Onsdag, 12. juni
Far, hvad sker der med alle de nye ting her? Har du plyndret en antikvitetsbutik? spurgte Rikke og løftede overrasket øjenbrynene, da hun fik øje på den hvide hæklede dug på kommoden. Jeg anede ikke, du var til antikviteter. Din smag minder jo fuldstændig om farmor Kirstens
Uh, Rikke, du kom uden at ringe? sagde min far, Henrik Jensen, og trådte ud fra køkkenet. Jeg øh, jeg havde ikke lige regnet med dig
Han forsøgte at se frisk ud, men hans blik afslørede hvor skyldig han følte sig.
Ja, det kan jeg godt se, mumlede Rikke utilfreds og gik videre ind i stuen, hvor der åbenbart ventede flere overraskelser. Far hvor kommer alt det her fra? Hvad foregår der?
Min datter genkendte slet ikke sin lejlighed.
Da hun arvede lejligheden fra sin farmor var den helt fortabt. Gammel dansk møblement, et klodset fjernsyn på et slidt bord, rustne radiatorer og tapet der var ved at falde af Men det var hendes første egen bolig.
Hun havde skrabet nogle sparpenge sammen til at renovere den, og hun ville gøre det ordentligt. Rikke valgte selvfølgelig nordisk stil: lyse toner og enkeltheden fik hendes toværelse til at virke større. Hun placerede alt med kærlig omhu, fandt gardiner der matchede i farvetone og lagde fluffy tæpper
Nu hang der tynde, gennemsigtige polyester-gardiner i stedet for hendes tunge, lysdæmpende gardiner. Den italienske sofa var dækket af et syntetisk plaid med et brølende tigertryk. På sofabordet stod en chokerende pink plastikvase med lige så kunstige blomster.
Værre var dog lugtene. Fra køkkenet bredte sig en stank af stegeolie og fisk. Der lugtede af cigaretter. Far min, han røg jo ikke
Rikke du må forstå, sagde Henrik endelig. Det er lidt sådan, at Jeg er ikke alene. Jeg har prøvet at fortælle dig det før, men fik det ikke lige gjort.
Undskyld, ikke alene? sagde hun målløst. Far, det var ikke lige, hvad vi aftalte!
Men Rikke, dit liv gik jo videre efter din mor, hvorfor skulle mit ikke? Jeg er stadig ung mand har ikke engang ret til folkepension endnu. Må jeg ikke have ret til et privatliv?
Rikke frøs. Jo, selvfølgelig må han se andre. Men ikke i hendes lejlighed!
Mine forældre blev skilt sidste år. Min ex-kone tog det roligt, hun følte sig lettet og gik op i personlig udvikling. Veninder havde hun nok af hun savnede ikke selskab.
Men Henrik krøb sammen. Han flyttede tilbage til sin gamle lejlighed. Siden havde han lejet den ud i årevis, indtil en lejer engang faldt i søvn med en glødende cigaret. Der var ingen penge til reparation, så lejligheden endte bare med at stå og samle mug. Han solgte den ikke ej heller boede der.
At bo der var utænkeligt: sodsværtede vægge, ituslåede vinduer, mug overalt Det lignede en scene fra en dansk gyserfilm.
Rikke, jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal leve klagede han, dengang han så sin ruin. Det er ikke sikkert at bo her, og jeg mangler penge. Hvis jeg fryser til vinter, må det være min skæbne.
Rikke kunne ikke holde ud at tænke på sin far i de forhold manden, der havde opdraget hende. Hvad hvis der skete noget? Og hendes lejlighed stod jo tom siden hun blev gift med Kasper. Udleje ville hun ikke prøve igen, med tanke på sin fars erfaringer.
Far, du kan bo midlertidigt hos mig, foreslog hun. Alt er klart, alle bekvemmeligheder. Om lidt får du styr på din lejlighed, og så flytter du hjem igen. Bare én ting: ingen gæster.
Er du sikker? spurgte han forbløffet. Tak, min pige! Du redder mig. Jeg lover alt bliver stille og roligt.
Stille og roligt ja.
Mens Rikke tænkte på samtalen, åbnede badeværelsesdøren og dampen væltede ud. Ud trådte en kvinde omkring 50 klædt i Rikkes yndlings badekåbe, der lige var stor nok til hendes flotte former.
Nå, Henrik, vi får besøg? sagde hun med røget stemme og overbærende smil. Du kunne da godt have sagt det, så jeg ikke gik rundt i hyggetøj.
Undskyld, hvem er du og hvorfor har du min badekåbe på? spurgte Rikke skarpt.
Jeg hedder Birgitte, jeg er din fars kæreste. Hvorfor er du så ophidset? Kåben hang jo bare ubrugt.
Rikkes hoved hamrede af vrede.
Tag den af. Nu, hvæsede hun.
Rikke! tryglede Henrik, som stillede sig imellem dem. Skab nu ikke drama! Birgitte
Birgitte har bare taget noget der ikke er hendes i mit hjem! afbrød Rikke ham. Far, hvad tænker du på? Du slæber din elskerinde ind og lader hende rode i mine ting?
