Men hvordan kan jeg dog lægge sådan en byrde på jer? Selv min far og Tanja ville ikke tage ham – Marina, min pige, tag dig nu sammen! Hvem er det egentlig, du vil giftes med? – jamrede mor, mens hun rettede sløret på mig. Kan du ikke forklare, hvad der ikke passer dig ved Søren? – røg jeg af mig selv, da jeg så hendes tårer. Jamen hvordan skulle det gå? Hans mor står i Brugsen og skælder ud på alle. Faren er sporløst forsvundet, og i sin ungdom lavede han ikke andet end at drikke og feste. Bedstefar drak jo også, og bedstemor løb han gennem hele landsbyen. Og hvad så? Din bedstefar var en agtet mand, han sad i sognerådet! Men bedstemor havde ikke glæde af det. Som lille husker jeg stadig, hvordan hun var bange for ham. Men Søren og jeg får det godt, mor. Lad nu være at dømme folk på deres forældre. Når I får børn, så ser du, – sagde mor opgivende, og jeg sukkede bare. Nem bliver tilværelsen ikke, hvis min mor aldrig ændrer mening om Søren. Alligevel fik vi et festligt bryllup, og nu bor vi sammen som familie. Heldigvis arvede Søren et lille hus i byen fra sin farfar og farmor, de forsvundne forældre. Søren har siden renoveret huset, og nu har vi næsten en rigtig moderne villa, som jeg kalder det. Med alle bekvemmeligheder – bare bo og vær glad! Sikke en dejlig mand, og hvorfor skulle min mor dog snakke sådan om ham? Et år efter brylluppet kom vores søn, Johan, til verden, og fire år efter fik vi datteren Marie. Men hver gang børnene blev syge eller lavede ballade, dukkede min mor op og sagde: Jeg sagde det jo! Og: Små børn, små problemer – store børn, store udfordringer med sådan en arv! Selv prøvede jeg at lade være med at tage hendes stikpiller for alvor, hun brokkede sig mest af vane. Datteren havde gået imod hendes vilje og blev gift uden forældrenes godkendelse. Mor er bare sådan – hun vil bestemme alting selv. Inderst inde er hun dog gået med min beslutning, og faktisk, dybt i hjertet, er hun enig: Min Søren er guld værd. Hun ville aldrig sige det højt. Det ville jo betyde, hun havde taget fejl! Nej aldrig! Slet ikke! Og kommentarer om børnebørnene handler mest om bekymring – hun elsker dem jo vanvittigt; hvis noget skete med dem, ville hun springe i havnen og rive håret ud af sig selv over sine hårde ord. Men nogle gange bliver jeg alligevel bange for de store problemer, generationsarven kan bringe, når børnene vokser op. Børnene voksede uundgåeligt. Nu har Johan afsluttet gymnasiet og skal væk hjemmefra til en anset universitet i nærmeste storby – 143 km borte. Men i et modershjerte svarer 143 kilometer til afstanden mellem Jorden og Merkur! Langt væk, virkelig! De første fire nætter sov jeg ikke – tænkte bare på min dreng! Hvad hvis nogen sårer ham? Hvad hvis han ikke får ordentlig mad? Hvad hvis byen ødelægger ham, min søde Johan? Først boede han på kollegie, sådan som unge fra landet gør. Men mit moderhjerte kunne ikke klare det, så jeg fik overtalt Søren til at leje Johan en lejlighed i byen. Johan ville selv betale lidt og begyndte på et net-job – han er så klog! Jeg kørte til byen hver weekend for at se, hvordan han havde det, og hjælpe med rengøring og madlavning. Men der var overraskende rent, og han lavede god mad selv – dampede frikadeller eller gryde-retter! Ja, sådan en klog søn! Mine byture begyndte efterhånden at irritere Søren. – Marina! Nu må du altså slippe Johan! Barnet kan jo snart ikke trække vejret uden dig! Og du giver mig ingen opmærksomhed! Jeg går til postdamen Lise – hun hilser dog på alle, så kan du lære det! Han jokede, men jeg blev faktisk bange! Hvad skulle jeg gøre uden min mand? Men Søren havde ret – det var på tide at slippe sønnen og lade ham stå på egne ben. Jeg var nogen tid en hønemor, men lærte at acceptere, at min søn var voksen. Jeg gav ham friheden – dog viste det sig at være lige lovlig tidligt. En dag ringede de fra studieadministrationen: Min søn pjækkede og var tæt på at blive smidt ud! Hvordan