Det var i de år, hvor jeg stadig boede i min mormors gamle lejlighed på Vesterbro, at Thorben satte det ultimatum: Enten mig, eller dine katte. Jeg hjalp ham med at pakke sine tasker.
Kattehår igen! Se på min jakke, Trine! Jeg hentede den jo fra renseriet i går, og nu ligner den noget, der har ligget på gulvet i et internat. Skal man virkelig finde sig i det her?
Thorbens stemme havde denne særlige, skingre undertone, som kun dukkede frem, når hans tålmodighed var opbrugt og det var den for det meste det sidste halve år. Jeg stod i køkkenet og vendte pandekager, slukkede for blusset og vendte mig om mod ham. Der stod han i entreen, dramatiserende med den marineblå blazer i strakt arm, hvor der faktisk sad et par hvide kattehår på reverset.
Thorben, du behøver jo ikke råbe sådan, sagde jeg roligt og tørrede hænderne af i forklædet. Jeg har jo sagt, du ikke skal hænge dit tøj på stolen i stuen. Du ved jo, at Sofus elsker den plet. Hæng det ind i skabet, så er der ingen problemer. Lad mig lige tage hårfjerneren.
Jeg gik hen, tog den tape-rulle, der altid lå parat på skænken, rullede den et par gange over stoffet så var blazeren flot igen. Men Thorbens ansigt forblev trukket sammen. Han trak armen til sig som om, jeg havde gjort ham fysisk ondt, og børstede sig af.
Det handler ikke bare om skabet, Trine! Det handler om, at man næsten ikke kan trække vejret herhjemme. Alle vegne dine de dyr. Man kan ikke sidde på sofaen, ikke gå på tæppet. Jeg kommer hjem for at slappe af, men skal nærmest sno mig udenom madskåle, bakker og kradsetræer. Vores hjem er blevet en zoologisk have!
Mine ord pressede sig op i halsen, men jeg takkede dem ned. Vores hjem, sagde han. Men sandheden var, at denne store lejlighed i en klassisk københavner ejendom havde min mormor efterladt til mig længe inden, jeg mødte ham. Thorben flyttede ind med sin sportstaske og en laptop for fem år siden da vi blev gift. Dengang generede Sofus, min magelige norske skovkat, og den forsigtige, sortplettede Mille ham ikke det mindste han sagde endda, at dyr skabte hygge.
Men forelskelsens trylleri forsvandt efterhånden, som hverdagen blev rutine. Thorben viste sig at være typen, der ville have alt i pinlig orden, og som forventede al opmærksomhed.
Der er kun to katte, husk det, mindede jeg ham om, mens jeg satte kaffe over til ham. Og de har boet her længere end dig. De er familie.
Familie! fnøs han, satte sig ved bordet. Det er bare dyr, Trine. De æder og sover. Ved du, hvad deres foder koster? Jeg så bonen, du lod ligge på køkkenbordet. To tusind kroner! På tørt foder! Men vi skal spare på ferie?
Det er specialfoder, Sofus har jo dårlige nyrer, sagde jeg. Og jeg bruger min egen løn. Ikke dine penge.
Vi har fælles økonomi! råbte han og slog i bordet, så teskeen klirrede. Bruger du dine på kattemad, så bruger jeg mine på mad til os! Det er simpel matematik!
Jeg så på ham og kunne ikke genkende manden, der engang læste digte for mig. Hvor var han blevet af under denne hårde, utilfredse overflade? Han havde det hårdt på jobbet hans afdeling blev omstruktureret, og han var bange for fyring, men sin vrede gik ud over mig og kattene.
Lige da kom Sofus ind på køkkengulvet og gned sig om mit ben, mens han spandt lavt.
Skrub af! råbte Thorben pludselig og stampede i gulvet.
Sofus fløj forskrækket baglæns, gled på gulvet og greb fat i Thorbens bukseben for at holde balancen det gav et riv, så stoffet revnede.
Så blev der helt stille. Thorben så ned på sine bukser, hvor en grim flænge havde åbnet sig.
Nu er det nok, hviskede han med den kolde stemme, jeg havde lært at frygte. Nu er bægeret fuldt.
