Kattens hjerte hamrede tungt i brystet, tankerne fløj omkring og sjælen gjorde ondt. Hvad kunne dog være sket, siden hans ejerinde gav ham til fremmede mennesker, hvorfor havde hun forladt ham? Da Olesia til sin indflytterfest fik foræret en kulsort britisk korthårskat, var hun målløs i flere minutter… Den beskedne, ældre etværelseslejlighed, hun med besvær havde sparet op til, var endnu ikke indrettet. Der var også andre problemer, der krævede hendes opmærksomhed. Og nu – en killing. Da hun kom til sig selv, kiggede hun ind i killingens ravgule øjne, sukkede, smilede og spurgte gavegiveren: – Er det en han eller en hun? – En han! – Nå, så er du kat, og du skal hedde Bamse, – sagde hun til killingen. Den åbnede den lille mund og skrattede lydigt: “Mjav”… ***** Det viste sig, at britiske katte er særdeles behagelige væsener. Nu har Olesia og Bamse boet sjælesørgerligt sammen i tre år. Og med tiden har Olesia opdaget, at Bamse har en rørende sjæl og et stort hjerte. Han glæder sig, når hun kommer hjem fra arbejde, varmer hende, når hun sover, ser film med hende puttet tæt ind til og iler rundt som hendes skygge, når hun gør rent. Livet med katten har fået farver. Det er skønt at have én, der venter på én derhjemme, nogen at grine og sørge med, og som forstår én på et halvt ord. Man skulle tro, hun burde være lykkelig, men… På det sidste har Olesia bemærket smerter i højre side. Først troede hun, at hun bare havde strukket en muskel, senere skyldte hun på fed mad. Da smerterne tog til, gik hun til lægen. Da lægen fortalte, hvad hun fejlede og hvad der ventede hende, græd Olesia hele aftenen ned i puden. Bamse, som forstod hendes sindsstemning, lagde sig roligt ved siden af og forsøgte at trøste hende med sin melodiøse spinden. Ubevidst faldt Olesia i søvn til Bamses beroligende lyde. Om morgenen, forsonet med sin skæbne, besluttede hun sig for ikke at involvere familien i sin sygdom, for at undgå medlidende blikke og akavede forsøg på at hjælpe. Hun havde stadig et gran af håb for, at lægerne ville klare hendes lidelse. Hun blev tilbudt et behandlingsforløb, der kunne forbedre hendes tilstand. Nu opstod spørgsmålet: Hvem skulle tage sig af katten? Med det i baghovedet, at sygdommen kunne ende tragisk, besluttede hun at finde et nyt hjem og gode ejere til Bamse. Hun lavede en annonce på nettet og skrev, at hun gav sin racekat til gode mennesker. Da den første ringede og spurgte, hvorfor hun ville skille sig af med en voksen kat, forklarede Olesia, nærmest uden at tænke, at hun var gravid og havde fået allergi over for kattes hår. Tre dage senere var Bamse, i sin transportkasse og med alt sit udstyr, afleveret til sine nye ejere, og Olesia lagde sig ind på hospitalet… To dage senere ringede hun for at høre, hvordan det gik med Bamse, og fik – undskyldende – at vide, at katten var stukket af samme aften og at de ikke kunne finde ham. Hendes første impuls var at flygte fra hospitalet for at lede efter katten. Hun bad endda vagtsygeplejersken om at lade hende gå, men blev strengt sendt tilbage på stuen. Sengevennen opdagede hendes uro og spurgte, hvad der var sket. Olesia brød grædende sammen og fortalte det hele. – Vent med at sørge, min pige, – sagde den spinkle ældre dame, – i morgen kommer der en dygtig læge fra København. Jeg har også fået en dårlig diagnose, min søn – han er erhvervsmand – har ordnet det så jeg kan blive overført til en anden klinik, men jeg har sagt nej. Hvordan han har grejet det, ved jeg ikke, men det lykkedes. Jeg vil bede ham om, at denne specialist også ser på dig, måske er det slet ikke så slemt, – sagde hun, idet hun kærtegnede Olesia på skulderen. **** Da han kom ud af transportkassen, indså Bamse, han var i et fremmed hjem. En ukendt person rakte efter ham for at ae… Bamses nerver kunne ikke holde, og han slog vildt ud efter hånden med poten og stak af i et mørkt hjørne. – Poul, lad ham være for nu, lad ham vænne sig, – hørte Bamse en blid kvindestemme, men det var ikke hans ejers stemme. Kattens hjerte hamrede tungt i brystet, tankerne fløj omkring og sjælen gjorde ondt. Hvad kunne dog være sket, siden hans ejerinde gav ham til fremmede mennesker, hvorfor havde hun forladt ham? De ravgule øjne afsøgte rummet med et skræmt blik. Så så han et åbent vindue. Bamse pilede lynhurtigt gennem stuen og hoppede ud! Heldigvis var det kun anden sal og under vinduet lå en velholdt græsplæne. Her begyndte Bamses rejse hjem… ***** Specialisten viste