Min svoger kom for at “bo et par uger”, men blev boende i et år vi måtte smide ham ud med politiet
Du forstår jo godt, at han har det svært. Hans kone smed ham ud, og han har mistet sit arbejde… Han kan da ikke sove på Hovedbanegården? sagde Søren og så undskyldende på mig, mens han nervøst snoede viskestykket mellem hænderne. Han så ud, som om han lige havde knust sin yndlingskop, selvom det bare handlede om, at hans lillebror skulle på besøg.
Anne satte tungt plastikposerne med indkøbsvarer på gulvet og sukkede. Dagen havde været hektisk regnskabsafslutning, uanmeldt kontrol fra skat, og ryggen værkede allerede. Hun havde ikke skyggen af lyst til at diskutere svogerens problemer, en mand hun højest havde set tre gange i løbet af deres femten års ægteskab.
Søren, vi bor altså i en toværelses lejlighed, ikke et herberg for hjemløse officerer, sagde hun træt, mens hun tog støvlerne af. Hvorfor tager Mads ikke bare tilbage til Odense, hvor han har sin egen lejlighed?
Han lejer den ud, for at kunne betale af på lånet til den ungdomsbolig, han købte til sin dreng. Åbenbart noget kringlet ordning, jeg forstod det heller ikke helt. Han siger bare, at han skal have fodfæste i København og finde et ordentligt job. Det bliver kun en uge, Anne. Måske ti dage. Bare lige indtil han har været til nogle jobsamtaler.
Anne gik ud i køkkenet og tømte et glas vand. Søren fulgte efter hende med bedende hundeøjne. Han var en god mand mild, arbejdsom, aldrig konfliktsøgende. Men han havde den store svaghed, at han aldrig kunne sige nej til familien, især ikke til Mads, som altid havde været familiens problembarn og krævet ekstra hensyn.
Okay, sagde Anne opgivende. Så lad det blive ved en uge. Men sig til ham, at vi har rutiner her i huset. Vi står op klokken seks og går i seng klokken elleve. Ingen fester eller fremmede herhjemme.
Mads dukkede op næste aften han kom brasende ind med en kæmpestor ternet taske, der lugtede af billigt togsæde og surt vasketøj. Han fyldte straks hele entreen. Mads var større og dominerende, både på stemme og attitude.
Hej husbestyrerinden! råbte han, idet han prøvede at tage Anne i et bjørnekram, som hun med nød og næppe undveg. Nå, så er pensionæren indlogeret! Bare rolig, jeg tager ikke meget plads. En madras og en stikkontakt, så er jeg glad, hæhæ!
De første par dage gik nogenlunde roligt. Mads gjorde sig selv næsten usynlig: sov til langt op ad dagen i sofaen, gik på små jobsøgningsmissioner og kom hjem til aftensmadstid. Til gengæld spiste han som en hest. Anne indså med et chok, at en femliters gryde suppe, som normalt strakte til tre-fire dage for hende og Søren, forsvandt på én dag. De frikadeller, hun havde stegt til to aftener, var væk næste morgen.
Jeg er bare i voksealderen! grinede Mads og slikkede tallerkenen ren. Frisk luft i København det giver sult.
Anne sagde ikke noget, men noterede mentalt, at hun fremover måtte købe dobbelt så meget ind. Han var jo gæst, og man ville ikke være smålig.
Da ugen var gået, spurgte Anne forsigtigt til aftensmaden:
Nå Mads, har du hørt fra noget job?
Mads trak på skuldrene og lavede et sørgmodigt ansigt.
Altså, det hele er snyd. De lover 40.000 kroner, fleksible timer, men så ender det med noget pyramidespil eller sure pakker ud for ingenting. Jeg er jo tekniker, ikke pakkebud. Men der er måske noget på vej i en solid virksomhed. De ringer nok på mandag. Skal bare lige vente et par dage.
Et par dage? sagde Anne og kiggede på Søren, der så væk og satte gaflen til side.
