Da, forestil dig lige den her situation: Jeg stiger ud af bussen, og der sidder min mor, Ulla, på fortovet og tigger. Min mand, Mads, og jeg blev helt slået ud vi anede intet.
Jeg er 43, og min mor er 67. Vi bor begge i Aarhus, bare i hver sin ende af byen. Ligesom mange andre ældre, har hun brug for konstant opmærksomhed. Men hun vil aldrig flytte ind hos mig simpelthen fordi hun har fire katte og tre hunde i sin lejlighed. Og så fodrer hun også alle byens herreløse katte og hunde i nabolaget. Hver eneste krone, jeg giver hende, går til medicin og til dyrefoder. Jeg sørger selv for at købe alt andet til hende, fordi jeg ved, hun aldrig bruger penge på mad eller noget, hun selv har brug for det hele går til dyrene.
For nylig var Mads og jeg på besøg hos en ven, og vi lod bilen stå der og tog bussen hjem. Da vi stiger af bussen, kan du tro, jeg fik kaffen galt i halsen, da jeg fik øje på min mor, siddende der og tigge på gaden. Jeg blev fuldstændig tom for ord. Mads var også chokeret. Han vidste jo godt, at jeg gav penge fra vores husholdningsbudget til hende.
Han begyndte selvfølgelig at undre sig: Hvad bruger hun så pengene på? Det viste sig, at min mor tiggede for at få penge til sine katte og hunde til foder og til alle deres vaccinationer.
Det hele er egentlig så sørgeligt. Tænk lige, hvad ville du gøre, hvis du så din egen mor sådan? Hvad ville folk tænke familie, venner, naboer? De ville da straks tro, at jeg ikke tog mig af min mor, at jeg var et hjerteløst barn, der havde ladet hende i stikken. Nu render jeg rundt og leder efter hende på gaderne. Jeg ved, at selv da jeg råbte ad hende, stoppede hun ikke hun er bare blevet bedre til at gemme sig for mig nu.







