Mor, hvad har du nu sagt til min kone? Hun var lige ved at pakke sine ting!
Jeg sagde bare sandheden. Du må da forstå, hun er ikke god for dig, Astrid ville være langt bedre.
Hvilken Astrid? Mor, har du nu digtet noget igen?
Jeg har altid vidst, at min søn var helt særlig. Han var mit første barn og selvfølgelig min store kærlighed. Da han blev voksen og fandt sig en kone, var det svært for mig at forstå, at nogen kunne tage min plads. Det var nærmest umuligt ikke at føle, at jeg mistede ham til en anden kvinde. Men til sidst lod jeg ham gå ud i hendes arme.
Min søn er mit liv. Jeg elsker ham over alt jeg ville gøre alt for ham. Jeg har selv opfostret ham, mens hans far altid var på farten med arbejdet, så jeg var både mor og far, lavede alt fra at lappe cykler til at spille fodbold og lege soldater. Han ved det godt, og jeg tror, han sætter pris på det. Jeg har gjort alt for, at han skulle være glad han ér min lille skat.
Men hans kone åh, hun elsker ham ikke halvt så højt som jeg! Hun laver ikke mad, tallerkenerne står altid og gror i vasken, hendes tøj flyder over det hele, og hun har aldrig hørt om hygge og orden. Ikke at jeg går og holder regnskab jeg konstaterer bare.
Alligevel ville jeg gerne stadig være der for min søn. Så jeg gik forbi deres lejlighed en gang om ugen for at samle hans beskidte vasketøj og tage det med hjem, så jeg kunne vaske og stryge det (det tager tid men man får jo en rutine). Jeg havde stadig nøgle fra dengang, de syntes det ville være praktisk, og jeg snusede rundt, stille og roligt uden at gøre væsen af mig. Hans kone vidste jo alligevel aldrig, hvad der skete. Jeg ville kun hjælpe!
Han har så travlt med både arbejde og kurser, så hvis ikke jeg vasker hans tøj, hvem så? Hans kone efter tre år har hun stadig ikke styr på hvide strømper og pressefolder i bukserne.
Med børnevenligt vaskepulver fik jeg det hele vasket, tørret og foldet, og når jeg så afleverede bunken tilbage, lagde jeg det forsigtigt i hans skab, så ingen lagde mærke til det. Hun opdagede aldrig, at han har allergi hun smider bare det hele sammen og hænger det op, så alt ligner noget, der burde brændes.
Hans trøje, den jeg selv havde strikket til hans fødselsdag, blev vasket forkert og hang så skævt, at jeg måtte pille det hele op og strikke forfra. Det nemmeste er jo bare, at jeg gør tingene selv.
Men min svigerdatter forstod ikke hvorfor. Hun synes, jeg skulle lade være han skulle lære at klare sig selv. Men undskyld mig, hvordan tør man lade et barn vokse op i sådan et rod? Jeg gør det jo kun for ham for at sikre hans velvære.
Min mand blev træt af det. Han mente, jeg var alt for meget over vores voksne søn. “Han har selv valgt hende så må han leve med det,” sagde han. Men jeg kunne ikke sove, når jeg vidste min søn levede i alskens kaos, mens hun bare dannede sig på sofaen og læste ugeblade.
Så besluttede jeg at tage den helt store omgang én sidste gang. Tidligt om morgenen lige efter de var taget på arbejde gik jeg op og samlede alt tøjet (og lidt af hendes, ærligt talt, for jeg orkede ikke tanken om, at hendes sure strømper blev lagt sammen med hans friskvaskede poloer). Jeg fik hurtigt styr på det hele, sendte min mand ud til hans fiskeklub, og gik i gang med vask og strygning.
Ud over tøjet tog jeg også et par dyner, så jeg endte med en massiv bunke som skulle bæres i den fine, blå IKEA-pose hjem heldigvis bor vi i samme ejendom, så jeg slap for pladsbillet til DSB! Surt var det dog, at elevatoren netop denne dag var ude af drift, og jeg måtte slæbe mig op på fjerde sal, med ømme knæ og sveden silende. Jeg brugte nok en time på trapperne og græd næsten hele vejen, mest af medlidenhed med min søns situation.
Endelig foran døren, og jeg låste lydløst op og listede ind. Ville ikke vække naboens skødehund, der altid skaber drama ved det mindste bump. Inde i entreen: fremmedt sko. Hm Gad vide om sønnike og konen bare var hjemme før tid og hun allerede havde forsøgt sig med at rydde op (men nærmere havde kastet sine sko, som var det håndgranater).
