Hold da op, far, hvilken velkomst du får! Og hvorfor skulle du absolut på det der kursted, når du næsten har all-inclusive derhjemme?
Da Morten gav hende nøglerne til sin lejlighed, følte Astrid: Nu var Bastillen indtaget! Ingen Leonardo DiCaprio har nogensinde ventet så spændt på en Oscar, som Astrid i årevis har ventet på sin Morten og nu med egen bolig!
Desillusioneret, femogtredive år gammel, kastede hun mere og mere medlidende blikke mod vilde katte ved søerne og vinduer fyldt med Alt til hobby.
Men så var han der alene, karrieren havde slugt hans ungdom, han levede af skyr og duer sit liv i Fitness World, søgende sig selv i en uendelig spiral, og ovenikøbet ingen børn.
Astrid havde ønsket sig denne gave siden hun var tyve, og nok havde himlen til sidst fattet, at hun altså mente det alvorligt.
Jeg har den sidste forretningsrejse i år nu, og så er jeg helt din, sagde Morten, da han overrakte de hellige nøgler. Bare bliv ikke bange for min hule jeg bruger faktisk kun hjemmet til at sove i, sagde han og fløj straks til en anden tidszone for weekenden.
Astrid pakkede tandbørste, creme og tog afsted for at se, hvad denne hule egentlig gemte på. Problemerne begyndte allerede ved døren. Morten havde advaret om, at låsen nogle gange drillede, men Astrid havde ikke troet, at den var SÅ besværlig.
Hun kæmpede med døren i fyrre minutter: pressede, trak, prøvede nøglen fra alle vinkler med dansk høflighed, men slet ikke døren ville bare ikke give sig for den nye beboer.
Astrid begyndte at udøve psykisk pres; det havde hun lært under de mørke ungdomsår bag Netto. Pludselig åbnede nabodøren sig på klem til lyden af hendes strabadser.
Hvorfor står du og bryder ind i en fremmed lejlighed? klagede en bekymret kvindestemme.
Jeg bryder ikke ind! Jeg har jo nøglen! snerrede Astrid og tørrede sveden af panden.
Hvem er du da? Jeg har ikke set dig før, blandede naboen sig fortsat uden blufærdighed.
Jeg er hans kæreste! erklærede Astrid stolt og placerede hænderne i siden, men kunne kun lige skimte et øje gennem sprækken.
Dig?! sagde den forbløffede nabo.
Ja! Hvad så?
Der er da ingen problemer. Han har bare aldrig haft nogen med hjemme (her voksede Astrids kærlighed til Morten endnu mere) men nu kommer du sådan her
Hvordan sådan her? undrede Astrid sig.
Det rager mig ikke, undskyld, sagde naboen og lukkede sin dør igen.
Astrid indså, at nu eller aldrig, og pressede nøglen videre med hele sit bankende hjerne-talent, indtil hun nærmest fik den vendt rundt i karmen. Endelig åbnede døren sig.
Ind trådte Astrid og så sin nye verden her dækkede frosten hurtigt sjælen. Selvfølgelig, som solo-dansker er man vant til lidt askese, men dette var klostercelle i reneste form.
Stakkels dig, dit hjerte har enten glemt, eller aldrig oplevet, hygge, mumlede Astrid, da hun inspicerede Mortens ydmyge bolig, hvor hun nu skulle tilbringe pop-up weekender.
Til gengæld blev hun glad naboen talte sandt: Ingen kvindehånd har nogensinde rørt dette hjem, den gulv, det køkken, de grå vinduer. Astrid var den første.
Nu kunne hun ikke vente længere. Hun sprang i skoene og stormede i Føtex efter smuk badeforhæng, blødt bademåtte, grydelapper og friske viskestykker.
Det gik som forventet til bademåtte og forhæng kom duftlys, håndsæbe fra små kreative, og smarte opbevaringsbokse til makeuppen.
Det er vel ikke frækt at lave små forbedringer i andres hjem? beroligede Astrid sig, mens indkøbsvognen fik en søster.
Låsen gav Astrid aldrig mere modstand faktisk mistede den lysten til at fungere og mindede om en hockeymålmand, der har glemt hjelmen til semifinalen.
Da hun indså sit lave håndværkstal, stod Astrid til langt ud på natten og roterede Mortens lås ud med diverse køkkenknive. Næste morgen fór hun i Bauhaus og købte ny. Tja, knivene trængte også til udskiftning. Forklæder, dækkeservietter, skærebræt og grydelapper kom også med og vinduesgardiner. Hele pakken.
Søndag ved frokost ringede Morten og sagde, at han måtte blive på forretningsrejse i et par dage ekstra.
Tag endelig og gør min lejlighed lidt hyggelig, jeg vil være lykkelig! smilede han over telefonen, da Astrid bemærkede, hun havde været lidt rundhåndet med hans interiør.
Faktisk blev hyggen leveret i lastbil-portioner og systematisk fordelt efter Astrids mentale byggeplan. Mange år havde det samlet sig i hendes indre, og nu kunne hun endelig gå amok.
