Jeg er træt af at passe på din dreng, sagde svigerdatteren og tog til Skagen.
Vibeke Andersen har en søn.
En god, arbejdsom en. Men hans hustru, Ida, har vist sig at være helt anderledes, end Vibeke havde forestillet sig. Hun gad sjældent lave mad, nægtede at gøre rent og på det seneste har hun helt mistet tålmodigheden.
I går lavede hun ballade igen.
Mikkel, sagde hun til sin mand, jeg kan ikke mere! Du er en voksen mand, men du opfører dig som et barn!
Mikkel blev forvirret. Han havde da ikke krævet noget særligt. Ville bare have Ida til at finde nogle sokker frem for ham, stryge en skjorte, og minde ham om at ringe til lægen.
Mor hjalp mig altid, mumlede han.
Så tag du hjem til din mor! eksploderede Ida.
Dagen efter pakkede hun sin kuffert.
Mikkel, sagde hun roligt, jeg tager til Skagen. I en måned. Måske længere.
Hvad mener du med længere?!
Præcis, som jeg siger. Jeg er træt af at være barnepige for en voksen mand.
Mikkel prøvede at protestere, men Ida ville ikke høre. Hun snuppede sin mobil, ringede:
Vibeke Andersen? Det er Ida. Hvis han ikke kan klare sig uden barnepige, så må du bo her lidt. Ekstra nøgler ligger under måtten.
Og så gik hun.
Mikkel sad alene i lejligheden, og han anede ikke, hvad han skulle gøre. Køleskabet var tomt. Sokkerne beskidte. En bunke beskidt opvask i vasken.
Efter et par dage ringede han til sin mor:
Mor, Ida er blevet skør! Hun er taget til et eller andet sted! Hvad gør jeg nu?
Vibeke sukker. Igen er der problemer med svigerdatteren.
Jeg kommer, Mikkel. Jeg skal nok få styr på det hele.
En time senere stod hun i Mikkels lejlighed, med en pose dagligvarer og sin vante mor-fix-alt-attitude.
Men da hun trådte ind, fik hun et chok.
Rod overalt. Tøj i bunker på gulvet i soveværelset. Køkkenet flyder med opvask. Vasketøj på badeværelset.
Og så gik det op for Vibeke: hendes trediveårige søn kunne ikke leve alene. Overhovedet ikke.
Hun havde jo altid gjort alt for ham. Hun havde opdraget et stort barn.
Mor, klynkede Mikkel, hvad skal vi have til aftensmad? Hvor er mine skjorter? Kommer Ida snart hjem?
Vibeke gik bare i gang med at gøre rent. Men tankerne rumsterede: hvad havde hun dog gjort?
Hun havde altid beskyttet sin dreng mod det daglige slid. Mod besværligheder. Mod livet!
Nu kan han ikke klare sig uden kvinder som om han mangler hænder.
Og Ida? Ida flygtede bare fra denne store hjælpeløse dreng.
Det er til at forstå.
Vibeke Andersen boede hos sin søn i tre dage.
For hver dag blev det tydeligere: hun har opdraget et stort barn.
Mikkel vågnede om morgenen og begyndte at pive:
Mor, hvad skal jeg have til morgenmad? Hvor er min skjorte? Har du nogen rene sokker?
Vibeke strøg, lavede mad, gjorde rent og observerede.
Forestil dig: en voksen mand, der ikke kan starte vaskemaskinen! Han aner heller ikke, hvad et franskbrød koster. Selv en kop te får han lavet klodset brænder sig, søler sukker over det hele.
Mor, klagede han om aftenen, Ida er helt tosset! Før lod hun som om hun elskede mig. Nu er hun bare sur og som fremmed.
Men hvordan opfører du dig? spurgte Vibeke forsigtigt.
Helt normalt! Jeg beder ikke om noget særligt. Jeg vil jo bare have, at min kone er kone, og ikke en sur tante!
Vibeke så på sin søn. Gud, han forstår det simpelthen ikke!
Mikkel, hjælper du nogensinde Ida?
Hvordan det? undrede han sig. Jeg arbejder jo! Jeg tjener penge! Er det ikke nok?
Men derhjemme?
Hvad med derhjemme? Jeg er træt efter arbejde. Jeg har brug for hvile. Men hun vil hele tiden have, at jeg gør noget. Vasker op, henter indkøb Men det er kvindearbejde!
Og nu? Vibeke hørte pludselig sig selv. Sine egne ord fra Mikkels barndom:
Du skal ikke røre, mor klarer det! Gå ikke i Netto, mor kan gøre det hurtigere! Du er mand, du skal tænke på andre ting!
Hun har skabt et monster.
Jo mere hun så, desto mere skræmmende blev det.
Mikkel kom hjem og lagde sig på sofaen. Så var det bare at vente på aftensmad. Vente på, at der blev underholdt. Og hvis maden ikke kom af sig selv, gik han i sur barn-mode:
Mor, hvornår skal vi spise? Jeg er sulten!
Som et lille barn.
Hans snak om Ida var værst.
Hun er blevet så nervøs, klagede han. Altid sur. Tror du, hun skal til lægen? Måske er det hormoner?
Måske er hun bare træt? foreslog moren.
Træt af hvad? Vi arbejder lige meget. Det er jo kvindens opgave at holde hjemmet.
Opgave?! råbte Vibeke pludselig. Hvem har sagt det?
