To to buketter til mor
Den lille Mikkel har et yndlingssted i huset: et gammelt, mørkebrunt skab i hjørnet af hans værelse med forældrene. Skabets tunge døre knirker og hænger på hængsler, der er ved at give efter for hans små hænder. Inde gemmer han sine simple legetøj en bjørn med revnet øre, en klovn i en stor blårød hat, som hans mor gav ham til nytår, og en hest. Ja, en hest.
Hesten var engang sort med en flot manke i ravfarve. Over tid er plastikken blevet sprukken og delvist blegnet af solens stråler, men manken er næsten intakt. Mikkel elsker hesten og giver den græs hver dag.
Skabet er Mikkels hemmelige verden, hans egen Narnia, hvor rigtige mirakler sker: klovnen er en ridder på den trofaste hest, som beskytter en smuk prinsesse mod den onde bjørn. Hvad der sker bagefter, har drengen endnu ikke fundet på, og i de mest spændende øjeblikke af legen kommer hans bedstemor ind.
Mikkels bedstemor skræmmer ham af en eller anden grund. Hendes hænder er altid snavsede og knudrede (hvem har ellers tid til at vaske, når børnene leger og forældrene er på arbejde?). Hendes ansigt er rynket som en ny pløjet mark, og hendes stemme er skarp og høj, ligesom den på deres hund Loke, som hele året bor i en lille hundehus og nu har en hæs, hakkende gøen.
Mikkel føler medlidenhed med Loke, især om vinteren, når den bitre februarvind næsten river ruderne af, og en voldsom snebyge fylder hundehuset til randen. En særlig kold nat sniger Mikkel sig ud i sin flannelpysj med bjørneprint og sokker, og han kravler gennem sneen for at redde hunden. På vej tilbage hører han både sin mors bekymrede stemme og sin bedstemors rasende råb. Mor står i døren med en stor rygsæk, stirrer ud i mørket og råber:
Mikkel, hvor er du?
Bagved udbryder bedstemor:
Kom tilbage, din frække dreng! Hvor er du på vej hen? Du er kun en lort af en søn!
Mikkels far, en lastbilchauffør, er sjældent hjemme han har et vigtigt job på vejene. Mikkel ved ikke helt, hvad en langdistancebiler er, men han forstår, at far er vigtigere end ham. Far dukker kun op en gang i mellem, klapper Mikkel på ryggen, spørger sådan, hvordan går det? og går så i seng.
Bedstemoderen kalder ham langdistansesøn, og mor ruller med øjnene og siger:
Det skal nok gå, min dreng! Du er mit lille mirakel, allerede en stor fyr. Se, hvad jeg giver dig fars ur. Ligeså som en voksen. Når de små og store visere mødes i bunden, og vinduet, hvor datoen står, viser tolv, så er far hjemme. Husk det, og sakke det ikke væk.
Mikkel er stolt af sit fars ur, men han bliver flov, når han ser sin ven Frederik hoppe omkring med sin far om søndagen med fiskestænger i hænderne: far har en stor fiskestang, mens Frederik kun har en lille line og en spand, som aldrig fanger noget.
Selv seksårige Sille, som Mikkel mener er dum, fordi hun stadig ikke kan læse, mens han i fem allerede kan læse skilte som Apotek og Optiker (selvom han er usikker på forskellen), kører hver søndag i sin fars hvide Volvo og tager med på markedet.
Mikkel drømmer om, at far en dag sætter ham ind i sin store lastbil, så de kan køre på deres mandesager. Men når far er hjemme, er han ofte i konflikt med mor. Mor græder, bedstemor hæver stemmen, far smækker døren og går ud for at ryge. Mikkel gemmer sig i sit elskede skab og græder, mens han holder sin trofaste bjørn tæt ind til sig. Ægte mænd græder ikke, men hverken bjørnen eller klovnen vil afsløre det det er deres hemmelighed.
Denne dag er mors fødselsdag. Mikkel løber hjem fra gården, da han pludselig stopper. På fortovet ser han far holde en ung kvinde i en rød kjole i albuen. Hun ler, og i fars hænder glitrer en buket roser så stor og smuk, at Mikkel får en klump i halsen.
Til mor! tænker han. Det er hendes dag! Det må være til hende! og hans hjerte banker af glæde.
Om aftenen dækker mor og bedstemor et festligt bord: dampende kartofler fra ovnen, klar gelé i små skåle, sprøde agurker fra kælderen og en kæmpe kage pyntet med rosa roser af flødeskum. Der mangler én rose på kagen Mikkel har allerede snuppet den. Når gæsterne sætter sig, vender far tilbage med en buket men denne gang er det beskedne hvide krysantemum indpakket i gråpapir. Mor stråler, omfavner ham om halsen og ler som en lille pige af ren lykke.
Mikkel sluger luft, klar til at spørge, hvad der skete med de første blomster, men han ser på mor, der ser så smuk ud i sin nye lyserøde kjole, hendes kinder farvede af enten glæde eller dans. Han holder mund.
Senere sidder han i sit mørke skab blandt bjørnen og klovnen og drejer på fars ur på håndleddet. De gamle, vigtige, voksne hænder viser ingen bevægelse. Han ryster flere gange, men uden effekt. Tårerne samler sig i øjnene, men han græder ikke. Pludselig forstår han, at gråd er forgæves. Han er ikke længere den lille dreng, der venter på far fra vejen.
Mikkel lægger uret på hylden mellem bjørnen og klovnen og lukker skabets døre stille. I hans Narnia er der ikke flere mirakler.
I stuen synger mor halvt højt, mens hun pakker gaver ud. Mikkel går hen, omfavner hende om taljen og mærker, hvordan hun ryster.
Jeg er med dig, mor, siger han roligt, men fast. Jeg er altid med dig.
