– Ingen har smidt dem ud, – svarede vi både den ene og den anden, – de ville selv af en eller anden grund ikke blive! De er mere end velkomne! Vi vil glæde os! – Sæt dig ned! Vi er slet ikke hjemme! – sagde Peter roligt. – Men der ringer nogen! – udbrød Valborg og rejste sig fra sofaen. – Lad dem bare, – svarede Peter. – Hvad nu, hvis det er nogen vigtige? – spurgte Valborg. – Eller noget alvorligt? – Det er lørdag, klokken er tolv, – sagde Peter. – Du har ikke inviteret nogen, jeg venter heller ikke nogen! Hvad betyder det? – Jeg skal bare lige kigge ud af kighullet! – hviskede Valborg. – Sæt dig ned! – hans stemme var hård. – Vi er ikke hjemme! Uanset hvem det er, kan de bare gå igen! – Ved du, hvem det er? – spurgte Valborg. – Jeg gætter, derfor siger jeg, at du skal sætte dig og ikke flagre rundt foran vinduerne! – Hvis det er dem, jeg tror, så går de ikke bare sådan igen! – sagde Valborg og trak lidt på skuldrene. – Det kommer an på, hvor længe vi ikke åbner døren for dem, – svarede Peter roligt. – På et tidspunkt går de. De kommer i hvert fald ikke til at overnatte i opgangen. Og vi har ikke noget vi skal. Så sæt dig, tag høretelefoner, mobil og se en film. – Peter, min mor ringer, – sagde Valborg og viste skærmen. – Så er det din tante med hendes halvdumme søn, – konstaterede Peter. – Hvordan ved du det? – undrede Valborg. – Hvis det var min fætter, – og Peter formede ”æ” i fætter på helt giftigt dansk vis, – ville min mor ringe! – Har du ikke andre forklaringer? – spurgte Valborg. – Hvis det er naboerne, gider jeg ikke snakke med dem. Hvis det er vores venner, var de gået efter et par gange ved døren. De fleste høflige folk ville have ringet på forhånd og spurgt, om vi kunne have gæster! Ikke stå og hamre på i en halv time! Og så groft og ubehøvlet kan kun vores irriterende slægtninge drive vores dørklokke til vanvid! – Peter, det er altså min tante, – sagde Valborg martyrisk. – Mor har sendt besked. Hun spørger, hvor vi bliver af. Tante Linda skal bo hos os nogle dage, hun har ærinder i byen! – Skriv, at der er masser af hoteller i København, – lo Peter. – Peter! – sagde Valborg bebrejdende. – Sådan kan jeg ikke skrive! – Jeg ved det, – sagde Peter alvorligt. – Skriv, at vi ikke er hjemme, vi bor på vandrehjem, fordi der har været skadedyr i lejligheden! – Perfekt! – Valborg sendte besked. – Peter, hun skriver, at vi skal bestille to værelser: til hende og Kurt, – stammede Valborg. – Skriv at vi ikke har penge, og at vi har lejet to senge på hostel, hvor vi bor med femten udvekslingsstuderende, – Peter smilede stolt over sin snilde. – Mor spørger, hvornår vi kommer hjem, – sagde Valborg. – Skriv om en uge, – sagde Peter. Dørklokken stoppede. Parret åndede lettet op. – Peter, mor skriver, at tante kommer om en uge, – sagde Valborg udmattet. – Og vi er heller ikke hjemme dér, – sagde Peter. – Peter, du ved godt, det ikke er nogen løsning? Vi kan jo ikke løbe fra dem for evigt? Hvis de nu kommer en hverdag? Eller efter arbejde og venter udenfor? Hvad min tante og din fætter ikke kan finde på! – Tja, – sukkede Peter. – Hvem fik os dog til at købe en treværelses? – Peter, vi købte jo til vores kommende familie, – sagde Valborg. – Vi mangler bare et barn! – sagde Peter gravalvorligt. – Eller, bedre – to med det samme! – Som om jeg siger nej, – sagde Valborg skarpt. – Du ved vi skal undersøges! Det lykkes bare ikke! – Hvis vi fjerner alt stress, skal det nok gå, – sagde Peter. – Det er jo familien der skiftes til at køre os