Jeg troede, min mand betalte børnepenge til sine tre døtre fra sit første ægteskab. Det gjorde han ikke. Jeg tog selv ud for at besøge dem.
I flere måneder havde jeg levet i den overbevisning, at min mand ordnede sine forpligtelser over for børnene fra det tidligere ægteskab. Hver gang jeg spurgte til hans tre døtre, forsikrede han mig om, at alt var i skønneste orden, og at pengene blev sendt fast hver måned. Men et eller andet inde i maven gav mig ikke ro. Til sidst besluttede jeg at undersøge sagen selv.
En tirsdag morgen, mens han var på arbejde, fandt jeg adressen på børnene i et gammelt skilsmissepapir og satte kursen mod den anden ende af København. Kvarteret var lidt mere Nordvest end Hellerup, skal vi sige trange opgange, legehuse hvor maling og forventninger smuldrede, og cykler uden sadel, men masser af fantasi. Allerede inden jeg trådte ud af bilen, kunne jeg fornemme, at noget ikke stemte.
Jeg bankede på døren. En udmattet kvinde min mands ekskone, mor til pigerne åbnede og sendte mig et blik á la Hvem pokker kommer nu?
Ja? spurgte hun mistroisk.
Hej, jeg hedder Marianne. Jeg er… nå, gift med din tidligere mand. Kan vi lige snakke sammen?
Hun så først ud som én, der helst ville lukke døren igen, men nikkede mod entreen og lod mig komme ind. Hjemmet var nydeligt, men nærmest udpint for komfort ingen pynt, kun det allermest nødvendige. Det var tydeligt, at de ikke havde meget at gøre godt med.
Hvad skal du? spurgte hun spidst, armene over kors.
Jeg vil bare høre sandheden. Han siger, han overfører penge til jer hver måned men jeg vil gerne høre det fra dig.
Hun grinede tørt.
Penge? Vi har ikke set skyggen af en krone i over et år. Jeg slider som rengøringsdame, og min mor hjælper, men faren? Han er pist væk.
Det slog luften ud af mig. Lige dér kom en pige ind i rummet omkring syv år, træt i blikket, pjusket hår, sweater med hullede manchetter.
Mor, jeg er sulten, hviskede hun.
Så sad jeg pludselig dér, fyldt med dårligt samvittighed over al min komfort på Østerbro, mens de talte kroner og øre for rugbrød og Havarti.
Hvor er de to andre piger? spurgte jeg lavmælt.
I skole. De er hjemme om en times tid.
Fint, sagde jeg med fast stemme og rejste mig. Hent dem. Vi skal alle sammen på indkøb.
Hvad? Ej, det kan jeg ikke tage imod
Jeg spurgte dig ikke om lov, afbrød jeg hende roligt. Det handler ikke om at have ondt af. Det handler om, hvad de skulle have haft forlængst.
Vi tog hen til det nærmeste storcenter. Jeg købte tøj, sko, jakker og penalhuse til alle tre piger. At se deres øjne lyse, mens de prøvede spritnye jeans, ramte mig hårdt på den måde, der både gør ondt og gør godt. Jeg købte også det mest nødvendige til deres mor lidt tøj, hårbalsam, småting som kan give én bare anelse selvtillid igen.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, sagde hun, nu med tårevædet stemme. Tusind tak.
Du skal ikke takke. Det er bare begyndelsen.
Da jeg kom hjem om aftenen, sad han, min mand, henslængt i sofaen helt afslappet, som en mand der ikke kunne forestille sig, at tre døtre i Valby knap havde til madpakken.
Hvor har du været? spurgte han, uden at kigge væk fra TV2.
Jeg har mødt dine døtre. Dem, du hævdede, du hjalp økonomisk måned efter måned.
Han blev hvid som et kalket sommerhus. Sprang op fra sofaen.
Jeg kan forklare…
Jeg er ikke interesseret i forklaringer, sagde jeg, mens kulden voksede i min stemme. Du skal pakke dine ting. Nu.
Hvad? Det her er mit hjem!
Nej. Det her er MIT hus. Det står i MIT navn. Det er købt for MINE penge. Ud. Nu.
Lad os lige tale om det
Pak, sagde jeg. Hvis ikke du gør det, gør jeg det for dig.
Jeg marcherede op i soveværelset, hev hans kufferter frem og begyndte at fylde dem med skjorter, jakkesæt og sokker (de sorte, der altid forsvinder i vasken). Han fulgte efter, tryglede, men beslutningen var uigenkaldelig. Jeg bar det hele ud på fortovet, stillede det på rad og række og gik ind igen.
I morgen kontakter jeg en advokat, sagde jeg fra døren. Jeg skal nok sørge for, at du betaler det, du skylder de børn selv hvis jeg skal overføre hver eneste krone selv.
Han blev stående på Brostensvej, omringet af spredte sko og tabt værdighed.
Jeg lukkede døren og stod et øjeblik og rystede, mens jeg støttede mig til træpanelet. Det var på én gang den sværeste og letteste beslutning, jeg nogensinde har taget.
Gjorde jeg det rigtige ved at smide ham ud med det samme, eller burde jeg have givet ham en chance for at forklare sig?
