Ingen har smidt dem ud, svarede vi både til min og hendes mor, de ville selv ikke blive! Lad dem bare komme! Vi ville blive glade.
Sid stille! Vi er ikke hjemme! sagde jeg roligt til min kone, Birgitte.
Men der ringer jo nogen! hun stod stivnet op fra sofaen.
Lad dem være, sagde jeg uden at flytte mig.
Hvad hvis det er nogen vigtige? spurgte Birgitte. Eller angående noget vigtigt?
Lørdag, klokken tolv, sagde jeg. Du har ikke inviteret nogen, jeg venter heller ikke nogen! Hvad er konklusionen?
Kan jeg ikke bare lige kigge ud gennem kighullet? hviskede hun.
Sæt dig! sagde jeg, og min stemme rungede med stålkant. Vi er ikke hjemme! Uanset hvem der er derude, må de bare gå igen!
Mener du, du ved hvem det er? spurgte Birgitte.
Jeg har min mistanke, derfor skal du sætte dig og lade være med at gå foran vinduet!
Ja, hvis det er dem jeg tror, så giver de ikke bare op, sagde hun og trak på skuldrene.
Det afhænger af, hvor længe vi ikke åbner døren, svarede jeg roligt. På et tidspunkt går de igen.
Uanset hvad, de kommer ikke til at overnatte i opgangen. Vi har ingen steder at skulle hen. Så sæt dig nu, tag høretelefonerne og din mobil, og find en film.
Min mor ringer, sagde Birgitte og viste mig skærmen.
Så står din tante Astrid derude, sikkert med sin håbløse søn Benjamin, konkluderede jeg.
Hvor ved du det fra? spurgte hun forundret.
Hvis det havde været min fætter, og jeg sagde fætter så blødt, det kom ud halvklamt, så ville det være min mor, der ringede!
Du overvejer ikke andre muligheder? spurgte hun.
Hvis det var naboerne, ville jeg alligevel ikke snakke med dem. Hvis det var vores venner, så ville de have ringet et par gange på og gået igen.
Eller, som folk med pli, have ringet først og spurgt, om vi havde tid. Ikke bare stå og hamre på døren i en halv time!
Den slags frækhed, det er kun fra familie, der ikke har skam i livet!
Det er min tante, sagde Birgitte med et lidende blik min mor har skrevet. Hun spørger, hvad vi farer rundt for. Tante Astrid skal være hos os nogle dage, hun har nogle sager i København.
Skriv til hende, at der er masser af hoteller i byen, smilede jeg.
Det kan jeg ikke skrive! sagde Birgitte bebrejdende.
Jeg ved det, sagde jeg tankefuldt. Skriv, at vi ikke er hjemme, at vi bor på hotel, fordi de har været her for at sprøjte lejligheden mod kakerlakker!
Genialt! sagde hun og sendte besked.
Hun skriver, vi skal finde to værelser til hende og Benjamin, sagde Birgitte målløs.
Skriv, vi har ikke penge til dét. Og skriv vi har to senge på hostel, og deler værelse med femten udlændinge, mit opfindsomme smil kunne ikke skjules.
Min mor spørger, hvornår vi kommer hjem, kiggede hun på mig.
Svar om en uge, sagde jeg afvisende.
Dørklokken blev stille, og vi åndede lettet op.
Mors besked: Tante Astrid kommer om en uge, sagde Birgitte udmattet.
Og vi er selvfølgelig ikke hjemme, sagde jeg.
Ved du godt, at vi ikke kan flygte for evigt? sagde Birgitte. Hvad hvis de kommer på hverdag? Eller står foran døren efter arbejdstid? Både min tante og din fætter, de er i stand til det meste!
Ja, sukkede jeg. Hvem fik os til at købe en stor lejlighed?
Vi gjorde det jo for vores fremtidige familie, sagde Birgitte.
Vi skal have børn! sagde jeg alvorligt. Helst to med det samme!
Tror du, jeg er imod? svarede hun irriteret. Du ved jo, vi skulle undersøges! Det lykkes jo ikke!
Stressen skal væk, så går det, sagde jeg og mente det. Vores nerver er slidte først dine, så mine! Jeg ville ønske, de ville tage hen, hvor peberet gror! På grund af dem lykkes intet!
