Man bør altså sige til – jeg har jo slet ikke forberedt noget! Ved I egentlig, hvor dyrt det er at have gæster?! – råbte svigermor. Jeg er bare en helt almindelig svigerdatter, arbejder fuldtid og har ikke noget prinsesse-gen. Min mand og jeg bor i vores egen lejlighed i byen, som vi selv klarer – lån, regninger, knokl fra morgen til aften. Svigermor bor ude på landet, sammen med svigerinden. Alt ville jo være godt, hvis bare de ikke havde besluttet, at vores lejlighed er ferieresortet i weekenden. Først lød det hyggeligt: – Vi kigger lige forbi på lørdag. – Det bliver kun kort. – Vi er jo familie. Jaja, ”kort” betyder med overnatning; ”kigger forbi” er med oppakning, tomme gryder og et blik, der forventer festmiddag. Hver eneste weekend det samme: Jeg farer rundt efter arbejde, fylder indkøbsposer, laver mad, dækker bordet, smiler, og halvdelen af natten går med opvask og oprydning. Valentina Iversen sidder og kommenterer: – Hvorfor er der ikke majs i salaten? – Jeg kan godt lide borsjt mere kraftig. – Sådan gør vi ikke ude på landet. Og svigerinden: – Uha, jeg er helt udkørt efter turen. – Er der ingen dessert? Og aldrig et ”tak” eller ”skal jeg hjælpe?” Engang kunne jeg ikke mere og sagde til min mand: – Jeg er ikke husbestyrerinde og gider ikke servicere din familie hver weekend. – Måske vi skal gøre noget ved det. Så fik jeg en idé. Næste gang ringer svigermor: – Vi kommer på lørdag. – Vi har selv planer i weekenden, svarer jeg roligt. – Hvilke planer da? – Bare vores egne. Og ved I hvad? Vi tog faktisk afsted – men ikke til ”planer”, men nemlig hjem til Valentina Iversen. Lørdag morgen står vi så i hendes gårdsplads. Svigermor åbner døren – og bliver stum. – Hvad er det her?! – Vi kommer på besøg. Bare kort. – Man skal altså sige til – jeg har jo slet ikke forberedt noget! Ved I, hvad det koster at have gæster?! Jeg ser roligt på hende og siger: – Kan du mærke det? Sådan lever jeg hver eneste weekend. – Nå, du vil lære mig en lektie?! Uforskammet! Der blev råbt så hele nabolaget kiggede ud, og vi kørte hjem igen. Det sjoveste? Siden da – ikke et eneste uanmeldt besøg. Ingen ”vi kigger lige forbi” og ingen weekends i mit køkken. Nogle gange skal man bare vise folk, hvordan det føles at stå i ens egne sko, før de forstår. Synes du, jeg gjorde det rigtige? Hvad ville du selv have gjort i situationen?

Man burde altså lige sige til, jeg havde da ikke forberedt noget! Ved I, hvor meget det koster at have gæster? råbte svigermor dengang.

Jeg var svigerdatter, helt almindelig, arbejdende, ingen dronningekrone på hovedet. Min mand og jeg boede i vores egen lejlighed i København, og vi sled med det lån, regninger, knokleri fra morgen til aften.

Svigermor boede på landet, i en lille jysk landsby, sammen med svigerinden. Det kunne jo gå an, hvis ikke de var begyndt at se vores lejlighed som et weekend-pensionat. Til at begynde med lød det da hyggeligt:

Vi kigger lige forbi på lørdag.

Bliver ikke længe.

Vi er jo familie.

Ja, ikke længe betød overnatning; kigger forbi var med tasker, tomme gryder og forventninger om festmiddag.

Hver eneste weekend foregik det på samme måde: Jeg kom hjem fra arbejde, spænede rundt i supermarkedet, lavede mad, vaskede, dækkede op, smilede, og bagefter stod jeg midt om natten og skrubbede op efter dem. Valborg Møller sad og kommenterede:

Hvorfor er der ikke majs i salaten?

Jeg vil altså gerne have kartoffelsalat, som den vi laver på landet.

Sådan gør man ikke hjemme hos os.

Og svigerinden, Frederikke, supplerede:

Åh, jeg er helt udmattet efter køreturen.

Og der er ikke dessert?

Og aldrig et eneste tak. Ingen Skal jeg hjælpe dig?

Til sidst kunne jeg ikke mere, og sagde til min mand:

Jeg er ikke hushjælp, og jeg vil ikke tjene din familie hver weekend.

Ja, måske skulle vi gøre noget ved det.

Og så fik jeg en idé.

Næste gang svigermor ringede:

Vi kommer på lørdag.

Åh, vi har altså planer den weekend, svarede jeg roligt.

Hvilke planer?

Bare vores egne.

Og hvad tror I så? Vi tog faktisk afsted ikke til planer, men hjem til Valborg Møller. Lørdag morgen stod vi dér i gårdspladsen. Svigermor åbnede døren og stivnede.

Hvad går det ud på?!

Vi kom bare på besøg. Bliver ikke længe.

Man bør altså sige til; jeg har jo slet ikke nået at forberede mad! Ved I, hvad det koster at have gæster?

Jeg så på hende og sagde stille:

Ser du, sådan har jeg det hver eneste weekend.

Er det din måde at straffe mig på?! Frækt!

Der blev råbt så højt, at hele landsbyen kiggede over hækken, og vi tog hjem igen.

Og ved I hvad? Siden den dag er der ikke kommet ét uanmeldt besøg. Ikke flere vi kigger forbi, ikke flere weekends, hvor jeg står i køkkenet. Nogle gange skal man bare vise folk, hvordan det føles at stå i ens egne sko, før de forstår.

Synes du, jeg gjorde det rigtige? Hvad ville du have gjort dengang?