kunne det være? Johan? Udelukket! Jeg skyndte mig på egen regning og tog til byen – nu kunne Søren ikke stoppe mig, jeg blev til en kampvogn. Sønnen blev overrasket over mit besøg. Og det var ikke rod eller noget, han ikke nåede at gemme – men grunden til fraværet. Og grunden var pigen Anna. Sød, nærmest engelagtig. Normalt havde det været okay – yog, selvfølgelig skulle det nok ske før eller siden. Men da lå der en baby i lejligheden! En lille dreng på omkring et år. Jeg forstod med det samme – altså, pigen med baby ville have min søn til at gifte sig med hende. Jeg er en moderne mor, og folk lever jo sådan nu. Men alligevel – Johan er for ung til at blive gift og skulle tage ansvar for andres børn! Pigen kunne umuligt være meget ældre end atten, hvornår havde hun fået barnet? Indvendigt rasede jeg, men prøvede at holde mig behersket. Jeg hilste bare på Anna og trak Johan med ind i køkkenet til en alvorlig snak. – Johan, er du forelsket? – spurgte jeg og forsøgte et smil. – Ja, mor, meget, – sagde han. – Hvad har du så tænkt dig med studiet? – jeg trådte varsomt. – Jeg ved, jeg har forsømt det, men det er en fase. Bare rolig, jeg får styr på det. – Hvad er det for en fase, fortæl? – Det kan jeg ikke, mor, det er ikke min hemmelighed. Senere, når du kender Anna bedre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden at gøre ham vred, så jeg tog en pause og drog hjem. – Det er din skyld! – sagde jeg til Søren, – den frihed du gav ham! Se nu hvad det har ført til! Hvad gør vi nu? – Hvad er der sket? – den evige optimist. – Hvad er der galt med et barn, hvis Johan allerede elsker ham? – Vil du være farfar til en anden mands barn? – Hvorfor ikke? Da jeg selv fik børn, vidste jeg at jeg blev farfar engang. – Ja, men ikke til andres børn! – Marina! Nu virker det som om jeg snakker med en fremmed. Intet barn er et fremmed barn! Tænk over det. Søren gik, og jeg vandrede rundt halvdelen af natten, vred på livet, pigen Anna, min søn og min mand, fordi han tog deres parti. Til sidst faldt jeg til ro – Søren havde jo ret. Barnet er uskyldigt. Og Anna, sikkert også – omstændighederne varierer. Til sidst bad jeg om tilgivelse hos Søren, lagde mig under dynen hos ham, og faldt i søvn med et lykkeligt smil. Nu blev jeg bestemor! Og Mikkel, drengen i lejligheden, var charmerende! Men så blev det mere kompliceret. Johan meldte, han ville overgå til aftenstudie, og han og Anna ville gifte sig. Denne gang tog jeg det roligt, og vi tog sammen til byen. Søren, det vidste jeg, ville hjælpe os ud af kniben – for der var hårdt brug for gode råd! Anna tog imod os med tårer: – Undskyld! Jeg vil ikke have at Johan gør det, men han er stædig. I ved jo nok. – Stædig – men også klog. Hvis han har besluttet, så er det nødvendigt. Tag det roligt, Anna, vi taler om det hele. Vi gik i køkkenet. Johan var ikke hjemme. – Han henter mælk, vender snart tilbage, undskyld, – sagde Anna. – Hvorfor undskylder du hele tiden? – spurgte Søren. – Vi har ikke besluttet at du har gjort noget forkert. Lad os lige snakke sammen. Har du ikke noget te til trætte gæster? Jeg har kørt 143 kilometer! – Undskyld! – sagde Anna igen. Søren rullede med øjnene, men Anna smilede og jeg så at Søren nu havde godkendt min søns valg – og jeg måtte opgive kampen. Vi fik te og hjemmebag (Johan bager ikke!), og kort efter kom Johan hjem. Han lagde varerne på bordet, men jeg så et nyt glimt i hans øjne – helt voksen. Han var sit eget menneske nu. – Så I vil giftes? – spurgte Søren. – Ja, og det er ikke til diskussion, – sagde Johans med fast stemme. – Fint. Men hvorfor så travlt? Venter I barn? – Åh nej! – Anna rystede på hovedet og blev rød. Jeg fik en vanvittig tanke – måske har de slet ikke været sammen endnu? Det virkede usandsynligt, men… – Hvad er så årsagen til hastværket? – Ellers tager de Mikkel fra os – til børnehjemmet, – hviskede Anna. – Hvorfor? – spurgte Søren. – Fordi hans mor er død, – sagde