Jeg listede forbi skoene og så et par bukser ligge ved soveværelset. Ja ja, dem har jeg nok glemt at vaske så dem ville jeg lige sørge for. Da jeg bukker mig ned, hører jeg pludselig lyde, der ikke tåler lydbogsformat, og da jeg kigger op, ligger min søn dér med en mørkhåret kvinde. Ikke hans blonde kone.
Chokeret stivner jeg. Min søn spærrer øjnene op og råber:
Mor, kan du så komme ud! Du giver mig ingen privatliv!
Jeg lukkede diskret døren og sagde:
Kan du lige komme ud til køkkenet, jeg skal tale med dig.
Et par minutter senere stod han i køkkenet i sin morgenkåbe en, jeg selv havde købt til ham på tilbud i Magasin.
Mor, hvorfor er du her? Har du stadig nøgle?
Ja, skat, du gav mig jo nøgle sidste forår, så jeg kunne komme forbi med småkager og vasketøj.
Men mor, man plejer altså lige at sige det først!
Jeg ville bare vaske dit tøj har jo sendt SMS!
Jeg troede, du ville komme i morgen sagde han og sukkede.
Men, er det Sofie, der har fået sort hår, eller? spurgte jeg forsigtigt.
Nej, mor, det er ikke Sofie. Det er bare eh en veninde.
Nå for søren, du er mig da en værre én.
Ja ja, det er måske ikke helt pænt gjort af mig
Det går nok, skat. Du bestemmer selvfølgelig.
Men altså Astrid, hun er nu lidt mere fornuftig, hun lavede faktisk mad, ryddede op og var bare vildt sød og betænksom. Man kan se, hun kan tage sig af en mand. Men jeg bliver nu hos Sofie det var nok bare et lille sidespring
Som du vil, søn. Jeg støtter dig uanset. Her er dit tøj. Nu lader jeg dig være i fred, især hvis du har fundet én, der kan holde dig ren og pæn, sagde jeg på vej ud.
Jeg var ærlig talt lidt lettet over, at han havde fundet en nogenlunde normal pige. Der var ryddet op i køkkenet, suppen duftede, og der var rent på gulvet det så pænere ud end nogensinde. Jeg tænkte med det samme, at NU blev der styr på det, for sønnike har jo blik for, hvad der er grimt og hvad der er pænt.
En uge gik, og jeg var sådan set rolig nok. Så stod jeg nede i Meny og så straks Sofie, der gik der med kurven fuld af mærkelige, dyre ting avokado, grønne bælge, kiks og kefir. Jeg gik hen til hende:
Nå, Sofie, er du nu på slankekur?
Goddag, Inger Madsen. Ja da, vi skal nemlig til Bali til sommer, og vi skal jo se godt ud på Instagram. sagde hun overlegent.
Med min søn? I er jo gået fra hinanden jeg siger bare tillykke med din nye frihed!
Hvad mener du? Har HAN sagt det?
Ja, nu har han jo Astrid.
Astrid?! Nej! Vi har aldrig været uvenner!
Jo da hun var ovre og hjælpe, de hyggede sig, og hun lavede mad og gjorde rent. Jeg troede, han havde fortalt dig det.
Hvilken Astrid? Hvilken mad? Du har da ikke forvekslet noget nu?
Nej, det er jo dig, Sofie, der ikke kan finde ud af at leve normalt. Nu kan I i det mindste sidde og spise jeres kefir sammen resten af livet
Sofie smed sin kurv og marcherede ud af butikken. Jeg stod lidt og så efter hende hun var ikke bare temperamentsfuld, men også tordnende fornærmet. Og så blev jeg alligevel overrasket, da min søn et par dage senere pludselig ringede.
Hej, mor?
Ja, skat, hvad så?
Hvad har du sagt til Sofie? Hun stod med kufferten og skulle flytte!
Jeg sagde bare sandheden. Du må da forstå, at Astrid er da meget bedre for dig!
Hvilken Astrid?! Mor, er du blevet helt tosset?
Men jeg troede, det var hende, du valgte?
Jeg har da ikke valgt nogen! Og der er SLET IKKE nogen Astrid! Nu gider jeg ikke mere. Vi skifter lås, og du kan glemme alt om at blande dig mere!
Sådan er det herhjemme: én Astrid og én stædig mor for meget og nu kan jeg vel begynde at strikke en sweater til mig selv.
