Jeg nægtede at pleje min svigermor og gav min mand et valg
Det hele begyndte en grå november. Regnen trommede ubønhørligt mod vinduet, dag ud og dag ind, og jeg kan ikke høre det lydspor uden at tænke på dén episode, jeg vil fortælle om. Den handler om min nabo eller rettere sagt, min nabo, Rikke. Kvinde sidst i halvtresserne, arbejder som kassedame i en døgnåben Netto, hun tager nattevagter, mens resten af Roskilde sover. Hendes mand, Henrik, er ingeniør på fabrikken. Fin nok mand på sin vis, men du ved typen, hvor rutinen regerer, og livet kører i en stram, forudsigelig cyklus. Alt gik på skinner, indtil Henriks mor, fru Inge Pedersen, blev syg.
Inge var oppe i firserne og boede alene i et gammelt bindingsværkshus lidt uden for byen. Hun fik et lille slagtilfælde ikke det helt store, men nok til, at det stod lysende klart: Hun kunne ikke længere klare sig selv alene. Henrik var ikke sen til at udtænke en løsning: Moren skulle hjem til dem. Hans søster, Grethe, bosat i samme by, jublede Tak, Henrik, hvor er du sød! Jeg har jo kun min lille toværelses, og min mand gider altså ikke.
Så flyttede Inge ind hos Rikke og Henrik. Lige der døde Rikkes gamle liv.
Alt væltede ned over hende. Efter nattevagten måtte hun, i stedet for at snuppe lidt søvn, tage sig af svigermor: mad, vask, bleskift, køreture i rollatoren ud i den rå novemberdis. Henrik kom hjem og kastede et hurtigt blik ind fra døråbningen: Hvordan har mor det? før han styrede direkte ind til TV-avisen og sin sofa.
Jeg så Rikke en morgen, da hun slæbte sig hjem fra arbejde. Hun lignede én, der havde været oppe til eksamen hele natten bleg, blå rander under øjnene, gik nærmest i søvne. En dag hjalp jeg hende med at bære tunge poser med Frosties, kaffe og de evige voksenbleer op til lejligheden.
Tak, Anders, mumlede hun tomt. Stemmen var helt uden sjæl.
Du skulle altså tænke lidt på dig selv, Rikke sagde jeg halvt alvorligt, halvt opmuntrende.
Hun trak på skuldrene og sukkede tørt.
Hvem skulle ellers gøre det? Henrik? Han er på arbejde. Grethe hun dukker kun op til jul og påske for at kommentere og dele ud af sig selv.
Rikke prøvede faktisk at tale med Henrik, stille og roligt.
Henrik, jeg kan ikke mere. Jeg segner simpelthen. Skal vi ikke finde en hjemmehjælper, bare nogle timer om dagen? Eller måske undersøge et godt plejehjem? Et professionelt sted, hvor de kan tage sig ordentligt af hende.
Svaret kom, hurtigere end hun kunne nå at trække vejret. Henrik spærrede øjnene op, som om hun havde foreslået, de skulle sælge konens mor til eksotiske cirkus.
Er du gået helt fra forstanden?! Sende min mor på plejehjem? Det er ikke engang til at tænke på! Det gør man ikke mod sin egen mor!
Det var ikke med kærlighedsstemme mest frygten for, hvad folk og især søster Grethe ville sige.
Grethe dukkede op samme aften, nærmest før Henrik havde lagt på.
Rikke, helt ærligt! Hvordan kan du overhovedet forestille dig sådan noget? Plejehjem?! Det ville være en skam for hele familien! Du er bare egoistisk, det handler kun om din egen bekvemmelighed!
Rikke sad og kiggede ned i sofabordet. Der var ingen idé i at diskutere med én, der kun kommer for at dunke og give moralske peptalks, før hun smutter igen.
Så hun kæmpede videre. Nat på butikken dag med Inge. Rædselskabalen av fysisk slid og sjæleligt dræn fortsatte, alt imens Henrik bare noterede sig, at hans mor var ren og mæt, og tænkte, at sådan skulle det jo være. Som dansk mand lever han trygt i forestillingen om, at dette er naturligt sådan er kvindens lod.
Det hele kulminerede selvfølgelig. En dag forsøgte Rikke, alene og træt, at løfte Inge fra sengen over i lænestolen, men hele hendes ryg eksploderede i en brændende smerte. Hun gled sløvt ned på gulvet, lige ved siden af svigermor, som stirrede op, aldeles blank i blikket.