sig som en venlig kvinde lidt over fyrre. Hun præsenterede sig som Maria Poulsen, studerede nøje Olesias journal, bad hende ligge på briksen og vende sig mod venstre. Havde lange undersøgelser, bankede, spurgte hvor og hvordan det gjorde ondt. Læste journalen igen. Flere undersøgelser på hospitalets udstyr. Olesia forventede intet godt. Hun blev ført tilbage på stuen, hvor sengevennen allerede lå. – Nå, hvad sagde de, min pige? – spurgte hun. – Ingenting endnu, de sagde de ville komme igen. – Forståeligt. Jeg var ikke så heldig, diagnosen er bekræftet, – sagde kvinden trist. – Det gør mig ondt, og tak for alt, – svarede Olesia, uden at vide, hvad hun skulle sige til én, der ved, hun ikke har lang tid igen. En halv time senere kom Maria Poulsen ind med flere læger. – Nå, Olesia, jeg har gode nyheder. Din sygdom kan behandles, og jeg har allerede ordineret et forløb. Bliv her to uger, tag behandlingen, og så bliver du rask, – sagde hun med et smil. Da lægerne havde forladt stuen, sagde sengekammeraten: – Sådan! Jeg er glad for, at jeg nåede at gøre én god gerning mere, før jeg skal herfra. Vær lykkelig, min pige, – tilføjede hun. ***** Bamse havde ingen nordstjerne – han kendte ikke til den. Han gik bare hjem efter sit katteinstinkt. Vejen gennem fare og eventyr var fyldt med både farlige og komiske oplevelser. Uden nogensinde at kende gader og stræder blev den adelige britte på en dag forvandlet til en vild jæger med skærpede sanser. Han undgik larmende veje, løb i sus, smøg sig afsted og sprang (sådan føltes det, når hundene jagtede ham), lynhurtigt op i et træ, på vej mod sit mål… I én lille hyggelig gård, han smuttede ind i, mødte han ansigt til ansigt med en lokal gadebissekat. Den kiggede ikke længe – genkendte straks Bamse som fremmed. Med et højt mjav kastede gadebissen sig på briten, men Bamse, nu en rasende bandit, trak sig ikke. Slaget blev kort. Stedets katteboss måtte skamfuldt ind i nærmeste busk, efterladende et flænset øre som minde. Det kunne ikke være anderledes. Bissen ønskede blot at markere sig som herre på stedet. Men Bamse var på vej hjem, og intet kunne få ham til at stoppe. Rejsen hjem fortsatte. Med sine fjerne forfædre in mente lærte Bamse at sove i trækroner på gode grene. Åh, Gud, hvor pinligt: Bamse lærte at spise fra skraldespande og stjæle mad fra andre gårdkatte, som blev fodret af de medfølende beboere. En gang mødte han en flok gadehunde. De jagede ham op i et sølle træ og gøede, hoppede og skubbede til stammen med poterne. Folk stimlede sammen, drev hundene væk. En kvinde ville tage Bamse ind. Hun lokkede ham med smagfuld pølse. Sult og frygt slørede forstanden, så han kom ned til hende, lod sig klappe og tage op. Men… Da han havde slappet af og spist sig mæt i varmen og roen, huskede han sin destination, smuttede efter kvinden ud i opgangen, og videre gennem en dør, der akkurat stod åben – på vej hjem… ***** Efter udskrivelse drog Olesia hjem. Hendes hoved svirrede stadig med ordene fra kvinden, der ønskede hende lykke. Selvsagt var hun lykkelig for, at diagnosen ikke blev bekræftet og at hun var rask. Men hjertet blødte for Bamse. Hun kunne ikke forestille sig at komme hjem til en tom lejlighed, hvor ingen ville møde hende. Så snart hun kom over dørtærsklen, ringede hun til dem, der havde taget Bamse, og bad om den nøjagtige adresse. Da hun kom frem, fik hun at vide, hvordan Bamse var sluppet væk og satte sig for at følge sporene. Folk sagde, det var umuligt, at der allerede var gået to uger, og at en privat kat næppe ville overleve på gaden, men hun nægtede at tro på det. Olesia gik til fods, kiggede ind på hver gård, søgte i nære grønne områder og garageanlæg. Hun forsøgte at tænke som en kat, der aldrig har været på gaden. Hun kaldte på Bamse og spejdede ind i mørke kældervinduer. Da hun nærmede sig hjemmet, stod det klart, at katten var borte. Det var umuligt for ham – en der ikke kendte byen – at finde hele vejen, som hun havde brugt to timer på med alle omveje. Med trist sind trådte hun ind i sin egen gård, tårerne pressede på og sjælen var tung og smertefuld. Igennem tårene så hun pludselig, på den anden side af fortovet, en sort kat komme hende i møde. “En sort kat,” lød det i hovedet. Olesia standsede og kiggede nærmere. Hun genkendte ham. Hun sprang frem og råbte: “Bamse!” Men katten løb ikke hen til hende – han havde ikke flere kræfter. Han satte sig, kneb øjnene sammen af lykke og skrattede lavt: “Jeg kom hjem!”

