Min mor døde for fem år siden. Hun blev kun otteogfyrre. Hjertet svigtede, mens hun stod og vandede sine violer i køkkenet. Min far var femoghalvtreds dengang.
Han græd ikke, råbte ikke op. Han sad bare i mors yndlingsstol og stirrede på et billede af hende. Sad og kiggede, som om han med viljens kraft kunne bringe hende tilbage.
Den dag mistede jeg ikke bare min mor. I virkeligheden mistede jeg også min far. Han blev hos mig i den samme lejlighed, men det var, som om kun hans tomme skal var tilbage. Et spøgelse indkapslet i sorg.
Det første år var ufatteligt tungt. Jeg var treogtyve, og pludselig skulle jeg både være datter, sygeplejer og samtalepartner for min far. Jeg lavede frikadeller til ham, men han nægtede at spise. Jeg vaskede hans skjorter, som han alligevel ikke tog på. Jeg talte og talte og håbede, jeg kunne hive ham op af det dybe hul.
Men far tav. Nogle gange svarede han med enstavelsesord. Hver gang han sagde noget, føltes det som et rap over fingrene: Lad mig være! Rør mig ikke! Kom mig ikke nær!
Sådan voksede der stille og roligt en tæt grå mur op mellem os
***
Tiden gik. Vi levede ved siden af hinanden.
Om morgenen mødtes vi i køkkenet før arbejde. Om aftenen kom vi hjem og stødte sammen i entreen eller til aftensmaden, men ingen snakingen nærhed, bare det allermest nødvendige.
Efterhånden holdt jeg op med at bekymre mig om ham. Han takkede for det på sin egen måde. Og lidt efter lidt vænnede vi os begge til den nye hverdag.
Uden mor Uden kone
***
Med tiden begyndte min far at livne lidt op.
Smilte til genboen, fru Bjerregaard, når hun kom forbi med hjemmelavede boller. Tog med sin ven Poul på fisketur. Fandt den gamle bærbare computer frem og genopdagede sine favoritfilm.
Jeg kunne ikke længere se det dybe sorg i hans kropsholdning og tænkte, at nu havde vi været igennem det værste. Jeg fik ovenikøbet mulighed for at arbejde hele sommeren på et kurbad på Fyn og turde tage afsted.
Da jeg kom hjem, ventede der mig en stor overraskelse.
***
Min far sagde, at han skulle giftes.
Han sagde det med det samme, jeg trådte ind ad døren. Helt nøgternt, uden at tøve, som om han allerede havde truffet en endelig beslutning.
Vi gik ud i køkkenet, satte os over for hinanden.
Jeg har mødt en kvinde, sagde han og trak på smilebåndet. Hun hedder Mette. Vi har besluttet at blive gift.
Jeg blev iskold indvendig. Ikke fordi han havde fundet en anden. Egentlig kunne jeg godt unde ham at smile igen. Men i hovedet blinkede alle advarselslamper: Lejligheden!
Vores lejlighed! Hvor jeg voksede op! Mor havde stadig sin gamle symaskine stående i hjørnet, og hendes yndlingskop stod i skabet. Ikke som den grimme kop, der nu stod halvt beskidt på bordet, og som en eller anden fremmed kvinde havde efterladt.
Jeg stirrede på den nye kop med åbenlys modvilje
Far, begyndte jeg, og ordene sad fast i halsen, synes du ikke, det går lige hurtigt nok? Kender du hende overhovedet rigtigt? Hvor har I tænkt jer at bo? Det er vel ikke her? Det er altså ikke kun din lejlighed. Det var mors også
Far så langsomt op på mig. Hans øjne var kun trætte, kolde, næsten foragtelige.
Nå, så er vi der, sagde han lavt. Det gik hurtigt. Men jeg er altså ikke død endnu Det er lige tidligt nok at dele arven.
Jeg deler ikke noget! Jeg vil bare have klarhed! udbrød jeg. Det giver jo mening. Du får en ny familie, hvad skal jeg så gøre, hvis noget sker?
Det må du tænke over, når og hvis sagde han og gik ind på sit værelse.
***
To dage senere tog han Mette med hjem. Hun var høj, slank og havde et blik, der var både venligt og sørgmodigt. Hun forsøgte virkelig at være rar.
Linda, jeg forstår, hvordan du har det, sagde hun. Tro mig, jeg vil ikke tage noget fra nogen. Jeg har mit eget hjem, mit eget liv. Jeg elsker bare din far.
