Opdrager du ham til en vatnisse
Hvorfor har du skrevet ham op til musikskolen?
Grethe Sørensen marcherede forbi svigerdatteren og hev handskerne af undervejs.
Goddag, Grethe. Kom bare indenfor. Jeg er også vældig glad for at se dig.
Ironien prellede af som regn på glas. Svigermor smed handskerne på kommoden og vendte sig mod Katrine.
Mikkel fortalte mig over telefonen. Han er helt oppe at køre, siger at han skal spille klaver! Hvad skal det forestille? Skal han spille prinsesse eller hvad?
Katrine lukkede hoveddøren. Langsomt. Forsigtigt. Bare ikke flippe ud og råbe op.
Det betyder, at jeres barnebarn skal lære at spille musik. Han elsker det.
Elsker det! Grethe fnøs så højt, at det lød som om Katrine lige havde foreslået cirkus. Han er seks år, han ved ikke engang selv, hvad han vil. Det er dig, der skal pejle ham ind. Han er dreng, en arving, mit barnebarn hvad er det dog, du opdrager ham til?
Grethe gik direkte ud i køkkenet og tændte kaffemaskinen med en rutineret knaptryk. Katrine fulgte efter med sammenbidte tænder.
Jeg opdrager ham til at være glad.
Du opdrager ham til vatnisse og tøsedreng! Grethe plantede hænderne i siden. Han skulle have gået til fodbold! Til brydning! Så han kan blive en rigtig mand ikke en klavernørd!
Katrine lænede sig op ad dørkarmen. Talte til fem. Det hjalp ikke.
Mikkel spurgte selv. Han elsker musik.
Elsker musik! Grethe viftede bare væk. Da Henrik var hans alder, rendte han rundt i gården og spillede ishockey! Og din? Skal han sidde og klimpre skalaer? Pinligt!
Noget inde i Katrine sagde snap. Hun skubbede sig væk fra karmen og gik tættere på Grethe.
Er du færdig?
Nej, ikke endnu! Jeg har længe ville sige dig…
Og jeg har længe villet sige dig, Katrine hævede stemmen til en hvisken, Mikkel er min søn. Min. Jeg bestemmer selv, hvordan han bliver opdraget. Og du skal holde dig langt væk.
Grethe rødmede som en porre.
Hvordan taler du til mig?!
Ud herfra.
Hvad!?
Katrine gik forbi Grethe, tog hendes frakke og rakte den til svigermor.
Ud af mit hjem.
Smider du mig ud?! Mig?!
Katrine åbnede hoveddøren, tog Grethe om albuen og førte hende imod udgangen. Grethe sprællede, prøvede at rykke fri, men Katrine var stædig. En sidste skub så var Grethe på trappen.
Jeg skal nok få min vilje! Grethe snurrede rundt på trappeopgangen, med ansigtet forvrænget af arrigskab. Kan du høre mig?! Jeg vil ikke lade dig ødelægge mit eneste barnebarn!
Farvel, Grethe.
Henrik kommer til at høre alt! Jeg fortæller ham det hele!
Katrine smækkede døren. Lenede sig med ryggen mod den og sukkede. Langt, tungt indtil hun var tom for luft.
Der var dæmpede råb udenfor i et stykke tid, så skramlede trinene nedad. Stilheden kom først efter to minutter.
Nu havde Grethe altså nået grænsen. De konstante henvisninger, formaninger og gode råd hvordan man bør opdrage, fodre, klæde på. Henrik så slet ikke problemet. Min mor vil jo kun det bedste, Hun har erfaring, Det skader ikke at høre hende lidt. Han satte sin mor på piedestal. Hvert ord sandhed. Katrine måtte bare finde sig i det. Dag efter dag, besøg efter besøg.
Men ikke i dag.