Hjertet på katten slog tungt i brystet, tankerne flakkede, og sjælen smertede. Hvad kunne være sket, siden hendes menneske havde givet ham væk til fremmede? Hvorfor var hun forsvundet fra hans liv?

Da Emilie flyttede ind i sin nye lejlighed i Vanløse, kom en ven til indflytterfesten med en gave, der gjorde hende helt paf: en hundesort britisk korthårskilling.

Lejligheden var beskeden, hun havde brugt flere år på at spare op til de 1.500.000 kr. den havde kostet, og der var stadig flyttekasser i stuen. Problemerne stod i kø, og så en kat.

Efter det første chok så Emilie ned i killingens ravgule øjne, sukkede, smilede og spurgte vennen:

Er det en hankat?

Ja, det er det!

Så bliver du Mikkel, sagde Emilie til killingen.

Mikkel åbnede den lille mund og sagde Miav med en skrattende lyd, som kun katte kan.

*****
Det viste sig, at britiske katte var yderst nemme at bo med. Og nu, tre år senere, levede Emilie og Mikkel sammen i harmoni. Over tid havde Emilie lært, at Mikkel havde en rørende sjæl og et stort hjerte.

Han modtog hende altid i døren, puttede sig ind til hende om natten, så film med hende lænet op ad hendes ben og fulgte hende som en skygge rundt under rengøringen.

Livet med Mikkel havde givet farver til hverdagen. Det er virkelig noget særligt, når nogen venter på en derhjemme, nogen man kan grine med eller græde med. Især når man forstår hinanden uden mange ord.

Måske skulle det bare have været sådan, et liv i glæde. Men

På det seneste begyndte Emilie at opleve smerter i højre side. Først troede hun, det var en dårlig bevægelse eller måske den fede mad. Men da smerterne blev værre, tog hun til lægen på Bispebjerg Hospital.

Da diagnosen kom og fremtiden blev tegnet, græd Emilie hele aftenen, begravet i sin pude. Mikkel lagde sig forsigtigt ved siden af, begyndte at spinde med en blid, melodisk klang som om han ville trøste hende.

Uden at hun opdagede det, faldt Emilie i søvn til lyden af Mikkels spinden. Da hun vågnede dagen efter, havde hun besluttet at holde sin sygdom hemmelig for familien, så hun slap for medfølende blikke og akavede forsøg på at hjælpe.

Hun håbede stadig på, at lægerne ville kunne hjælpe hende. Hun fik tilbudt et behandlingsforløb, der potentielt kunne forbedre tilstanden.