Henrik kom hjem, løb rundt i lejligheden som en hovedløs høne. Han havde glemt alt om bleskift, grød og medicin. Hans trygge, sikre verden smuldrede på få minutter, og han stod nu som en uduelig statist i sit eget familiedrama.
På lægehuset blev Rikke beordret til fuldstændig ro: Du har ødelagt ryggen mindst to uger i sengen. Ikke så meget som at løfte en pose kartofler!
Jamen min svigermor jamrede Rikke.
Lægen snerrede: Bliver du ikke i sengen nu, så hedder det operationsbordet næste gang, og så kan du vinke farvel til at gå normalt.
Hjemme herskede kaos. Henrik, mere død end levende i blikket, kæmpede med sin mor, mens lejligheden blev mere og mere snavset og ubeboelig. Han ringede til Grethe:
Grethe, det hele sejler! Rikke er gået ned! Kan du ikke tage mor over til dig et stykke tid?
Der opstod meget lang tavshed
Henrik, det kan jeg umuligt! Min lejlighed er for lille, min mand kan ikke tåle det, og jeg har slet ikke forstand på så syge gamle. Du klarer det, jeg ved, du kan!
Henrik lagde røret og satte sig i entreen med hovedet i hænderne. For første gang så han ikke situationen som en teoretisk udfordring, men som den skinbarlige katastrofe den var. Med en kone, der bogstavelig talt var lagt ned, og en hjælpeløs mor som centrum.
Rikke lå på sit værelse. Hun havde det værre end nogensinde, men i sit sind følte hun, at der endelig kom ro. Hun kunne høre uroen, de forvildede skridt i lejligheden og moderens uforståelige mumlen. Da Henrik kom ind med en kop suppe, tynd og fortabt som aldrig før, så hun ham lige i øjnene. Ikke vredt, kun med rolig, ufravigelig beslutning.
Henrik, sagde hun stille. Jeg tager ikke mig af din mor mere. Ikke i morgen, ikke næste måned, ikke nogensinde.
Han åbnede munden, men hun løftede hånden.
Lad være at diskutere. Vi har to muligheder. Den første: Vi vælger sammen en løsning. Enten finder vi en hjemmehjælper, der kan flytte ind, eller vi vælger et godt plejehjem. Vi finder stedet, sammen, tager ud og kigger, sammen.
Og den anden? spurgte Henrik hæst.
Nummer to: jeg søger skilsmisse og flytter. Så sidder du tilbage her med din mor og din hjertegode søster. Dit valg.
Hun lagde hovedet på puden og lukkede øjnene. Så var der sagt nok.
Henrik forsvandt ud i køkkenet, satte sig i mørket og tænkte længe. Han gennemgik de sidste måneder: Rikkes udslidte ansigt, hendes tavse desperation, sin egen frygt, Grethes evige undskyldninger. Han gik rundt og rundt i det kaos, hans strukturerede tilværelse var blevet til. Og så traf han et valg ikke mellem mor og kone, men mellem det pæne facadebillede og den reelle redning for dem alle tre.
Næste morgen kom han ind til Rikke.
Vi finder et plejehjem, sagde han. Et ordentligt ét. Og vi får en hjemmehjælper ind, indtil vi har fundet stedet. Jeg tager ferie fra arbejde og håndterer det hele.
Rikke nikkede. Hun sagde ikke mere.
I dag bor Inge på et hyggeligt, privat plejehjem lidt uden for byen. Eget værelse, god mad, trygge sygeplejersker. Henrik og Rikke besøger hende hver søndag med småkager og danske magasiner. Hun virker tilpas. Og vigtigst af alt Henrik og Rikke ser på hinanden som mand og kone igen, ikke som fanger og fangevogter.
En dag spurgte jeg Rikke udenfor:
Hvordan går det så, Rikke er der kommet ro på?
Hun smilede for første gang i evigheder let og frit.
Det går bedre, Anders. Jeg er blevet klar over noget vigtigt: Man behøver ikke at ofre sig selv helt og aldeles for at være et ordentligt menneske. Nogle gange er det faktisk det mest barmhjertige at insistere på en løsning, som alle kan holde til.
Og i de ord lå hele pointen. At insistere på plads til sit eget liv er ikke egoisme. Det er forudsætningen for, at al omsorg har nogen som helst værdi.
