Sommerhuset det ordner alt
Er du helt fra den? Jeg har jo sagt til Nina, at du kommer! Jeg lavede endda en aftale, så hun kunne lægge det bedste stykke til side til dig!
Karen frøs med indkøbsposen i hånden. Svigermor stod i køkkendøren med armene over kors og så på hende, som om Karen ikke havde købt oksekød i supermarkedet, men nærmere havde røvet en bank.
Birgitte, jeg nåede ikke på torvet, Karen forsøgte at tale roligt. Jeg skulle lige hente din kjole fra rens, så smuttede jeg forbi apoteket
Og hvad med at ringe? Lige give besked? Nina ventede på dig, og så lukkede hun for dagen! Hun ringede til mig bagefter og tudede i røret, fordi jeg havde svigtet hende!
Karen lagde posen på bordet, en lille ubehagelig følelse sank ned i maven.
Kødet er friskt og godt, hun tog pakken frem og viste den. Se, flot marmoreret oksekød, dansk og kølet…
Birgitte gad ikke engang kigge. Hun gik hen til bordet og skubbede posen væk med fingerspidserne som om det var gift.
Supermarkedskød, fyldt med kemi! Jens kan ikke tåle sådan noget, hans mave er for sart.
Jens købte selv det samme kød sidste uge, kom det fra Karen, uden hun kunne stoppe sig selv.
Det skulle hun ikke have gjort. Svigermor blev rød i hovedet.
Præcis! Manden må selv ud at handle, mens konen… ja, hvad laver hun egentlig? Du har været en del af familien i tre år, Karen, og du har stadig ikke lært noget! Du kan hverken lave mad, hjælpe i huset eller skænke os et barnebarn…
Birgitte, nu synes jeg… prøvede Karen.
Synes du? svigermor fnøs. Jeg slikkede min svigermors støvler, turde ikke sige et pip imod. Og du? Du løber dine egne veje og lader, som om du bestemmer det hele…
Birgitte marcherede ud i entreen og greb sin taske fra knagen. Hvert eneste bevægelse fik Karen til at stivne.
Jeg siger til Jens: skil dig af med hende, mens tid er! Find en ordentlig kvinde, der værdsætter sin mand!
Hun viftede afvisende, stak fødderne i skoene uden at rette bagkappen og forlod lejligheden.
Karen stod i køkkendøren og klamrede sig fast til karmen.
Farvel, Birgitte.
Der kom intet svar. Døren smækkede, og stilheden fyldte rummet.
Karen sank sammen og satte sig på det kolde køkkengulv. Oksekødet lå ensomt på bordet, og hun havde ikke lyst til at se på noget af det hverken på det, på det pinligt rene køkken eller på bryllupsbillederne, hvor Birgitte smilede så stift, som om hun havde fået en sten i skoen.
Tre år. Tre år havde hun gjort sig umage. Lært opskrifter, som Jens elskede fra barndommen. Holdt søndagsfrokost hos svigermor, hvor hvert eneste ret blev kritiseret Jens er vant til kartofler i tern, ikke i strimler! Smilet, nikket og undskyldt for ting, hun ikke var skyld i.
Men alligevel: ikke god nok. Stadig kun han burde skille sig af med dig.
Karen lænede hovedet tilbage mod væggen og betragtede loftet, der trængte til maling. Hun skulle måske huske at sige det til Jens.
Selvom hvad betød det egentlig nu?
I to uger levede Karen som en urørlig. Jens tog telefonen, søndagsfrokosten blev aflyst under påskud af travlhed, og et tilfældigt møde blev til et hurtigt hej og flugt.
Så ringede en notar.
Karens farfar som hun aldrig havde kendt ret godt var gået bort. Pludselig viste det sig, han havde testamenteret et sommerhus til hende, firetyve kilometer fra København. Et lille stykke jord i haveforeningen Solopgang.
Vi bliver nødt til at se det, sagde Jens og drejede om på et nøglebundt med en afskallet jordbær-nøglering. Skal vi køre ud på lørdag?
Karen nikkede. Lørdag bliver det.
Hun overså bare én ting.
Jens, jeg tager med! Birgitte stod i døren klokken halv otte om morgenen i gummistøvler og med kurv under armen. Der skulle være godt med svampe, siger Nina.
Karen sagde ingenting. Hun samlede kaffe på termokanden. Deep down ventede endnu en fantastisk dag.
Sommerhuset var præcis, som Karen havde forestillet sig.
Et forfaldent hus, tilgroet grund, et hegn der kun holdt sammen med held og rustne søm. Indenfor duftede der af fugt og gamle aviser.
Jens, hviskede Karen og trak i hans ærme. Skal vi ikke bare sælge det? Hvad vil vi med sådan et sted? Køre op hver weekend, lugte ukrudt… Det er ikke vores liv.
Jens åbnede munden, men svigermor kom dem i forkøbet.
Sælge?! Birgitte dukkede op bag dem, som om hun havde sprunget op gennem jorden. I har da slået hovedet! Det er jo jord! Eget stykke! Jeg ville give alt for sådan et sted…
Hun lagde hånden på hjertet, og øjnene glimtede.