Men så opstod spørgsmålet: hvor skulle Mikkel bo? I sit stille håb om at hun ville blive rask, og frygten for at hun ikke gjorde, besluttede Emilie at finde et nyt hjem til Mikkel.

Hun lagde en annonce på nettet, hvor hun søgte et kærligt hjem til sin britiske kat.

Da den første interesserede ringede, og spurgte, hvorfor hun ville af med en voksen kat, svarede Emilie uden helt selv at forstå hvorfor at hun var gravid og havde fået allergi over for kattehår.

Tre dage senere blev Mikkel, med alt sit tilbehør, sendt videre til sin nye familie, og Emilie blev indlagt.

To dage senere ringede hun til de nye ejere for at høre til Mikkel. Undskyldende beklagede de, at han var stukket af allerede den første aften, og de ikke kunne finde ham.

Det første Emilie ville, var at løbe ud af hospitalet og lede efter sin kat. Hun bad sygeplejersken om at lade hende gå, men fik et strengt nej og blev sendt tilbage til sengen.

Hendes værelseskammerat, en ældre og spinkel dame, opdagede Emilies uro og spurgte ind. Emilie græd og fortalte det hele.

Du skal ikke græde endnu, kære, sagde Maren, den ældre dame. Der kommer en specialist fra Aarhus i morgen. Min søn, der har succes med sin egen virksomhed, har kæmpet for at overføre mig til en anden klinik, men jeg nægtede. Han fik det dog arrangeret. Jeg beder ham bede lægen se på dig også. Måske er der håb, sagde hun, mens hun beroligende klappede Emilie på skulderen.

****
Da Mikkel slap ud af transportkassen, mærkede han straks fremmedheden i det nye hjem. En ukendt hånd nærmede sig for at klappe ham.

Nerverne kunne ikke klare det, han slog ud efter hånden og stormede hen til det mørkeste hjørne.

Poul, lad ham være han skal vænne sig til det, sagde en blød kvindestemme. Men det var ikke hans menneskes stemme.

Hjertet bankede hårdere, tankerne var i oprør, sjælen smertede. Hvad havde han gjort for at blive forladt?

Hans ravgule øjne gennemsøgte stuen med frygt. Så spottede han et åbent vindue og som et sort lyn fløj Mikkel ud og forsvandt!

Heldigvis var det kun på anden sal, med et velplejet græsareal nedenunder. Her begyndte Mikkel sin farefulde vej hjem

*****
Specialisten viste sig at være en mild kvinde lidt over 40 hun præsenterede sig som Marianne. Hun studerede Emilies journal grundigt, undersøgte hende, spurgte hvor smerterne var og hvad de føltes som. Så gik hun hele journalen igennem igen, før hun gentog undersøgelsen med hospitalets apparater.

Emilie forventede intet godt. Hun vendte tilbage til sengen hos Maren.

Nå, hvad sagde hun så, min ven? spurgte Maren.

Ingenting endnu hun sagde de kommer tilbage.

Jeg forstår. Jeg var uheldig hun bekræftede min diagnose, sagde Maren trist.

Jeg er så ked af det, og tak for alt, svarede Emilie, uden at vide hvad hun kunne sige til et menneske, der vidste sin tid var nær.

Efter en halv time kom Marianne ind med et hold læger.

Emilie, jeg har gode nyheder. Din sygdom kan behandles, og jeg har allerede sat din behandling igang. Om to uger kan du tage hjem helt rask, sagde Marianne med et varmt smil.

Da lægerne var gået, sagde Maren:

Det er fantastisk. Jeg er glad for, at jeg nåede at gøre én god gerning mere før jeg skal herfra. Vær nu lykkelig, kære.

*****
Mikkel havde ingen ledestjerne på himlen men han fulgte sin kattemave og søgte hjem. Turen blev en sand odyssé gennem farer og pudsige episoder.

Fra sofistikeret britisk stuekat blev Mikkel på én dag til en gadekat med skærpede instinkter.

Hurtigt lærte han at undgå larmende veje og biler, at pile afsted på tværs af pladser, at springe op i træer for at undgå byens hunde, alt sammen kun drevet af ønsket om at komme hjem igen.

