Selv nu vågner jeg nogle gange midt om natten og spørger mig selv, hvornår min far egentlig nåede at tage alt fra os.
Jeg var femten år, da det skete. Vi boede i et lille, men hyggeligt hus i udkanten af Odense der var møbler, køleskabet var fyldt de dage, der blev handlet, og regningerne blev næsten altid betalt til tiden. Jeg gik i 9. klasse, og mine største bekymringer var at klare mig igennem matematik og spare sammen til et par sneakers, jeg virkelig havde ønsket mig.
Alt begyndte at ændre sig, da min far kom senere og senere hjem. Han sagde aldrig hej, smed nøglerne på bordet og gik direkte ind på sit værelse, mobilen klistret til hånden. Min mor, Lene, råbte ind til ham:
Er du sent på den igen? Tror du, huset kan holde sig selv?
Han svarede bare kort:
Lad mig være, jeg er træt.
Jeg sad inde på mit værelse, nok med høretelefoner på, og lod som om jeg ikke hørte noget.
En aften så jeg ham ude i haven, mens han talte i telefon. Han hviskede og grinede lavmælt. Ord som “det er næsten på plads” og “bare rolig, jeg fikser det” gled ud af ham. Da han så mig, afsluttede han straks samtalen. En underlig knude vældede op i min mave, men jeg sagde ingenting.
Fredagen han rejste jeg vil aldrig glemme det. Jeg kom hjem fra skole, og der stod en åben kuffert på hans seng. Min mor stod i døren til soveværelset med røde øjne. Jeg spurgte:
Hvor skal han hen?
Han kiggede ikke engang op. Sagde bare:
Jeg er væk for en periode.
Min mor råbte desperat:
En periode med hvem? Sig sandheden!
Så eksploderede han:
Jeg går med en anden. Jeg er træt af det her!
Jeg begyndte at græde, min stemme knækkede:
Hvad med mig? Min skole? Vores hjem?
Han svarede kun med:
I finder ud af det.
Han lukkede sin kuffert, tog alle papirer fra skuffen, tog sin pung og gik uden et farvel.
Samme aften prøvede min mor at hæve penge ved en hæveautomat, men kortet var spærret. Dagen efter gik hun i banken kontoen var tom. Han havde hævet alle de penge, de havde sparet op. Vi fandt ud af, at regningerne var ubetalte i to måneder, og et lån var taget op i hendes navn, hun var underskrifter.
Jeg husker, min mor sad ved køkkenbordet med en gammel lommeregner, tårerne løb, og hun mumlede gang på gang:
Der er ikke nok det er aldrig nok.
Jeg forsøgte at hjælpe med regningerne, men jeg kunne kun forstå halvdelen af, hvad der foregik.
En uge senere blev internettet slukket, og kort efter var vi tæt på at få strømmen afbrudt. Min mor begyndte at gøre rent hos andre familier. Jeg begyndte at sælge slik i frikvartererne. Det skammede mig, at stå med posen fyldt med chokolade foran de andre, men derhjemme var der ikke engang nok til det nødvendige.
En dag åbnede jeg køleskabet der stod kun en kande vand og en halv tomat tilbage. Jeg satte mig på køkkenstolen og græd alene. Om aftenen spiste vi kogt ris, uden noget til. Min mor undskyldte, hun kunne ikke give mig det, hun plejede.
Lang tid efter så jeg et billede på Facebook af min far med den anden kvinde på restaurant inde i København de skålede med rødvin. Mine hænder rystede, mens jeg skrev til ham:
“Far, jeg mangler penge til skolematerialer.”
Han skrev tilbage:
“Jeg kan ikke forsørge to familier.”
Det var vores sidste samtale.
Han ringede aldrig igen. Spurgte ikke, om jeg var færdig med skolen, om jeg var syg, om jeg havde brug for noget. Han forsvandt bare.
I dag har jeg job, betaler mine regninger selv og hjælper min mor. Men jeg mærker stadig smerten hver dag. Ikke bare på grund af pengene, men på grund af svigtet, kulden at han bare forlod os og gik videre som om vi aldrig havde eksisteret.
Alligevel vågner jeg stadig mange nætter med det samme spørgsmål, som sidder fast i mit bryst:
Hvordan kommer man igennem det, når ens egen far tager alt og efterlader én til at finde ud af overlevelse, før man overhovedet er voksen?.
