Kære dagbog,
I aften blev jeg ved med at tænke på, hvor udmattende det er at leve i vores lille ejendom på Nørrebrogade. Jeg vågnede midt i natten, fordi Lise, altså jeg, havde fået nok af mandens evige søvn. Jeg rakte ud og skubbede ham let i siden. Bjørn, gør endelig noget nu! sagde jeg, mens jeg prøvede at holde min irritation i skak.
Han mumlede noget uforståeligt i drømmene, men han blev ved med at falde tilbage i søvn, som om han var uanfægtet af al larmen fra oven. Jeg kunne ikke holde mig fra at høre den nye nabo, Maren, skrige igen. Kan du ikke høre, at hun råber igen? spurgte jeg mig selv, mens jeg stod på kanten af sengen.
Jeg kastede mig på min morgenkåbe, smækkede døren i hænderne og gik ud for at håndtere monsteret, som jeg kaldte den larmende nabo. Jeg gik ned ad trappen, mens jeg knurrede for mig selv, at jeg nok skulle tage sagen i egen hånd, for der var tydeligvis ingen, der ville gøre det for mig.
Lige før jeg nåede indgangen, åbnede Peder Nielsen døren med et grin, som om han stod klar til at konfrontere mig. Fra lejligheden bagerst lød en lille drengs gråd seks-årige Mikkel og Marens suk. Jeg holdt fast i min tone, Hvad vil du nu?. Jeg var så træt, at jeg knap nok kunne holde balancen.
Må du tjekke tiden? sukkede Lise, mens hun pegede på uret, det er midt om natten! Peder gik et skridt frem, knyttede næverne og råbte: Hvad så?!. Jeg greb ham ind i armen og slog ham så hårdt, at han faldt til gulvet ved indgangen. Stilheden sænkede sig som en tung tåge.
Et par minutter senere dukkede Maren frem, med tårer i øjnene og tydelige mærker på kinderne. Hun så på mig med frygt, som om hun var bange for at komme tættere på. Jeg sagde med en rolig stemme: Ring efter politiet, så får du hjælp. Så kan han falde til ro igen.
Maren sukkede og svarede lavmælt: Han vil sove nu. Jeg spurgte Lise, om hun var sikker på det. Maren rystede på hovedet og sagde: Jeg håber det. Lise afbrød hende skarpt: Nej, jeg kan ikke holde ud mere. Jeg har arbejde i morgen. Så tag din søn med dig, så overnatter I et andet sted. I morgen skal du tage stilling til, hvad du vil gøre med ham.
Det har længe været sådan i vores bygning, at natlige konflikter går ubemærket hen. Ingen blander sig. Jeg har altid haft den rolle, at jeg følger Lises ordrer, tager tøj på og går op for at hjælpe. Men nu begyndte jeg at mærke, at Bjørn løber mere og mere for at redde Maren, som om han var en helt i en slags daglig drama.
Jeg hørte hans stemme i hovedet: Endnu en gang, du hjælper nu! Mens jeg så på den bange dreng Mikkel, der nu klemte sig til morens ben, og den blege, rystede ansigt på Maren, vidste jeg, at jeg måtte handle. Jeg førte dem ind i stuen, lagde et tæppe ud, og i aften kom Maren med hjemmebag. Det var småkager, og vi begyndte at snakke lidt mere.
Efterhånden blev Maren og Mikkel hyppige gæster i vores lejlighed. Maren tilbød altid at hjælpe mig med husholdningen, og Mikkel så op til mig som en slags superhelt. Jeg mærkede, hvordan han så på mig med den slags beundring, som kun et barn kan give. Jeg begyndte at købe ham legetøj, fik ham en lille metalbyggeklods og senere en fodbold.
Lise og jeg har aldrig haft børn. Vi havde tænkt os at nyde livet alene, men det gik aldrig som planlagt. Den tomhed, vi følte, blev som en tredje beboer i vores hjem.
En aften, mens jeg stod i køkkenet og rykkede i grøntsager, så jeg, hvordan Bjørns øjne lyste, da Mikkel gik hen og gav ham en ny byggeklods. Jeg mærkede, at han blev varm af den lille drengs opmærksomhed. Det var som om, hans hjerte blev berørt.