I en rolig gård mødte han en erfaren gadekat. Med ét blev Mikkel genkendt som fremmed, og den lokale boss gik til angreb. Fra aristokrat forvandlede Mikkel sig til bandit, og sendte bossen ramlende ind i buskadset, mens han selv stod tilbage med et lille hak i øret.

Men Mikkel var ikke til at stoppe han skulle hjem.

Han lærte at sove i trækroner som forfædrene, og at stjæle mad fra skraldespande eller tage det fra de gårdkatte, der blev fodret af venlige beboere.

Én gang blev han jaget op i et tyndt træ af en flok gadehunde de hoppede og gøede, mens folk kom ud og jog dem væk. En kvinde lokkede Mikkel ned med et stykke pølse og bar ham forsigtigt indenfor.

Sult og frygt gjorde ham blød og tam et øjeblik, inden han efter et par dage brød ud lige som døren var åben og fortsatte mod hjemmet.

*****
Da Emilie blev udskrevet, tog hun straks hjem. Marens ord vær lykkelig rungede stadig i hovedet. Naturligvis var hun overvældet over at være rask igen.

Men hjertet var tungt; Mikkel var væk. Emilie kunne ikke forestille sig, at vende hjem til en tom lejlighed.

Hun ringede til Mikkels nye ejere efter adressen. De fortalte, hvordan han var sluppet ud, og Emilie fulgte hans spor, selvom alle sagde, det var umuligt det er to uger siden, og næppe har en indekat overlevet.

Emilie gik gårdene tynde, kiggede i alle kroge, rundt om skure, ned i mørke kældervinduer. Som Mikkel, der aldrig havde været ude før, kaldte hun og tryglede i mørket: Mikkel?

Tidligt på aftenen, efter over to timers søgen og med tårer i øjnene, trådte hun ind på sit eget fortov, opgivende.

Pludselig, gennem sløret af tårer, så hun en sort kat komme imod hende i den anden ende af stien.

En eller anden sort kat, tænkte hun. Hun standsede og stirrede og indså Hun løb, råbte: Mikkel!

Men Mikkel løb ikke. Han gik langsomt, satte sig, knækkede øjnene sammen af lykke og skrattede: Jeg nåede hjem!

Og sådan lærte Emilie, at sande bånd ikke sådan brydes. At troen på hinanden kan bære et væsen både gennem sorg, sygdom og eventyrlige rejser. At lykke nogle gange venter tålmodigt derhjemme og man skal turde håbe og søge, også når alt føles tabt.