Anna tøvende og læberne dirrede. – Anna, du behøver ikke forklare, – sagde Johan. – Mor, far, I må bare acceptere det jeg fortalte. Resten er Annas og min sag. – Vent, – sagde Anna. – Hvis vi to er sammen, er dine forældre også min familie. Jeg vil ikke skjule omstændighederne for jer. Anna tav, og vi så på hinanden. – Anna, er Mikkel ikke din søn? – spurgte jeg. – Nej, han er min lillebror, vores mor er fælles, men vi har forskellige fædre. I det øjeblik kunne jeg have kysset hele verden! Men holdt mig dog. Anna fortsatte: – Min mor døde i fængslet af en hjertesygdom. Hun havde et svært liv, og havde – det mener jeg – et kraftigt temperament. Anna sippede til sin te. Ordene kom svære til hende, men hun talte videre: – Første gang mor kom i fængsel var efter et skænderi med min far, hvor hun kørte en gammel dame ned. Faren tog mig, og vi levede alene. Han giftede sig med Tanja, som var sød og rolig, og vi har altid haft det godt. Måske var det en velsignelse midt i tragedien. Anna holdt igen en pause. Da hun og Johan holdt hinanden i hånden, forstod jeg, at det værste kom nu. – For tre år siden forelskede mor sig i en mand ti år yngre. Sammen fik de Mikkel. Jeg besøgte dem ofte, og mærkede ingen skænderier, men naboerne sagde andet. Under en konflikt kom mor til at skubbe ham, og han faldt – og døde. Mor blev fængslet, og hendes hjerte svigtede før hun kom for retten. Anna skyllede hurtigt ordene ud: – Min mor faldt i fængslet – dommen ventede stadig. Døm hende ikke for hårdt! Hun var livlig som en kolibri, men jeg elskede hende. – Nu må du undskylde os, Anna, – sagde Søren, – at du måtte fortælle sådan en historie. Men du har ret, vi holder sammen som familie. Ja, det var flovt – jeg havde lyst til at råbe: “Hvad gør du, Johan! Vi vil ikke have den slags familie! Vi har aldrig haft kriminelle i vores slægt!” Men jeg stoppede mig selv, for jeg huskede mit eget bryllup, og min mor der prøvede at stoppe mit valg. Jeg måtte minde mig selv: “Du må ikke dømme folk ud fra deres forældre, Marina, netop du ved det!” Og så fik jeg en vanvittig men god idé. Jeg så på Søren – han smilede. Han havde regnet den ud! Han nikkede og sagde: – Hvad med dette, venner: Mor og jeg tager Mikkel i pleje, og I venter med bryllup og fortsætter jeres uddannelse. – Hvordan det? – sagde Anna. – Far, stop, – protesterede Johan. – Mikkel får det godt i landsbyen, du husker jo dit eget barndom. Og I kan altid hente ham, hvis I vil. – Vi savner dig derhjemme, Johan, og vi vil gerne tage os af Mikkel. – Din søster er optaget af drenge nu, ikke forældre. – Anna, – jeg så hende i øjnene, – du bestemmer. – Men hvordan kan jeg lægge sådan en byrde på jer? Selv min far og Tanja ville ikke tage ham. Vi lagde ikke engang mærke til, at hovedpersonen var vågnet og listede ud til os i køkkenet, armene strakt ud – lige mod Søren. – Puha, sikken en tung byrde, – grinede Søren og løftede Mikkel op. – Søren, du bærer stadig som en far, slet ikke som en bedstefar! – Morede jeg mig. – Vent bare, – sagde han med et drillende blik og hviskede, – jeg viser dig en bedstefar i nat. Børnene strittede lidt imod, men gik med på vores plan om at tage Mikkel hjem. Plejetilladelsen kom hurtigt på plads. En dame fra kommunen sagde, det er ikke sjældent nu, at vores generation tager små børn. De voksne børn er ude, og vores overskud af kærlighed og omsorg kan stadig bruges. Hos os var der masser af energi, og vi blev nærmest yngre af at have Mikkel. Om natten, når jeg stod op til ham, græd jeg over mit uventede held. Mor skældte stadig ud over beslutningen, men hun elskede Mikkel højere end nogen – og han elskede hende! – Åh Marina! Hvad har I dog gang i! – jamrede mor, og så nuslede hun med Mikkel, – Hvem er det, der har søvnige øjne?! Og så igen: – Hvad tænker I dog, Marina! Hvem har fået beskidte fingre?! Hvordan bliver det nu, hvad mon fremtiden vil bringe? Hvor er Mikkel nu – har han gemt sig?!

