Jeg blev gift for seks måneder siden, og siden da har der været noget, der ikke vil slippe mig.
Bryllupsfesten foregik i en villahave i forstadens skæve hjørner. Høj musik, blinkende lyskæder, mennesker, der drejede i sære cirkler, som om de dansede på spejlglat is. På et tidspunkt måtte jeg ud af festsalen for at trække vejret luften var tung af snak og rosé. Langt væk, bag nogle birketræer, fik jeg øje på min bedste ven, Svend, og min kone, Alberte, ude ved skuret bagved, hvor døren til gæstetoilettet stod på klem. De talte slet ikke med bryllupssmil. De vred sig ind og ud af skyggerne.
Albertes arme fægtede i luften, hendes skuldre var helt stive. Svend kneb munden sammen, som om han holdt på en hemmelighed, der brændte ham på tungen. Al musikken druknede lydene, men jeg mærkede, at deres samtale boblede af uvenlige ord.
Jeg gik nærmere, næsten usynlig under lyskæderne, mens deres ansigter flakkede i blågrønne pletter fra diskokuglen. Før de opdagede mig, hørte jeg Svend sige til hende:
Det er ikke noget, vi taler mere om. Aldrig igen.
Hans stemme var kold, som vintermorgen over markerne.
Så så de mig. Jeg spurgte, hvad der var på færde, hvad de snakkede om. De stivnede, som fanget mellem tidevand og måneskin. Alberte svarede først og hendes ord var som våde blade: Det var ingenting, bare noget vrøvl. Svend skyndte sig at bakke op og mumlede om en eller anden dum leg, et væddemål, han havde foreslået, som hun ikke gad, og så var det dét. Forklaringerne rullede hurtigt, ringede hult og uden farve.
De byttede emne med det samme og gik ind i lysene igen, som om ingenting var sket.
Resten af aftenen forsøgte jeg febrilsk at holde feststemningen sammen. Skål, smil, dans på underlige fugletrin, lykønskninger. Men hver gang jeg så Svend og Alberte sammen, sagde de næsten ingenting, og deres blikke gled uden om hinanden. De talte ikke mere sammen dén nat.
Jeg sagde heller ikke noget den aften.
Livet gik videre bagefter. Jeg flyttede sammen med Alberte, som man gør. Vi så stadig Svend og hans kæreste til fødselsdage, grillaftener, klatkage-brunch. Normale ting. Ingen nævnte nogensinde dét fra brylluppet. Der kom ingen mærkelige beskeder, ingen hemmelige samtaler bag lukkede døre, intet konkret, jeg kunne gribe fat i.
Kun den stund, der sidder fast.
Ordene. Tonen. Den hektiske måde, de stoppede samtalen, da jeg kom. Måden de begge reagerede på, som om jeg væltede ind midt i noget uvelkomment.
Ingen beviser. Ingen beskeder. Ingen scener eller indrømmelser. Kun det ene skænderi på min bryllupsdag og en kildrende fornemmelse af, at jeg fangede noget, jeg aldrig skulle have hørt.
Der er gået seks måneder. Jeg har ikke konfronteret nogen.
Men spørgsmålet bliver stædigt ved:
Hvad gør man med sådan en tvivl, når man ikke kan pege på andet end følelsen af, at noget gik i stykker den dag under birketræerne og de summende lyskæder i villahaven?
