Min moster trådte ind ad døren, som om hun gled på skøjter, med sin datter og svigersøn, begge med favnen fuld af mør oksesteg og en flaske vin så dyr, at etiketten næsten glødede i det mærkelige skumringslys. Men min mor kastede dem ud, straks, uden at tøve, som om de var omgivelsernes skygger, ikke mennesker.
Min mor har altid bevæget sig i skyggen af en stor familie. Der var engang seks søskende, nu er der kun tre tilbage, spredt som brikker på et forblæst skakbræt. Min mor og én af mostrene bor stadig i det samme landsby-agtige hjørne af Fyn med kartoffelrækker og grønkål i køkkenhaven. Om sommeren trampes jorden flad af deres hænder og fødder, om vinteren lever de af, hvad de har gravet op.
Den anden søster svæver, næsten drømmeagtigt, over byens tage i sit lyse lejlighedskompleks i Aarhus, og har villa ude ved Brabrand Sø. Hendes mand brede skuldre og stive skjorter arbejder som direktør for et større byggefirma. Men engang bar de også mudderet under støvlerne som os. Da de flyttede, slap de langsomt og drømmeagtigt deres gamle liv, og med tiden forsvandt vi, deres familie, ned i glemmebogens tåger.
En dag hørte min mor, som i en mærkelig hallucination, at hendes søster havde giftet datteren væk. Først blev hun overrasket, så lod hun, som om hun vidste det hele, for ikke at miste ansigt blandt de andre fra landsbyen. Hvem ville ikke føle skam, når ens egen søster ikke engang sender en invitation til sin datters bryllup?
Min mor gik med tunge skridt hjem til den anden moster, og opdagelsen blev fortalt, lag på lag som gamle postkort. Også mosteren blev forbløffet, og sårbarheden lå tungt i rummet, som dug i et gammelt hus. De besluttede sig for at ringe og sige “tillykke” for at få by-søsteren til at mærke et stik af dårlig samvittighed. Men ordene fra den anden ende var tørre, og røret blev lagt på, uden varme.
Alligevel, som om samvittigheden svævede ind gennem natten, besluttede by-mosterens familie at dukke op. Men min mors sårede stolthed slog gnisterog hun smed dem ud, sammen med duften af vin og oksekød og alt det, de havde med. “Hvis vi er så pinlige, at I ikke ville have os til bords i Aarhus, hvorfor så komme til vores hjem? Gå,” sagde hun, stemmen flakkende som en gammel radio.
By-mosterens mand nikkede, nærmest kynisk, og sagde, at, jo, de havde været flove over os at hvis vi var gået med på restaurant, ville rummet have lugtet af flæskesteg og løgsovs og alt det, de forsøger at fortrænge. Ordene ramte min mor som en kold vind fra Kattegat, og hun sagde, at de aldrig mere skulle komme forbi, aldrig mere ville hun se dem.
Min anden moster stod på min mors side, og hun sagde kun ganske stille, at hun heller ikke havde mere at sige til dem. Udenfor blev mørket tungt, og vindruerne i kurven mistede deres glans. Huset summede af stille, drømmeagtig vrede, og natten gled ind over Fyn, underligt og uforløst.