Rating
Mirabile dictu
Kattens hjerte hamrede tungt i brystet, tankerne fløj omkring og sjælen gjorde ondt. Hvad kunne dog være sket, siden hans ejerinde gav ham til fremmede mennesker, hvorfor havde hun forladt ham? Da Olesia til sin indflytterfest fik foræret en kulsort britisk korthårskat, var hun målløs i flere minutter… Den beskedne, ældre etværelseslejlighed, hun med besvær havde sparet op til, var endnu ikke indrettet. Der var også andre problemer, der krævede hendes opmærksomhed. Og nu – en killing. Da hun kom til sig selv, kiggede hun ind i killingens ravgule øjne, sukkede, smilede og spurgte gavegiveren: – Er det en han eller en hun? – En han! – Nå, så er du kat, og du skal hedde Bamse, – sagde hun til killingen. Den åbnede den lille mund og skrattede lydigt: “Mjav”… ***** Det viste sig, at britiske katte er særdeles behagelige væsener. Nu har Olesia og Bamse boet sjælesørgerligt sammen i tre år. Og med tiden har Olesia opdaget, at Bamse har en rørende sjæl og et stort hjerte. Han glæder sig, når hun kommer hjem fra arbejde, varmer hende, når hun sover, ser film med hende puttet tæt ind til og iler rundt som hendes skygge, når hun gør rent. Livet med katten har fået farver. Det er skønt at have én, der venter på én derhjemme, nogen at grine og sørge med, og som forstår én på et halvt ord. Man skulle tro, hun burde være lykkelig, men… På det sidste har Olesia bemærket smerter i højre side. Først troede hun, at hun bare havde strukket en muskel, senere skyldte hun på fed mad. Da smerterne tog til, gik hun til lægen. Da lægen fortalte, hvad hun fejlede og hvad der ventede hende, græd Olesia hele aftenen ned i puden. Bamse, som forstod hendes sindsstemning, lagde sig roligt ved siden af og forsøgte at trøste hende med sin melodiøse spinden. Ubevidst faldt Olesia i søvn til Bamses beroligende lyde. Om morgenen, forsonet med sin skæbne, besluttede hun sig for ikke at involvere familien i sin sygdom, for at undgå medlidende blikke og akavede forsøg på at hjælpe. Hun havde stadig et gran af håb for, at lægerne ville klare hendes lidelse. Hun blev tilbudt et behandlingsforløb, der kunne forbedre hendes tilstand. Nu opstod spørgsmålet: Hvem skulle tage sig af katten? Med det i baghovedet, at sygdommen kunne ende tragisk, besluttede hun at finde et nyt hjem og gode ejere til Bamse. Hun lavede en annonce på nettet og skrev, at hun gav sin racekat til gode mennesker. Da den første ringede og spurgte, hvorfor hun ville skille sig af med en voksen kat, forklarede Olesia, nærmest uden at tænke, at hun var gravid og havde fået allergi over for kattes hår. Tre dage senere var Bamse, i sin transportkasse og med alt sit udstyr, afleveret til sine nye ejere, og Olesia lagde sig ind på hospitalet… To dage senere ringede hun for at høre, hvordan det gik med Bamse, og fik – undskyldende – at vide, at katten var stukket af samme aften og at de ikke kunne finde ham. Hendes første impuls var at flygte fra hospitalet for at lede efter katten. Hun bad endda vagtsygeplejersken om at lade hende gå, men blev strengt sendt tilbage på stuen. Sengevennen opdagede hendes uro og spurgte, hvad der var sket. Olesia brød grædende sammen og fortalte det hele. – Vent med at sørge, min pige, – sagde den spinkle ældre dame, – i morgen kommer der en dygtig læge fra København. Jeg har også fået en dårlig diagnose, min søn – han er erhvervsmand – har ordnet det så jeg kan blive overført til en anden klinik, men jeg har sagt nej. Hvordan han har grejet det, ved jeg ikke, men det lykkedes. Jeg vil bede ham om, at denne specialist også ser på dig, måske er det slet ikke så slemt, – sagde hun, idet hun kærtegnede Olesia på skulderen. **** Da han kom ud af transportkassen, indså Bamse, han var i et fremmed hjem. En ukendt person rakte efter ham for at ae… Bamses nerver kunne ikke holde, og han slog vildt ud efter hånden med poten og stak af i et mørkt hjørne. – Poul, lad ham være for nu, lad ham vænne sig, – hørte Bamse en blid kvindestemme, men det var ikke hans ejers stemme. Kattens hjerte hamrede tungt i brystet, tankerne fløj omkring og sjælen gjorde ondt. Hvad kunne dog være sket, siden hans ejerinde gav ham til fremmede mennesker, hvorfor havde hun forladt ham? De ravgule øjne afsøgte rummet med et skræmt blik. Så så han et åbent vindue. Bamse pilede lynhurtigt gennem stuen og hoppede ud! Heldigvis var det kun anden sal og under vinduet lå en velholdt græsplæne. Her begyndte Bamses rejse hjem… ***** Specialisten