Hold ud, min pige! Du er nu en del af en anden familie, så du må tage deres regler alvorligt. Du har gift dig, du er ikke bare på besøg.
Hvilke regler, mor? Det hele her er jo bare kaos! Især svigermor! Hun hader mig, det er tydeligt!
Har du nogensinde hørt om en venlig svigermor?
Gå ud og ha det sjovt! Så har du fundet på noget! råbte Signe Pedersen midt i køkkenet, ansigtet rødt af vrede, øjnene flammede. Når manden har fest, er det kæresten selv, der er skyld i det. Skal jeg nu forklare dig alt igen?
Svine-mor var i fuld vildskab. Hun skreg efter sin svigerdatter Liva, som om hun var ved at miste forstanden. Alt på grund af, at Liva havde mistanke om, at hendes mand, den 27-årige Bjørn, var utro.
Liva, den unge, skrøbelige kvinde med store, uskyldige øjne, stod støttet op ad væggen og forsøgte at berolige den rasende kvinde.
Signe Pedersen, det er jo absurd. Han har familie, børn forsøgte Liva at forsvare sig, men svigermor afbrød hende med en håndbevægelse, som om hun jagede en irriterende flue væk.
Er det din familie, du taler om? Eller den lille dreng, der nægter at lade mig og far komme tæt på? sagde svigermor koldt. Det er din opdragelse, for resten!
Hvilken opdragelse, Signe Pedersen? Mikkel er først et år gammel. Han er stadig helt lille, protesterede Liva blidt.
Lille? kvinden rynkede panden. Hos Egerts børnebørn er de endnu mindre. De hopper op på armene, og du kan ikke engang holde dem, som du hun gestikulerede mod børneværelset.
Han er jo jeres barnebarn, sagde Liva, stemmen rystende. Børn mærker dårlige mennesker. Måske er det derfor, han holder sig fra jer.
Er vi dårlige? Nå, men din ko er jo malet! svigermor råbte højere. Hvor bor du, smukke, så du kan leve på andres velgørenhed? Hvem betaler for din mad? Hvem betaler for dine penge? Taknemmelig?
Liva var træt af at diskutere med sin skrigende svigermor. Hun havde gentagne gange sagt til Bjørn, at hun ville bo for sig selv med deres forældre, men Bjørn, den bortskårne søn af sin mor, så ingen grund til noget ændring.
Han elskede at bo hjemme. Det var som om han sad på Kristi Fødsel. Arbejdet gik som smurt, og de ældre løste alt fra vasketøj til madlavning. Det var ikke et liv, men et eventyr!
I stedet for at lytte, stillede svigermor hele dagen lange spørgsmål. Liva begyndte i starten at forsøge at opbygge et forhold hjalp til derhjemme, støttede i alt, lyttede til de endeløse klager om naboerne. Men snart indså hun, at det var forgæves.
Uanset hvor meget hun prøvede at være en god svigerdatter, så frygtede hun, at svigermor kun så hende som en byrde.
Jeg bragte denne uduelige pige ind i huset, fordi der ikke var nogen andre piger, fortalte Signe Pedersen nabobørn, mens Liva samlede legetøj spredt ud af Bjørns hænder ved huskanten.
Vi har bedre kvinder i landsbyen, hårdtarbejdende og kloge.
Ja, det er vi, svarede nabokvinden Mona, den lokale sladderdronning, der allerede havde hørt alle historier om landsbyens drenge.
Jeg forstår, at du kan gøre lidt, men du har aldrig den rette hånd, siger Signe. og så faldt de i en længere samtale om, hvordan Svigermor aldrig kan stole på nogen.
Da livet blev uudholdeligt, ringede Liva til sin mor i den nærliggende landsby, hvirvlede af tårer og klager.
Hold ud, min pige! Du er nu i en anden familie, så du må respektere deres måde at gøre tingene på. Du er gift, du er ikke på besøg.
Hvilke regler, mor? Det hele er kaos! Især svigermor! Hun hader mig!
Har du nogensinde hørt om en god svigermor? Vi har alle været igennem det, og du må også. Det vigtigste er, at du ikke viser, hvor svært det er. Hold ud.
Liva vidste, at hendes tøvende mor ikke kunne hjælpe, så hun truede med at ringe til sin far.
Du må passe på din far! sagde moren panisk. Du ved, at han har en betinget dom. Et skridt forkert, så er han bag tremmer!
Liva vidste, at hendes far, Nikolaj, elskede sin eneste datter dybt. Han havde fået sin betingede dom for en slåskamp i den lokale købmand, hvor nogen havde fornærmet Liva.
Hun vidste også, at han nok ikke ville tie stille, hvis han fandt ud af, hvordan hans datter blev behandlet i svigermors hus. Han var en ildfuld mand.
Jeg fortæller det ikke til far, svarede Liva. Men hvis svigermor fortsætter, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.
Alt vil gå over, min pige, gentog moren, forsøgte at trøste hende. Du vil om et par uger ikke engang huske denne snak.
Livas forhold til svigermor blev kun værre. Signe Pedersen syntes kun at blive mere vred, som om Liva var årsagen til alle hendes problemer. Selv hendes ægtemand, den ældre Ivan, kunne ikke holde ud længere.