Hun var flink, men hendes spørgsmål var svære at sluge.
Ligger jeres sommerhus langt fra byen? spurgte Mette nysgerrigt. Hvor længe har I haft denne lejlighed? De gamle treværelseslejligheder her i kvarteret er ret eftertragtede.
Mette mente også, at det var upassende at snakke om arv på forhånd. Sagde, at den slags samtaler gjorde min far ked af det og fik ham til at føle sig unyttig.
Hendes besøg fik kun mine bange anelser til at vokse. Jeg blev fuldstændig sikker på, at hun var udspekuleret og beregnende. Min relation til far blev endnu dårligere. Jeg så ham som en naiv gammel mand, blændet af sen kærlighed, klar til at give alt væk til hvilken som helst fremmed. Han så måske en grådig datter, der kun tænkte på sig selv.
Hver samtale endte som en ordkrig. Far insisterede på retten til privatliv. Jeg fastholdt min ret til ro og tryghed for fremtiden. Vi sloges, uden at se at vi sår på hinanden.
***
Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere og foreslog, at vi skulle til notar og få styr på arven.
Han nægtede længe, men endte med at sukke og give sig.
Fint, sagde han tungt, vi gør det på din måde.
Vi sagde ikke et ord til hinanden på vejen derhen. Jeg sad og kastede med min taske, klar til kamp.
Inde på kontoret satte far sig et stykke væk fra mig med foldede hænder i skødet, stenhård i blikket.
Notaren, en ældre dame med skarpe linjer om munden, åbnede sin mappe.
Så, vi er her i dag for at begyndte hun propert.
Et øjeblik, afbrød far hende. Hans stemme var sagte, men så fast, at jeg blev helt stille. Jeg er her af en anden grund
Han rakte hende et stykke papir.
Værsgo.
Notaren tog briller på, kastede et blik på dokumentet og kiggede overrasket op:
De er sikker? Det er jo en gaveaftale. De overdrager alt til Deres datter? Det hele uden krav?
Jeg gispede. Han giver mig alt? Bare sådan? Det må være en fælde! Vil han beskylde mig for at have presset ham?
Jeg stirrede ind i hans øjne og prøvede at gennemskue planen.
Men han så bare tilbage på mig med et blik så fyldt af skuffelse og medlidenhed. Medlidenhed over for mig, Linda
Her, sagde han stille og skubbede papiret over til mig. Tag det. Alt det, du så brændende ville have. Lejligheden. Sommerhuset. Alt. Nu behøver du ikke længere frygte, at jeg bytter dine ejendele for en eller anden forestilling om lykke.
Han udtalte ordet lykke med en sådan bid, at det gik koldt ned ad ryggen på mig.
Far jeg det var ikke hviskede jeg, mens tårerne sneg sig ned over mine kinder.
Ikke? Han smilede, men det var den slags smil, man kun aldrig glemmer. Linda, ikke én eneste gang de sidste seks måneder har du spurgt, hvordan jeg har det. Om jeg fryser. Om jeg mangler noget. Dine spørgsmål har kun drejet sig om papirer og kvadratmeter. Du har ikke set en far. Du har set en byrde, der står i vejen for din formue. Tror du ikke, jeg har lagt mærke til det?
Han gik mod døren. Vendte sig om:
Du ville have dette bur? Så behold det. Det er dit.
Han gik. Jeg sad tilbage med det kolde papir knuget i hænderne. Jeg havde vundet! Fik det hele! Men netop dér gik det op for mig, at jeg havde tabt
***
Mange år er gået.
Far og Mette er stadig sammen. Jeg ser dem af og til i Brugsen eller i parken. De holder næsten altid hinanden i hånden. Far er blevet gammel, men hver gang han kigger på Mette, lyser hans ansigt af glæde.
Jeg bor alene.
I en treværelses lejlighed med flot design og nyt inventar.
Om lørdagen kører jeg ud til sommerhuset. Der er også styr på alting.
Det eneste, der mangler, er lykken
Jeg er klar over nu, at far gav mig lejligheden ikke af vrede, men fordi jeg havde valgt mursten frem for nærhed. Papirer frem for kærlighed.
Jeg byttede min far for tre værelser og et sommerhus. Og dét er den værste arv, jeg kunne have fået med mig.
