par uger efter, efter optagelse på tv, gik hun ind på en café tæt på hjemmet, tænksom. Hun sad og nippede langsomt til et glas spansk vin. Ind kom en stor mand og spurgte, om han måtte tage plads.
Må jeg? hun nikkede. Jeg hedder Henrik, sagde han, og hun præsenterede sig også, hvorfor sidder du alene? Så smuk en kvinde burde ikke sidde og være trist.
Jeg er bare lidt nedtrykt.
Henrik, omkring fyrre, kraftig, kastanjebrune hår og grove træk, mindede hende straks om en bamse, og det morede hende.
Lad mig byde dig vin, cocktail, kage hvad du vil?
Tak, kun en kage. Hun elskede ikke kage.
Henrik var, trods udseendet, charmerende og underholdende. Han kendte til mange sjove historier, og med sit gode humør fangede han hende med det samme. Emilie lo og morede sig senere fulgte han hende hjem. De aftalte at mødes.
Næste morgen sagde hun til Vera:
Jeg klarer mig selv nu, du behøver ikke arbejde for mig mere.
Emilie, du kan da ikke bare smide mig ud efter så mange år, hvor skal jeg gå hen?
Du finder noget nyt en ny familie eller en vagtstilling.
Smider du mig ud, græd Vera. Jeg er jo vant til jer.
Tja, jeg skal jo ikke bruge så meget hjælp, så slipper jeg selv for at skrubbe toiletterne, tænkte Emilie.
Hun betragtede Vera, der tørrede tårer væk.
Nå, kom igen, Vera. Hvis du vil, så bliv og Vera lyste op, gav Emilie et hurtigt kys på kinden.
Jeg kom til at holde af jer, dig og Søren, I blev som familie, og nu mister jeg Søren på én gang, og du vil skille dig af med mig.
Sådan fortsatte de. Ofte kom Henrik, som Emilie efterhånden kaldte Bamse, på besøg. Henrik elskede sin smukke kvinde, og Emilie blev gift med ham efter tre måneder. Hun insisterede på en beskeden bryllupsfest. Til gengæld lejede Henrik hende med på bryllupsrejse til Maldiverne han var selvstændig, kunne sagtens betale.
Emilie ventede en rejse som med Søren: direkte fly, fornuftigt hotel og standard turistoplevelser. Men Bamse var af en anden støbning. De startede med første klasse på flyet, blev modtaget af en guide og sejlet på privat båd. På øen blev de modtaget som VIP-gæster med fyrværkeri, cocktails og folkedans.
Villaen var overdådig, fire værelser, to bade, pool og privat strand.
Tør ikke tænke på, hvad Bamse har betalt for det her, tænkte Emilie.
Hun interesserede sig aldrig rigtig for, om han var velhavende hun vidste, han havde det, han skulle bruge. Henrik var så sød, omsorgsfuld, redte tæpper, nussede hende om morgenen, sørgede for solid morgenmad før arbejde.
Søren ydmygede mig, byggede mig op, sagde han trak mig op til hans niveau. Bamse, selv om han ikke er Apollon, lever for mig og lytter og det elsker jeg, tænkte hun.
Vera roste også Henrik og var glad for at bo med dem i det store hus udenfor Aarhus. Men Emilie blev chokeret, da hun en dag så Henrik stikke sig med en fin nål.
Hvad laver du?
Bare insulin jeg har diabetes, men det er ikke noget farligt.
På Maldiverne slappede Emilie af og tænkte:
Har jeg trukket det heldige kort?
Hun kunne lide ferien, men ærgrede sig over, at hun tilbragte tiden med sin bløde Bamse og ikke med en surf-instruktør eller blåøjet tennis-træner.
Han skal på diæt og i fitness, besluttede hun. Da hun foreslog det, blev Henrik trist:
Jeg kan godt prøve, hvis du vil, men min krop kan ikke. Jeg er insulin-afhængig, og får aldrig sixpack.
Sådan må det være, tænkte Emilie.
Efter ferien kastede hun sig over arbejdet, men mærkede en tomhed, en længsel. Mon jeg nogensinde får ægte kærlighed? Jeg elsker jo ikke min mand; jeg vil mærke lidenskab, dybe følelser. Vil ligge med en muskuløs mand, ikke en Bamse. På jobbet grinede kollegaerne:
Du er da ikke utro mod din Bamse, er du? Slet ikke med din moral?
Hun var ikke specielt moralsk hun ville bare ikke gøre sin rare mand ked af det. Til nytårsfesten på arbejde blev Emilie højlydt beruset, og kollegaen Kristian ringede til sin ven Martin og bad ham køre hende hjem.
Emilie, vil du med? tilbød han, og hun sagde ja.
Martin satte Emilie på forsædet:
Kristian, hvorfor har du ikke præsenteret mig for Emilie før? lo han, og hun stirrede fascineret på ham.