Hvorfor skriger du altid af hende? spurgte han en morgen, da skænderierne nåede deres højdepunkt. Hun vil bare gå fra os!
Jeg går! råbte Signe Pedersen, rettede al sin vrede mod ham. Jeg vil have ret til hver krone, vi har tjent de sidste år! Jeg vil tage barnet fra hende, så hun ikke kan opdrage det i denne elendige familie!
Liva vidste, at svigermor talte vrøvl, men hun var bange alligevel. Hun elskede stadig sin mand, Bjørn.
Snakken om, at Bjørn hemmeligt havde en affære med sin ekskæreste Oksana, viste sig kun at være landsbyens sladder, som svigermødre som Signe spredte videre.
Hvor længe svigermor ville fortsætte med at mobbe Liva, er ukendt, men hendes løbende sladder holdt hende i gang. En dag, i godt humør efter endnu et “sejr” over svigerdatteren, fortalte hun sin bedste veninde, den gamle fru Mona, om sine “bedrifter”.
Mona pyntede historien med nye detaljer, som senere nåede både hendes mand og andre i landsbyen og sådan nåede historien om den “dumme svigerdatter” og hendes strenge svigermor frem til Livas far.
Nikolaj, en kraftig mand på næsten to meter med brede skuldre, tænkte hurtigt. Han greb sin økse, som han lige havde brugt til at hugge brænde, gik i sin gamle motorcykel, en gammel “Ural”, uden at sige et ord til sin kone, og kørte til nabobyen for at befri sin datter fra den ydmygende fangenskab.
I mellemtiden brød et rigtigt skandale ud i Signe Pedersens hus. Den unge mor forlod kun et øjeblik sit barn, den lille Viktor, på den nye, skrigende orange sofa for at hente en ny ble. Da hun kom tilbage, så hun en lille brun plet under barnet. I svigermors øjne voksede den plet til en sort hul, som om den ville sluge hele lejligheden.
Du har beskidt sofaen! Min yndlingssofa! Ved du, hvad den kostede? Jeg vil rive dig i stykker! skreg Signe, som en torden, mens hun gik over til Liva.
Jeg ordner det, jeg rengør det, forsøgte Liva at berolige sin svigermor, mens hendes hænder rystede, og hun greb en klude.
Hvad skal du gøre? Den er ny! Hvorfor tror du, du kan klare det? Du har aldrig købt noget selv!
Er I ikke også forkastede? brød Liva ud, og på et øjeblik stod hun over for svigermor, der havde levet hele sit liv på sin mands skuldre.
Se på hende! Hvor meget dumhed kan man udstå! blev Signe rød i ansigtet.
Så tør du tørre pletten, og så kan du gå ud med din søn! I skal bo hos mig og spise mig ud, indtil I lærer at opføre jer ordentligt!
Liva, med tårerne i øjnene, prøvede at tørre pletten. Den brune plet på den orange lædersofa nægtede at give efter, som om den morede sig over hendes magtesløshed. Den lille Viktor, som mærkede moderens uro, skreg på fuld hals, og hans gråd fyldte den allerede spændte atmosfære.
Signe stod over Liva og fortsatte med at smide bandeord på hende. Hun så ikke, at døren gik op, og at Livas far, Nikolaj, stod i døråbningen med sin økse i hånden.
Signe vendte sig om, så øksen, og et øjeblik så hun frygten i hans øjne. Nikolaj, der vidste alt om sin egen betingede dom, greb sit mod og gik ind i rummet kun i sine sko.
Hej, Nikolaj! Jeg uddanner jeres datter sagde Signe med et falsk smil.
Jeg har hørt, hvordan du opdrager hende, svarede Nikolaj med en dyb, rolig stemme. Han løftede øksen, men i stedet for at svinge den, lagde han den på skulderen og rakte hånden til Liva.
Kom, Liva, du har intet at gøre her længere, sagde han og førte hende ud af døren.
Vent, svoger! råbte Signe, mens hun prøvede at genvinde kontrollen. Hvad skal jeg sige til min søn?
Lad ham komme til mig, så taler vi som mænd. svarede Nikolaj med et koldt blik, der sagde mere end ord.
Nikolaj tog både Liva og den lille Viktor med sig. Bjørn tøvede længe med at hente sin kone og søn, bange for at møde sin far, men han indså til sidst, at han måtte handle.
Efter en lang samtale med sin far, hvor der ikke blev truet, men hvor Nikolajs rolige, faste stemme og den stille økse på bordet gav vægt til hans ord, lovede Bjørn, at de ville bo for sig selv, at hans mor ikke længere skulle blande sig, og at han ville beskytte sin familie.
Da Nikolaj gav Bjørn et fast håndtryk, mærkede Bjørn, at humoren var ude af spil nu var det tid til at holde løfterne.
Siden da holdt Signe Pedersen afstand fra svigerdatteren og barnebarnet. Hun hilste ikke på dem længere på gaden.
Bjørn og Liva flyttede ud på deres egen lille lejlighed, og livet gik i en rolig, forstående rytme. Måske var det Svigers mors gamle “råd”, måske var det kærlighedens styrke.
