– Hvem har brug for dig? Tandløs, barnløs, ukendt Klara – Hvem har brug for dig? – råbte Poul. Han spyttede og gik. Og hun løb til vinduet og så på manden, hun havde delt 15 år med. Hun troede, det var sjæl for sjæl. Men inden han gik, oplyste han hende: det var bare bekvemt. Erfaringer med familiefotos Klara har en dejlig lejlighed, hun laver fantastisk mad, er en fremragende husmor, ville gøre alt for ham. Klara overvejede at åbne vinduet og råbe, at han ikke måtte forlade hende. Hun ville endda ydmyge sig og acceptere: Han kunne bo hos hende, selvom han ikke var hjemme i flere dage, bare han var sammen med den anden… Det var bedre end at være 45 år og ensom, forladt. Hun åbnede allerede vinduet. Men hendes blik faldt tilfældigt på farens portræt. Han stod i uniform, stolt og med løftet hoved foran kameraet. Og Klara ombestemte sig pludselig. Hun følte skam. Over sin svaghed. Hun kiggede endnu engang efter sin flotte og elegante mand, der steg ind i en lækker bil med sine ting. Hun gik ud i køkkenet. Vejen gik forbi gangen. På mormors gamle kommode spejlede hun sig: en træt, rund kvinde med grå hår og trætte øjne. Klara vidste godt, hun ikke var en skønhed. Og nu var helbredet heller ikke godt. Tænderne smuldrede, penge til nye var der ikke – for han skulle have ny bil. På arbejdet dukkede han op i pæne og dyre ting. – Hvad laver du dog? Din Poul er altid smart klædt, og du har bare en gammel trøje, en forhistorisk nederdel, to bluser. Udtrådte sko og filttøfler i stedet for støvler. Din frakke ville end ikke min bedstemor tage på. Og menukrav som på restaurant. Han vil have bøf, dampede frikadeller, pandekager med fyld, og kød. Han burde da bare gå sin vej, man kan ikke leve sådan for en mand! sagde Klara’s kollega Lise. Men Klara hørte bare og gik alligevel sin egen vej. Og så sagde manden, at han gik. Til en 27-årig kvinde. Med fire børn. – Hun er ung, – sukkede Klara. Men kollega og veninden fandt ud af noget. Tjekkede på sociale medier, spurgte naboer. Og sagde: – Hun er ingenting! Han kaldte dig ukendt! Men du kommer fra en fin familie! Hun har aldrig arbejdet. Børnene har forskellige fædre. Drak under graviditeten. Moren er også umoralsk. Så snak du ikke om ungdom. Men mænd kan lide det… Det er ikke fundament for familie. Jeg er faktisk overrasket over din Poul. Du må holde dig stærk! Det gjorde Klara. Hun havde arvet en god, stor lejlighed i centrum fra sine forældre. Faren havde sikret alt, så Poul aldrig fik rettigheder til hendes kvadratmeter. Klara besluttede at udleje et værelse, så hun fik flere penge. Der blev bygget en del i kvarteret, og en ingeniør flyttede ind. Med skæg, venlig og intelligent. Han hed Valdemar V. Han så opmærksomt på Klara og foreslog pludselig: – Lad mig betale forud! Brug lidt på at få lavet dine tænder. Så skøn en dame burde ikke gå og lide! Klara rødmede. Hun synes ikke selv, hun var smuk. Men det ville være rart med bedre tænder. Han gav hende ekstra penge. Hun kunne betale tilbage senere. Så kom hans bror på besøg. Klara havde aldrig set noget lignende. Hun blev målløs. Gul habit, lilla bukser og fantastisk hår. Han hed Kyril og arbejdede som stylist. Besøgte broren og tog Klara “under vingerne”. Da hun bød gæsterne på tærte, foreslog Kyril at give hende en makeover. Og ved I hvad, han gjorde det! Det lyse hår strålede, makeup fremhævede hendes flotte ansigtstræk. Tænderne blev ordnet. Nu gik hun til arbejde, tabte sig, begyndte endda at løbe i parken om morgenen. En venlig kvinde med blid smil og smilehuller. Som en sommerfugl fra sin puppe. Så en dag ringede det på døren. Gæsten råbte: – Klara, der er nogen til dig! På dørtrinnet stod eksmanden. Hun genkendte ham næppe. Poul var blevet gammel på et år, bleg, afpillet, fortabt. Alt det smarte var væk. Bag ham – kufferter. – Hvad vil du? – spurgte Klara. Hun huskede, hvordan hun først ringede til ham. Men han ville ikke tale med hende. Senere blokerede han hende. Nu stod han der. – Du er blevet…! – udbrød Poul. Men Klara var ikke imponeret. Hun huskede sine søvnløse nætter, panik og tårer. – Åh Klara. Jeg har lidt så meget. Den kvinde ville kun have penge. Børnene virkede okay i starten, men senere… Uopdragede, skreg hele tiden. Hun ville ikke udvikle dem. Hang ved mobilen, lavede ikke mad. Køber kun frosne ting. Jeg fik nudler! Nudler! Til mig! Og skjorterne vaskede hun sammen, de blev misfarvede. Jeg har ikke købt noget til mig, alt gik til dem. Jeg var som i et galehus. Klara… Jeg kommer til dig. Det er så godt med dig. Jeg husker dig altid. Kan vi starte forfra, bitte? – bad han. Men i hendes hoved klang hans ord: – Hvem har brug for dig? Tandløs, barnløs, ukendt Klara. Klara så på eksmanden igen. Så åbnedes døren, og Valdemar V. stak hovedet ud med ordene: – Klara! Brug for hjælp? Hvad vil du? – spurgte han Poul. Poul blev ophidset og råbte: – Hvem er du? – Det er min mand, Valdemar. Kom aldrig mere her! – og Klara smækkede døren i hovedet på Poul, der stod målløs tilbage. Hun undskyldte over for lejeren: – Nå, nu kaldte jeg ham min mand… Han sukkede og sagde: – Nu må sandheden frem! Klara, jeg elsker dig! Hvordan kunne nogen forlade sådan en fantastisk kvinde? Vil du gifte dig med mig – rigtigt? Han var enkemand. Og Klara sagde ja. To måneder senere blev de gift. Han overdængede hende med roser. De købte sommerhus. Hun ser ikke, hvordan eksmanden af og til i al hemmelighed holder øje med dem fra hjørnet, mens han forbander sig selv for at have byttet en god kvinde for en der ingenting var, og nu står tilbage med ingenting. Klara og Valdemar går hånd i hånd gennem byen. Glade og forelskede. Og hun venter barn. Giv et like og del dine tanker i kommentarfeltet!