Giv mig nøglerne. Jeg ordner det hele, planter blomster, lapper huset. Om et år takker I mig!
Karen så skeptisk på svigermor, der stod midt i det vilde bed og strålede af glæde.
Birgitte, der er arbejde til
Karen, sagde Jens blidt og klemte hendes albue. Lad hende tage sig af det. Hun bliver så glad. Hvad gør det?
Karen syntes ikke det gjorde noget, men det føltes mærkeligt. Nu ville hun i hvert fald ikke tage diskussionen. Hun rakte nøglerne med den afskallede jordbær nøglering over til svigermor.
…To måneder gik som i et tåget eventyr. Birgitte ringede aldrig bare for sjov, kom ikke uanmeldt og det mest utrolige nævnte ikke markeds-kød, manglende børnebørn eller kartofler i forkerte stykker. Hendes stemme i telefonen lød frisk, næsten glad: Jens, jeg har det godt! Travlt med sommerhuset, vi snakkes!
Karen forstod ingenting. Falsk ro, måske storm før orkanen? Var svigermor mon alvorligt syg og skjulte det?
Jens, spurgte hun en aften Er din mor ok?
Ja, hun hygger sig. Hun er optaget af sommerhuset. Siger hun har så travlt, at hun ikke har tid til at sove.
Fredag ringede Birgitte selv.
I skal komme i morgen! Vi griller, og I skal se grunden. Jeg har lavet så meget! Kom og se, så forstår I!
Jens, jeg har ikke lyst, sagde Karen, da han viderebragte invitationen. To måneders fred, og nu er det begyndt igen
Kom nu, hun vil blive ked af det hvis vi ikke kommer.
Hun bliver altid ked af det.
Please, Jens så på hende som en hundehvalp, og Karen opgav.
Lørdag så.
Men den lørdag, da Karen og Jens trådte ind i haveforeningen, genkendte hun ikke svigermor.
Birgitte stod ved lågen i en sommerkjole af hør, med solbrune arme og røde kinder. Det var ikke den stive høflighed, men et ægte, bredt smil, som glattede ti års rynker bort.
Endelig! Birgitte åbnede armene, og Karen lod sig automatisk kramme.
Hun duftede af jord, dild og honning.
Grunden var fuldstændig forvandlet. Smukke bede stod i snorlige rækker, hegnet så solidt ud. Friske buske med solbær strittede med grønne blade, og under vinduet blomstrede tagetes.
Kom, kom! Jeg viser jer det hele! Birgitte førte dem rundt. Her er jordbær, en god sort, har fået stiklinger af nabokonen. Allerede til juni kommer de første bær! Tomater og agurker er også på vej. Til efteråret kan I få syltede glas, jeg beholder bare et par stykker selv.
Karen sendte Jens et undrende blik, han så lige så paf ud.
Mor, har du gjort alt det helt alene? spurgte han.
Hvem skulle ellers? Birgitte lo, let og ubesværet. Jeg kan jo bruge hænderne, og hovedet virker da endnu. Nabokonerne giver gode råd, hvis jeg er i tvivl. Herude er folk bare venlige, ikke ligesom inde i byen.
De gik ind i huset. Også der var alt fornyet: rene gardiner, pudsede vinduer, broderet dug på bordet. Fugten var væk, nu duftede der af tærte og krydderurter.
Se her, Birgitte stillede et glas frisk mælk og en pakke indpakket i pergament på bordet det har jeg fået fra Jytte, hun bor to huse væk. Mælken er fra hendes egen ged, og kødet fra hendes lille tyr. I tager det med hjem, der er også ost og fløde.
Karen så på pakken og tænkte: Hjemmelavet. Nabokonen. Ingen brok over Nina på torvet.
Birgitte… Er du glad her?
Birgitte satte sig ned og der gled et varmt, blødt udtryk over hende.
Karen, hun sagde for første gang navnet nærmest kærligt, jeg har drømt om det her hele mit liv. Eget hus og jord, fingrene i mulden. I byen kunne jeg ikke få luft, jeg vidste bare ikke hvorfor. Her…
Hun viftede mod vinduet.
Her lever jeg.
De kørte tilbage mod byen i stilhed. Jens styrede bilen, og bag i klirrede glas med gedemælk og ost.
Måske er det tid til børn? sagde Jens for første gang, nu har vi jo et sted at sende dem ud om sommeren.
Karen fnyste, men smilede.
Jeg ville sælge det der sommerhus, den første dag. Tænkte, hvad skal vi med sådan en ruin.
Det kan jeg huske.
Og det sommerhus hun stoppede og tænkte sig om det har rettet alt. Det har fikset det mellem mig og din mor. Klarede på to måneder, hvad jeg ikke kunne på tre år.
Jens bremsede ved et lyskryds og kiggede på hende.
Mor var bare ikke lykkelig. Nu er hun det.
Karen nikkede. Udenfor tændtes byens lys langs vejene, og hjemme ventede den lille lejlighed med bryllupsbillederne for første gang i tre år føltes det rart at komme hjem.
Vi må tage derud lidt oftere, sagde hun stille.
Og hun blev faktisk overrasket over, at hun mente det. Helt oprigtigt.
