Jeg bliver kørt på en båre gennem gangene på Region Hovedstadens sygehus.
– Hvorhen? spørger en sygeplejerske den anden.
– Er det en enkelt, eller en fælles?
– Hvorfor en fælles, når der findes en enkelt?
Sygeplejerskerne ser på mig med medfølelse. Jeg får senere at vide, at man flytter de døende ind i en enkelt seng, så de andre ikke ser dem.
Lægen har sagt, at jeg skal have en enkelt seng, gentager den anden sygeplejerske. Jeg falder til ro. Da jeg ligger på sengen, mærker jeg en dyb fred, blot fordi jeg ikke længere skal bevæge mig, og jeg skylder ingen noget som helst. En mærkelig afstand til verden omkring mig sættes, og jeg er ligeglad med, hvad der foregår udenfor. Jeg har fået ret til at hvile. Jeg er alene med mig selv, med min sjæl, med mit liv. Problemerne forsvinder, tumulten forsvinder, og de store spørgsmål går i glemmebogen. Alt, hvad der før syntes vigtigt, bliver så ubetydeligt i sammenligningen med evigheden.
Pludselig mærker jeg livet omkring mig. Hvor fantastisk det er: fuglenes sang om morgenen, solstrålen der kravler langs væggen over sengen, de gyldne efterårsblade, der vinker ind gennem vinduet, den dybblå himmel over København, byens morgenlyd af biler, klokkernes klirren på brostenene, bladene der rasler i vinden Åh, hvilket vidunderligt liv! Og jeg forstår det først nu.
– Sådan skal det bare være, tænker jeg. Du har stadig et par dage til at nyde og elske livet af hele dit hjerte.
Følelsen af frihed og lykke skyller over mig, og jeg vender mig mod Gud, som nu føles nærmest som en ven.
– Gud! jubler jeg. Tak for at give mig muligheden for at forstå, hvor smukt livet er, og for at elske det. Selvom jeg nærmer mig døden, har jeg lært, hvor dejligt det er at leve!
En rolig lykke fylder mig, og verden klinger som en kristallyd, badet i Guds kærligheds gyldne lys. Det er som om kærligheden endelig er virkelig og livgivende. Alt, hvad jeg ser, bader i dette lys og energi. Jeg elsker!
Den enkeltvægtsafsnit med diagnosen akut leukæmi i fjerde fase og den uundgåelige tilstand har alligevel sine fordele. Alle får lov at blive set, når som helst. Familien får lov at arrangere begravelsen, og jeg møder en række sørgende pårørende. Jeg forstår deres dilemma: Hvad skal man tale om med en døende? Jeg griner af deres forvirrede ansigter. Jeg nyder at se dem alle, for jeg vil dele min kærlighed med dem. Jeg underholder slægtninge og venner så godt jeg kan, fortæller glade anekdoter fra livet. Alle, tak Gud, ler, og farvel bliver en festlig affære.
Omkring den tredje dag bliver jeg træt af at ligge, så jeg går rundt i afdelingen og sidder ved vinduet. Lægen fanger mig, først med en indvending om, at jeg ikke må rejse mig.
– Vil det gøre en forskel? spørger jeg.
– Nej, svarer lægen forvirret. Men du må ikke gå rundt.
– Hvorfor?
– Dine blodprøver viser, at du er døende. Du kan ikke leve, men du er begyndt at stå op.
Jeg har nu haft fire dage. Jeg dør ikke, men spiser med appetit bananer. Jeg har det godt, mens lægen ser hjælpeløs ud. Analyserne ændrer sig ikke; blodet er svagt pinkt, og jeg begynder at gå i korridoren for at se fjernsyn. Lægen synes jeg er en byrde, men kærligheden kræver, at andre er glade.
– Doktor, hvordan skulle du have foretrukket at se på analyserne?
– Som disse, svarer hun. Hun skriver tal og bogstaver ned, jeg forstår intet, men læser omhyggeligt. Lægen mumler noget og går.
Klokken ni om morgenen stormer hun ind i min seng med et skrig:
– Hvad laver du?!
– Hvad laver jeg?
– Analysere! De er som jeg skrev.
– Åh Hvorfor skulle jeg vide det? Hvad betyder det?
Sagen slutter, og jeg flyttes til en fællesafdeling. Familie og venner har sagt farvel og holder sig væk. Der er fem andre kvinder i afdelingen, som stirrer ind i væggen, døende tavst. Jeg holder ud i tre timer, min kærlighed begynder at kvæle. Jeg må handle hurtigt.
Jeg trækker en vandmelon frem fra under sengen, lægger den på bordet, skærer den og råber:
– Vandmelon lindrer kvalmen efter kemoterapi!
En duft af håb spreder sig. Mine sidemandinder lytter tvivlsomt.
– Virkelig?
– Ja, svarer jeg selvsikkert.
Vandmelonen knaser saftigt.
– Det virkede, siger den, der sidder ved vinduet.
– Det har også gjort for mig, svarer de andre begejstret.
Jeg nikker tilfreds og fortæller flere glade historier.
Klokken to om natten kommer en sygeplejerske ind og udbrøder:
– Hvornår holder I op med at grine? I holder hele etagen vågen!
Efter tre dage beder lægen mig tøvende:
– Vil du flytte til en anden afdeling?
– Hvorfor da?
– På denne afdeling er tilstanden forbedret for alle. På den næste er mange kritisk.
– Nej! råber mine sidemandinder. Vi slipper ikke!
De holder fast. Nye besøgende kommer bare for at sidde, snakke og grine. Jeg forstår hvorfor i vores afdeling bor kærligheden. Den omslutter alle, og det føles trygt og roligt. Især den sekstenårige pige i den hvide tørklæde, bundet i en knude bag hovedet, som ligner en kanin, fastholder mig. Hun har lymfeknudekræft og ser ud som om hun ikke kan smile, men efter en uge viser hun et sødt, genert smil. Da hun fortæller, at medicinen virker, holder vi en fest med et overdådigt bord.
Den ansvarlige læge ser forbløffet på os og siger:
– Jeg har arbejdet i tre år her, men sådan har jeg aldrig set før.
Han vender sig om og går. Vi griner længe over hans ansigtsudtryk.
Jeg læser bøger, skriver digte, ser ud af vinduet, snakker med sidemandinder, går i korridoren og elsker alt, hvad jeg ser: en bog, en veninde, en bil på parkeringspladsen, et gammelt træ Jeg får en injektion af vitaminer. Jeg må have noget at stikke i. Lægen taler næsten aldrig med mig, kun kaster et mærkeligt blik forbi, og efter tre uger siger hun stille:
– Din hæmoglobin er 20 enheder over normalværdien for en sund person. Du behøver ikke hæve den mere.
Jeg kan ikke bekræfte din diagnose. Du bliver rask, selvom ingen behandler dig!
Da jeg skaffes udskrivning, indrømmer lægen:
– Det er en skam, at du forlader os, vi har stadig så mange svære tilfælde.
Alle fra min afdeling bliver udskrevet, og dødeligheden på afdelingen falder med tredive procent. Livet fortsætter, men jeg ser nu på det med andre øjne, og meningen bliver simpel: Lær bare at elske, så vil dine ønsker gå i opfyldelse, hvis du former dem med kærlighed. Så længe du ikke bedøver, misunde eller ønsker andre ondt Så er det let.
For sandt er, at Gud er Kærlighed! Man skal blot huske det i tide og videregive det. Må Guds Kærlighed fylde alle og alt!
