“Hvordan bliver det så med lejligheden? Du lovede mig det! Du ødelægger mit liv!”
Min mand og jeg var overlykkelige, da vi hørte, at vores søn skulle giftes. Inden brylluppet fortalte vi ham i al hemmelighed, at vi gerne ville forære ham en lejlighed. Rasmus var vild med tanken, og snart vidste alle hans venner det også. Bryllupsforberedelserne var i fuld gang, da noget ubeskriveligt mærkeligt indtraf.
Vores datter blev pludselig syg på sit arbejde og endte direkte på Rigshospitalet. Min mand og jeg stod dér, stadig halvt i nattøj, blandt hospitalets grønne fliser og skæve ure. Prøverne viste, at en svulst var vokset ud af ingenting, og hun skulle straks opereres. Vi havde brug for en masse penge nu, straks, som om vi kunne gribe dem ud af den tågede luft. Heldigvis fandt vi hende i tide, det var som om hendes skæbne lå gemt bag sygehusets hvide gardiner.
Planen om en lejlighed til Rasmus måtte fordampe som dug over Amager. I stedet forsøgte vi at samle penge til operationen alle hjalp, familien, venner, kollegaer, selv svage bekendtskaber kastede mønter i hatten og sagde, vi ingen gæld havde til dem. Nogle kom med sedler, andre med hjemmelavet brød. Sammen fik vi samlet de nødvendige kroner.
Men vores søn overraskede os med sine ord, mærkelige som en afbrudt telefonsamtale i en glitrende regnvejrsnat.
“Hvordan bliver det så med min lejlighed? Du lovede mig det! Du ødelægger mit liv.”
Efter de ord føltes det som om Månen slog mig i gulvet. Hvordan kunne han sige sådan? Hvordan kunne hans verden være så lille, selv i drømmens underligt flydende logik? Det var hans søster de havde jo gået på Skt. Annæ sammen, leget i Fælledparken, delt latter og isvafler i Tivoli. Nu stod han, i sin kommende hustrus skygge, og talte kun om sit tab. Jeg sagde ingenting. Måske satte tiden sig i stå.
“Alting går jo altid til hende! Jeg får ingenting?”
Det rungede i entréen som et gammelt Bornholmerur. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg råbte, sagde, at jeg ikke ville se ham længere. Han pakkede sin taske, som gled ud af døren og ned ad trappen, forsvandt ind i nogen andens drøm. Vi talte ikke sammen i fjorten dage.
I den tid blev min datter, Regitze, opereret. Heldigvis, som skæbnen dansede rundt om hendes seng, gik alt godt. Uger senere kom hun hjem. Jeg sagde intet om hendes brors mærkelige adfærd ingen grund til at puste til skam eller sorg. Han ringede ikke, ikke én eneste besked eller opringning, ikke engang et forsigtigt spørgsmål om hendes helbred. For ham var sten, mursten og et skøde på en lejlighed åbenbart vigtigere end blodet, der sneg sig gennem vores families årer.