Hvordan kunne jeg dog lægge sådan en byrde over på jer? Selv min far og Tove ville ikke tage ham.

Marianne, min pige, tag nu fornuften til dig! Hvem er det, du vil gifte dig med! klagede min mor, mens hun rettede på min slør.

Forklar mig dog, hvad er det ved Søren, der ikke passer dig? Jeg forstod ingenting og blev helt fortumlet af hendes tårer.

Hvad mener du? Hans mor arbejder som ekspedient i Brugsen og skælder ud på alle. Hans far er sporløst forsvundet, og i ungdommen lavede han ikke andet end at drikke og rende i byen.

Vores bedstefar drak også og jagede bedstemor rundt i landsbyen. Hvad er forskellen?

Din bedstefar var respekteret her og sad med ved rådet.

Det gjorde ikke livet nemmere for bedstemor. Jeg var lille, og jeg husker stadig, hvor bange hun var for ham. Men mor, Søren og jeg får det godt. Man skal ikke dømme folk ud fra deres forældre.

Vent til I får børn, så forstår du! udbrød mor, og jeg sukkede bare.

Det ville nok ikke blive nemt, hvis mor ikke kom til at ændre mening om Søren.

Alligevel blev Søren og jeg gift og skabte vores eget hjem. Heldigvis havde Søren et hus i landsbyen, som han havde arvet fra sin farfar og farmor, forældrene til den omtalte forsvundne far.

Søren byggede langsomt huset om, og snart havde vi et rigtigt moderne hjem, som jeg ynder at kalde vores villa, med alle bekvemmeligheder. Hvilken fantastisk mand jeg har hvorfor satte mor ham sådan ned?

Et år efter vi blev gift, kom vores søn Jonas til verden, og fire år senere vores datter, Solvej. Men hver gang ungerne blev syge eller lavede ballade, dukkede mor op med et: “Hvad sagde jeg! Små børn, små bekymringer! Bare vent til de bliver større, så får du at se sådan en arv!”

Jeg prøvede at ignorere mors hakkerier, for det var nu mest vane. Jeg havde trods alt gået imod hendes vilje og giftet mig uden familien bag mig.

Mor er bare sådan hun vil helst bestemme alting selv. Med tiden havde hun dog fundet sig i mit valg, og dybt, dybt inde vidste jeg, hun var enig i, at min Søren var guld værd.

Men hun ville aldrig sige det højt. Hun skulle jo så indrømme, at hun havde taget fejl, og dét kunne aldrig ske! Mor sagde heller ikke alvorligt noget om børnebørnene. Mere af angst for dem. Hun elskede dem jo vanvittigt og ville kaste sig i havet for deres skyld, og rive sig i håret over sine egne ord.

Dog blev jeg somme tider bange for de der “store bekymringer”, som jeg havde set splinter af hos tidligere generationer, uundgåeligt forbundet med børns opvækst.

Og børnene blev jo ældre. Jonas var nu færdig med gymnasiet og skulle til at begynde sit eget voksne liv. Han skulle læse på et fornemt universitet i Odense, kun 143 kilometer væk.

Men for et moderhjerte var de 143 kilometer som afstanden fra Jorden til Merkur! Det føltes langt.

