Jeg vil gerne giftes, men helt sikkert ikke med den flotte fyr. Jo, han er helt igennem sød. Bare ikke min slags.
Endnu engang kom mor hjem med sin kæreste og en anden mand. Og de var allerede småfulde. Jeg satte mig et sted bag kommoden og prøvede at skjule mig.
Og der er ikke nogen steder at gemme sig; udenfor er der allerede sne, tænkte jeg. Jeg er så træt af alt det her. Til sommer afslutter jeg 9. klasse, tager til byen ind til Odense. Jeg vil søge ind på lærerseminariet og blive lærer. Kun ti kilometer, og jeg skal bo på kollegiet.
Mor og mændene satte sig ud i køkkenet. Jeg hørte flaskerne åbne, duften af rullepølse og ost bredte sig. Jeg kunne ikke lade være med at synke.
Hov, du! lød mors stemme.
Hvorfor sidder du for dig selv?
I er to… mumlede jeg.
Som om, du ikke har set dét før, grinede Jørgen, mors kæreste.
Der lød noget glas, der væltede. Rumsteren og snøften. Jeg krøb længere ind i hjørnet. Søsken blev der helt stille.
Hun sover, hørte jeg Jørgens stemme.
Hun er jo en sød pige, sagde den anden, men der er bare et-eller-andet…
Du ved, hun har jo en datter…
Datter? Hvilken datter?
Maya! Hun er jo ikke barn mere. Måske har hun gemt sig på værelset.
Få hende herud, skreg Morten altid så begejstret.
Maya, hvor er du? råbte Jørgen, trådte ind og smilede ubehageligt. Kom med ud til os!
Jeg har det fint her.
Kom nu, er du bange? prøvede Jørgen at gribe fat om mig.
Instinktivt greb jeg vasen på kommoden og slog ham oven i hovedet.
Et brag; glas knustes. Jeg slap fri og styrtede ud af rummet. Fang hende! brølede Jørgen.
Men jeg nåede allerede hoveddøren. Jeg havde ikke tid til sko. Kun i sokker, gamle shorts og T-shirt løb jeg ud i decembernatten.
De råbte efter mig, løb også ud. Gaden i den lille by, Tommerup, lå øde hen. Hvor skulle jeg løbe uden sko, i sneen? Et sted, jeg passerede et stort hus, lød vov fra haven. En stemme råbte efter hunden.
Jeg løb hen til lågen og bankede. En mand i fyrrerne åbnede.
Hjælp mig, sagde jeg lavt og så på ham.
Kom indenfor! sagde han og trak mig ind og lukkede hurtigt.
Flemming, hvem er det? spurgte en kvinde inde fra gangen.
De var efter hende, sagde han til sin kone.
Skynd dig indenfor! kvinden tog min hånd og trak mig ind. Fortæl bare senere!
Maya, kom nu ud, det er bedst for dig! råbte Jørgen udefra.
Flemming, du skal ikke blande dig! kommanderede kvinden. Kom herind!
Råb og hundegøen udenfor.
Vi skal ringe til politiet, sagde kvinden og indtastede nummeret.
Else, lad være. Jeg klarer det. De er jo lokale, sagde Flemming.
Og hvordan vil du klare det?
På fredelig vis. Du beroliger bare pigen.
Flemming fyldte en pose med en øl og et stykke rullepølse fra køleskabet.
Han gik ud hunden, Molly, ved sin side. Jørgen og Morten nærmede sig.
Giv os Maya!
Her. Tag den og smut!
Nå, er det dét? Morten smilede, da han så posen, og de slentrede væk.
***
Else satte vand over til te og snakkede venligt til mig.
Sæt dig, Maya! Fortæl, hvem du er hvad er der egentlig sket?
Jeg hedder Maya, stammede jeg, mens tænderne klaprede. Jeg bor ude i udkanten.
Er du datter af Kira?
Ja, nikkede jeg.
Vi har ikke boet her så længe, men… din mor har vi allerede hørt om.
Jeg nikkede og begyndte at græde.
Ikke græde! kom hun hen og lagde armen om mig. Det føltes mærkeligt og rart. Jeg krammede hende og græd endnu mere.
Nu skal du bare have lidt te.
Flemming kom ind.
Så! De er ude af vagten.
Og hvad med pigen her? spurgte Else og smilte endelig.
Vi ser på det i morgen. Nu er der te og Maya skal i bad!
Vil du have lidt at spise? Else stillede te og smurte et par rugbrødsmadder, og lagde de sidste stykker lagkage frem.
Spis, Maya! sagde Flemming og smilede.
Der blev ikke spurgt mere de kiggede knap på mig; det føltes befriende.
Senere viste Else mig til badeværelset.
Tag et langt bad og så den her badekåbe!
***
Jeg ønskede kun én ting: Bliv ikke smidt ud denne gang. Det var så hyggeligt og varmt her ikke som kulden udenfor. Men nu måtte jeg op; de ventede jo.
Jeg gik ind i stuen; Flemming og Else sad i sofaen.
Tak, virkelig, sagde jeg genert.
Så, Maya, ingen leder rigtigt efter dig. Du har vel ikke lyst til at tage hjem?
Jeg sænkede hovedet.
I morgen skal vi tidligt afsted…
Jeg forstår, sagde jeg og blev stille.
Du bliver alene. Åbn ikke døren for nogen! Molly passer på dig her; hun lukker ingen ind.
Ja! udbrød jeg lettet.
Hvis du har lyst, kan du jo koge suppe til os, sagde Flemming og blinkede.
Jeg kan godt lave suppe! sagde jeg hurtigt. Jeg kan også gøre rent.
Det ville være dejligt, svarede Else.