Han fløj op fra stolen, væltede den næsten.
Jeg har fandeme holdt ud i fem år! Kattehår i suppen, stank i kattebakken, larm om nattenMen mine ting? Trine, nu får du at vælge.
Jeg stod stille, hænderne mod hjertet. Sofus forsvandt ind under sofaen. Mille havde allerede rejst ørerne af uro.
Hvad mener du? hviskede jeg.
Enten jeg, eller de kræ. Dit valg. I aften skal de være væk. Giv dem til din mor, sæt dem på gaden, send dem til internat jeg er ligeglad. Men jeg bliver ikke her, hvis de er her. Jeg forlanger respekt!
Er det alvorligt? spurgte jeg vantro. Over et par bukser?
Ikke over bukserne! Det handler om dig og din prioritering! Du elsker dem mere end din egen mand. Bevis det modsatte. Vi ses i aften.
Han tog sin taske og smækkede døren så hårdt, at kalenderen faldt ned.
Jeg blev stående i køkkenet, tom for tanker. Jeg hang kalenderen tilbage. Satte mig på en stol og lod tårerne løbe ikke af sorg, men af afmagt. Hvordan kunne nogen kræve, at man skulle svigte dem, man havde ansvar for? Sofus var tolv år gammel og syg. Mille ville aldrig overleve alene ude.
Sofus kiggede frem var det sikkert? Han sprang op og lagde poterne i mit skød og begyndte at spinde beroligende, dybt som en motor.
I kommer ingen steder, hviskede jeg. Hvilket fjol.
Resten af dagen gik i en tåge. Jeg sygemeldte mig, dryppede rundt og tænkte. Husker, hvordan Thorben engang sparkede til Mille, da hun kom i vejen i mørket. Han sagde, det var et uheld men jeg så hans øjne. Hans forbud mod at lade kattene sove i soveværelset, deres evige skraben på døren. Og hans evige økonomiklager, selvom jeg aldrig bad ham betale noget væsentligt.
Hen mod middag stod det mig klart det her var ikke et udbrud, men en prøve. Hvis et menneske kan tvinge én til at svigte de svageste for at bevise kærlighed, hvad bliver det næste? Min gamle mor, mig selv, hvis jeg blev gammel eller syg?
Klokken fire gav jeg mig til at pakke. Jeg fandt Thorbens store kuffert, den vi havde med til Mallorca engang, og støvede den af. Den var tom, lige til at fylde med alt det, der ikke hørte hjemme længere.
Kjoleskjorter, jakkesæt, sokker, personlige sager og sko. Jeg var rolig og systematisk. Tvivlen gnavede, om jeg var for hård er det her ikke bare en krise? Men jeg mindede mig selv om, at kærlighed ikke skal bestå prøve på bekostning af omsorg for andre.
Da alt var pakket, ringede det på døren. Jeg fór sammen var det ham? Men han havde jo nøgler. Jeg så ud det var fru Madsen fra stuen, altid snakkesalig.
Kære Trine, er alt vel? Jeg hørte råben i morges. Du ser bleg ud, min pige?
Det går, fru Madsen, sagde jeg stille. Vi står vist midt i en slags husspørgsmål, kan man sige.
Nå, bare der ikke er sket noget slemt. Kig forbi til kaffe og wienerbrød senere, hvis du trænger til selskab!
Tak, jeg kigger nok forbi.
Resten af Thorbens ting blev samlet sammen. Toiletartiklerne i en pose. Hans vinterstøvler, sneakers og slippers.
Ved sekstiden stod hans kufferter og sportstaske linet op i gangen. Lejligheden føltes mærkeligt stor, men også hengemt eller måske renset?
Jeg lavede mig en kop myntete, fulgte kattene med et øje og ventede i sofaen. Sofus lagde sig tungt over mine fødder, Mille krøllede sig sammen på armlænet.
Klokken kvart over syv lød nøglen i døren. Jeg blev siddende roligt. Thorben kom ind, forpustet sikkert fordi elevatoren igen var i stykker.
Nå? sagde han ind fra gangen, med overlegen selvsikkerhed. Har du gjort det rigtige? Hvor er de nu? Smidt ud?