Birgitte kunne kun give mig ret. Hun vidste det.
Inden vi blev gift, havde vi betalt dyrt for undersøgelser om genetik og fertilitet. Det hele var i top, og alt tegnede lyst. Men lige efter brylluppet måtte vi udskyde børn for at spare op til lejlighed.
Arv var ikke noget, vi kunne regne med. Før brylluppet boede vi begge hos vores mødre i etværelses-lejligheder, så vi var nødt til at klare det selv.
Fem år med slid og økonomi gav os mulighed for at købe en stor lejlighed.
Andenhånds, gammel bygning, grundig renovering, og vi købte næsten alle møbler fra nyt. Men hvor det gjorde os lykkelige!
Vi havde kun lige holdt en indflytning, da min tante Astrid dukkede op med Benjamin. Og for at vi ikke skulle smide hende ud, havde hun min svigermor med.
Der mangler ingenting, I har masser af plads! Ikke ligesom dengang vi sad klemt på et værelse! sagde min svigermor.
Det er udmærket, nikkede tante Astrid. Jeg skal have mit eget værelse, og Benjamin skal også!
Vi sover ikke i stuen, sagde jeg. Det er til afslapning!
Jeg skal ikke arbejde her! lo Astrid. Birgitte, sig til din mand det ville være ubehageligt med sønnen, han snorker! Hvorfor har I ikke dækket op, når I har gæster?
Vi havde ikke ventet jer, sagde Birgitte, lidt febrilsk.
Og køleskabet er tomt, bakkede jeg op.
Så må I ud og handle, sagde Astrid med et klap på skulderen. Jacob, tag i Netto, og Birgitte i køkkenet med dig!
Hvorfor står I bare der? sagde min svigermor med myndighed. Sådan tager man imod gæster!
Er I ikke lige lovlig friske? udbrød jeg, men Birgitte trak mig væk.
Da hun slap min mund, sagde jeg:
Birgitte, er der ikke noget, der er gået galt? Jeg smider dem ud til din mor! Hvis man kommer som gæst, opfører man sig som gæst! Og hvad er det her? Det kogte i mig.
Hun er bare fra landet! Det er bare sådan, sagde Birgitte.
Jeg kender godt folk fra landet, men uhøflighed, det er ikke noget man lærer!
Skat, vi skal ikke skændes med min mor og tante! bad hun. Jeg får bare ondt i hovedet af dem! Og du ender som deres fjende! Vil du det?
Det rager mig sådan set, vrissede jeg. Hvis man behandler mig sådan, kan jeg sagtens lade være med at se dem! De må forsvinde, det rører mig ikke!
Men skat, tænk på mig! Hvis vi smider Astrid på porten, vil min mor foragte mig! Jeg har jo kun hende!
Det slog mig ud. Jeg bed tænderne sammen, og tog i Irma.
Astrid blev i to uger i stedet for tre dage. Jeg begyndte allerede på beroligende midler på dag to.
Da hun og Benjamin endelig rejste, fejrede vi med rengøring tre dage i træk.
Men så begyndte det fra min side.
Brormand, jeg skal kun lige bo hos dig kort, min fætter Leif knugede mig så benene sank sammen. Nogle ting jeg skal ordne.
Kunne du ikke bare klare det alene? spurgte jeg.
Hvad snakker du om? Jeg har jo familie! De kan da ikke være alene i Roskilde, når jeg tager til København! grinede Leif. Hvis jeg får eventyr, kan min kone holde øje med mig!
Derfor har du slæbt børnene med? spurgte jeg.
De skal jo have det sjovt! han klappede mig på ryggen. Kom nu, lad os få gang i byen som i de gode gamle dage!
Leif! skreg hans kone Annemette. Jeg skal nok sørge for, at du får noget at ryste dig over!
Halvanden time efter rev Birgitte sig løs med migræne.
Børnene hylede og løb rundt hele tiden. Annemette kunne kun tale i råb, ellers tav hun. Leif kriblede for at komme i byen, så hun råbte endnu højere.
Jacob, du er vel din mors eneste søn? stønner Birgitte ind i puden.
Han er fætter, brummede jeg. Jeg kalder ham alligevel kun fætter.