viste sig som en venlig kvinde lidt over fyrre. Hun præsenterede sig som Maria Poulsen, studerede nøje Olesias journal, bad hende ligge på briksen og vende sig mod venstre. Havde lange undersøgelser, bankede, spurgte hvor og hvordan det gjorde ondt. Læste journalen igen. Flere undersøgelser på hospitalets udstyr. Olesia forventede intet godt. Hun blev ført tilbage på stuen, hvor sengevennen allerede lå. – Nå, hvad sagde de, min pige? – spurgte hun. – Ingenting endnu, de sagde de ville komme igen. – Forståeligt. Jeg var ikke så heldig, diagnosen er bekræftet, – sagde kvinden trist. – Det gør mig ondt, og tak for alt, – svarede Olesia, uden at vide, hvad hun skulle sige til én, der ved, hun ikke har lang tid igen. En halv time senere kom Maria Poulsen ind med flere læger. – Nå, Olesia, jeg har gode nyheder. Din sygdom kan behandles, og jeg har allerede ordineret et forløb. Bliv her to uger, tag behandlingen, og så bliver du rask, – sagde hun med et smil. Da lægerne havde forladt stuen, sagde sengekammeraten: – Sådan! Jeg er glad for, at jeg nåede at gøre én god gerning mere, før jeg skal herfra. Vær lykkelig, min pige, – tilføjede hun. ***** Bamse havde ingen nordstjerne – han kendte ikke til den. Han gik bare hjem efter sit katteinstinkt. Vejen gennem fare og eventyr var fyldt med både farlige og komiske oplevelser. Uden nogensinde at kende gader og stræder blev den adelige britte på en dag forvandlet til en vild jæger med skærpede sanser. Han undgik larmende veje, løb i sus, smøg sig afsted og sprang (sådan føltes det, når hundene jagtede ham), lynhurtigt op i et træ, på vej mod sit mål… I én lille hyggelig gård, han smuttede ind i, mødte han ansigt til ansigt med en lokal gadebissekat. Den kiggede ikke længe – genkendte straks Bamse som fremmed. Med et højt mjav kastede gadebissen sig på briten, men Bamse, nu en rasende bandit, trak sig ikke. Slaget blev kort. Stedets katteboss måtte skamfuldt ind i nærmeste busk, efterladende et flænset øre som minde. Det kunne ikke være anderledes. Bissen ønskede blot at markere sig som herre på stedet. Men Bamse var på vej hjem, og intet kunne få ham til at stoppe. Rejsen hjem fortsatte. Med sine fjerne forfædre in mente lærte Bamse at sove i trækroner på gode grene. Åh, Gud, hvor pinligt: Bamse lærte at spise fra skraldespande og stjæle mad fra andre gårdkatte, som blev fodret af de medfølende beboere. En gang mødte han en flok gadehunde. De jagede ham op i et sølle træ og gøede, hoppede og skubbede til stammen med poterne. Folk stimlede sammen, drev hundene væk. En kvinde ville tage Bamse ind. Hun lokkede ham med smagfuld pølse. Sult og frygt slørede forstanden, så han kom ned til hende, lod sig klappe og tage op. Men… Da han havde slappet af og spist sig mæt i varmen og roen, huskede han sin destination, smuttede efter kvinden ud i opgangen, og videre gennem en dør, der akkurat stod åben – på vej hjem… ***** Efter udskrivelse drog Olesia hjem. Hendes hoved svirrede stadig med ordene fra kvinden, der ønskede hende lykke. Selvsagt var hun lykkelig for, at diagnosen ikke blev bekræftet og at hun var rask. Men hjertet blødte for Bamse. Hun kunne ikke forestille sig at komme hjem til en tom lejlighed, hvor ingen ville møde hende. Så snart hun kom over dørtærsklen, ringede hun til dem, der havde taget Bamse, og bad om den nøjagtige adresse. Da hun kom frem, fik hun at vide, hvordan Bamse var sluppet væk og satte sig for at følge sporene. Folk sagde, det var umuligt, at der allerede var gået to uger, og at en privat kat næppe ville overleve på gaden, men hun nægtede at tro på det. Olesia gik til fods, kiggede ind på hver gård, søgte i nære grønne områder og garageanlæg. Hun forsøgte at tænke som en kat, der aldrig har været på gaden. Hun kaldte på Bamse og spejdede ind i mørke kældervinduer. Da hun nærmede sig hjemmet, stod det klart, at katten var borte. Det var umuligt for ham – en der ikke kendte byen – at finde hele vejen, som hun havde brugt to timer på med alle omveje. Med trist sind trådte hun ind i sin egen gård, tårerne pressede på og sjælen var tung og smertefuld. Igennem tårene så hun pludselig, på den anden side af fortovet, en sort kat komme hende i møde. “En sort kat,” lød det i hovedet. Olesia standsede og kiggede nærmere. Hun genkendte ham. Hun sprang frem og råbte: “Bamse!” Men katten løb ikke hen til hende – han havde ikke flere kræfter. Han satte sig, kneb øjnene sammen af lykke og skrattede lavt: “Jeg kom hjem!”