op! Send dem derhen, hvor de kommer fra! Med dem får vi intet til at lykkes! Valborg sagde ikke imod, hun vidste Peter havde ret. Da de skulle giftes, havde de betalt for dyre tests for genetisk match og fertilitet – alt var perfekt. Men lige efter brylluppet måtte de udsætte børn for at spare op til en lejlighed. Ingen arvede noget, og de havde boet med deres respektive mødre på små etværelses før. De måtte klare sig selv. Fem års benhårdt arbejde og sparsommelighed gav dem en stor lejlighed. Den var brugt, huset var ikke nyt, de investerede i renovering, møbler fra bunden. Glæden var enorm! De nåede ikke engang at fejre indflytningen, før Valborgs tante dukkede op med hendes søn. Og for at de unge værter ikke skulle begynde at brokke sig, havde hun sin søster med. – Her kan I da ikke skamme jer, der er masser af plads! Ikke som Valborg og jeg der sled i ét rum! – Praktisk, – roste tante Linda. – Så kan jeg få et værelse og give Kurt sit eget! – Man må ikke sove i stuen, – sagde Peter. – Den er til afslapning! – Og jeg har ikke tænkt mig at arbejde her! – grinede Linda. – Valborg, fortæl lige din mand, at det er alt for utilfredsstillende med Kurt, han snorker! Og desuden, gæster i huset – og I har ikke engang dækket bord! – Altså, vi havde ikke lige ventet jer, – sagde Valborg forlegent. – Og køleskabet er tomt, – sagde Peter. – Ok, – Linda smilede venligt. – Peter, du går i Føtex, Valborg på køkkenet! – Hvad står I der for? – sagde svigermoren. – Er det sådan, I tager imod gæster? – Er I ikke lidt frække? – sagde Peter – men Valborg trak ham ind på et andet værelse. Da Peter fik sin hånd fri fra Valborgs mund, spurgte han: – Valborg, er det ikke lidt for meget det her? Jeg smider dem ud til din mor – og din mor! Nu skal de opføre sig som gæster! Det her er noget andet! – Peter var arrig. – Peter, hun er landlig! Sådan gør de bare på landet! – Jeg kender landsbyfolk, men så grov opførsel er ikke normen! Det er bare uhøfligt! – Skat, lad nu være med at skændes med mor og tante! Så martrer de mig bagefter! Og så hader de dig! Er det det, du vil? – Det er lige meget for mig! Hvis de behandler mig sådan, så kan jeg ignorere dem totalt! Og aldrig se dem mere! De kan forsvinde – jeg græder ikke! – Peter, skat! Vær nu sød! Hvis vi smider Linda ud, vil min mor aldrig tilgive mig! Jeg har kun hende! Dét virkede. Peter gik i supermarkedet med tænderne knyttet. Tante Linda og hendes søn blev boende i to uger i stedet for tre dage. Peter tyede til beroligende piller allerede dag to. Da de endelig tog afsted, fejrede parret med fejekost og moppe – tre dages rengøring. Men så gentog cirkuset sig, nu bare fra den anden side. – Brormand, jeg bor hos dig lidt, – sagde Mads og knugede Peter. – Jeg har nogle ting jeg skal ordne – så rejser vi igen! – Kan du ikke ordne dem alene? – spurgte Peter. – Hallo, min familie! Hvordan skulle jeg efterlade dem i landsbyen? Jeg kan jo falde i problemer! Og så vil min kone have styr på mig! – Derfor har du slæbt børnene med? – spurgte Peter. – Hvem skulle de lege med ellers? – Mads klappede Peter på ryggen. – De skal jo hygge sig! Kom nu, som i de gode gamle dage i Odense! – Mads! – hvinede Annette. – Hvis du festede, skal jeg nok sørge for du bliver rystet! Efter halvanden time med Mads og familie, fik Valborg ondt i hovedet. Børnene drønede rundt i lejligheden og skreg. Annette kunne kun råbe og var aldrig stille. Mads ville bare ud og feste, hvilket fik Annette til at råbe endnu mere. – Peter, du er vel den