Martin var flot, kørte dyr bil, kunne ikke tage øjnene fra hende. Han kørte hjem med kollegaen, derefter Emilie. Ved hendes opgang bad han om hendes nummer. Han hjalp hende ud af bilen og pressede hende op mod sin Jeep og kyssede hende passioneret. Emilie skubbede ham ikke væk; hun nød det. Martin blev den perfekte elsker. Hjemme var hun kærlig med sin Bamse, men hos Martin blev der ikke spildt tid på kælen det var bare vildt og heftigt. Bagefter hvilede han afslappet:
Det er rigtig godt med dig.
De havde det begge fint med affæren. Henrik kom sent hjem, travlt med forretningen han lagde ikke mærke til noget. En dag kom Emilie til Martin, han var ved at tage bad, da nogen hamrede på døren.
Sikke et spektakel, mumlede Martin og gik ud.
Emilie hørte Henriks og Martins stemmer, fik panik og trak tøj på. Henrik stod i døren han sagde intet, bare så på hende.
Bamse Henrik det er ikke hvad du tror
Martin sagde ikke et ord, kunne have nægtet Henrik adgang.
Hvem sladrede om mig? spurgte Emilie.
Hvad gør det? Jeg troede dig, men nu ville jeg lige tjekke.
Henrik lignede et spøgelse, bleg og svedig, og han faldt sammen. Emilie løb hen til ham, han gispede, trak vejret dårligt,
Ring til ambulancen!
Martin ringede, mens Emilie fandt Henriks insulinpen og stak ham hun kendte til den, han tog den altid med ud.
Nu burde han komme til sig selv. Men han vågnede ikke. Lægen konstaterede:
Han er død.
Emilie var lammet efter det. Martin kørte hende hjem, Vera mødte hende og spurgte:
Hvad er der galt, Emilie, du ser helt forkert ud.
Emilie begyndte at mistænke Vera:
Kunne hun have sladret? Hun har altid været skeptisk mod Martin men hun spurgte ikke, Vera ville aldrig indrømme noget.
Efter begravelsen tog det lang tid at komme sig. Snart dukkede Henriks voksne datter op med sin advokatfar og smed Emilie ud af huset, truede med retssag hun ville alligevel ikke få noget. Hun smed en tyk kuvert med penge på bordet og gav Emilie tre dage til at flytte med Vera.
Emilie ville ikke belemres med arv hun frasagde sig alt. Hun og Vera flyttede tilbage til den store lejlighed fra Søren Kristensen.
Tiden gik. Emilie kom sig; Martin hjalp hende, de sås, men han tilbød ikke noget mere. Hun vidste, han ikke blev ægtemand men hun fortsatte forholdet. Så ringede kollegaen Kristian en dag:
Emilie, sæt dig ned, det er alvor Martin er død, bilulykke, omkom med det samme
Nu begyndte hun at tænke.
Hvorfor dør mine mænd? Jeg er vist blevet den sorte enke alle vil sige det om mig. Måske har jeg en sort aura, og derfor dør de.
Nogle uger senere kom en ung mand Mikkel til hendes program. Emilie mærkede straks hans blik, og bagefter inviterede han hende på café.
Ja tak, svarede hun, nu var det tid til at komme videre.
Mikkel vandt hendes hjerte, Emilie var forelsket, følte sig lys og lykkelig.
Sådan føles kærlighed jeg kan ikke engang trække vejret uden Mikkel. Men jeg er bange for at miste ham.
Mikkel var også forelsket. De havde det sjovt sammen, han var vidende og rolig hun spurgte ham aldrig om baggrund, vidste kun at han hverken havde søskende eller kontakt til sin far. Han boede hos Emilie, var taget på arbejde, hun tænkte at hun ville google ham. Pludselig dukkede han op på en liste over landets rigeste med enorm formue.
Det er jo utroligt, Emilie kom til at grine hysterisk. Wow! men hun blev straks bange hvad nu hvis han også dør?
Hun faldt til ro, tog på arbejde. Sidst på dagen ringede hun til Mikkel, han svarede ikke, så ringede hun til hans kontor.
Goddag, må jeg snakke med Mikkel?
Hvem spørger?
Det er Emilie…
Han er kommet på hospitalet og sekretæren oplyste adressen.
Emilie kørte afsted.
Hvad er der sket? råbte hun til lægen.
Lægen beroligede hende:
Helt rolig, der er intet alvorligt, han lever bare lidt hjerteproblemer. Han skal nok klare det.
Må jeg se ham? Bare ti minutter.
Emilie sneg sig ind han smilede, tog hendes hænder.
Det skal nok gå, jeg elsker dig, og når jeg kommer hjem, skal vi giftes. Du siger vel ja?
Selvfølgelig! svarede Emilie og kyssede ham. Foran os venter et helt liv og lykke. Den ægte.
Tusind tak fordi du læste med, og tak for din støtte. Alt det bedste til dig fremover.