De første fire nætter sov jeg ikke, tænkte kun på min dreng! Hvad nu hvis nogen sårede ham? Hvis han ikke fik ordentlig mad? Hvis storbyen forandrede ham han var jo sådan en god fyr.

I starten boede Jonas på kollegieværelse for landsbyunger, men jeg kunne ikke holde ud at han bare skulle være dér, så jeg overtalte Søren til at vi lejede en lejlighed til ham i byen. Jonas besluttede at han ville betale halvdelen selv og fandt et fritidsjob på nettet. Han er jo så dygtig!

Jeg kørte til Odense hver weekend, tjekkede op på ham, hjalp med det praktiske, lavede mad, ordnede lidt. Men hjemme hos Jonas var overraskende rent.

På sit gamle værelse havde han aldrig ryddet op, der herskede altid kaos. Men nu var der rene gulve og mad i ovnen dampede frikadeller og oksekødsgryde. Som sagt klog, ikke sandt!

Mine besøg begyndte dog at irritere Søren.

Marianne! Nu må du holde op med at klynge Jonas til dig! Du giver ham aldrig en pause! Og du glemmer mig helt! Hvis jeg går, kan du da få brev fra posten-Lise, hun hilser jo på alle, så lærer du det!

Han sagde det for sjov, men det skræmte mig! Jeg kunne jo ikke undvære min mand, hvis han gik til Lise? Nej! Og han havde ret; det var tid til at lade Jonas selv stå på egne ben.

Jeg var hønemor lidt endnu, men til sidst fandt jeg ro og lod sønnen få sin frihed ja, måske lidt for meget.

En dag ringede de fra universitetet og sagde at Jonas pjækkede og var tæt på at blive smidt ud! Hvordan kunne det ske? Jonas? Det måtte være en fejl! Jeg snakkede og snakkede og tog fri fra mit arbejde for at tage til Odense. Søren kunne ikke stoppe mig denne gang, jeg blev til et helt lokomotiv.

Jonas vidste ikke jeg kom. Det var ikke rengøringen, men han fik ikke skjult grunden til fraværet.

Årsagen var en pige, Anna. Så fin. Engleblid, det skulle man tro.

Men der var også et barn i lejligheden! En lille dreng på et år.

Jeg forstod straks. Pigen med barnet ville altså binde min søn til sig, få ham til at gifte sig med hende.

Jo, nu til dags sker sådanne ting, men alligevel! Jonas var for ung til at gifte sig og hjælpe med børn. Og pigen, Anna, var nok ikke mere end atten. Hvordan nåede hun det?

Indeni buldrede det, men jeg holdt mig i skindet og hilste bare, så lukkede jeg Jonas inde i køkkenet for en alvorlig samtale.

Jonas, du er virkelig forelsket? spurgte jeg med en grimasse, der skulle ligne et smil.

Virkelig, mor, svarede Jonas.

Og hvordan vil du få dit studie til at fungere? Jeg nærmede mig forsigtigt sagen.

Jeg ved godt at jeg har forsømt det lidt, men sådan er tiden lige nu. Bare rolig, jeg løser det.

Hvad er det for en periode?

Det er ikke min hemmelighed, mor. Det får du at vide, når du kender Anna bedre.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg tog hjem igen.

Det er din skyld! råbte jeg til Søren du ville give ham friheden! Se hvad det førte til! Hvad gør vi nu?

Men hvad er der sket? svarede han roligt. Hvorfor er et færdigt barn så galt? Hvis Jonas allerede elsker ham, er han jo ikke fremmed.

Og du vil være bedstefar for en andens barn?

Hvorfor ikke? Da vores børn var små, regnede jeg med at jeg selv engang ville blive bedstefar.

Men ikke til fremmede børn!

Marianne! Nu lyder du ikke som dig selv. Et barn kan ikke være fremmed! Tænk over det.

Søren gik ind og sov, og jeg gik frem og tilbage i soveværelset, først vred, så træt af livet og af alle og af Anna og Jonas og Søren, fordi han holdt med dem. Men til sidst slap vreden, og jeg måtte erkende at Søren som sædvanlig havde ret.