Kan du ikke få dem til at gå? spurgte hun.
Gid jeg kunne, sagde jeg med hånden på hjertet, men så ville min mor skælde ud som med din tante.
Gæster hjem, gæster væk og det gentog sig. Tante Astrid og Benjamin fandt stadig på flere dage i byen.
Min fætter Leif med familie dukkede med jævne mellemrum op for at ordne ting. Og mødrene mindede os om, vi stadig havde familie. Svigermor gravede nerverne op på mig, min mor tog sig af Birgitte.
Den konstante uro sled på vores sind og helbred. Børn, det kunne vi ikke engang drømme om med et helbred, der hang i laser og aldrig ro.
Skal vi bytte lejlighed? foreslog Birgitte.
Til bløde vægge? spøgte jeg. Vi ender alligevel der, hvis det fortsætter!
Nej, smilede hun svagt. Bytte til en identisk lejlighed, et andet sted i byen! Vi fortæller ingen, hvor vi flytter hen!
Det bliver opdaget, fnøs jeg. Leif og Astrid graver det ud. Nye beboere sladrer, så kommer de og korsfæster os!
Måske får vi dog tid til at lave den baby? sagde hun med håbefuld stemme.
Vi skal både lave og få babyen til verden det må være noget at vise frem, sagde jeg skævt.
Vi må nærmest flygte, sagde hun trist. Skal vi gemme os hos venner?
Du tænker på Henrik og Marie? spurgte jeg.
Nemlig, Birgitte nikkede. De har jo et værelse.
Men der bor jo Tira, smilede jeg. Husk lige?
Jeg vil hellere bo med en schæferhund end med vores familie! Birgitte slap hovedet.
Vent! sagde jeg og greb telefonen.
Henrik, låner du hunden?
Fantastisk, kammerat! Jeg skylder dig for evigt! Marie og jeg vil til Hjørring, Tira har ingen at passe hende, og hun kan ikke lide fremmede men jer elsker hun! Jeg tager foder, seng, legetøj og skåle med! Du får penge!
Kom med det hele! sagde jeg glad.
Jeg kom tilbage til Birgitte med et smil bredere end morgensolen:
Ring din mor op, og sig, at tante Astrid kan komme i morgen! Jeg ringer til Leif, og han kan komme i løbet af ugen.
Er du sikker? spurgte Birgitte.
Vi tager imod dem med åbne arme! sagde jeg med sjæl Kan vi gøre for, at de ikke bryder sig om husdyret?
Ét vov fra Tira fik Leif og hans familie til straks at vælge hotel.
Tante Astrid ville kæmpe for sit værtskab.
Luk det bæst ind! udbrød hun og gemte sig bag Benjamin.
Tante Astrid, det gætter du ikke, smilede jeg. 45 kilo ren muskel! Det er ikke en puddel, men en schæfer! Hun kan bryde enhver dør op!
Hvorfor hvæser hun af mig? rystede Astrid.
Hun bryder sig ikke om uvedkommende, sagde Birgitte roligt.
Få den væk! Jeg kan ikke bo med sådan et bæst!
Hvordan skulle vi gøre det? spurgte jeg fornærmet. Hun er vores lille skat! Vi har jo ingen børn, vi må elske nogen og vi elsker hende!
Og vi skiller os ikke af med hende! replicerede Birgitte.
Både min og Birgittes mor ringede og spurgte, hvorfor vi nægtede familie gæstfrihed.
Ingen har smidt dem ud, svarede vi begge, de ville ikke selv blive! Lad dem bare komme! Vi ville blive glade!
Og hunden?
Mor, vi afviser jo ikke nogen!
Og til sidst var mødrene heller ikke så opsatte på besøg.
En måned efter rejste Tira hjem til Henrik og Marie, men hun var klar til at komme igen med én opfordring.
Det blev dog ikke nødvendigt. Birgitte ventede tvillinger.
Jeg har lært, at man ikke skal skynde sig at åbne sin dør eller sit liv for alle, og at nogle gange betyder et loyalt kæledyr mere end endeløse familiebesøg. Og at roen i hjemmet er guld værd eller skulle jeg sige, mere værd end hele min opsparing i danske kroner.