eneste søn? – hviskede Valborg. – Han er fætter på min mors side, – mumlede Peter. – Jeg kalder ham min fætter. – Kan du ikke bede ham gå? – Jeg ville gerne, – sagde Peter, – men det bliver ligesom med din tante. Min mor vrider min hjerne ud bagefter! Ingen pause mellem besøgene, den ene slægtning afløser den anden. Tante Linda med søn har altid ”ærinder i byen”, fætter Mads og hans familie dukker op for at ”ordne deres sager”, og mødrene glemmer heller ikke lige at besøge børnene. Svigermor tærer på svigersønnen, svigermor på svigerdatteren. Konstant stress underminerer parrets trivsel. Selvfølgelig kan man ikke få børn midt i denne endeløse gæste-karussel. Sundheden er dårlig og – hvordan skulle de? – Skal vi bytte lejlighed? – foreslog Valborg. – Til bløde rum? – smilede Peter. – De tilbyder os snart én! – Nej, – lo Valborg svagt. – Vi bytter bare til en tilsvarende! Nogle vil jo bo i et andet kvarter! Vi flytter – og fortæller ikke nogen hvor vi bor! – Bare udsættelse, – lo Peter. – Fætter og tante finder de nye beboere og finder ud af vores adresse. De finder os! Og så bliver vi straffet! – Måske får vi tid til at lave et barn? – håbede Valborg. – Vi skal ikke bare lave, vi skal bringe dem til verden. Det er måske påskud nok, – Peter rystede på hovedet. – Man får lyst til at flytte hjemmefra, – sukkede Valborg. – Eller gemme sig hos venner? – Du mener Thomas og Mette? – spurgte Peter. – Ja, – nikkede Valborg. – De har et ekstra værelse! – Men der bor Timo, – smilede Peter. – Har du glemt? – Jeg vil hellere bo med en schæferhund end med de slægtninge! – Valborg bøjede hovedet. – Vent! – råbte Peter og greb mobilen. – Thomas, kan vi låne din hund? – Yes! Ven! Du redder os! Vi vil til Sydspanien, men ingen kan passe vores trunte! Hun elsker jer! Hun hader fremmede – men respekterer jer! – Thomas skreg i røret. – Jeg medbringer foder, legetøj og vand! Jeg betaler oven i købet! – Kom med hende! – sagde Peter opløftet. Han vendte sig til Valborg, strålende som solskinnet: – Ring til din mor, bed hende sige tante kommer i morgen! Jeg ringer til min fætter, at han skal komme i næste uge! – Er du sikker? – spurgte Valborg. – De er mere end velkomne! – sagde Peter uhørt venligt. – Hvem har skylden, hvis de ikke bryder sig om den faste beboer? Det tog Mads og familie kun ét ”vuf” før de bookede hotel. Tante Linda prøvede at insistere på at overnatte. – Lås det bæst inde! – råbte hun og gemte sig bag sin tynde søn. – Tante Linda, du laver sjov? – smilede Peter. – Femogfyrre kilo ren muskelmasse! Det er ikke en toyhund, det er en schæfer! Hun kan tage enhver dør! – Hvad glor hun sådan på mig for? – sagde Linda med rystende stemme. – Hun bryder sig ikke om fremmede, – trak Valborg på skuldrene. – Fjern hende! Jeg kan ikke bo med det dyr! – Fjerne? – sagde Peter forarget. – Den søde hund er vores nu! Vi har ingen børn, nogen skal man elske! Og hende elsker vi virkelig! – Vi ville aldrig forlade hende! – sagde Valborg. Senere ringede begge mødre og spurgte, hvorfor de nægtede familie gæstfrihed. – Ingen har smidt dem ud! – svarede vi til begge. – De ville jo bare ikke blive! De er altid velkomne! – Og hunden? – Mor, vi nægter jo ingen! Men mødrene holdt også op med at komme på besøg. Måneden efter vendte Timo – schæferen – hjem, men ville gerne komme igen. Det blev ikke nødvendigt. Valborg ventede tvillinger. Familie-komedie om stædige gæster, evige stress, og hvordan en schæferhund blev redningen – og endelig gav plads til dansk familielykke!