Jeg tog beslutningen om at stoppe med at slæbe mine døtre med til familiemiddage efter mange år, hvor jeg egentlig ikke fattede, hvad der foregik.
Mine døtre hedder Alberte og Yrsa, og de er henholdsvis 14 og 12 år. Allerede fra de var små, begyndte de “sådan lidt hyggelige” kommentarer:
“Hold da op, hun spiser meget.”
“Den trøje klæder hende altså ikke.”
“Alberte er da for gammel til at gå i shorts.”
“Hun bør begynde at tænke over vægten nu.”
I starten så jeg det som lidt grovkornet dansk familiejargon. Jeg tænkte bare “Sådan er de nu engang.” Lidt direkte, som vi jo har det med at være.
Da pigerne var yngre, vidste de ikke rigtigt, hvordan de skulle sige fra. De blev helt stille, kiggede væk, og kom måske med et lidt akavet smil det der høflighedssmil, vi lærer som små. Jeg kunne godt se, de ikke syntes det var rart, men jeg bildte mig ind, at jeg overdrev. At det jo bare var sådan det er med familien.
Og ja, der var jo altid fyldte borde, rødvin, snak i køkkenet, grin, billeder og kram den store danske familiepakke.
Men der var også lange blikke. Sammenligninger med kusinerne. Uopfordrede spørgsmål. Sætninger, man slynger ud “for sjov”.
Og som regel blev mine piger mere stille end normalt, når vi kom hjem.
Med tiden døde kommentarerne ikke ud.
De skiftede bare karakter.
Det handlede nu ikke kun om, hvor meget de spiste men om kroppen. Udseendet. Udviklingen.
“Yrsa er virkelig blevet voksen.”
“Alberte er lidt for mager, er hun ikke?”
“Hun kommer til at blive ensom, hvis hun ser sådan ud.”
“Hvis hun fortsætter med at spise sådan, skal hun ikke komme og brokke sig senere.”
Ingen spurgte dem, hvordan de havde det.
Ingen overvejede, at det faktisk var børn, der lyttede og huskede hvert eneste ord.
Det hele ændrede sig, da de blev teenagere.
Efter et af de klassiske sammenkomster sagde Alberte til mig: “Far jeg har ikke lyst til at tage med mere.”
Hun beskrev, hvordan hun virkelig syntes det var frygteligt: at gøre sig pæn, møde op, sidde og smile pænt, sluge kommentarerne, og så komme hjem og have det dårligt.
Yrsa nikkede bare stille, med det blik, der siger mere end tusind ord.
Og der gik det op for mig, at sådan havde de haft det længe.
Jeg begyndte at huske scener. Replikker. Blikke. Små nik. Alt det, jeg var vant til at overhøre. Jeg begyndte at lytte til andre venner med lignende familier, hvor alt bliver sagt “for deres eget bedste”. Og jeg indså, hvor meget sådan noget sætter spor på selvtilliden.
Så min kone Anna og jeg tog beslutningen:
Vores døtre skal ikke tvinges med steder, hvor de ikke føler sig trygge.
Hvis de selv har lyst, så er de selvfølgelig velkomne.
Hvis ikke så er der ingen katastrofe.
Deres ro og trivsel er vigtigere end om vi får endnu et billede til familiealbummet.
Nogle af de familiemedlemmer har allerede lagt mærke til det.
Så kommer spørgsmålene:
“Hvorfor kommer de ikke?”
“Er I ikke lidt overdrevne nu?”
“Det er jo sådan, det altid har været.”
“I kan ikke behandle dem som porcelæn.”
Jeg forklarer ikke.
Jeg laver ingen optrin.
Jeg skændes ikke.
Jeg er bare stoppet med at tage dem med.
Nogle gange siger stilheden alt.
I dag ved mine døtre, at deres far aldrig vil sætte dem i en situation, hvor de skal tåle nedladende kommentarer forklædt som “omsorg”.
Måske synes nogle, vi er konfliktsøgende.
Måske ryster de på hovedet.
Men jeg vil hellere være den far, der trækker grænsen, end ham der ser til, mens pigerne langsomt begynder at hade dele af sig selv, bare for at passe ind.
Hvad synes du er jeg helt galt afmarscheret? Ville du selv gøre det samme for dine børn?