Han kom ind i stuen og stivnede.
Jeg sad i stolen med teen, kattene, hvor de plejede.
Hvad sker der, Trine? stemmen rystede af undertrykt raseri. Hørte du ikke efter? Jeg sagde: mig eller kattene! Vil du virkelig lege?
Jeg har hørt dig fint, svarede jeg blidt, satte koppen. Jeg valgte.
Og hvor er de? Hvorfor er de ikke væk?
Fordi det her er deres hjem. Dit valg står i entreen.
Han fór ud, faldt næsten over sine tasker.
Hvad fanden har du pakket mig? For kattene?
Ikke for kattene, Thorben. Men fordi du stillede kravet. Mennesker som virkelig elsker, stiller ikke den slags krav. De prøver at finde løsninger. Du ville bare gøre mig mindre, vise dominans over mig og to små dyr. Det er svagt.
Du må være sindssyg! Han fægter med armene. Du er tæt på fyrre! Hvem vil have dig og med dine katte på slæb? Jeg har forsørget dig! Du vil trygle mig om at komme tilbage om en uge!
Lejligheden er min, arbejde har jeg, lønnen er god, remsede jeg. Ingen voksen mand at rydde op for, og ikke nogen, der slider på mine nerver. Jeg klarer mig sikkert.
Nå, sådan! Han fór hen imod mig, men Sofus satte sig stiv og udstødte et dybt, brummende knurr. Thorben veg bagud.
Rend mig, snerrede han. Bliv du sammen med dine klamme kræ. Jeg finder en rigtig kvinde! Du rådner alene op her!
Han for ud i gangen, brokkede sig over de tunge tasker.
Hvor er min computer? råbte han.
I sidelommen på tasken, svarede jeg.
Papirer?!
I kufferten øverst. Jeg har det hele med selv din gamle kaffekop.
Hans raseri voksede kun, jo roligere jeg blev. Måske ventede han, jeg ville klynge mig til ham, tigge men jeg sad urokkelig.
Døren smækkede. Denne gang lugede det for alvor. Taskerne rumlede på opgangen og forsvandt.
Jeg sad tilbage i stilheden, lyttede indad, ventede på sorg eller fortrydelse. Men der bredte sig en varm, stille lettelse. Som en tung sæk blev sat fra sig.
Sofus støttede næsen mod min hånd. Jeg nussede hans bløde øre.
Nå, min beskytter, sagde jeg med et smil. Så fik vi jaget spøgelset væk.
Mille sprang modigt op i skødet og krøllede sig.
Kort tid efter ringede min telefon. Elskede stod der, men jeg trykkede uden at tøve på blokér og fjernede hurtigt hans navn for altid.
Jeg gik i køkkenet, fandt flasken med rødvin fra nytår, lavede en ostemad og overlod resten til morgendagen. Thorben kunne ringe alt det, han ville der var alligevel ikke mere at dele. Han måtte have bilen og tvet. Lejligheden var jo min.
Denne aften var min. Her kunne jeg hænge blazeren over stolen, spise kage i sofaen uden at frygte, at nogle ville råbe af mine katte.
Det bankede blidt på døren. Fru Madsen stod der med nybagt hvedebrød.
Kæreste Trine, jeg har bagt brød og kan høre, din mand er rejst på forretningsrejse?
Jeg så på hende, på det lune brød, på mine nysgerrige katte i døren.
Nej, fru Madsen, sagde jeg med et smil og tog imod det. Han er faktisk flyttet. For altid. Kom ind der er rigelig plads og dejlig ro her nu.
Så spiste vi brød, drak te, og kattene spandt om benene på os. Den aften var jeg mere lykkelig, end jeg havde været i fem år og jeg forstod, at ensomhed ikke handler om at være alene med sine katte. Ensomhed er at være med et menneske, der er ligeglad med én, og tvinges til at svigte sig selv for at føje ham.
Næste dag bookede jeg grooming til Sofus og Mille. De skulle skinne for de havde hjulpet mig med at rydde det vigtigste skrald ud af mit liv.
Tak fordi du læste min fortælling. Hvis den sagde dig noget, må du gerne tage del i min historie.