Barnet kunne ikke gøre for det. Og Anna, ja hun havde nok heller ikke valgt det sådan. Inden morgenen havde jeg grædt mine tårer ud og listede ind til Søren, der sov på sofaen.

Undskyld, Søren! Jeg har jo bare været blind. Jeg elsker jer jo alle!

Kom her, din tossede kone! sagde Søren og løftede dynen, og jeg lagde mig tæt ind til ham.

Så sov vi sammen, og jeg havde et smil på læberne. Jamen, nu skulle jeg være bedstemor! Hvad skulle jeg frygte? Den lille dreng i Jonas lejlighed var sød som dagen er lang. Han hed Mikkel.

Men det viste sig at være mere kompliceret. Efter lidt tid fortalte Jonas at han skiftede til aftenstudier og ville gifte sig med Anna.

Denne gang tænkte jeg mig om, før jeg sagde noget. Derpå kørte vi til Odense en weekend. Jeg vidste Søren kunne få styr på hele situationen, så intet gik galt. For uanset hvor meget jeg prøvede at berolige mig selv, var jeg tæt på at lave rav i den. Brænde nok til vinteren, som man siger.

Anna mødte os i entreen, tørrede en tåre og sagde:

Undskyld. Det er ikke mig der presser Jonas, men han er stædig, som I nok ved.

Stædig er han, sagde Søren, mens han tog skoene af, men han er ikke dum. Hvis han har besluttet sig, er der nok en grund. Sæt dig roligt, Anna, så snakker vi om det.

Vi gik ind i køkkenet; Jonas var ikke hjemme.

Jonas er ude efter mælk, han kommer straks, sagde Anna.

Hvorfor undskylder du hele tiden? spurgte Søren, vi ved jo ikke engang om du har gjort noget forkert. Lad os først forstå det hele. Vil du ikke byde på en kop te til de trætte gæster? Jeg har trods alt kørt 143 kilometer.

Undskyld, sagde Anna og smilede.

Søren himlede med øjnene, og Anna smilede til ham jeg så, at Søren havde accepteret hende og kunne kun sukke.

Lidt efter kom Jonas hjem, og duften af hans hjemmebagte småkager ikke typisk for unge mænd fyldte rummet.

Jonas lagde indkøbsposerne på bordet, men jeg så noget nyt i hans øjne, noget mandigt og beslutsomt. Det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne bestemme over denne mand min voksne søn.

Så I vil gifte jer? spurgte Søren, da vi satte os.

Ja. Og der er intet at diskutere, sagde Jonas.

Fint. Men hvorfor er der sådan hastværk? Venter I barn?

Nej, slet ikke! rystede Anna på hovedet, helt rød i kinderne.

Jeg fik en vild tanke, at måske var de slet ikke nået så langt det kunne ikke passe, men…

Hvad er årsagen til jeres hast?

Ellers tager kommunen Mikkel og sætter ham på børnehjem, forklarede Anna stille.

Hvorfor skulle de tage ham? spurgte Søren strengt.

Fordi hans mor er død, sagde Anna, hendes læber skælvede.

Anna, du behøver ikke forklare mere! udbrød Jonas. Mor, far, I skal bare acceptere, som jeg sagde. Resten er vores sag!

Vent Jonas, Anna afbrød ham. Hvis vi nu skal være familie, må I kende min historie.

Anna tav, og Søren og jeg udvekslede blikke.

Anna, er Mikkel ikke din søn? vågede jeg at spørge.

Nej, Mikkel er min lillebror, forklarede Anna, vi deler mor, men har forskellige fædre.

I det øjeblik havde jeg lyst til at kysse hele verden, men jeg skjulte min glæde, og Anna fortsatte:

Min mor døde i fængsel, hun havde en medfødt hjertesygdom det siger de, og hun levede vist længere end de troede. Hendes liv var heller ikke nemt. Hun havde et voldsomt temperament.

Anna tog en kop te og sukkede. Det gjorde ondt at fortælle. Flere gange ville Jonas og Søren afbryde og trøste hende.

Min mor kom første gang i fængsel efter hun, midt i et skænderi med min far, kørte ind i en gammel dame på fodgængerfeltet. Det stod endda i avisen.