Ja, man smider vel ikke gæster ud i weekenden? sagde Mads og blinkede.
Anne gav sig. Et par dage fra eller til, det gik nok.
Men mandag blev til tirsdag, og tirsdag til onsdag, uden at telefonen ringede. Mads stoppede langsomt med at tage afsted om morgenen. Når Anne kom hjem fra arbejde, blev hun mødt af et permanent udfoldet sovesofa, tændt fjernsyn, kaffekopper, brødkrummer og en kraftig stank af deodorant blandet med øl.
Har du ringet på job i dag? spurgte hun.
Selvfølgelig, svarede Mads uden at tage øjnene fra skærmen. HR-damen er syg, jeg skal prøve igen næste uge. Men sig mig, hvor er mayonnaisen? Jeg ville lave en mad, men der er helt tomt i køleskabet.
Dette “vi” fik det til at gibbe i Anne. Hun sagde ikke noget, men irritation begyndte at boble indeni. Hun så, at Mads begyndte at betragte deres lejlighed som sin. Han brugte Sørens dyre shampoo uden at spørge, hans egen yndlingsplaid lå over Mad’s ben, og han overtog tv’et, selv når Anne ville se nyhederne.
En måned gik, og foråret var i luften. Men luften i lejligheden var tung som aldrig før.
En aften fik Anne nok. Hun gik ind til Søren, der sad og fiksede brødristeren.
Søren, nu skal vi snakke alvorligt.
Om Mads? sukkede han.
Om Mads. Det her kan ikke fortsætte. Han arbejder ikke, han gider ikke søge job, han overtager hele stuen, og jeg kan ikke en gang gå igennem lejligheden i morgenkåbe uden at føle mig invaderet. Hvad skal der til, for at det stopper?
Jeg prøvede at snakke med ham, svarede Søren. Han siger stadig, det snart ordner sig. Jeg kan bare ikke smide min bror ud på gaden. Mor ville aldrig have tilgivet mig. Hun sagde altid, at vi skulle holde sammen.
Din mor bor i Silkeborg og ser ikke, hvad det gør ved vores liv! Vores madbudget er eksploderet, vi bruger dobbelt så meget på el og vand, han bruger timer i badet, og der er lys overalt. Kan han ikke i det mindste betale noget?
Han har ingen penge lige nu, sagde Søren lavt. Hans kort er spærret på grund af gæld. Han sagde det til mig forleden.
Anne satte sig tungt på stolens kant. Jorden forsvandt under fødderne.
Sådan. Og hvor længe har du vidst det?
Et par dage. Han lovede at betale lige så snart, han havde et fast job. Vi må lige holde ud lidt, Anne. Foråret giver altid flere sæsonjob han kan gå på en byggeplads, hvis ikke der byder sig et fast kontorjob.
“Holde ud”. Det blev devisen for de næste mange måneder.
Foråret gled over, uden at Mads gik ud på nogen byggeplads nu sagde han, at han havde fået brok og derfor ikke måtte løfte tungt. Til gengæld fejlede det ikke noget, når det gjaldt at løfte øl i sofaen. Anne så, at der forsvandt mere og mere fra barskabet, og da den dyre cognac, Søren fik til 50-årsfødselsdag, pludselig var væk, blev hun rasende.
Jeg har ikke taget den! brølede Mads. Skal jeg nu også være tyv?! Måske har du selv drukket den? Eller også var det Søren!
Tal ordentligt til min kone! prøvede Søren at sige, men uden kraft.
Hold din kone fra at mistænkeliggøre mig! snævrede Mads. Jeg køber hele etui til jer, når jeg først kommer på fode igen!
Samme aften satte Anne trumf på: Enten flytter Mads ud inden ugen er omme, eller også kræver hun skilsmisse og bodeling. Lejligheden var købt under ægteskabet, men det var Annes forældre, der havde lagt udbetalingen, og Anne, der stort set havde betalt afdragene fra sin løn som cheføkonom.