Da Morten vendte hjem, var der kun blevet en edderkop ved ventilationsgitteret. Astrid ville egentlig have jaget den ud, men dens otte forfjamskede øjne viste, at man nok skulle lade den være som en slags symbol for respekten for andres privatliv.
Mortens bolig lignede nu, som om han havde været lykkeligt gift i otte år, blev skuffet og var endelig lykkelig igen.
Astrid tog ikke kun sig af lejligheden, men hele opgangen kom til at vide, at nu var hun husets chef og alle henvendelser kunne gå til hende, selv om der endnu ikke sad nogen ring på fingeren. Rent teknisk!
Folk så først skeptisk til, men endte med at trække på skuldrene: Nå, jamen, hvis du vil så værsgo. Det rager ikke os!
***
Da Morten skulle hjem, lavede Astrid et ægte dansk måltid, pakkede sine stadig faste balder i en flot, lettere vovet kjole, placerede duftlys i hjørnerne, dimmede de nye lamper og ventede …
Morten trak ud. Da Astrid følte, at kjolen var strammere end hendes motivation på squat-dag, blev der sat en nøgle i låsen.
Den er ny, bare skub! Den er slet ikke låst! sagde Astrid frækt, men dog lidt flov. Hun frygtede ikke dommen hendes hjem var forvandlet, alt kunne tilgives.
Præcis som hun stod der, tikkede der en SMS ind fra Morten: Hvor er du? Jeg er hjemme. Lejligheden ser da helt sig selv ud. Mine venner skræmte mig jo med, at du ville dække alt med makeuppen din!
Men det så Astrid først senere … For nu trådte fem helt fremmede mennesker ind i lejligheden: to unge mænd, to skolebørn og en meget gammel bedstefar, som, da han fik øje på Astrid, straks rejste sig og kælede for de sidste grå hår på issen.
Wow, far, sikke en velkomst du får! Hvorfor tog du dog på kursted, hvis der er så meget all-inclusive derhjemme? sagde den unge mand, og fik straks en skalle af sin kone for at glo.
Astrid stod chokeret i døren med to fyldte vinglas. Hun ville skrige, men var stivnet på stedet.
En glad edderkop fniste i hjørnet.
Øh, undskyld, hvem er du? peb Astrid.
Ejer af denne hyggelige rede. Og du, er du fra kommunens hjemmepleje? Kommer du for at give behandling? Jeg har altså sagt til dem, jeg klarer det selv, svarede bedstefar og nikkede til Astrids uniform, som lidt mindede om sygeplejersken.
Ja, øh, Adam Mortensen, her er sandelig blevet hyggeligt! konstaterede nu konen bag Astrid. Der er jo meget bedre nu, før var det som at bo i en kryptekælder. Og dig, unge dame, hvad hedder du? Er Adam Mortensen ikke lidt gammel til dig? Han har trods alt sin egen lejlighed …
Æ-Æstrid …
Nå, det var heldigt! Du og Adam Mortensen der har han været heldig!
Bedstefar, med funklen i øjnene, fandt også situationen særdeles gunstig.
Hvor er Morten? hviskede Astrid nervøst og skyllede begge vinglas i et hug.
Jeg er Morten! sagde den unge dreng, otte år gammel, og vinkede.
Ikke endnu, min dreng! sagde hans mor og sendte børnene og manden mod bilen.
U-undskyld, jeg er vist gået forkert, fik Astrid endelig frem, tankerne kørte nu: det var altså låsen … Er det her Kløvervænget nummer atten, lejlighed seksogtyve?
Nej, det her er Kastanievej nummer atten, svarede bedstefar og var klar til at rulle sine gaver ind på matriklen.
Ja, så … sagde Astrid tragisk. Meget forvirrende. Nå, men gør jer endelig hjemme! Jeg skal lige gå ud og ringe.
Hun greb sin mobil og flygtede ud på badeværelset, barrikaderede døren og viklede sig ind i et håndklæde. Her læste hun endelig Mortens SMS.
Morten, jeg er der snart, jeg blev bare lidt forsinket i Irma, svarede Astrid.
Perfekt, jeg venter. Hvis du gider, må du gerne tage en flaske rødvin med! sagde Morten via en lydbesked.
Rødvin ville Astrid medbringe, om end indvendigt. Hun tog sin måtte under armen, hev forhænget ned, og ventede, indtil de fremmede gik i køkkenet og så slap hun ud af badeværelset.
Hurti-pakning af ting ned i en pose, og så ud af lejligheden i fuldt firspring!
***
Forklarer det senere, sagde Astrid, da Morten åbnede døren.
Som i tåge gik hun forbi ham uden at se op, først på badeværelset for at hænge forhænget og rulle måtten ud på gulvet. Dernæst direkte på sofaen, hvor hun sov stækket til næste morgen, indtil stress og vin fordampede stille.
Da hun vågnede, stod en forvirret ung mand foran hende og forventede forklaring.
Sig mig, hvad er egentlig adressen her …?
Birkegade, atten…