Birgitte himlede demonstrativt med øjnene og sænkede sig tungt ned i sofaen på tigerplaidet.
Du taler da uforskammet! sagde hun. Hvis jeg var Henrik, gav jeg dig smæk, uanset alder. Hvordan taler du egentlig til din far? Hvem han bor med rager dig ikke, unge dame.
Rikke var lammet. En fremmed sad i hendes sofa og talte hende ned, som om hun var et barn.
Nej, det rager mig ikke, svarede hun. Så længe det ikke sker i min lejlighed.
Din? Birgitte så på Henrik med løftede øjenbryn.
Han stod ved væggen, hovedet presset i skuldrene, og sendte paniske blikke mellem datteren og kæresten. Han håbede stormen ville gå væk, men vejret blev kun værre for ham.
Ah, min far har glemt at fortælle dig? sagde Rikke koldt. Så siger jeg det: han er kun gæst her. Det hele til sidste gryde har jeg betalt. Jeg lod ham bo her midlertidigt, ikke for at han skulle invitere damer med.
Birgitte rødmede.
Henrik? hendes stemme blev kold som is. Sagde du, det var din lejlighed? Lød du som en løgner?
Jeg kunne se min fars skam fra hans ører.
Jamen Birgitte, jeg mente ikke sådan Du har bare misforstået. Jeg har min egen bolig, bare ikke denne. Ville ikke belaste dig med detaljer.
Ville ikke belaste?! Tak for ingenting! Nu står jeg her og bliver kritiseret!
Rikkes tålmodighed slap op.
Ud, sagde hun sagte.
Hvad? udbrød Birgitte.
Ud begge to. Om en time skal I være ude ellers taler vi med politiet. Sagde jo, man skal passe på hvem man lukker ind
Rikke gik mod døren, men Henrik sprang over til hende.
Rikke! Vil du smide din egen far ud? Du ved jo, hvordan min lejlighed ser ud! Jeg fryser ihjel der!
Han greb hendes ærme, og mit hjerte krummede sig. Barndomsminder, ansvar, medfølelse for en skrøbelig far En klump i halsen.
Så så jeg på Birgitte.
Hun sad, ben over ben, og sendte et blik af ren had. Hvis jeg sagde ja, ville hun skifte låsene i morgen!
Far, du er voksen. Find en lejebolig, sagde Rikke og vred sig fri. Du brød vores aftale. Du lod hende gå i mine ting og ødelagde mit hjem.
Ja, behold dit hjem! råbte Birgitte. Kom Henrik, vi behøver ikke tigge. Forkælede
En halv time senere var de væk. Far gik med bøjet ryg, som en gammel mand. Rikkes blik blev fanget af hans ansigt som en hund smidt ud i regnen. Men hun var stædig. Hun holdt fast.
Da de var ude, åbnede hun vinduerne for at lufte ud fisk, cigaretter og billig parfume. Hun smed kåbe, plaid og alt Birgitte havde brugt, ned i skraldespanden. Dagen efter fik hun sat ny lås på og bestilte rengøring. Det var kvalmende at røre ved fremmede kvinders ting, især hendes.
Fire dage gik.
Nu var lejligheden som før ingen plastikblomster, ingen grimme lugte. Hun boede hos Kasper, men det føltes alligevel godt at vide, hun havde kontrollen.
Hun talte ikke med sin far. På fjerde dagen ringede han selv.
Hallo, svarede hun tøvende.
Nå, Rikke begyndte han med tømmermandsrøst. Er du glad nu? Birgitte er væk. Hun har forladt mig, Rikke
Det kommer ikke bag på mig, sagde hun krast. Har hun set din rigtige lejlighed og forstået, at den kræver måneders arbejde?
Henrik snøftede.
Ja Lagde en elradiator sover på en luftmadras. Hun holdt tre dage. Sagde jeg var fattig og løgner, tog sine ting og rejste over til sin søster. Sagde hun havde spildt tiden Vi elskede jo hinanden, Rikke!
Far, det var ikke kærlighed I ville begge bare gøre livet lettere. I tog fejl.
Der blev stille.
Du, jeg har det skidt her alene Det er uhyggeligt Må jeg komme tilbage? Jeg lover at bo alene kender dig, Rikke. Ærligt!
Hun kiggede ned. Han sad dér i stanken, i kulden, men han havde selv skabt sin ruin: først utroskab mod min mor, så bedrag mod sin datter, og nu Birgitte.
Jeg havde medfølelse for ham. Men den kunne kun gøre ondt for os begge.
Nej, far. Du kan ikke komme tilbage, sagde hun. Få nogle håndværkere, lav det i stand. Lær at leve, som du selv har skabt. Jeg kan kun give dig de bedste anbefalinger af gode folk. Hvis du får brug for det, så ringer du.
Hun lagde på.
Er det hårdt? Måske. Men jeg har lært der er pletter man hverken kan eller skal fjerne. Man skal bare lade være med at lukke dem ind, i sit hjem og i sit liv.