Søren blev bange. Jeg så ham stå og ryge på altanen og diskutere med sin bror, den ene cigaret efter den anden. Mads så sur og vred ud, men fortrak sig.
Det virkede til, at der endelig kom styr på det. Mads fortalte, han havde fundet et værelse nord for byen og ville flytte om to uger, når han fik sin første løn som “vagtmand”.
Anne kunne næsten ånde lettet op to uger kunne hun holde ud.
En uge senere kom Mads hjem med armen i gips.
Faldt ned ad trappen, sagde han sørgmodigt. Håndleddet brækket.
Anne kiggede på den hvide gips og vidste, hvad klokken var slået. Ingen job, ingen udflytning.
Smider du handicappede ud? spurgte Mads, og i hans øjne så Anne det hånlige glimt. Han havde fundet sin perfekte undskyldning for at blive.
Sommeren blev et mareridt. Under påskud af “skaden” krævede Mads mere og mere hjælp: “Anne, kan du skære brødet ud?” “Anne, du skal lige hjælpe mig i bad.” Sidstnævnte fik hun dog stoppet på en måde, så han aldrig spurgte igen, men stemningen blev ikke bedre.
Søren begyndte at sige ja til alle ekstra vagter og overarbejde på jobbet, bare for at slippe væk. Jeg tog mig selv i at blive længere på arbejde eller slentre rundt i parker og caféer bare for at undgå at komme hjem til Konge Mads, der nu regerede på sofaen.
Sådan gik seks måneder, så otte. Gipsen for længst væk, men Mads “trænede stadig hånd” og beklagede sig konstant over smerter, når vejret slog om. Han havde nu flyttet rundt i stuen, som det passede ham, og nogle gange slæbte han lyssky venner med hjem (noget naboen sladrede om). Når man konfronterede ham, blev han aggressiv:
I skylder mig det her! Jeg er familie! Det er jeres pligt! I har en treværelses (i virkeligheden en toværelses, men Mads regnede køkkenet med) hvad skal I bruge pladsen til? Jeg ligger jo ikke inde i jeres soveværelse!
Bægeret flød over i november præcis et år efter Mads flyttede ind.
Anne fik fri før tid en dag med migræne. Da hun låste sig ind, mødte hun høj musik og kvindelatter.
Der stod to fremmede, snavsede damesko i gangen, og en billig jakke hang på knagen. Inde i stuen sad Mads og holdt om en plat blondine, begge røg og spildte aske ud over gulvtæppet. Køkkenbordet bugnede af deres (vores!) mad, og der stod en åben flaske vodka.
Nå, der er du, chef! sagde Mads i fuldskab. Det her er Lone. Hun er min muse!
Der røg en klap for hos Anne. Hun var iskold, rolig.
Ud, sagde hun lavt.
Hvad mener du? Mads forsøgte at sætte sig op. Tag det roligt, Lone smutter om lidt, vi…
Ud af min lejlighed. Nu. I har fem minutter.
Er du syg i hovedet? Hvor skal jeg gå hen? Det er også mit hjem! Min bror bor her hvem er du? Din nasser!
Han truede, men Anne løftede telefonen.
Jeg ringer til politiet.
Kom bare an! råbte han. Du kan ikke gøre mig noget! Jeg er gæst, familie!
Anne ringede:
Ja, det er Anne Larsen. Jeg har brug for en politipatrulje. Adresse… Der er fremmede i min lejlighed uden tilladelse, fulde og truende. Nej, de er ikke folkeregisterført her. Jeg er medejer. Tak.
Lone blev synligt ædru af at høre ordet politi, hev i jakken og smuttede ud, mens hun mumlede undskyld. Mads blev siddende, satte sig og lo grimt.
Lad os nu se. Søren skal nok tage min parti. Du er helt væk, Anne.
Anne gik ind i køkkenet og ringede til Søren.
Jeg har tilkaldt politiet, sagde hun, da han tog telefonen. Din bror bragte en kvinde med, de drak og røg, og han var truende. Hvis du nu tager hans parti, så behøver du ikke komme hjem. Jeg søger skilsmisse fra i morgen.