***
Jeg vågnede tidligt sammen med dem, men blev liggende musestille. Bange for at blive smidt ud. Da bilen kørte ud af indkørslen, turde jeg endelig rejse mig.
Jeg vaskede mig. På køkkenbordet stod flutes, ost, pålæg og te. Der var svinekoteletter klar på bordet.
Jeg spiste, ryddede op, tørrede af, vaskede gulvet.
Jeg fandt støvsugeren i gangen og gik i gang.
Jeg nåede netop at slukke støvsugeren, da jeg hørte en stemme:
Hvad sker der her?
Jeg vendte mig der stod en høj fyr, måske 18, med nysgerrige brune øjne.
Jeg gør rent, stammede jeg. Hvem er du?
Jeg… sagde han, rystede lidt på hovedet og tog mobilen op.
Mor, jeg er hjemme. Og hende her?
Lad nu bare pigen bo her lidt, svarede Else gennem mobilen.
Fint for mig, grinede Anders og lagde den væk. Han så undersøgende på mig, før han gik i køkkenet.
Vil du have te? spurgte jeg.
Jeg klarer mig.
***
Jeg stillede støvsugeren på plads og begyndte at tørre støv af; jeg lyttede til lydene fra køkkenet.
Anders spiste, gik i bad og kom ud velduftende.
Hej, Flemming, giv os lige en flaske øl mere! lød der fra vejen.
Hvad er det nu? spurgte Anders og kiggede ud ad vinduet.
Du må ikke åbne, hvis de ringer! sagde jeg nervøst.
Han så undersøgende på mig, smilte og gik mod døren.
Jeg kiggede ud Jørgen og Morten stod ved hegnet og råbte. Jeg fik ondt i maven.
Anders kom ud, de to voksne kom hen til ham, men pludselig faldt de om i sneen! Anders sagde noget lavmælt; de rejste sig og gik slukørede hjem til min mor.
***
Anders kom ind igen og så på mig, jeg stod stiv af angst.
Er du bange? spurgte han.
Jeg mistede kontrollen, lænede mig ind i hans bryst og græd.
Hvad hedder du så? spurgte han roligt.
Maya.
Jeg hedder Anders. Bare rolig, de kommer ikke igen.
***
Anders gik ovenpå og blev der resten af dagen. Jeg lavede suppe, satte mig i køkkenet og tænkte.
Jeg ville gerne blive her hos de rare mennesker, men jeg vidste godt, jeg overskred al normal høflighed.
Flemming og Else kom hjem. Else løftede øjenbrynene over hvor pænt her var; suppe blev værdsat.
Jeg må hellere tage hjem, sagde jeg stille. Tak for alt!
Maya, bliv hos os et par dage mere!
Tak, Else, men jeg går hjem, gentog jeg.
Jeg gik mod døren og standsede. Siden i går havde jeg gået rundt i lånt badekåbe og lånte sutsko.
Kom, sagde Else og lagde hånden på min skulder, førte mig til garderoben.
Hun kiggede længe, fandt jeans, en varm strik og en vinterjakke.
Tag det på! Vi er efterhånden lige høje.
Nej, det kan jeg ikke…
Du kan da ikke gå hjem uden tøj! Tag nu bare. Det rører mig ikke.
Jeg tog tøjet på, kiggede forsigtigt i spejlet. Jeg havde aldrig haft så flotte ting før.
I gangen gav hun mig hue og vinterstøvler.
Maya, gå med det og pas på dig selv!
Tak, Else!
***
Livet gik videre men ikke helt som før. Mor fik job på gården; Jørgen og Morten var væk.
Foråret kom, jeg sad hjemme med lektier, da det bankede på havelågen. Jeg kiggede ud og genkendte Anders. Han nikkede, og jeg styrtede ud.
Hej, Maya! smilte han.
Hej!
Min mor har spurgt efter dig.
***
Jeg gik ind i det hus, hvor jeg havde haft min første gode dag.
Hej, Maya! sagde Else og krammede mig i døren.
Hej, Else!
Kom, lad os få te! sagde hun, da vi satte os.
Jeg har en sag til dig: Vi skal til Tyrkiet i en måned, sagde hun med et glad smil. Anders er sjældent hjemme. Kan du ikke passe huset imens? Molly, og katten Tilde, skal fodres. Planterne skal vandes. Der er mange.
Selvfølgelig, Else!
Godt, sagde hun og lagde en stor kuvert med penge. Her er tretten tusinde kroner.
Else, det behøver du ikke!
Tag dem nu. Det gør ingen forskel. Kom, jeg viser dig alt!
Jeg noterede hvor alle krukker og potteplanter stod. Viste hvor katten og hundens mad var. Else råbte:
Anders! han kom straks ned. Vis Maya Molly og haven!
Kom! sagde han og lagde hånden på min skulder.
Vi gik ud, slap Molly løs, og gik en tur.
Anders fortalte om studiet, karate og forældrenes forretning.
Men jeg tænkte på noget helt andet. At der var en kløft mellem mig og Anders ligesom mellem min mor og hans forældre. Alle var søde og gode, men det blev aldrig et eventyr. Det her var livet.
Om to måneder tager jeg min optagelsesprøve på seminariet i Odense. Jeg skal nok klare det. Jeg vil uddanne mig, arbejde, kæmpe og blive til noget. Jeg vil gifte mig bare ikke med den flotte fyr. Jo, han er skøn på alle måder. Men han er ikke min.
Jeg er taknemmelig for tøj og de tretten tusinde. Uden dem kunne jeg ikke klare mig i Odense.
Noget i mig ved, at lige nu her er min barndom forbi. Og voksenlivet begynder. Det bliver hårdt, men nu er det kun op til mig.
Vi nåede huset. Jeg klappede Molly, smilede til Anders, og gik hjem. I morgen starter mit arbejde her. Kun arbejdet intet andet.