Henrik kom hjem fra arbejde omkring otte. Katrine hørte nøglen i døren og vidste straks Grethe havde ringet til ham. Hun mærkede det på måden, han smed nøglerne på kommoden og hvordan han slæbte sig ud i køkkenet uden at hilse på, hvor Mikkel så tegnefilm.
Mikkel, skat, du bliver her lige, Katrine satte sig foran sin søn, gav ham store høretelefoner og satte hans favorit-serie med robotter på iPaden. Vi skal tale lidt med far.
Mikkel nikkede og dykkede ned i skærmen. Katrine lukkede døren til børneværelset og gik ud i køkkenet.
Henrik stod ved vinduet med armene over kors. Han vendte sig ikke, da Katrine trådte ind.
Du har smidt min mor ud.
Ikke et spørgsmål bare konstatering.
Jeg bad hende tage hjem.
Smed hende ud! Henrik vendte rundt, hans kæbebuer var som en spændt elastik. Hun har grædt i telefonen to timer! To timer, Katrine!
Katrine satte sig. Benene var ømme efter hele arbejdsdagen, og nu det her oveni.
Du synes ikke hun fornærmede mig?
Henrik tøvede et øjeblik. Så viftede han bare af.
Hun er bare bekymret for Mikkel. Hvad er der galt i det?
Hun kaldte min dreng, vores søn, vatnisse og tøsedreng. Han er seks, Henrik.
Jamen hun blev bare ivrig, det sker. Men hun har ret på en måde, Katrine. Drengen har brug for sport. Kammeratskab, styrke…
Katrine kiggede længe på ham, indtil han kiggede væk.
Da jeg var barn, blev jeg tvunget til gymnastik. Min mor sagde du skal være gymnast, basta. Fem år, Henrik. Fem år med gråd før træning. Jeg blev tvunget i split, sultet, græd mine øjne ud for at slippe væk.
Henrik sagde ingenting.
Jeg protesterer stadig, bare jeg ser et motionscenter. Stadig. Og det skal min søn aldrig opleve. Vil han til fodbold fint. Men kun hvis han selv vil. Aldrig mod hans vilje.
Min mor vil bare det bedste…
Så kan hun da få sig en unge mere og opdrage ham som hun lyster, Katrine rejste sig. Mikkels opdragelse styrer hun ikke mere. Dig heller, hvis du vælger hendes side.
Henrik så ud som om han ville sige noget, men Katrine gik ud af køkkenet.
Resten af aftenen talte de ikke. Katrine puttede Mikkel, sad længe i mørket og lyttede til ham trække vejret.
De næste to dage var der anspændt stilhed. Så kom Henrik med en fjollet bemærkning hen over aftensmaden, Katrine smilede isen begyndte at smelte. Fredagen havde de allerede en samtale igen, skønt de undgik svigermor-emnet som pesten.
Lørdag vågnede Katrine med et sæt. Hun lå et øjeblik og stirrede på klokken otte. For tidligt, det var jo weekend. Henrik snorkede, Mikkel sov sikkert stadig.
Hvad vækkede hende?
Så hørte hun en svag metallyd fra entreen. En nøgle i låsen.
Hjertet galoperede. Indbrudstyve? Sådan midt på dagen? Hun greb mobilen fra kommoden og listede ud i gangen.
Hoveddøren gik op.
På dørtrinnet stod Grethe Sørensen. Med et nøglebundt i hånden og et triumferende smil.
Godmorgen, svigerdatter.
Katrine stod der i overdrevet t-shirt og pyjamasbukser, barfodet på det iskolde gulv, mens svigermor betragtede hende som om det var helt i orden at bryde ind klokken otte en lørdag.
Hvor har du de nøgler fra?
Grethe svingede dem foran Katrines næse.
Henrik gav dem. Han kom forbi her forleden. Sagde mor, undskyld hende, hun mente det ikke så slemt. Sådan undskylder han dig. Fantastisk, ikke?
Katrine blinkede. Endnu et blink. Prøvede at forstå hvad hun hørte.