Der var tavshed i røret. Så sagde Søren lavt:
Jeg kommer. Gør, hvad du må. Jeg kan ikke mere.
Politiet dukkede op et kvarter senere, to erfarne betjente.
Hvem er ejer? spurgte en af dem i det gennemrøgede rum.
Det er mig, sagde Anne og viste legitimation og kopi af tinglysningen. Vi ejer sammen, min mand og jeg. Den her mand er bare min mands lillebror, han bor her mod min vilje, skaber uro og truer. Jeg vil have ham ud.
Betjenten vendte sig mod Mads.
Kan jeg få dit sygesikringskort eller anden ID?
Mads rodede vrantent i tasken og smed sit kørekort.
Jeg er bror til ejer! Jeg har ret til at være her! Jeg er gæst.
Betjenten rystede på hovedet.
Du har adresse i Odense, ikke her. Du er ikke folkeregisteret her og den ene ejer kræver, du går. Vi kan ikke lade dig blive uden samtykke. Pak dine ting.
I kan ikke smide mig ud! skreg Mads. Søren vil sige god for mig, når han kommer!
Hvis din bror kommer og siger god for det, må I tage den på borgerservice eller i retten. Indtil da: ud af lejligheden. Du er påvirket og naboerne har klaget over larm. Enten går du selv, eller også kører vi dig på stationen for videre samtale og evt. bøde.
Mads så fra politiet til Anne og opgav. Hårde ord og arrogance, som virkede på Søren og Anne, prellede helt af på folk i uniform.
Fint, hvislede han. I kan have jeres skide kvadratmeter for jer selv. I hører fra mig!
Han rodede sine ting i tasken, bandede, og sparkede til skoskabet. Politiet holdt øje.
Da han var klar, og stod i opgangen, kom Søren. Han så ti år ældre ud.
Søren! råbte Mads. Hjælp mig, hun smider mig ud! Du siger da fra?!
Søren stirrede på sin bror, så på Anne, så på det rodede gulv og de tomme flasker.
Gå, Mads, sagde Søren stille.
Hvad? Svarer du ikke engang?! Fornægter du din egen bror for hendes skyld?!
Du har levet på vores regning et år, sagde Søren. Du har løjet for mig. Du har ydmyget min kone. Vores hjem er ikke længere vores. Nu er det slut. Tag til Odense. Eller hvor du vil. Ingen penge. Aldrig mere.
Mads stod måbende. At “bløde Søren” endelig sagde stop, tog han ikke med.
Skrid da! råbte han og smækkede døren så højt, at det ringede. Politiet gik med ud og sikrede, han ikke kom tilbage.
Mange tak, sagde Anne til betjenten.
Husk at skifte lås, svarede han. Sådan nogle “familievenner” dukker tit op igen.
Døren lukkede, og stilheden stod skærende. Søren gik ind i stuen, åbnede vinduet og lod den kolde novemberluft blæse tobaksrøgen ud. I stilhed gik han i gang med at samle cigaretskodder op.
Anne lagde sin hånd på hans skulder.
Undskyld, sagde Søren stille. Jeg skulle have gjort det her før.
Det vigtigste er, at det er ovre, svarede Anne.
Weekenden blev brugt på hovedrengøring. Sofaen blev båret ned, og låsen skiftet. Denne gang uden at Anne behøvede minde Søren om det.
Mads ringede nogle gange fra ukendte numre og krævede penge, truede og tiggede. Søren lagde bare på.
Stille og roligt faldt hverdagen på plads igen. Anne gik for første gang i lang tid med glæde hjem, velvidende at alt var rent, trygt, og at der ventede duften af aftensmad ikke fremmed sved og gamle fadøl. Søren havde lært, at familie ikke kun handler om blod, men om respekt og omsorg.
Nogle gange må man gennem helvede af en gæst, før man lærer at værne om sit eget hjem og sin egen ro.