Så kom jeg til at bo med min far, og inden min mor blev løsladt, var han allerede blevet gift igen. Jeg bebrejder ham ikke mor var svær for ham. Den nye kone, Tove, var mild, og vi har haft det godt. Faktisk har jeg kun haft et godt liv, fordi far skiftede spor. Sammen med Tove gav de mig tryghed, det er min rigtige familie.

Anna tav igen. Under bordet holdt hun og Jonas hinanden i hånden, og jeg fornemmede, at nu kom det allerhårdeste.

For tre år siden blev min mor forelsket igen, totalt hovedkulds. Dennis var ti år yngre end hende, og så kom Mikkel til verden. Jeg var glad for min bror og besøgte dem tit. Jeg oplevede aldrig råb eller slagsmål, men senere sagde naboerne til retten, at de havde hørt det hele.

En dag skændtes mor og Dennis vist nok var hun jaloux. Hun skubbede Dennis, og han snublede over et tæppe, faldt og slog hovedet mod hjørnet af et bord. Efter to dage på hospitalet gik han bort, og mor blev anholdt.

Anna trak vejret dybt og sagde hurtigt:

Mor døde i varetægtsfængslet, inden hun blev stillet for retten. Hendes hjerte gav op. Døm hende ikke for hårdt! Hun var som en kolibri vild, livlig, ukontrolleret. Men jeg elskede hende.

Søren sagde blidt, straks efter Anna blev stille:

Tilgiv os, Anna, fordi du måtte fortælle alt dette. Men du har ret, vi er familie nu og skal holde sammen.

Det er pinligt, men jeg havde lyst til at råbe: “Jonas, stop dog! Vi skal ikke have sådan en familie! Vi har aldrig haft kriminelle!”

Men jeg holdt mig tilbage, fordi jeg pludselig så billedet af mig selv i min brudekjole, og min mor, der græd og prøvede at få mig til at droppe Søren.

Jeg tænkte: “Du må ikke, Marianne, dømme folk for deres forældre! Det burde du vide!”

Den indre skideballe gjorde underværker, for jeg fik en skør men god idé. Jeg så på Søren, han smilede og nikkede han var med på den!

Søren sagde:

Hvad med at vi, mor og jeg, tager Mikkel i pleje? Så kan I vente med bryllup og få styr på jeres uddannelse.

Hvordan menes? spurgte Anna.

Far, stop nu! røg det fra Jonas.

Mikkel ville få det godt i landsbyen, du kender jo din barndom, Jonas. Hvis I får lyst, kan I altid hente ham.

Vi savner dig, Jonas, og vi vil gerne passe på Mikkel.

Din søster er jo alligevel mere interesseret i drenge nu om dage.

Anna, sagde jeg blidt, beslutningen er din.

Hvordan kan jeg lægge sådan en byrde over på jer? Selv min far og Tove ville ikke tage ham.

Vi lagde ikke mærke til, at stridens anledning Mikkel var vågnet, tøffede ind i køkkenet og rakte armene op til Søren.

Uha, han vejer, grinede Søren og løftede Mikkel op.

Søren, du er god nok til far endnu, ikke bedstefar! lo jeg.

Bare vent, sagde han med knytet hånd og hviskede jeg skal nok vise dig bedstefar i nat.

Efter lidt snak gik Jonas og Anna med til at lade os tage Mikkel. At få ham i pleje var overraskende let.

Kvinden fra kommunen sagde, at det ikke var usædvanligt at familier i vores alder tager sig af små børn, når egne børn er voksne, og overskuddet til kærlighed og omsorg stadig er stort. Og vi følte os virkelig yngre Søren og jeg og glædede os over Mikkel.

Når jeg gik op til ham om natten, fældede jeg skjulte glædestårer over mit uventede held.

Mor skældte ud som sædvanlig, men hun kom til at elske Mikkel allermest og han hende.

Marianne! Hvad i alverden gør I! råbte hun den ene dag, og næste øjeblik nussede hun om ham: Hvem lukker de små øjne her? Hvem skal sove?

Og så igen:

Hvad tænker I dog, Marianne! Hvem har nu griset de små fingre til?! Jeg ved ikke, hvordan I klarer jer, men hvor er Mikkel nu? Hvor har han gemt sig?…