Hvad laver du her? På dette tidspunkt?
Jeg henter Mikkel, svigermor havde allerede smidt frakken. Kom nu, Mikkel! Farmor har meldt dig til fodbold, første træning i dag!
Vreden kom som et skud. Brandvarm, klam, blændende, til kanten af vanvid. Katrine stormede ind i soveværelset.
Henrik lå og lod som om han sov hun så skuldrene spændte under dynen.
Op!
Katrine, kan vi ikke tage det senere…
Hun rev dynen af ham, greb hans hånd og trak ham med ind i stuen. Henrik snublede, prøvede at slippe fri, men Katrine holdt ham fast.
Grethe havde indtaget sofaen, sad overskudsagtigt med benet over det andet og bladrede i et magasin.
Du gav hende nøgler til min lejlighed.
Henrik sagde ingenting. Stirrede, trippede, undgik øjenkontakt.
Det er min lejlighed, Henrik. Min. Jeg købte den for mine egne penge, før vi mødte hinanden. Hvordan vover du at give din mor nøgler til mit hjem?
Ej hvor du er smålig! Grethe smed magasinet væk. Dit, mit… Du tænker kun på dig selv! Henrik tænker på sin søn, derfor fik jeg nøgler. Så jeg kan omgås mit barnebarn ordentligt, når du alligevel holder mig væk.
Hold nu kæft!
Grethe gisede, men Katrine så kun på sin mand.
Mikkel skal ikke til fodbold. Medmindre han SELV har lyst.
Du skal ikke bestemme! svigermor sprang op. Du er ingenting! Jeg har set flere komme og gå hos min søn du er ikke så speciel! Henrik er kun sammen med dig på grund af barnet!
Stilhed.
Katrine drejede sig langsomt mod Henrik. Han stod med hovedet nede. Sagde ikke et ord.
Henrik?
Intet. Ikke så meget som et forsvar for hende. Ikke én.
Okay, Katrine nikkede. En underlig ro fyldte hende, iskold og klar. Et forbigående fænomen. Og det fænomen slutter nu. Tag din søn, Grethe. Han er ikke min mand længere.
Du tør ikke! Grethe blev kridhvid. Du har ikke ret til at forlade ham selv!
Henrik, Katrine talte stille, så han skulle se hende i øjnene. Du har en halv time. Pak dine ting og smut. Eller jeg slæber dig ud i pyjamas det rager mig.
Katrine, vent nu, skal vi ikke lige tale om det…
Vi har talt færdigt.
Hun vendte sig mod svigermor med et skævt grin.
Du kan beholde nøglerne. Jeg skifter lås i dag.
…Skilsmissen tog fire måneder. Henrik prøvede at vende tilbage, ringede, skrev, dukkede op med blomster. Grethe truede med retten, børneopdragelse, en hær af forbindelser. Katrine hyrede en god advokat og stoppede med at tage telefonen.
To år fløj afsted…
…Kulturhusets sal summede af stemmer. Katrine sad på tredje række og knugede programmet. Mikkel Sørensen, 8 år. Beethoven, Ode til glæden.
Mikkel gik ud på scenen alvorlig, fokuseret, i hvid skjorte og sorte bukser. Satte sig ved flyglet og lagde hænderne på tangenterne.
De første toner bredte sig, og Katrine holdt op med at trække vejret.
Hendes dreng spillede Beethoven. Hendes otteårige søn, som selv havde valgt musikken, selv sad timevis ved instrumentet, selv valgte denne sats til koncerten.
Da den sidste akkord klingede ud, eksploderede salen i klapsalver. Mikkel rejste sig, bukkede, fandt sin mor med blikket og smilede bredt, lykkeligt.
Katrine klappede med, og tårerne løb ned af kinderne.
Det hele var rigtigt. Hun gjorde det rigtigt. Sætte sin søn først foran meninger, foran ægteskab, foran frygten for ensomhed.
Sådan skal en mor gøre.