Mikkel blev forvirret. Mor har aldrig råbt ad ham før.
På fjerde dagen kunne Vibeke ikke mere.
Mikkel sad på sofaen, kiggede på sin telefon og sukkede over, at han savnede sin kone. Køkkenet var fyldt med opvask, sokker lå på gulvet, sengen var uopredt.
Mor, sagde han ynkeligt, hvad skal vi have til aftensmad?
Vibeke stod ved komfuret og lavede frikadeller. Som altid. Som de sidste tredive år.
Og pludselig indså hun: Nu er det nok.
Mikkel, sagde hun og slukkede for blusset. Nu skal vi snakke.
Jeg hører, sagde han uden at løfte øjnene fra skærmen.
Læg telefonen. Kig på mig.
Der var noget i stemningen, så Mikkel adlød det.
Søn, begyndte Vibeke stille, ved du hvorfor Ida er gået fra dig?
Hun har da bare fået et flip. Kvinder er sådan. Hun slapper af og kommer hjem igen.
Nej. Hun kommer ikke hjem igen.
Hvad?! Kommer hun ikke tilbage?
Nej. Hun er træt af at være barnepige for et stort barn.
Mikkel sprang op fra sofaen:
Mor! Hvad snakker du om? Jeg arbejder, jeg tjener penge!
Og? Vibeke rejste sig op. Hvad med hjemme? Har du mistet dine arme? Er du blind?
Mikkel blev bleg.
Hvordan kan du sige sådan? Jeg er jo din søn!
Præcis derfor, sagde Vibeke og satte sig ned, hænderne rystede.
Mor, er du syg? spurgte han bekymret.
Syg! hun lo sørgmodigt. Jeg er syg af kærlighed. Blind mor-kærlighed. Jeg troede, jeg passede på dig. Men jeg har opdraget en egoist! Tredive år gammel, og du er hjælpeløs uden kvinde! Du tror, hele verden skylder dig!
Men … prøvede Mikkel.
Men ingenting! afbrød Vibeke. Du vil have Ida skal være din anden mor? Vasker, laver mad og rydder op efter dig? Hvorfor det?
Jeg arbejder jo.
Det gør hun også! Og alligevel står hun for alt derhjemme! Hvad laver du? Plager og venter på service!
Mikkel fik tårer i øjnene.
Mor, alle lever sådan.
Nej, råbte Vibeke. Ordentlige mænd hjælper deres koner! De vasker op, laver mad, opdrager børn! Du? Du ved ikke engang, hvor vaskepulveret står!
Mikkel sad med ansigtet i hænderne.
Ida har ret, sagde Vibeke stille. Hun er træt af at være din mor. Det er jeg også.
Hvad mener du, “træt”?
Præcis det. Vibeke gik ud i gangen, tog sin taske. Jeg kører hjem. Du bliver her. Alene. Og nu skal du lære at være voksen.
Mor, hvad laver du!? råbte Mikkel. Skal jeg være alene? Hvem laver mad? Hvem gør rent?
Du skal! sagde hun. Ligesom alle voksne mennesker!
Men jeg kan ikke!
Så må du lære det! Ellers ender du som en ensom og umoden taber.
Vibeke tog frakken på.
Mor, lad være! tryglede Mikkel. Hvad skal jeg gøre alene?
Det du burde have gjort for tyve år siden, svarede hun. Lær at leve selv.
Så gik hun.
Og Mikkel sad i den beskidte lejlighed. For første gang helt alene.
På tomandshånd med virkeligheden.
Han sad på sofaen til midnat.
Maven rumlede. Opvasken stank. Sokker på gulvet.
Pokkers, mumlede han og rejste sig for første gang i tredive år for at vaske op selv.
Det gik som det gik tallerkenerne smuttede, fingrene sved af opvaskemiddel, men han klarede det.
Så prøvede han at lave røræg. Brændte det på. Forsøgte igen det blev spiseligt.
Om morgenen indså han: mor har ret.
Der gik en uge.
Mikkel lærte dag for dag at leve selv. Vaske tøj, lave mad, gøre rent. Handle ind og holde styr på priserne. Planlægge dagen, så han nåede det hele.
Det viste sig det er et arbejde.
Så forstod han Idas situation.
Lørdag ringede han til Ida.
Hej, sagde han.
Ja? lød stemmen kold.
Du har ret, sagde Mikkel. Jeg har opført mig som et stort barn.
Ida sagde ingenting.
Jeg har boet alene i en uge. Og jeg har forstået hvor hårdt det har været for dig. Undskyld.
Lang stilhed.
Ved du, sagde hun til sidst, din mor ringede i går. Hun bad om tilgivelse. For at have opdraget dig forkert.
Ida kom hjem efter en måned.
Hun kom hjem til en ren lejlighed, til en mand som selv havde lavet aftensmad og ventede hende med blomster.
Velkommen hjem, sagde han.
Og Vibeke Andersen ringede til dem en gang om ugen. Spurgte til deres hverdag, men kom ikke på besøg.
En aften, mens Mikkel vaskede op og Ida lavede te, sagde hun:
Ved du hvad, jeg kan faktisk lide vores nye liv.
Det kan jeg også, svarede han og tørrede hænderne. Synd det skulle tage så lang tid at nå hertil.
Men vi nåede det, Ida smilede.
Og det var sandt.