På arbejdet har jeg ladet mine følelser flyde ud i rygerummet. Jeg fortalte mine kolleger, at Maren igen kom i tårer efter natten. Han drikker igen! Jeg forstår ikke, hvordan hun kan holde ud med ham. Jeg ville aldrig have accepteret det! sagde jeg med en stemme, der skreg over bordet.
En af de ældre i afdelingen, Valentina, sagde forsigtigt, Måske elsker hun ham, selvom han er en idiot, når han er ædru. Jeg svarede skarpt: Ingen idioter! Han er en tåbelig dreng! En sådan kvinde ville have smidt ham for længe siden!
Jeg stod der, så uforstyrret ud, som om jeg ville overbevise mig selv om, at jeg var stærk, uafhængig og bedre end Maren. Men hver aften gik jeg hjem og så Bjørn og Mikkel bøje sig over den samme metalklods, mens Maren sad ved vinduet og så på dem med et fredfyldt smil. Jeg kunne høre deres latter, en lyd jeg sjældent havde haft i mit eget liv.
En lørdag gik jeg ind i Marens lejlighed med indkøbsposer i hænderne. Døren stod på klem. Jeg kiggede ind og så Bjørn sidde på en lille stol, hammere på en søm, mens Mikkel holdt hans fingre med en stolt mine. Maren stod i baggrunden, støttet af dørkarmen, og så på dem med en ro, der fik mig til at fryse. De var bare sammen. Ikke i et romantisk øjeblik, men som en lille, ufuldstændig familie.
Jeg tænkte: Hvorfor er dette så skræmmende? og gik ud igen, mens jeg mumlede: Bjørn kan ikke være som dette. Jeg er alt for ham. Og Maren? Hendes dumme beslutninger er kun et spild af tid.
Da Maren igen kom for at bede om hjælp, stod jeg ved døren og råbte: Hvor mange gange skal du holde op, Maren? Du er ikke engang gift med ham! Hvorfor accepterer du dette drikkende monster? Smid ham! Eller er du bare vant til at spille offer? Mine ord hang i luften som gift, og jeg håbede, at de ville slå rod.
Ugen efter flyttede Peder væk med en kuffert i hånden. Jeg følte en mærkelig lettelse, som om jeg havde vundet en kamp. Nu ville Maren og hendes søn forsvinde fra vores liv for altid.
Stilheden, der fulgte, var ikke den ro, jeg havde forestillet mig. På lørdage kom der ingen småkager, og ingen børneskratt lyder i gangen. Først var jeg glad for orden, men snart blev den tunge stilhed som en trykkende tåge i vores lejlighed. Bjørn kom hjem fra arbejde, spiste i stilhed og satte sig foran fjernsynet. Han blev mere og mere inådet, som om han gemte noget.
Jeg sagde til mig selv: Han er bare træt. Så gik jeg videre med mine daglige rutiner, mens jeg lukkede mig selv i en boble af denial. Men så, en dag, da jeg kom hjem tidligt med hovedpine, gik jeg i elevatoren og trykkede ved et uheld på den forkerte knap. Jeg steg ud på en etage under, og døren til Marens lejlighed stod på klem. Jeg stod der, i en slags déjà vu.
Jeg gik ind, men sagde ingenting. Jeg så Bjørn og Maren, fordybet i deres egen lille verden, og jeg trådte stille ud igen, lukkede døren forsigtigt bag mig. En time senere kom Bjørn tilbage, spiste som altid, sad foran fjernsynet, og jeg talte ingenting.
Nu har jeg besluttet, at jeg vil holde fast i min viden om deres hemmelighed, men lade som om jeg er blind. Jeg smiler, når Maren kommer med kage, og jeg lader som om jeg ikke ser, hvordan Bjørn og Mikkel bygger og griner. Jeg bærer denne tavshed som en tung, men nødvendig byrde.
Det er nu flere år, jeg har levet i denne stilhed. Jeg kan endda huske, hvordan jeg en gang kaldte Maren en tålmodig i en snak med en kollega, uden at jeg så, at jeg lige har programmeret min egen fremtid. Jeg er fanget i denne rolle som den, der udholder alt. Det er min egen svigtende stille erkjennelse en indre bøn om, at jeg en dag kan finde en måde at slippe fri på, uden at beskadige dem, jeg på en eller anden måde holder af.
